2022 Yllera Bodegas y Viñedos, Verdejo Vendimia Nocturna, Rueda, Spanien

2022 Yllera Bodegas y Viñedos, Verdejo Vendimia Nocturna, Rueda, SpanienVi sluttede MasterClass’en, hvor vi startede … nemlig med en Verdejo vin og denne her en rigtig hverdagsvin i form af en 2022 Verdejo Vendimia Nocturna fra vinhuset Yllera Bodegas y Viñedos.

Vinhuset ligger i Rueda by og er grundlagt i 1950, hvor familien Yllera var vinavlere og solgte deres vine i skindsække, men det var de to brødre Pepe og Jesús Yllera, der i 1970 startede det moderne vinhus, som de dengang kaldte Los Curros.

Det var før appellationen DO Rueda opstod, men senere i 1983 fik de hjælp fra Rioja vinmageren Ramón Martínez og det øgede deres kvalitet af vinene. Det gav også mod på mere, så i 1986 købte de så endnu et vinhus Boada de Roa i Ribera del Duero og startede der med at sælge vine under Bracamonte mærket.

I 2002 ændrede man navnet til Yllera Bodegas y Viñedos aka Bodegas Grupo Yllera og siden 2014 har det været med næste generation ved roret i form af Marcos og Carlos Yllera sammen med vinmageren Montxo Martínez.

I dag omfatter gruppen vinhusene Bodegas Yllera, Meraldis og Bodegas Boada i Ribera del Duero og Coelus i Rioja.

Bodegas Yllera har selv 150 hektar vinmarker, men derudover kontrollerer gruppen også mere end 900 hektar vinmarker i både Rueda, Ribera del Duero and Toro  via samarbejdsaftaler og alle markerne tilses af et team af ønologer med Montxo Martínez i spidsen.

Denne 2022 Verdejo Vendimia Nocturna er lavet på ren Verdejo, som kommer fra 20-30 år gamle vinstokke. Høsten er sket med store maskiner om natten og der sker først en kølig udblødning med skind i 8-12 timer. Efter presning anvendes udelukkende most fra første presning i den pneumatisk presse.

Gæringen er sket ved 17 grader i rustfri stålkar, hvorefter der sker bundfældning og koldstabilisering før aftapning.

Dufter egentlig ganske godt … har noget sødme, lidt banan og slikposer fra Haribo, en tropisk frugt mest med ananas, grønne æbler og grape, søde krydderier, estragon og rosmarin.

I munden har vinen en let fylde, nem og pleasende, hvorfor det er ganske habilt, let drikbart med både fylde og friskhed. Syren er også fin med god bund, så klart bedre end prisen og samlet giver det en ganske fin Verdejo vine. 87 point.

Ingen importør herhjemme, men på vingården koster vinen 6,45€ … hvilket svarer til 48 kr.

Vinanmeldelse 4/7