Houlberg til Rocca di Montegrossi smagning

Jeg var forleden til en Rocca di Montegrossi smagning, hvor huset og vinene blev præsenteret af hyggelige Viggo Jørgensen, der – udover at være far til Rene Langdahl Jørgensen – driver vinfirmaet Vitis Vinifera i Guldbæk tæt på Støvring.

Et af husene hos Vitis Vinifera er netop Rocca di Montegrossi, som Viggo har en stor forkærlighed for, hvilket vi også kom til at mærke ved smagningen af 9 vine fra huset.

Rocca di Montegrossi

Vinhuset Rocca di Montegrossi ligger i nærheden af ​​Monti in Chianti … en af ​​de fineste sektioner af Chianti Classico omkring 7 kilometer  syd for Gaiole in Chianti med fornemme naboer som fx San Giusto a Rentennano, Badia a Coltibuono og Il Palazzino.

Kældrene ligger i nærheden af ​​den romanske kirke San Marcellino og Rocca di Montegrossis ejer Marco Ricasoli-Firidolfi stammer fra en familie, der spillede en central rolle i Chianti Classico-regionens historie og var med til at lægge grundlaget for Chianti Classico.

I det hele taget er Ricasoli navnet uløseligt forbundet med både Chiantis og hele Toscanas historie. Det var oprindelig Geremia, der var grundlægger af Ricasoli-Firidolfi familien og han etablerede et slot aka Rocca ved Montegrossi i det 7. århundrede.

Senere i 1141 fik familien også ejerskab af slottet Castello di Brolio beliggende i San Regolo i kommunen Gaiole in Chianti omkring 20 kilometer nordøst for Siena.

Det var lige præcis dér, at den såkaldte jernbaron Bettino Ricasoli  i 1872 skabte opskriften på Chianti. Ricasoli familien ejede Castello di Brolio i næsten 800 år og den blev ødelagt mere end én gang under krigene mellem Siena og Firenze.

De 800 år har også betydet en alenlangt stamtræ … det kan man faktisk se på dette foto, som Gert forsøger at holde og og vise frem.

I dag laver Ricasoli-Firidolfi igen vine, idet Marco Ricasoli-Firidolfi nu i ​​Monti in Chianti laver vine fra Rocca di Montegrossi, som samlet har 100 hektar jord, hvoraf 20 hektar er vinmarker, mens 20 andre hektar består af olivenlunde.

Det var dog Marcos far, der i 1966 startede med tilplante San Marcellino marken ved Rocca di Montegrossi. Desværre døde han tragisk i 1972, hvorefter Marcos mor overtog produktionen af vinene, som opnåede international berømmelse i 1970’erne og 1980’erne.

Marco overtog driften i 1994 og har dedikeret sit arbejdsliv til at lave kvalitetsvine, hvilket bl.a. betød, at han i 1999 byggede en moderne vinkælder til Rocca di Montegrossi, hvilket også omfattede et rum til at lagre sine elskede Vin Santo.

Vinmarkerne ligger på syd- og sydøstvendte bakker med kalkholdige lerjord i  340 til 510 meters højde. Der dyrkes mest Sangiovese, der med sine 13 hektar udgør hele rygraden i vinene, herefter er der 2,5 hektar med Merlot, mens de resterende 4,5 hektar er med druerne Canaiolo, Colorino, Cabernet Sauvignon, Pugnitello og Malvasia Bianca del Chianti.

Rocca di Montegrossis olivenlunde er plantet omkring vingården på blide, eksponerede skråninger under ideelle forhold til produktion af olie af høj kvalitet. Marco har omkring 1.000 træer, som er sorterne Coreggiolo og Moraiolo.

Olivenlundene plantes på den traditionelle coltura promiscua måde, blandet med andre frugttræer og i overensstemmelse med Chiantis traditioner beskæres det i det polykoniske vasesystem.

I 2006 startede han den møjsommelige proces med at konvertere til økologisk vindyrkning og blev certificeret i 2010. Derudover bruger Marco solpaneler til strøm til vineriet, mens resten udelukkende kommer fra certificerede vedvarende kilder.

Han har også bygget store cisterner til at samle regnvand til landbrugsarbejdet for at spare dyrebart drikkevand.

Produktionen af vinene sker med hjælp fra den konsulterende ønolog Attilio Pagli og sammen har de frembragt en række vine, som har begejstret den internationale presse.

Vinene

Denne aften skulle vi smage et pænt udsnit af vinene og de fleste i par, hvor man kunne sammenligne 2 årgange op mod hinanden. Det betød, at smageprogrammet kom til at så sådan her ud;

Ovenover har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser. Men jeg kan allerede nu afsløre, at niveaet er højt, men det var specielt de to Chianti Classico Gran Zelezione Vigneto San Marcellino, som virkelig imponerede mig … og så Rodolfo.

Ved smagningen havde vi lidt brød til, mens Viggo havde medtaget lidt olivenolie fra Rocca di Montegrossi … Olio Extra Virgin Olive DOP del Chianti Classico.

2019 Cave de Ribeauvillé, Pinot Noir Rodern, Alsace, Frankrig

2019 Cave de Ribeauville, Pinot Noir Rodern, Alsace, FrankrigVi sluttede endelig Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 Masterclass’en med en rødvin under temaet So Red og det blev denne 2019 Pinot Noir Rodern fra kooperativet Cave de Ribeauville.

Cave de Ribeauvillés 110 medlemmer har samlet 235 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter parceller på 8 Grand Cru vinmarker, nemlig både Gloeckelberg, Altenberg de Bergheim, Osterberg, Kirchberg de Ribeauvillé, Rosacker, Schoenenbourg, Schlossberg og Marckrain.

Denne Pinot Noir Rodern er lavet med druer fra marker nord for Ribeauvillé ved byen Rodern. Der er markerne granitholdige, hvilket er velegnet til Pinot Noir med stor koncentration.

Der ikke mange oplysninger om vinen, men den skulle være lavet i store rustfrie ståltanke og efter endt fermentering være lagret på egefade. Den har 0,63 gram restsukker pr. liter og der er i denne årgang 2019 lavet 7.422 flasker.

I næsen en lidt tør vin … har en rank frugt, hvor der er blæk, koks, gran, nelliker, peber samt en frugt af hindbær, ribs og blåbær samt noget tørt eg og grønne elementer.

Smagsmæssigt er vinen også lidt grøn og rank med nelliker, gran samt frugt med tranebær, blåbær og ribs, en del rustikke tanniner, der sammen med noget peber river i munden. 88 point.

Forhandles herhjemme af VildMedVin, men denne er ikke i sortimentet, men koster på kooperativet 16,80€ … eller 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Hurst, Gewurztraminer Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Hurst, Gewurztraminer Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigUnder So Trendy Alsace Masterclass’en smagte vi med temaet So Sweet denne 2020 Gewurztraminer Vieilles Vignes fra det altid gode vinhus Domaine Hurst.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Jean Babtiste Hurst, mens Armand Hurst selv overtog driften i 1989.

Det var også Armand, der i 1991 flyttede vinhuset til nye og mere moderne lokaler på nuværende placering i udkanten af Turckheim.

Armand solgte dog i 2015 vinhuset til Christophe Erhart, dennes broder og en schweizisk investor. Christophe er tidligere svigersøn af Jean Meyer fra Domaine Josmeyer. Han var i 21 år ansvarlig for markerne og vinene hos Josmeyer og stod bag det kvantespring, som huset tog med bl.a. omlægning til biodynamisk vinbrug.

På Domaine Armand Hurst er han nu også i fuld gang med at omlægge hele produktionen til biodynamisk vinbrug. Der er samlet 9,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling, Pinot Noir, Muscat, Pinot Gris og Gewurztraminer og topmarken er Grand Cru Brand, men også Heimburg i Ingersheim giver fremragende vine.

Han har faktisk hele 7 hektar på selveste Grand Cru Brand marken, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark.

Udover sin egen produktion, så er Christophe også biodynamisk konsulent for andre alsaciske vinbønder, men også næstformand i det franske Demeter forbund.

Her smager vi hans Gewurztraminer Vieilles Vignes fra serie Vieilles Vignes på gamle vinstokke. I dette tilfælde er det fra 35-50 år gamle stokke på marker på bjergskråninger ved siden af husets egne Grand Cru marker og høstet med et udbytte på kun 15 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne skånsomt presset uden afstilkning, mens gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller på store, århundredgamle egetræsfade, hvor vinen efter endt gæring også er lagret sur lie i en periode inden aftapning på flaske.

Selvom det er en sød vin, så er der faktisk relativt beskedne 10,5 gram restsukker i vinen, som Hurst lavet 3.000 flaske af om året.

Duftmæssigt mærkes fra starten, at der er skruet op for den aromatiske parfumebutiks sødme, som umiddelbart næsten virker på nektarniveau. Det dufter faktisk ret godt af det mest blomstrede forår med pressede, tørrede blomster, sødlig tørret abrikos, dadler, fersken og dåsepærer.

Smagen er da også ret sød, men alligevel med en smule frisk bid suppleret med muskatnød, fersken, mandler, marcipan og noget alkohol, som bider lidt … men også giver modspil til den søde frugt med et umiddelbart stort sukkerindhold. Det er sgu vin til nydelse, specielt hvis man elsker kombinationen med søde ting og flot syre, så dermed 91 point.

Forhandles herhjemme af Vinova, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Schlumberger, Riesling Grand Cru Kitterlé, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Schlumberger, Riesling Grand Cru Kitterle, Alsace, FrankrigTemaet So Terroir blev fortolket med denne Riesling Grand Cru Kitterlé 2017 fra Domaine Schlumberger.

Vinhuset holder til midt i den lille by Guebwiller i den sydlige del af Alsace omkring 25 kilometer syd for Colmar.

Domaine Schlumberger ejes og drives af familien Schlumberger, som flyttede til Guebwiller i det 16. århundrede. Det var Claus Schlumberger, som oprindelig kom fra byen Souabe i det tyske Baden-Wurtemberg område.

På det tidspunkt herskede munkene fra benediktinerklosteret i Murbach i området omkring Guebwiller, og det fik Claus til at flytte familien til Mulhouse, som var en mere fri og fredelig by.

I Mulhouse blev familien Schlumberger én af de største familier, og Peter Schlumberger startede også tekstilfabrikken Jean–Henri Dollfus i byen. Det blev én af byens vigtigste arbejdspladser. Peters søn Nicolas Schlumberger overtog fabrikken efter faderen og flyttede den i 1810 til Guebwiller, hvor den i dag holder til på adressen Rue des Cours Populaires.

Nicolas var også interesseret i vin … og ville gerne satse på to forskellige heste, så han købte 20 hektar vinmarker. Og det var netop marker, som benediktinermunkene havde passet igennem tusinde år.

Men efter den franske revolution i 1789, hvor klostrene blev frataget alle deres ejendomme, var vinmarkerne blevet opdelt i mindre enheder og efterfølgende solgt. Det blev således starten på Domaines Schlumberger.

Derefter gik vingården i arv fra søn til søn … og med mere eller mindre held. I begyndelse af det 20. århundrede var det imidlertid Ernest Schlumberger, som overtog driften af vingården.

På det tidspunkt havde mange vinbønder havde opgivet vindyrkningen efter phylloxera-angreb, men Ernest opkøbte i stedet yderligere parceller og udvidede gården fra 40 hektar til 110 hektar. Han indrettede også alle vinmarkerne med terrasser, så man kunne lave en vandret dyrkning af markerne.

Da Ernest døde blev gården i 1971 overtaget af barnebarnet Eric Beydon-Schlumberger. Han gik i gang med en total renovering af Domaines Schlumberger, herunder en omplantning af flere parceller. Eric gik på pension i 2001, så i dag er det Erics broder Alain Beydon-Schlumberger som sammen med 7. generation i form af Erics datter Séverine Schlumberger driver det over 200 år gamle vinhus.

Domaines Schlumberger ejer i dag 140 hektar vinmarker, hvor størstedelen ligger lige ovenfor Guebwiller på en skråning, som visse steder hælder 60 grader. Ikke mindre end 70 hektar af vinmarkerne er Granc Cru marker, bl.a. markerne Kitterlé, Kessler, Spiegel og Saering.

Dermed er vinhuset den største ejer af Grand Cru marker i hele Alsace. De andre vinmarker ligger i Guebwiller-kommunen og få kilometer mod nord, bl.a. ved skråningerne Bollenberg og Bux.

Denne Riesling Grand Cru Kitterlé er selvfølgelig lavet med druer fra Grand Cru marken Kitterlé og de er høstet med et lavet udbytte på 25-35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet ved, at de hele klaser er presset og så er gæring sket i store ståltanke. Der er vine så efter gæringen også lagret sur lie 8 måneder. Vinen har beskedne 0,48 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.800 flasker.

Nu er der godt med petroleum, diesel, linolie, skocreme og vokse i næsen med både let grøntsagsfond samt modne noter. Trods en vis tyngde i de tertiære noter, så virker frugten faktisk lettere og mere luftig end forventet med lette æbler, lys fersken, blomster samt et mineralsk drys af vulkansk støv.

I munden er syren kraftig, brysk og maskulin med stor dybde, lidt olieret med en lav viskositet, lidt peber og bid af grillet citron, lemon og samlet meget koncentreret. Der kommer også lidt hvide blomster samt en snert ingefær og igen pæn mineralitet. 93 point.

Forhandles herhjemme af Østjysk Vinforsyning, men prisen kan jeg ikke se nogle steder.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine Schoffit, Riesling Lieu-Dit Harth Tradition, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Schoffit, Riesling Lieu-Dit Harth Tradition, Alsace, FrankrigFørste vin i Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 Masterclass under emnet So Fresh var denne 2020 Riesling Lieu-Dit Harth Tradition fra Domaine Schoffit.

Vinhuset ligger i den østlige udkant af Colmar og grundlagt tilbage i 1950’erne af Robert Schofitt, men det var sønnen Bernard Schoffit, som efter overtagelsen af driften i 1970 stoppede med selv at dyrke grøntsager og satsede på vinproduktion.

Schoffit startede ud med flade marker omkring Colmar, hvor markerne er ret tunge i jorden, men de sidste 20 år har familien købt jord op andre steder, således at domænet i dag er fordoblet.

I dag har Bernard Schoffit 16 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar ligger i Harth, mens han også siden 1986 har ejet 5 hektar af Grand Cru marken Rangen de Thann og 1 hektar af Grand Cru marken Sommerberg ved Niedermorschwihr.

På markerne er det selvfølgelig Riesling, der er den primære drue, men der dyrkes også både Pinot Blanc, Pinot Gris, Gewürztraminer og Chasselas. Over halvdelen af vinstokkene hos Schoffit er over 30 år gamle og hans stokke med Chasselas endnu ældre … typisk ældre end 70 år.

Alle vinmarker passes uden brug af kunstige sprøjtemidler, og udbyttet fra markerne er også begrænset … omkring 55 hektoliter pr. hektar for basisvinene og 25-30 hektoliter for husets Grand Cru vine. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker.

I dag er sønnike Alexandre Schoffit – og dermed 3. generation – i gang med at overtage driften. Han har siden 2012 selv stået for husets produktion af vinene … selvfølgelig fortsat med hjælp fra Bernard og endda også gode råd fra gamle Robert.

Denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition har jeg smagt tidligere i årgang 2013 og er lavet af Riesling druer fra Harth marken, som ligger ved Colmar.

Lige dér er der lavet vin allerede i det 9. århundrede og marken Harth er allerede nævnt tilbage i officielle dokumenter fra 1259. Det er en mark, som får maksimal sollys fra morgen til aften og har en meget drænet jord, som sikrer en regelmæssigt og homogen modning af druerne.

Druerne til denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 3 gram restsukker pr. liter. Der er lavet 8.000 flasker af vinen.

Næsen er fint styret og balanceret med en smule petroleum, linolie, abrikos … en dyb frugt med pærer, fersken, gule æbler, let honning og hvide blomster. Det dufter indbydende og modent.

I munden er det en blød og moden vin, hvor det mest er søde og modne ferskner. Der er generelt et meget modent og syreniveauet er mindre end i 2013’eren … virkelig blød med meget lidt syre. Det er dermed 88 point.

Forhandles af Winelovers.dk, men denne er ikke fundet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Masterclass So Trendy

Min  Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 sluttede med deltagelse i en Alsace Masterclass, hvor 4 vineksperter under overskriften So Trendy smagte og fortalte om, hvorfor Alsace vinene pt. er oppe i tiden og … ja så Trendy.

Brancheorganisationen Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace havde sendt en kasse med 4 Masterclass vine, som – i modsætning til de foregående bokse – var fra 4 forskellige producenter.

De var vinøse eksempler på de 4 So Trendy overskrifter; So Fresh, So Terroir, So Sweet og endelig So Red. Om i Masterclass’en skulle vi så smage vinene, mens de 4 vineksperter fortalte om vinene og baggrunden for de 4 overskrifter.

De 4 eksperter var:

Jenni Wagoner Hun er fra US og ansvarlig for vine til Zuma og Oblix restauranterne.

Yves Beck, som er fra Schweiz, forfatter og vinanmelder

Manuel Peyrondet, som er fransk og uddannet sommelier og med i Meilleur Ouvrier de France.

Thierry Fritsch, som også er fransk, ønolog, underviser og ekspert i vine fra Alsace.

Smagekassen

I kassen med vinene til Masterclass’en So Trendy var der disse 4 vine;

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Masterclass So Trendy

Først blev eftermiddagens eksperter præsenteret og derefter gik vi i gang med vinene. Den første overskrift var So Fresh, altså så frisk og Jenni Wagoner fortalte, at det er vine, som er meget populære på restauranter, da det er friske og let tilgængelige vine.

Det er vine, som man gerne vil drikke mere af og nemt slukker tørsten. Som et eksempel på en frisk vin, så smagte vi samtidig en 2020 Riesling Lieu-Dit Harth Tradition fra Domaine Schoffit.

Derefter talte panellet om næste emnet, som var So Terroir .. og netop i Alsace er der masser af forskellig terroir, hvorfor vinene så bliver langt mere forskellige, individuelle, komplekse og kan typisk også lagres længere.

Som et eksempel på terroirvine smagte vi en 2018 Riesling Grand Cru Kitterle fra Domaine Schlumberger, inden vi rundede det næste emne, som var So Sweet … vine, som alle kan lide, men også kræver balance.

Det er vine, som passer vildt godt til både dessert og oste … og i den kategori smagte vi en 2020 Gewurztraminer Vieilles Vignes fra gode Domaine Hurst.

Vi sluttede med emnet So Red … og den røde i dette tilfælde blev en 2019 Pinot Noir Rodern fra kooperativet Cave de Ribeauville, og de røde Alsace Pinot Noir vine er typiske lette vin med lave procenter og dermed også meget efterspurgte vine.

Det var en Masterclass, hvor det blev lidt selvfølgeligheder, selvom det bestemt var hyggeligt at høre om og smage de 4 vine indenfor de nævnte kategorier.

2020 Domaine Neumeyer, Pinot Noir Vallée des Frères, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Pinot Noir Vallée des Frères, Alsace, FrankrigJeg skulle også smage en Pinot Noir fra Domaine Neumeyer og det blev denne 2020 Pinot Noir Vallée des Frères.

Her kommer druerne fra 43 år gamle vinstokke på vinmarker i 230 meters højde og er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinificering er sket på hele klaser og alene med de naturlige gærceller, gæring og maceration over 15 dage på egefade, hvor vinen også er lagret 10 måneder sur lie og der er lavet 1.160 flasker af vinen.

Av … den er duftmæssigt meget kantet med en skarp parfumeret note, hvor der også er røg, lejrbål, sure bær, ribs, granatæbler, koks, kul, tjære og alt på en mørk måde … bare tvær og ganske speciel.

I munden er der samme røgsmag, som er meget svært af distrahere fra, men man finder dog også lidt tranebær, ribs og blåbær, men den er noget ubalanceret … og speciel. 86 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 24,50€ … svarende til 183 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Domaine Neumeyer, Pinot Gris Chartreux Hahnenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Neumeyer, Pinot Gris Chartreux Hahnenberg, Alsace, FrankrigPinot Gris Chartreux Hahnenberg fra Jérôme på Domaine Neumeyer var den næste vin i glasset i årgang 2017.

Vinen er fra Terroirs serien og lavet som de andre vin, hvilket betyder spontangæring på alle druernes naturlige gærceller i ståltanke og dér er vinen også lagret sur lie en periode.

Vinen har 1,7 gram restsukker og der er i denne årgang 2017 lavet 2.720 flasker af vinen, men det er jo selvfølgelig normale flasker og ikke mini-flasker med 3 centiliter.

WAUW … sikke fed og lækker aroma med både lakridskonfekt, vanilje, kvæde og eksotisk frugt af ananas, fersken, som er blødt og sofabehagelig. Det er en vild, lækker duft og niveauer over mange tilsvarende Pinot Gris’er.

I munden er vinen også blød med pærer, fersken samt en tydelig lemonbitterhed … samt nogle salte mineraler. Der er 92 point herfra.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Neumeyer, Riesling Hospices, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Neumeyer, Riesling Hospices, Alsace, FrankrigNæste vin fra Jérôme Neumeyer på Domaine Neumeyer var fra serien Alsace, som vel nærmest er husets basisvine. Det er nemlig vinen Riesling Hospices i årgang 2021.

Her kommer druerne fra 31 år gamle vinstokke på marker i 230 meters højde og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinificeringen er – som alle vinene hos Neumeyer – sket i ståltanke med spontangæring med den naturlige gær og lagring sur lie i ståltankene. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 9.180 flasker af vinen.

Duften er mere rund og nærmest vegansk, grøntsagsfond, men frugten virker mere tropisk med fersken, papaya, mango samt en smule pærer.

Smagen er derimod mere rustik … mere kantet og maskulin end Bruderthal, har en saltet og bitter frugt, hvor der bl.a. er godt med citronsyre og bid. 88 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 10,90€ … svarende til 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, FrankrigVi starter hos Domaine Neumeyer på Grand Cru niveau og det blev med et lille glas af Jérômes 2020 Riesling Grand Cru Bruderthal.

Grand Cru Bruderthal ligger netop ved Mosheim og har en meget stenet undergrund med mergel og kalksten, som er perfekt for bl.a. Riesling.

Marken har sit navn fra gamle dage, hvor klosterbrødrene fra Jesuiterordenen arbejdede sammen i dalen … og deraf navnet Bruderthal, der været basis for god vin siden middelalderen.

Vinen er lavet på ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene. Vinen har 5,7 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.215 flasker af vinen.

I næsen er vinen meget tilbagetrukket, blød, sar, fin og feminin med et let anstrøg af petroleum, pærer, æbler, fersken. lemon, kvæde og hvide blomster.

Smagsmæssigt er vinen pivfrisk, syrlig, saltet og har endda også masser af grape bitterhed, tonicvand og sure citroner. Det er næsten som at slikke sten og skifer … ikke at jeg sådan normalt går rundt og stikker tungene i jorden, men her er det virkelig en stenet og vild syrebasse, så 92 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger