2018 Rocca di Montegrossi, Chianti Classico, Toscana, Italien

2018 Rocca di Montegrossi, Chianti Classico, Toscana, ItalienSluttelig nappede jeg lige et glas mere fra Rocca di Montegrossis almindelige Chianti Classico og denne gang i årgang 2018.

Vinen er igen lavet på 90% Sangiovese , 5% Canaiolo og 5% Colorino. Gæringen er sket ved 28 grader i rustfrie ståltanke over 12 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i betontanke og på 54-56 hektoliter store Allier egefade,

Wine Spectator har ratet 2018 med samme karakter som 2017, hvilket betyder 93 point. Forårsregn førte til langsom modning og en senere høst end gennemsnittet, hvilket har givet charmerende og smidige vine med god potentiale til lagring. Det er en vin, som Rocca di Montegrossi laver omkring 50.000 flasker af årligt samt 4.500 halve flasker.

I næsen virker vinen lidt køligere og mere rank end 2017’eren, måske endda også lidt mere kantet. Der er igen en moden frugt med  lyserøde blommer, kirsebær suppleret med tobak, lakrids, cedertræ, en balsamisk syre, brændte noter, champignon, grafit, blæk, jod og noget jern.

Atter er smagen dyb, mørk, koncentreret, balsamisk og virker virkelig meget klassisk … blot med Rocca di Montegrossis store dybde og power. Der er syrlige kirsebær, som giver et godt og stramt tanninsk bid, denne balsamiske syre, stor tørhed. 93 point.

Forhandles af Vitis Vinifera, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7