Vi fortsatte hurtigt videre og næste vin i glasset blev en 2017 Miros de Ribera Reserva fra Bodegas Peñafiel.
Vinhuset må ikke forveksles med nabovinhuset Bodegas Resalte de Peñafiel, selvom de begge ligger mellem byerne Peñafiel og Padilla de Duero i Valladolid med en gamle borg Peñafiel på en bjergtop med udsigt til begge vinhuse i det i det Ribera del Duero område.
Bodegas Peñafiel er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2003 med det formål at lave vine af høj kvalitet. Vingården har samlet 32 hektar vinmarker, som er placeret på parceller omkring både Peñafiel og Castrillo.
På markerne dyrker huset fortrinsvis Tempranillo, men også sorter som Merlot og Cabernet Sauvignon. Ansvarlig for produktionen er vinmageren Alfonso Medina, som gærer mange af vinene i konisk udformede gæringstanke. Ifølge Alfonso øger det ekstraheringen af farve, aroma og tannin.
Ved lagring anvendes der også alene franske egefade, hvilket også adskiller Bodegas Peñafiel fra mange andre spanske vinhuse.
Bodegas Peñafiel laver vine i flere serier, hvilket udover vinene under navnet Miros de Ribera omfatter Mironia, Baron de Filar, Territorio Cepa, Sieta Pasos og Alma Serena.
Denne Miros de Ribera Reserva er lavet på 100% Tempranillo fra husets marker i Castrillo de Duero i 920 meters højde. Druerne er først sat i kølig premaceration inden gæring ved 28 grader over 12 dage i koniske 17.000 liter rustfrie ståltanke. Derefter malolaktisk gæring i tankene med blid battonage og så lagring i 24 måneder i franske egefade.
I næsen er der dejlige fadnoter samt mørk frugt af sorte kirsebær, blåbær, blommer, mens fadene bidrager med vanilje, kanel, kokos, sød tobak og tør engelsk lakrids. Det er spot-on Ribera del Duero.
Smagsmæssigt er den mere frisk end duften, en frisk og lysere frugt med hindbær, brombær og blommer … syrligere end forventet, mens tanninerne også samtidig er noget stramme i betrækket. Der er lidt bitterhed, læder og tyk balsamicoeddike, men stor koncentration, hvorved vi ender på 90 point.
Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 499 kr.