Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2019 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, Italien

2019 Poliziano, Rosso di Montepuliciano, Toscana, ItalienAzienda Agricola Poliziano ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter og det er derfra, at jeg nu smager en 2019 Rosso di Montepuliciano.

Vinen har jeg faktisk smagt før i årgang 2015 og dermed har jeg også tidligere skrevet om huset, der jo drives af Federico Carletti med hjælp fra hans ven og vinmager Carlo Ferrini.

Den Rosso di Montepuliciano er lavet på 80% Sangiovese og 20% Merlot fra forskellige marker, hvor druerne specielt er kendt for at give vinen en vis friskhed. De ligger i 280 til 350 meters højde.

Vinen er vinificeret i temperaturstyrede, rustfrie ståltanke med en samlet macerations- og gæringsperiode på 10-12 dage, hvorefter omkring 40% af vinen er lagret 8 måneder i brugte amerikanske egefade, mens resten blot lagrer i ståltankene inden samling og flaskning.

Næsen er lidt landlig … har godt med fin og lidt balsamisk frugt, en god italiensk syre og så strejf fra fadene. Der er kirsebær, tranebær og rabarber, tør jord, syrlige drops, stor tørhed, grannåle samt både vanilje, letbrændte fade samt lidt blæk, jern og friskhed.

I smagen er der en meget ren frugt, frisk med en lidt jernet smag, klart kirsebær, rabarber og ribs, læder, tobak, tør jord og skovbund, fin og frugtrig syre samt et godt bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen i øjeblikker på tilbud til 64,95 kr., hvilket er ultra attraktivt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Silver Oak, Nappa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2013 Silver Oak, Nappa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USABrix fandt mere spændende vin frem og næste i rækken blev en US-Cab … 2013 Nappa Valley Cabernet Sauvignon fra det klassiske Silver Oak

Silver Oak er blandt de mest ikoniske vinhuse fra Californien og er grundlagt i 1972, hvor de to venner Ray Twomey Duncan og Justin Meyer gav hinanden et håndtryk og aftalte at lave deres eget vinhus alene med fokus på Cabernet Sauvignon vine. Ray Twomey Duncan fra Colorado var en ihærdig iværksætter, der begyndte i slutningen af 1960’erne var startet med at investere i vinmarker i Californien.

Justin Meyer var uddannet vinmager og havde arbejdet for Christian Brothers Winery inden de to umage venner slog pjalterne sammen og grundlagde Silver Oak i en gammel kostald i Napa Valley og det første år 1976 alene producerede 1.000 kasser vin.

Men da vinen kom på markedet, så placerede den sig straks i toppen af hierarkiet i Californien. Men hvor mange californiske producenter af Cabernet Sauvignon lader sig kraftigt inspirere af Bordeaux, så  har Silver Oak fra starte stået fast ved den klassiske intense, runde og bløde stil for området.

I løbet af de næste to årtier voksede Silver Oak i popularitet og deres Napa Valley og Alexander Valley Cabernet blev efterhånden så efterspurgte, at de de seneste mange år er solgt på allokation og derfor kommer der fx heller ikke ret mange af disse vine til Danmark.

I dag ejes Silver Oak af Rays sønner David og Tim Duncan, mens Justin Meyer selv gik på pension i 1994 og solgte hans andel til Duncan familien, mens han overlod produktionen til vinmageren Daniel Baron, der videreførte  stilen, så de stadig  laver de mest klassiske Cabernet Sauvignon vine i Californien.

Siden 2014 er vinene dog blevet lavet af vinmageren Nate Weis, der også er udlært af Daniel Baron. Han laver vinene fra vingårdens 162 hektar vinmarker i Napa Valley og Alexander Valley. De forskellige små cuvéer viniciferes hver for sig og til sidst blandes det perfekte blend af årgangen. Her anvendes fra dag 1 udelukkende  amerikanske egetræsfade.

Denne Nappa Valley Cabernet Sauvignon er topvin hos Silver Oak og er i denne årgang 2013 lavet på 79% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 3% Cabernet Franc og 3% Petit Verdot. Druerne kommer fra 3 forskellige parceller – Miraval, Red Tail og Geyserville, alle  høstet på forskellige tidspunkter og derfor også vinificeret hver for sig i store egetræskar.

Efter gæringen er vinen samlet og er så lagret 24 måneder på amerikanske egetræsfade, heraf 85% nye fade. Derefter er vinen så lagret på flaske yderligere 20 måneder inden den er erklæret klar til frigivelse.

Det er duftmæssigt en fortættet, dyb og mørk vin, sindssyg mørk endda, masser af brændte fade, cedertræ og har først en mørk frugt af solbær, blommer, svesker og så ellers mørk chokolade, vanilje, kakao, finsk lakrids og lakridskonfekt, men læg dertil en lidt parfumeret og vel nærmest blomstret note.

I munden er det også kraftig frugt, nærmest tørret frugt med solbær, svesker og samlet meget koncentreret, rund og mundsmeltende, det er så intens med kakao, chokolade, fine tanniner og så pleasende, silkeblødt og smager fremragende. Dermed er vi oppe på 6,5 houlbergske fingre.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 1.598 kr., mens prisen er 1.199 kr. ved 12 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7   

2016 Château Lynch-Bages, Echo de Lynch Bages, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Lynch-Bages, Echo de Lynch Bages, Bordeaux, FrankrigEcho de Lynch Bages er Château Lynch-Bages’ 2. vin og betragtes af mange som et af de bedst køb i Pauillac år efter år vurderet ud fra pris og kvalitet. Vi smagte vinen i årgang 2016.

Château Lynch-Bages menes at stamme helt tilbage til det 16. århundrede, men historien om vinproduktionen startede i det 18. århundrede.

Slottet fik sit nuværende navn efter Thomas Lynch. Han var søn af en irer fra Galway og arbejdede først som købmand i Bordeaux inden han i 1749 overtog Domaine Bages og producerede vine af høj kvalitet under navnet Cru de Lynch.

Thomas fik vinslottet via sine forældre, for faderens kone Elizabeth var fransk og arvede slottet. Han videregav i 1779 slottet til sønnen Jean-Baptiste, da han blev gift.

Château Lynch-Bages slottet ligger i appellationen Pauillac i Bordeaux og blev ved den berømte Bordeaux 1855-klassificering ved Exposition Universelle de Paris klassificeret som et 5. Cru slot eller Cinquièmes Crus.

Slottet og dets 100 hektar vinmarker ligger et stenkast fra byen Pauillac og når man besøger ejendommen belønnes man en fornem udsigt over Gironde-floden.

Siden 1974 har Jean-Michel Cazes regeret på Château Lynch-Bages og Cazes er simpelthen Mister Bordeaux og mange anmeldere siger endda, at vinene i de bedste årgange langt overgår slottet ellers flotte klassificering som et 5. Cru slot.

Da Jean-Michel Cazes overtog Château Lynch-Bages havde han forinden arbejdet som ingeniør i Paris, men han tog straks fat på at modernisere slottet. Kældrene blev genopbygget, nye blev tilføjet og den mest moderne teknologi blev indført.

I 1989 stod de nye produktionsfaciliteter helt klar og det skete samtidig med, at Lynch-Bages oplevede en af de bedste årgange i slottets historie. Året efter lancerede man første årgang af den hvide Lynch-Bages.

Sideløbende med arbejdet på Château Lynch-Bages havde Jean-Michel Cazes travlt med at udbrede kendskabet til Bordeaux og rejse rundt i hele verden som uofficiel ambassadør for områdets vine. Han var en af de første producenter, som introducerede sine vine til det kinesiske marked og i 1987 blev han udnævnt til leder af forsikringsgiganten AXAs vindivision, der bl.a. omfatter flere af de største slotte i Bordeaux.

Cazes er en af Bordeaux’ moderne histories dygtigste vinmagere, hvilket han først og fremmest har bevist på Château Lynch-Bages. Hans adelsmærke er mørke, meget frugt- og stofrige vine, og dét er nøgleordene til den komplet overdådige vin fra Château Lynch-Bages.

Cazes trak sig ud af driften af Château Lynch-Bages i 2006 og overlod ledelsen til sin søn Jean-Charles Cazes. På markerne er det selvfølgelig de klassiske røde druer, som dominerer og selvfølgelig er det primært Cabernet Sauvignon med lidt Merlot, Cabernet Franc samt Petit Verdot. Vinstokkene holder en gennemsnitsalder på 30 år, men nogle af de ældste stokke er helt op til 90 år gamle.

Udover hovedvinen Château Lynch-Bages Grand Cru Classé – Pauillac producerer ejendommen 2. vinen Echo de Lynch-Bages samt den hvide Blanc de Lynch-Bages.  Da det ikke er tilladt at lave hvidvin under Pauillac-appellationen, har den hvide Lynch-Bages kun status som almindelige Bordeaux.

Her er det så netop 2. vinen Echo de Lynch-Bages, der i denne årgang 2016 er lavet på 73% Cabernet Sauvignon og 27% Merlot, der har gæret og macereret i 20 dage inden en malolaktisk gæring på 1/3-del ståltanke og 2/3-dele egefade, hvorefter den er lagret 12 måneder på barriques, der er brugt en gang tidligere.

I næsen er der først et klart fadaftryk, kakaopulver samt en frugt, der egentlig er frisk med blåbær, brombær og hindbær …lidt moden i udtrykket, der er også sødkrydrede noter, men fadaftrykket er ret stort.

Smagen er balanceret og elegant … tanninerne gode og stramme uden at blive totalt vilde. Frugten er streng og frisk suppleret med krydrede noter, nogen sødme, skovbund og sols. Det var denne aften ikke en vin, som skilte sig vildt ud.

Forhandles bl.a. af Philipson Wine, hvor en årgang 2020 koster 419,95 kr., mens prisen er 314,95 kr. ved køb en primeur ved 12 flasker. Havde denne 2016 været førstevinen, så havde prisen ligget på 2.250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien

2017 Castiglion del Bosco, Toscana Prima Pietra IGT, Toscana, Italien Vinhuset Castiglion del Bosco, ejes af den rige forretningsmand Massimo Ferragamo, der – som sin bror Ferruccio – har alle sine penge fra det store modefirma Salvatore Ferragamo. Vi smager nu en Toscana Prima Pietra IGT i årgang 2017.

Massimo står selv for det familieejede modeimperiums afdeling i USA. Der er han også bosiddende og har i over 20 år fungeret som formand for hele bestyrelsen af den amerikanske del. Da modefirmaet tilbage i 1993 købte Il Borro, så besluttede Massimo Ferragamo sig for også at investere i et italiensk vinhus.

Det blev til Castiglion del Bosco i byen af samme navn, tæt på Montalcino i hjertet af Val d’Orcia omkring 40 kilometer fra Siena og omkring 100 kilometer fra Firenze, hvor modefirmaet hos sit hovedkontor.

Han ledte egentlig efter en lille vingård med en smule jord, men endte nærmest med at købe en hel middelalderby med omkring 2.000 hektar jord, en kirke fra 1400-tallet, ruinerne fra en gammel fæstning og omkring 20 små gårde.

Der var tiden bogstaveligt gået i stå og Massimo Ferragamo blev bjergtaget af stedet og købte det i 2003. Jeg ved ikke, hvad prisen var, men det lyder som lidt af en investering … og det var endda den mindste del.

For Ferragamo startede med at restaurere den gamle hovedbygning og de mange små gårdhuse, hvoraf nogle tidligere blot havde været brugt til opbevaring af landbrugsredskaber. På den vinøse front tilplantede han omkring 60 hektar af jorden med vinstokke, således han kunne begynde et projekt med produktion af Brunello vine.

Derudover anlagde han såmænd også lige en 18-hullers eksklusiv golfbane med tilhørende klub samt åbnede et 5-stjernet hotel Rosewood Castiglion del Bosco med 23 værelser og 11 villaer … nogle af de små gårdhuse, som fulgte med i købet.

Alt blev selvfølgelig – med respekt af familiens gener fra selve modehuset – designet af hustruen Chiara Ferragamo og designeren Teresa Bürgisser Sancristoforo. Og kun de bedste materialer blev brugt ved istandsættelsen og indretningen.

Massimo Ferragamo brugte 5 år på at restaurere stedet, som åbnede i 2008. Men vogt dig … det er totalt luksus og vildt dyrt, således starter lejen for et gårdhus på 2.500€ for et døgn. Men i dag kan Ferragamo prale af, at stedet er besøgt af tidligere præsident Obama samt stjerner som Justin Timberlake og Jessica Biel.

I dag hører vingården Castiglion del Bosco selvfølgelig også til blandt de respekterede Brunello producenter, hvilket i høj grad kan tilskrives den ansatte, talentfulde vinmager Cecilia Leoneschi.

Hun har sørget for, at vingården laver både Rosso di Montalcino, Brunello, enkeltmarks Brunello’er under navnet Campo del Drago samt vine som Millecento, Zodiaco og supertoscaneren Dainero.

Her smager vi vinen Toscana Prima Pietra IGT, der er lavet på 47% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 13% Cabernet Franc og 10% Petit Verdot, som Castioglion del Boscos vinmager Cecilia Leoneschi, så lader selektere fra marken Prima Pietra, der med sin beliggenhed 450 meter over havet er den højest beliggende vinmark langs den toskanske kyst.

Hver druesort har gæret separat i 20 dage i rustfri stålkar ved 28 grader.Derefter er vinen så lagret 18 måneder op franske egefade og heraf 50% nye fade … og i de første 10 måneder lagrer hver druesort separat, men så sammenstikkes hele vinen og lagrer færdig inden aftapning på flaske.

Det bordeauxfile forbillede kommer hurtigt frem i duften … en gudesmuk og dekadent duft med muldjord, modent træ, cedertræ, solbær, brombær, kamferolie, læder, balsamolie, balsamico og det dufter faktisk bedre end mest Bordeaux. Duften er SÅ dragende og elegant, moden og har samtidig lidt fadnoter af lakrids, chokolade, kaffe og lidt nordsøolie likør.

I munden minder vinen også lidt om Bordeaux med et strejf af italienske gener … har en frisk, smooth og cremet smag, men det er fortsat med liv i frugten, solbær, brombær og hindbær, lidt småvilde tanniner, en rund, intens og vild lækker smag. Der kommer lidt søde fadnoter, lakrids, kaffe og ribsmarmelade. Det er sgu en vin, som jeg bare er totalt solgt over … en supertoscaner med fylde samt moden elegance, så 6 store tomler med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Mevante, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2018 Mevante, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienAgricola Mevante ligger en smule vest for Bevagna i det dejlige Montefalco i Umbrien og derfra smager vi denne 2018 Montefalco Rosso.

Vinhuset er den del af Tenute Paolo e Antonella Presciutti Società Agricola og  drives i dag af brødrene Paolo og Antonella Presciutti.

Vingården har en historik, der går helt tilbage til 1990’erne og har i mange år produceret den meget populære Sagrantino vin. Den har navnet Mevante, der er opkaldt efter byen Bevagna, der netop under Romerriget blev kaldt Mevania.

Huset har samlet 10 hektar vinmarker, som giver basis for samlet 5 forskellige vine samt lidt olivenolie. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin, der produceres i et stort og moderne vineri.

Denne Montefalco Rosso er lavet på 80% Sangiovese, 10% Merlot samt 10% Sagrantino, der kommer fra 20 år gamle vinstokke og de er høstet fra midten af september til starten af oktober.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 8 måneder på ståltankene og så efterfølgende på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en klassisk mørk, fugtig og våd frugt, ganske tør med en nærmest balsamisk note, brombær, ribs, sorte kirsebær samt lidt blommer, rosenblade, læder … god frugt og en livlig og sprælsk syre.

Smagsmæssigt en let bitter og sødlig frugt, knastørre tanniner, en fin, lys og balsamisk syre. Det giver en frisk og lidt jern’et vin, der har en let saftighed og godt med eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Arzuaga Reserva, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarro behøver ingen præsentation her på vinbloggen og denne Arzuaga Reserva har jeg også smagt før, men nu smager jeg 2017’eren.

Vinen er lavet på et blend af  95% Tempranillo, 3% Merlot og
2% Albillo. Tempranillo druerne kommer fra de ældste og mest , lavtydende vinstokke på den højtbeliggende og kalkstenrige La Planta mark i 900 meters højde.

Druerne afstilkes delvis, og fermenteringen starter med en kort koldmaceration, hvorefter vinen gærer ved 29 grader under gode temperaturkontrollerede forhold. Slutteligt har vinen lagret i hele 26 måneder på primært franske fade og en lille andel amerikanske egefade.

Fra første fløjt er det virkelig Arzuaga vin … meget præget af de hårdt ristede fade, hvilket virkelig giver vinen en ristet, toasted og fagtung næse med vanilje, kaffe, chokolade, kokos og virkelig vild på fad. Derudover er der mørke frugter, overmodne samt solmodne kirsebær, blåbær, blommer, tjære, jernbanesveller, men ihhh hvor dufter det godt.

I munden er det en kraftig, kødfuld og sødere vin med samme fadpræg, virkelig rund, cremet og lækker med blommer, mørk frugt, søde tanniner, men masser af syre, som gør, at vinen aldrig bliver overgjort og for opulent. Det er en vin, som alle bare ka’ li’.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienDe næste 2 vine var fra det kendte vinhus Bodegas Arzuaga Navarro og første var denne Gran Reserva 2014.

Her kommer Tempranillo druerne fra kalkstenrige marker, hvor der høstes med ekstremt lave høstudbytter af maksimalt 20 hektoliter pr. hektar.

Det er ikke 100% Tempranillo, for der er  5% Merlot samt 4% Cabernet Sauvignon i blendet og de druer kommer derimod fra La Planta vinmarken beliggende i 900 meters højde.  Al høst foregår selvfølgelig ved håndkraft, mens vinen vinificeres på gamle træfade og efterfølgende lagres 48 måneder på barriques.

Duftmæssigt er Arzuagas Gran Reserva et ordentlig historie og som mange af husets andre vine virkelig domineret af hårdtbrændte fade om end det bare smager pissegodt. Det er frugtkoncentrat i højeste potens med blåbær, overmodne solbær, blommer, dadler, jern, flæsk, bacon, sød pibetobak, regnvåde jernbanesveller, blæk, finsk lakrids, vaniljeekstrakt, vaniljekiks, karamel, kaffe, chokolade og lidt tørre sorte tøfler.

Smagen er lidt hen i samme skuffe, virkelig cremet, rund og blød med samme saft og kraft, blommer, solbær, fylde, kanel, vanilje, sød tobak og en ganske koncentreret druesaft. Der er fylde og sødme fra alle de hårdtristede fade og en stor, rund frugtintensitet. Der er sgu comfortvin … lige til at varme sig på og blive glad af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 825 kr., mens prisen er 699 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2006 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2006 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen næste vin kom der meget snak om. Dels på grund af Brixs bemærkning om, at det ikke var en hjernedød dyr Bordeaux, men også fordi, at der var meget stor uenighed om smagen. Jeg snakker selvfølgelig om Château Mouton Rothschilds 2006 Pauillac 1. Grand Cru Classé.

Jeg var selv en af dem, som syntes, at vinen smagte virkelig godt … og jeg har da også selv en mindre referenceramme, da jeg har smagt den dyre vin i flere årgange som 1982, 1989, 1992, 1994, 1997, 1999, 2002, 2009 og 2014.

I denne årgang 2006 er vinen lavet på 76% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 9% Cabernet Franc, 9% Petit Verdot og 2006 var et ganske acceptabelt år i Bordeaux … om end ikke stor som fx det foregående 2005 eller de store år 2009 og 2010.

Denne 2006’er har Wine Enthusiast dog givet 97 point og The Wine Advocate 96 point. Jeg synes også selv, at det smagte ret lækkert og kunne slet ikke følge påstandene om prop eller en mærkelig smag, for den havde denne lækre, dekadente smag bl.a. mahogni og gammelt teaktræ … virkelig nobelt.

Næsen byder bestemt på de klassiske Bordeaux dyder med muldjord, skovbund, cedertræ, meget moden og intens frugt, stor kraft, solbær, brombær, figner, vanilje, mælkechokolade, fag, gammel dekadent mahognitræ …. nærmest som at stå i et hus i den gamle by i Aarhus, meget aromatisk, har brændte nødder, æterisk syre og luftig livlighed. Det er berusende, men en duft, som man bare skal nyde i glasset over lang tid.

I munden har vinen også – efter mine smagsløg – et ekstra gear, for den er både tør, stringent, cremet og blød. Den smelter nærmest i munden, selvom den måske ikke er helt så kraftig som den 1999, jeg sidst smagte af vinen. Men der er fortsat moden frugt, solbær samt hindbær, masser af bitter chokolade og med luft i munden får du denne flotte, smeltende fornemmelse i munden.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 7.500 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2018 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2018 Bocale, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienRusticone er en ny dansk vinimportør, som drives af Mathias og Kristian. De har fokus på vegansk naturvin og indtil nu ét vinhus i deres stald, nemlig Azienda Agricola Bocale di Valentini … et vinhus, som jeg selv har besøgt i Umbrien.

Derfor var det bare glædeligt igen at smage vin fra Bocale og vinmageren Valentino Valentini, hvor jeg selvfølgelig starter med hans Montefalco Rosso 2018.

Mit besøg samt masser af info om vinhuset kan du læse om i mit blogindlæg; Besøg hos Bocale di Valentini … uden Valentino. For mit besøg på vingården blev nemlig lidt anderledes, da jeg desværre ikk’ mødte Valentino selv, da han var forsinket. I stedet fik jeg en bare en god snak med hans far Ennio Valentini … ham kan du se med mig på billedet nedenunder.

Mit besøg på Azienda Agricola Bocale di Valentini var et af mange vingårdsbesøg under Anteprima Sagrantino 2013 i 2017, hvor jeg var inviteret til Montefalco af det lokale konsortium Consorzio Tutela Vini Montefalco.

Det kan du læse om i en serie af indlæg; Houlberg i Montefalco – part 1: Hvad fanden laver han der? Det betyder da også, at jeg har smagt rigtigt mange Montefalco Rosso og Sagrantino vine, men har dog fortsat et rigtigt godt minde om mit møde med Ennio på Bocale vingården.

Siden mit besøg i 204 på Bocale har Valentino Valentini  i øvrigt efterfølgende lavet en ny Sagrantino vin, der er opkaldt efter hans far og den var også med i kassen med 4 vine fra Rusticone, som jeg skulle smage. Det var nemlig – udover denne Montefalco Rosso – disse vine:

Lad os dog først se nærmere på denne Montefalco Rosso, der – som tidligere – er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 10% Merlot og 5% Colorino, som alle høstes sidst i september eller start oktober.  Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke og alene fermenteret med druernes naturlige gær uden stabilisering eller filtrering.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på barriques og egefade … derefter yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW for en næse … virkelig klart anderledes, mere tæt, våd og blomstret end jeg husker fra de 3 årgange af vinen, som jeg tidligere har smagt, altså både 2008, 2012 og 2013, men lægger sit helt klart mest op ad 2013’eren. Der sødme, finsk lakrids, vanilje, landlighed, godt med blommer, kirsebær, brombær, teak- eller mahognitræ, tulipaner og violer. Her smelter sødme og balsamiske noter helt sammen.

I munden er vinen lidt lysere end duften fortalte … ren med søde kirsebær, blommer, totalt blide og nærmest søde tanniner, blid med lette krydderier og blid balsamisk syre. Smagen er sådan meget straight forward og giver en ganske habil Montefalco Rosso.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 160 kr., mens prisen er 117 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, FrankrigLad os fortsætte med lidt Bordeaux, for næste vin i mit vinglas er en lille undseelig Cru Bourgeois Supérieur 2019 fra vinhuset Château Bibian.

Bibian er en historisk ejendom i Listrac-Médoc, de er beliggende mellem de berømte kommuner som Margaux og Saint-Julien.

Slottet har siden 1932 været klassificeret som Cru Bourgeois Supérieur og drives i dag af den 6. generation af Meyre familien, nemlig Nathalie og Julien Meyre i samråd med den berømte vinkonsulent Michel Roland.

De har samlet 20 hektar vinmarker med gennemsnitlig 40 år gamle vinstokke, der står stoisk i veldrænende, grusholdige vinmarker med underliggende ler og kalksten.

Denne Bibian Cru Bourgeois Supérieur er lavet på 60% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon  og 5% Petit Verdot. Vinificeringen foregår med en gæring på stål og en efterfølgende 12 måneder lang lagring på franske fade, hvoraf 40% er nye.

I næsen oser vinen af Bordeaux, hvor man først møder cedertræ, cigaræsker, mens frugten ikke er mørk og solbærholdig, men i stedet en lysere frugt med kirsebær, brombær, hindbær, balsamiske noter, skarp og frisk syre med en smule grønne urter, mynte, salvie og et snert vanilje.

I munden er vinen ren, tanninrig og raceren … har medium tørre tanniner, en forholdsvis ren, frisk og lys frugt, masser af syre, en let bitterhed, tebreve … stram, ren og direkte.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., men ved køb af 6 flasker kan du få den til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7