Tag-arkiv: Spanien

2022 Bodegas Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Casa Monte Pío, Albariño, Rías Baixas, SpanienEfter min frokost og vinsmagning på Restaurant Mønstergade, så havde jeg lidt tid i overskud, inden jeg skulle retur med toget tilbage til hovedlandet, så derfor slentrede jeg lige forbi Falernum Bistro og Vinbar, hvor jeg fik et lille glas 2022 Albariño fra Bodegas Casa Monte Pío,

Bodegas Casa Monte Pío – der også har navnet Coanga S.L – er grundlagt i 1979 af Jose María Martinez, men siden 2014 har det været hans barnebarn Pablo Martinez, der har drevet gården og står bag produktionen af alle vinene derfra.

Pablo var egentlig revisor, men endte med at følge de stolte familietraditioner og er i dag dedikeret til økologisk vindyrkning og produktion af vine efter gamle håndværksmæssige metoder.

Casa Monte Pío og vinmarkerne ligger ved Val do Salnés nær Ribadumia tæt på Pontevedra i Rías Baixas og fjorden Ría de Arousa, men det er en forholdsvis lille vinproducent, som årligt laver 80.000 flasker vin … mest hvide på Albariño, mens de røde er på druerne Mencía, Caiño og Espadeiro.

Denne Albariño er lavet med druer fra husets egne marker, der ligger i Val do Salnés i 60 meters højde og kommer fra vinstokke, der er gennemsnitlig 35 år gamle. Druerne er høstet midt i september og vinen er lavet alene på ståltanke … gæring ved 16-18 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder sur lie i tankene. Der laves årligt 27.000 flasker af denne vin.

I næsen har vinen en god inderlighed og jeg skrev på mine noter, at den formentlig var lagret med bærmen … og det er den og det duftes, for vinen har noget krop, virker lidt olieret og småopulent. Der er lidt mandler, marcipan, pistacienødder, pærer, grønne æbler, let citrus og virker endda lidt eksplosiv i aromaerne.

Smagen er i samme boldgade … sådan lidt fed i stilen,  men absolut med syre og friskhed … ganske sprællevende. Der er syltede citroner, lemon, grape og mørke, sure æbler og samlet set med lidt saltet, men virker også lidt opulent, maskulin og brovten i smagen. 90 point.

Forhandles af Husted Vin og på Falernum kostede et glas vist 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Viñadores de Gredos, Paso de Cebra Tinto, Madrid, Spanien

2018 Viñadores de Gredos, Paso de Cebra Tinto, Madrid, SpanienFor anden uge i streg smagte vi i tirsdagsvinklubben på jobbet en vin fra vinmageren Rubén Díaz fra Viñadores de Gredos i det bjergrige Sierra de Gredos og denne gang var det vinen Paso de Cebra Tinto i årgang 2018.

Ruben Diaz mener, at Garnacha er en del af hans DNA. Han er jo ikke selv uddannet på en fornem skole, men har studeret og lært af andre. Han er interesseret i at lave vine som for 100 år siden og laver i dag ekstremt autentiske hvidvine, rødvine og hedvine lavet efter naturlige principper med minimal indgrien.

Det er spontangærede, ufiltrerede og minimalt svovlede. Det er vine som udfordrer og leverer helt utrolig value-for-money.

Denne 2018 Paso de Cebra Tinto er lavet på 100% Grenache fra granitholdige klippejorde i 700-900 meters højde, spontangærede og lagret 6 måneder på store brugte egefade.

Dejlig blomsterrig, dufter meget som en Beaujolais, landlig, bondsk og animalsk med kirsebær og lyse blommer. De mange blomster får vinen til at virkelig let og mild.

Smagen er også lidt bondsk … godt med frugt og frugtsødme, lidt blæk, let peber og sød lemon, hvilket gør vinen meget let drikkelig og læskende. 92 point.

Købt hos Vinpusheren til 159 kr., men den er i dag udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, Spanien

2020 Bodegas Amaren, El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren, Rioja, SpanienDenne El Cristo de Samaniego Viñedo Singular de Amaren fra vinmageren Juan Luis Cañas på Bodegas Amaren er virkelig en toplækker vin, som jeg har smagt en gang før … og nu er så heldig at smage igen i årgang 2020.

El Cristo de Sanmaniego Viñedo Singular de Amaren er blot 1 ud af 4 enkeltmarksvine fra husets topserie, som hedder Las Fincas de Amaren.

Denne er lavet på et blend af 90% Tempranillo, mens de sidste 10% består af Grenache, Viura og Malvasía … mest Viura. Alle kommer selvfølgelig fra enkeltmarken El Cristo de Samaniego på 2,31 hektar beliggende ved Samaniego i Rioja Alavesa.

Marken er den højeste beliggende i hele området i 385 meters højde med gamle vinstokker plantet i 1980. De står spredt på 3 terrasser et sted med voldsomme vinde og kolde temperaturer.

Efter høst bliver hver klase udvalgt og afstilket inden de enkelte druer selekteres på baggrund af deres vægt. Druerne presses så nænsomt, koldmacererer ved 8 grader for udtrækning af farve og smag over 12 timer.

Herefter gæres vinen på cementtanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder …  68% på brugte franske barriques samt  32% cementtanke. Herefter aftappes vinen og der er kun lavet 7.359 flasker af vinen og denne har nummer 941.

Duftmæssigt er der godt med tørre fadnoter, egetræ og cedertræ, frugt med solbær, brombær og hindbær, tørre krydderier og engelsk lakrids, kaffe, nelliker, mørk chokolade, kakao skovbund, muldjord og  faktisk også lidt bordeauxfile elementer, hvilket så er med til at gøre duften meget klassisk, rank og elegant.

I munden er det ultrablødt, intens og samtidig tørt … har denne lysere og letbitre frugt af kirsebær, tranebær, hindbær suppleret med noget frisk lemonagtig bitterhed, ret pænt med egetræ, lidt peber og tanniner, som faktisk virker ret integrerede og alligevel med tørhed og bid. Uha. hvor det smager godt, har elegance, bid, lysere frugt, let bitterhed, nerve og friskhed, 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, Spanien

2022 Viñadores de Gredos, Dale Garnacha, Madrid, SpanienI tirsdagsvinklubben på jobbet fortsatte vi i Sierra de Gredos sporet, for næste vin var denne 2022 Dale Garnacha fra samme vinhus, som vi jo tidligere har smagt vin fra, nemlig Viñadores de Gredos.

Det er jo det vinhus, som ligger i landsbyen Cebreros og drives af vinmageren Rubén Díaz. Sidst smagte vi hans 2020 Otro Peldano.

Denne Dale Garnacha er en helt ny rødvin fra Ruben Diaz, hvor Grenache druerne kommer fra samme mark, som han før lavede La Escalera fra.

Druerne hentes fra 75 år gamle vinstokke i 1.050 meters højde, hvor jordbunden er rig på granit. Vinen spontangæres i ståltanke og efter endt fermentering er den lagret på neutrale 2.200 liters fade … og så er der kun produceret 2.900 flasker.

Det er duftmæssigt, som at stikke næsen ned i en buket blomster, roser, tulipaner og blomstervand suppleret med en stor stiftsblyant. Det er hørmende landligt med en lys, frisk frugt og et sandet udtryk. Der er jordbær, søde kirsebær, stikkelsbær og lidt aromatisk modellervoks.

I munden er der en juicy, saftig og læskende vin, hvor frugten er søde kirsebær, jordbærbolsjer og nogle mørkere bør … der er godt med frugtsødme, små drop af lemon og grape, men bitterheden er ikke voldsom, for dér får den læskende sødme overtaget. Det er sgu en simpel bondevin med hvide broderier, men de passer her bedst til det antikke bord i bindingsværkshuset. 92 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor en flaske koster 175 kr., mens prisen er 148,75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Celler Piñol, Raig de Raïm, Catalonien, Spanien

2019 Celler Piñol, Raig de Raïm, Catalonien, SpanienSom sidste vin – og den røde madvin – skulle vi hos Vinhuset Randers smage endnu en vin fra Celler Piñol og det var denne Raig de Raïm 2019.

Her er det dog med Grenache som den primære drue, da mixet består af 70% Grenache, 20% Carignan og 10% Syrah … her er alle druerne fra 12-20 år gamle vinstokke.

Efter gæringen på ståltanke er vinen lagret 4-6 måneder på franske egefade og og efter aftapningen yderligere 6 måneder på flaske før frigivelsen.

I næsen er det igen en ret frugtrig vin, men som med l’Avi Arrufí er der også både blæk, blyanter og så disse fede og jammy bærnoter af både sorte kirsebær og blommer, , brombær, hindbær, nelliker, godt med kanel, gazebind og duften af at være i en vinkælder, sådan lille mulle, frugtsød og våd.

Det er lidt en comfortagtig vin … har fylde og krop, en stor og jammy frugtintensitet, våde fade og har igen lidt blæk og sort peber, men er også lidt kantet, bondsk og rustik … 89 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Bodegas Montebaco, Parcela Cara Norte, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Montebaco, Parcela CaraNorte, Ribera del Duero, SpanienDen næste vin var også spansk og fra Ribera del Duero … og det var denne Parcela Cara Norte i årgang 2020 fra Bodegas Montebaco.

Vinhuset ligger mellem Valbuena og Pesquera de Duero lidt øst Valladolid og alene fem kilometer fra selve Duero floden.

Bodegas Montebaco er grundlagt i 1987 af Manuel Esteban … en industrimand  fra Valladolid, som havde tjent sine penge indenfor jernindustrien, men vingården har stort set fra starten været drevet af hans søn Daniel Esteban.

Det var også Daniel, som i 1989 plantede de første marker med  Tinto Fino aka Tempranillo, som i dag er suppleret med lidt Merlot og Verdejo … og den første vin fra Bodegas Montebaco kom på markedet i 1994 vinificeret i en helt ny vinkælder.

I dag har vingården 50 hektar vinmarker og har også udvidet med flere marker i Rueda. I Ribera del Duero ligger i 800 til 850 meters højde og  nyder godt en en ganske specielt klimakombination, hvor højden og vindstrømmen Jaramiel afkøler området. Yderligere 20 hektar vinmarker er i øjeblikket under beplantning.

De kølige nætter giver en længere modning, noget som giver god friskhed og finesse til vinen. Blæsten betyder også, at vinstokkene og druerne bliver tørret mellem rækkerne, og at sygdomme og svampeangreb forhindres.

På denne måde kan man så praktisere en mere skånsom dyrkning uden brug af kemiske stoffer. Samtidig anvendes der ikke herbicider og gødningen sker med tørv udføres med hensyn til den vegetative cyklus.

Siden 1997 har Daniel Esteban lavet vinene sammen med vinmageren César Muñoz og de står også bag produktionen af denne 2020 Parcela Cara Norte, hvor druerne kommer fra den økologisk dyrkede mark Parcela Cara Norte i 840-880 meters højde på en nordvendt skråning.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo, som efter høsten er gæret i temperaturregulerede ståltanke med druernes egne gærceller og efter en spontan malolaktisk gæring, så er vinen lagret 14 måneder på små franske træfade, hvoraf de 30% er nye.

Duftmæssigt er det rigtig Ribera del Duero … godt med toast, ristede og brændte fade, men virker faktisk rigtig frisk i frugten med blåbær, blommer suppleret med mørk chokolade, kakaopulver, vanilje og lidt skumgummifiduser og sødme. Det dufter med andre ord rigtigt godt.

I munden er der også godt med frisk frugt … mørk frisk frugt af igen blåbær, solbær og mørke blommer, mens tydelige og vilde tanniner giver masser af bid, lidt rosmarin, sort peber, lakrids og tør jord suppleret med brændte elementer. 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Celler Piñol, l’Avi Arrufí, Catalonien, Spanien

2017 Celler Piñol, l’Avi Arrufí, Priorat, SpanienVi skulle så smage mere spansk, for den næste vin i glasset er fra appellationen Terra Alta i den sydlige del af Catalonien. Vinen er denne 2017 l’Avi Arrufí fra vinhuset Celler Piñol.

Celler Piñol ligger i byen Batea og drives af Piñol-familien, der i 4 generationer har lavet vine fra deres i alt 75 hektar vinmarker, som i dag også suppleres med druer fra udvalgte dyrkere, som de har langtidskontrakt med.

I dag er det Juanjo Piñol, som står i spidsen for vinhuset og driver sine egne marker efter økologiske principper. På længere sigt vil han også gå over til økologisk dyrkning på de marker, som man ikke selv ejer, således at man vil kunne deklarere alle vine som økologiske.

Juanjo Piñol er også tilhænger af en separat vinificering, både hvad parceller og druesorter angår, for at fremhæve hver parcels særlige karakteristika og hver druesorts særpræg. Det gør det muligt for ham at frembringe vine med stor personlighed og karakter, hvilket også har udløst internationale udmærkelser.

De ejer også et par hektar med den meget sjældne spanske drue Finca Morellino, som der kun findes sølle 18 hektar af i hele Spanien og bliver kaldt den spanske Pinot Noir.

Selvom vingårdens gamle ydre stenvægge er bygget i klassisk spansk middelalderstil, så er kældrene hos Celler Piñol udstyret med alt det, man kan ønske sig for at lave moderne topvine.

Denne 2017 l’Avi Arrufí er lavet på 75% Carignan, 15% Grenache og 10% Syrah, som kommer fra 45-55 år gamle vinstokke, der – som alle husets marker – ligger i omkring 450 meters højde. Efter gæringen er vinen lagret i 15 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 3 måneder på stål inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det en mørk og fyldig vin, hvor der omgående kommer noget blæk, grafit, tryksværte sammen med kanel, vanilje og karamel. Det er en opulent og småfed vin med flomme, oksefond, brændte noter samt en solvarm frugt af solbær, brombær, hindbær og alt med lidt jammy marmeladetyngde.

Det smager fremragende … virker pænt tør og fed, lidt en bullerbasse med stor frugtintensitet. Der er tydelige tanniner, som markerer og ellers er okay integrerede, der er lidt stæk peber, der så også bider og giver kant. 92 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Miguel Merino, La Ínsula, Rioja, Spanien

2020 Bodega Miguel Merino, La Ínsula, Rioja, SpanienNæste vin er lavet på tussegamle pre-phylloxera Grenache vinstokke og kommer fra Rioja vinhuset Bodega Miguel Merino, der ligger i byen Briones i Rioja Alta området i Spanien.

Vinhuset er grundlagt i 1994 af Miguel Merino, som dog siden 1970’erne havde handlet med vin, men nu også selv startede med at lave vin på familiens gård, der ligger i en gammel stenbygning, som stammer helt tilbage fra 1818.

Derfor har familien også marker, der går helt tilbage til 1929 og samlet har man 13 hektar vinmarker fordelt på 24 små parceller og de er tilplantet i både 1929 og 2001.

Nogle af de bedste af vinmarkerne er La Quinta Cruz, La Pasada, Arzéndime, La Loma, El Remedio, Mendigüerra, Arreluz og La Ínsula. Det er gamle og stejle marker med Tempranillo druer og det danner baggrund for en årlig produktion på 90.000 flasker vin.

Siden 2017 har det været Miguel Merinos søn Miguel Merino Jr., som sammen med sin hustru Érika har drevet vinhuset videre efter en uddannelse som vinmager og ophold hos en række andre vinproducenter i Rioja.

Denne enkeltmarksvin La Ínsula er lavet på Grenache druer fra den kun 0,1 hektar store vinmark La Ínsula, som er en meget lille parcel ved bredden af Ebro floden ved Briones, Alle vinstokkene er pre-phylloxera og vinen er lavet første gang i årgang 2019, så denne 2020 er kun 2. årgang.

Druerne er høstet med håndkraft, mens gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke. Efter gæringen er vinen lagret i et 500 liter egetræsfad, hvor der også er sket malolaktisk gæring, Samlet er den lagret 14 måneder … og der er kun lavet ét enkelt fad, hvilket svarer til omkring 630 flasker.

I næsen er det en moden og lidt mørk aroma, hvor frugten er søde jordbær, boysenbær, hyben og derudover er der klart blomster og så virker vinen – på en eller anden måde – også forholdsvis let med leret eller sandet udtryk. Fadlagringen er diskret, men bidrager ganske let med lidt chokolade, lakrids of sødekrydderier.

Smagen er blød og cremet … virker klart lettere i frugten, end næsen lige indikerede. Frugten virker blid, mushy og moden, mest kirsebær, jordbær og tranebær, der er god struktur og kompleksitet, sådan lidt sart og fin, mens den har et forholdsvis lavt syreniveau. Det giver en meget blød, lind og flødeagtig vin. 94 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 799 kr., men er udsolgt og kan ikke bestilles.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Bodega Quinta de Couselo, Rosal Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodega Quinta de Couselo, Rosal Albariño, Rías Baixas, SpanienVi startede en vinsmagning i Vinhuset Randers ganske frisk med en 2021 Rosal Albariño, fra Bodega Quinta de Couselo, der er beliggende i O Rosal dalen i Pontevedra … nederste del af Rías Baixas tæt på grænsen til Portugal.

Bodega Quinta de Couselo stammer fra nogle rester fra Monasterio de Santa María de Oia .. et cistercienserkloster bygget i 1136 under Alfonso VII. Til klosteret hørte gården ved navnet Cheira, som munkene passede og det er denne gård, som i dag er kendt som Quinta de Couselo.

Både kloster og gårdene tilhørte cisterciensermunkene indtil de i 1835 blev konfiskeret og sat på offentlig auktion. Salget af  klosteret skete i 1844, men også Quinta de Couselo blev auktioneret bort og købt af Don Casimiro Dorado y Méndez.

Derefter ejede Don Casimiro familien vingården i næsten 150 år, men i 2013 blev den købt af Grandes Pagos Gallegos de Viticulture Tradicional, som er en gruppe vinproducenter, der udvikler en række unikke projekter i de områder, hvor de indfødte galiciske druesorter bedst kommer til udtryk.

Grandes Pagos Gallegos de Viticulture Tradicional er grundlagt i 2005 af vinmageren Juan Carlos Lopez og har før drevet familiens vingård Bodega Artadi de Araba. Under Grandes Pagos Gallegos er det i alt 3 projekter og det er Bodeda Pazo Casanova, Bodega Fraga do Corvo og så Bodega Quinta de Couselo.

På Bodega Quinta de Couselo har Juan samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de to ejendommen A Cheira og Sobral … primært med den friske Albariño drue. Men derudover har Juan også aftaler med lokale vinavlere om levering af druer til projektet.

Denne 2021 Rosal Albariño er lavet ved, at alle druerne først er afstilket, hvorefter de er presset i en pneumatiske presse efterfulgt af 24 timers afkøling inden gæring sker i 7.500 liter gæringstanke af stål ved 15-16 grader over 20 dage. Derefter er vinen i lagret sur lie i ståltanke frem til maj måned.

I næsen er det en tør og frisk vin … der er friske æbler, citrongræs, stikkelsbær, hyben og citroner, men derudover lidt urter af timian og salvie samt lidt blomster, men samlet meget frisk.

Smagsmæssigt har vinen et godt syreniveau … der er citroner, umodne æbler og noget grape. Den virker lidt robust og grov i stilen, men meget frisk med blomster, det pæne syreniveau samt en jernet og stenet mineralitet med lette salte elementer. 90 point.

Forhandles af Vinhuset Randers, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2021 Las Pedreras, Pelito Lindo Barrio de Navahondilla, Madrid, Spanien

2021 Las Pedreras, Pelito Lindo Barrio de Navahondilla, Madrid, SpanienVi skal igen et smut tilbage til  kæresteparret Bárbara Requejo og Guzmán Sánchez i den lille landsby Villanueva de Ávila, der ligger på nordsiden af Gredos-bjergene. Sidst smagte jeg en 2022 Los Arroyuelos, men nu er glasset fyldt med denne 2021 Pelito Lindo Barrio de Navahondilla.

Til denne Pelito Lindo Barrio de Navahondilla kommer Grenache druerne fra marken Pelito Lindo, der ligger ved Navahondilla i hjertet af Alberche-dalen.

Det er et område med store sten og marken ligger i terrasser i 1.070 meters højde, så udbyttet er ekstremt lavt. Guzmán Sánchez er ofte kommet forbi marken, men i 2021 lykkedes det ham endelig, at få arvingerne til at sælge den 0,7 hektar store mark til ham.

Vinstokkene er gamle buskvine, som vokser i den ufrugtbare stenjord, og vinen gærer med 30% hele klaser og er den efter endt fermentering lagret 7 måneder på et 500 liter fransk egetræsfad. Flasket ufiltreret og med minimal svovl … og så er der kun lavet omkring 1.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt har vinen lidt af samme noter som Los Arroyuelos … altså godt med blomster, tulipaner, blomsterforretning. Frugten er en snas mere intens og let mørkere, men vinen har fortsat en sjæl af lidt Beaujolais, men virker lidt mindre bondsk og landlig. men der er nogle lerede, sandede og stenede noter, støvet stenbrud sammen med fennikel, lakrids, kirsebær, moreller, søde jordbær og ribs.

Smagsmæssigt er det også en let vin, der er stram, præcis og så alligevel saftig, har lys frugtsødme med jordbær, syrlige kirsebær, fersken og som lillesøsteren også noget ganske frisk, syrlig lemon og grape. Læs deroveni nogle lidt saltede elementer, finkornede, fine samt sarte tanniner, så giver det en elegant vin … der sjovt nok også virker mindre burgundisk end Los Arroyuelos, men har mere krop, dybde og intensitet. 96 point.

Købt hos Vinpusheren, hvor prisen er 499 kr., mens den kan fås til 424,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7