Med en Homage à Jean vertikalsmagning midt i vinsmagningen af vinene fra Weingut Egert, så smagte vi næst en 2022 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean.
Den er selvfølgelig lavet som forrige … altså med spontan gæring alene på druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke og der er den også lagret inden aftapning på flaske og frigivelse.
I forhold til 2023’eren er der nu kommet en duft med en del petroleum og virker samtidig også mere animalsk og landlig, mens frugten er lidt det samme med både grønne æbler, citroner og lidt tropisk frugt med abrikos, ananas og fersken. Igen er det pænt tæt, koncentreret og der kommer også lidt nødder med oveni handlen.
Smagsmæssigt virker syren kraftigere og vinen også mere saltet, hvilket betyder masser af citroner … både saltede, syltede og friske citroner, lemon … alt virker skarpt og præcist, men måske også uden samme balance som 2023’eren. 92 point.
På vingården koster en flaske 12,80€ … svarende til 95 kr.