Tag-arkiv: Veneto

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Cantina Filippi … og majestætiske, vilde Filippo Fillippi

Jeg havde egentlig regnet med, at sommerferien med los familios ved Lago di Garda skulle omfatte besøg hos en del vinproducenter, men det blev faktisk kun til et enkelt besøg, men dog nøje udvalgt, for det var nemlig hos Filippo Filippi på Cantina Filippi, der ligger i den lille by Castelcerino omkring 8 kilometer nord for Soave by.

Udvælgelsen af Filippi var således ingenlunde tilfældigt, for jeg havde tidligere smagt vin fra vinhuset og det rangerer – efter min ydmyge mening – blandt noget af det bedste Garganega vin i hele Soave og jeg har smagt en del vin derfra og har da også besøgt området et par gange tidligere.

Det var bl.a. på Soave Stories – Volcanic Wines Press Tour tilbage i juni 2019, hvor jeg også deltog i Soave longevità, en smagning af 10 udvalgte Soave vine, som blev kommenteret af Wine Enhusiasts italienske vinskribent Kerin O’ Keefe. Men ellers bød turen på tonsvis af Soave vine.

For mere viden om Soave og vinene, så kan du læse de 4 Houlberg i Soave blogindlæg, som jeg lavede i forbindelse med vinturen:

Med al den viden i bagagen, så skrev jeg til Cantina Filippi om et besøg og fik hurtigt svar fra Paola Giagulli og aftalte et tidspunkt den kommende dag.

Om Cantina Filippi og historien

Cantina Filippi drives af Filippo Fillippi … en stoisk, majestætisk vildmand, som kun snakker italiensk, men utrolig imødekommende, sjov, smilende og rar. Han har drevet vinhuset selv siden 2007 og drev det tidligere sammen med sin bror og flaskede de allerførste vine tilbage i 2003.

Fillipo har mange betegnelser … og søger man lidt på nettet, så dukker der titler op som troldmand, oprørsk vinmager, hundehvisker og ensom ulv. Alle betegnelserne vidner om, at han er respekteret i det meste af verdenen for sine vine.

Hans vinhus ligger i byen Castelcerino på et af de højeste punkter i hele Soave i 400 meters højde og gården er nabo til Azienda Agricola Coffele, som jeg netop besøgte tilbage i juni 2019. Så dermed var det også et glædeligt gensyn med området … og på en eller anden måde, så er der også en sammenhæng mellem de to vinhuse.

For Cantina Filippi hedder egentlig Visco & Filippi Aziende Agricole Associate. Visco er navnet på Filippo Fillippi mors familie og det har da også været i familiens Viscos eje siden 1874, selvom vingården opringelig stammer fra det 12. århundrede.

Vinhuset Coffele er imidlertid en del nyere, grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele, men han var gift med Giovanna Visco, der var den sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino og den gamle 1700-tals kælder La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave centrum.

Cantina Filippi gamle vingård i Castelcerino havde siden 1300-tallet været ejet af den rige toskanske Conti Alberti familie, men blev købt af Visco familien i år 1874, hvor de også startede med at producere vine, så derfor er der til vingården marker med meget gamle vinstokke helt tilbage fra 1950’erne.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke det store ud af markerne.

Samlet har Filippi i dag 20 hektar jord ligger i 320-400 meters højde og fordelt 15 hektar vinmarker … primært fordelt på de 4 vinmarker Castelcerino, Monteseroni, Vigne della Brà og Turbiana, hvorfra Filippo Fillippi laver hans 4 enkeltmarksvine.

På Castelcerino, Monteseroni og Vigne della Brà markerne dyrker Filippi Garganega og på Turbiana Trebbiano du Soave. Markerne er alle omkredset af skov, hvilket Filippi er stolt af, da det beskytter de mange vinstokke for det værste uvejr. Alle marker dyrkes økologisk certificeret og derudover anvendes også biodynamiske principper i nogen udstrækning.

De 4 vinmarker har hver deres helt specielle og forskellige undergrund, hvor Castelcerino har en sort, lava-fyldt, basaltiske jord, Monteseroni derimod en hvid, kalkstensholdig jord, Vigne della Brà en hård, gråbrun og leret jord og endelig Turbiana med en mere lys skiferholdig undergrund. Det giver vine med en utrolig forskel samt spændvide.

Mange af Filippis vinstokke er meget gamle, fx er de på Monteseroni  plantet i 1960’erne og 1980’erne, mens de ældste på Vigne della Brà er tilbage fra 1950’erne. Det er vist Filippis Trebbiano du Soave, som er de yngste med deres omkring 20 år.

Alle Filippis vinstokke er ophængt i pergola, hvilket også generelt er meget udbredt i Italien. Bladene på stokkene er således horisontal orienteret højt over jorden og  drueklaserne hænger nedenunder.

Det betyder en lav plantetæthed og normalt også  højt udbytte pr. vinstok. Druerne modtager også lidt mindre sollys, da de hænger i skygge … men det betyder selvfølgelig også, at høsten kun er muligt via håndkraft.

I vinkælderen laves vinene alene med druerne naturlige gær, hvor der kun anvendes begrænset svovl og ellers med så lidt indgriben i produktionen som muligt.

Gæringen sker med en forgæret most, som er lavet på en lille høst en uge inden den almindelige høst. Så  får druerne lov til at stå en uge i kold gæring. På fransk kaldes dette princip Pied de Cuve. Alle vinene laves udelukkende i rustfrie ståltanke og lagring sker sur lie,

Tidligere afstilkede Filippo alle druerne, men for omkring 5 år siden ændrede han denne praksis, så der i dag udelukkende anvendes hele klaser ved presning. Det har helt gjort, at vinene er blevet mere friske og måske endda også en anelse mindre oxidative,

Ved aftapning på flaske filtreres vinene der ikke og så tapper Filippo vinene to gange, første gang i maj og senere i september, så dermed giver det også variationer i vinene, selvom det er samme årgang. Ved mit besøg smagte jeg fx Filippos 2020 Castelcerino både på flaske og senere fra tank, hvor første var tappet i maj … og resten ventede på aftapning til september.

Smagningen

Besøget hos Cantina Filippi startede med lidt i glasset … altid en god idé. Jeg satte mig i smagelokalet i den gamle ejendom sammen med Paola Giagulli og Filippo Fillippi. Samlet smagte jeg disse vine:

Det er nu en sandhed med modifikationer, da jeg ikke på vingården smagte den sidste vin Vin da Góti. Den var en gave, som jeg fik med og smagte senere på aftenen. Det er en vin, som der kun laves 1.000 flasker af årligt og dermed ikke særlig udbredt.

I det hele taget, så producerer Filippi ikke vildt mange vine … årligt kun 30-40.000 flasker Castelcerino, små 2.700 flasker Monteseroni, 6.000 flasker Vigne delle Brà og 2.500 flasker Turbiana Trebbiano.

Derudover smagte jeg også Filippos egen Castelcerino Drio Casa, hvor Garganega druerne kommer fra en ultralille parcel kaldes Drio Casa tæt på vingården. Vinen er lavet i en 54 liter glasballon, så dermed er der kun lavet 72 flasker af den vin.

For hver af de 4 enkeltmarksvine viste Paola og Filippo en sten fra pågældende mark, således jeg tydeligt kunne se de store forskelle i undergrunden.

Filippo styrede rækkefølgen med hård hånd. Den første vin Castelcerino er den vin, som de klart producerer flest af og den havde de flasket med skruelåg, som første vin nogensinde. De øvrige tappes fortsat med korkpropper, selvom det kan give nogle problemer.

Vi drøftede lidt om Garganega vinene, hvor jeg ofte er blevet begejstret for vine med alder. Filippo selv fortrækker dog vinene unge og gør også store bestræbelser for at sikre friske vine, bl.a. med brug af hele klaser i vinifikationen.

Hans 2019 Turbiana Trebbiano var nok den ringeste,  men Filippo fortalte, at 2019 høsten af Trebbiano di Soave var særlig dårlig, så derfor smagte vi også vinen i årgang 2018 og den var langt mere kompleks og interessant.

Vinene fra Cantina Filippi importeres i Danmark af Vintrovin i København og det var Filippo Filippi meget tilfreds med. Han laver vin til hjertet og dedikerede forbrugere, Han fortalte også, at de kun får besøg af vinfolk, som kender til huset eller har læst om det og ikke tilfældelige turister.

Der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Rundvisning og mere smagning

Da vi var igennem vinene, så bad Filippo mig tage mit glas med, hvorefter vi gik ind i vinkælderen til de mange ståltanke, hvor to medarbejdere var i gang med at pakke vinkasser, der skulle sendes til Canada, da Cantina Filippi eksporterer deres vine en lang række lande bl.a. lande som Canada og Brasilien for at nævne et par stykker langt væk.

Så smagte vi ellers vine fra samtlige ståltanke … mest årgang 2020 af de 4 enkeltmarksvine, men mener også, at der var nogle 2019’ere, der havde fået lov at lagre længere. Det blev et hyggelig lille tur rundt blandt ståltankene med godt humør og smil.

Paola tog et et foto af Filippo og mig … og vi trak begge vore maver ind med et stor smil. Generelt blev det en hyggelig stund, hvor jeg endte med at købe en kasse vin med … og fik vinen VinDaGoti med som gave …. to be enjoyed senere på aftenen.

Og inden jeg gik, så kom Filippo også med en ekstra gave … en flaske af de 72 producerede Castelcerino Drio Casa. Ingen etiket  og bare rendyrket drikkeglæde. Tak til Paola og Flippi for godt besøg.

Vinanmeldelser

2010 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2010 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienGarganega vine med alder kan noget helt specielt og blive vildt spændende … og det er denne 2010 Le Rive fra Suavia et fint eksempel på.

Det er en vin, som jeg har smagt flere gange og sidste gang var i august sidste år, hvor jeg smagte den i en årgang 2011, men nu er den ét år ældre, altså årgang 2010.

Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave har jeg skrevet om før. Jeg besøgte det for et par somre siden, men det kan du jo – sammen med informationer om vinhuset – læse mere om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari.

Denne Le Rive er topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer fra marken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent.

Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere.  Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt er det en vild og voldsom vin, næsten oxyderet med våd, fed røg, fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er en frugt med abrikos, måske endda tørrede abrikoser, pærer, lidt nektaragtig fedme, salt, tørret appelsinskal, mandler … virkelig eksplosiv, moden og fascinerende.

Smagen er cremet med olieret fedme og nærmest som en magiterning af smag. Der er vildt meget smag i denne fætter, fed, nektartyk og olieret … igen med abrikos, fersken, grillede citroner, lemon og en snert grape, salt og sødme. Syre er der også, men den spiller andenviolin og skal bare holde de kraftige elementer på plads og det klarer den smukt og elegant. Det er tropisk frugtjuice på epo, men hvor bliver man glad.

Forhandles hos Otto Suenson, hvor den i årgang 2015 koster 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7 
Vinanmeldelser

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, Italien

2017 Cantine Buglioni, Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso, Veneto, ItalienHvorfor nu lige drikke fed Amarone, når det er sommer? Fordi jeg kan … og nogle aftener er det bare godt med kraft i sit vinglas, som fx med Buglionis Amarone della Valpolicella Classico Il Lussurioso her i årgang 2017.

Det er en  Amarone della Valpolicella Classico, som jeg har smagt et par gange før og årgangene 2013 og 2015. Og blendet har været forskelligt fra år til år … i denne årgang 2017 består det af 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta

Alle druerne kommer fra 16 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar i anden halvdel af september og er derefter tørret frem til januar måned.

Vinificeringen starter derefter med presning, maceration i 25 dage, gæring ved 24 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Vinen lagrer derefter 30 måneder på en kombination af barriques og store egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Mørk, fin og dyb næse … fed, tæt power med sorte kirsebær, blommer, tjære, tobak, tør engelsk lakrids, chokolade og nogle nærmest småsyrlige balsamiske elementer. Der er pænt aftryk af egetræ, sæbe, blomster og man kan fornemme en ung syre, der vidner om, at det er en meget ung Amarone.

I munden er vinen i starten cremet, blød og tætpakket … først kommer alt det blide og mørke strømmende med figner, svesker, blommer, mørke kirsebær, blommer, blød lakrids, mælkechokolade, tør tobak, kakao … og så sætter en bitter syre, lidt alkohol og et fint pebret bid ind, hvor lidt tørre tanniner også vil spille med. I forhold til 2015’eren er der dog langt bedre styr på alkoholen, som slet ikke bider nær så meget. Det gør, at denne Amarone bliver en rigtig god oplevelse, slet ikke gumpetung som de billige af slagsen og med en friskhed i kombi med det bløde overflod af indtryk.

Og så er det endda en meget ung Amarone, som vil udvikle sig ved at blive gemt i kælderen mange år endnu.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7
Vinanmeldelser

2012 Guerrieri-Rizzardi, Munus, Veneto, Italien

2012 Guerrieri-Rizzardi, Munus, Veneto, ItalienDenne flaske 2012 Munus fra Guerrieri-Rizzardi købte jeg, da jeg besøgte vingården tilbage i sommeren 2015 … og lige siden har den ligget og hygget sig i mit vinkøleskab. Årene har været venlig mod Munus … men det vender jeg tilbage til.

Vinhuset er i dag ejet af Rizzardi-familien og holder reelt til i et gamle hus i Bardolino. Det har fungeret som vingård siden 1450, men i dag ligger hele produktionen i et nyt og moderne vineri i bakkerne ved Bardolino. Det er bygget i 2011 og fremstår ganske imponerende og det var også der jeg besøgte vinhuset … selvom det ikke var et sted, hvor man blev overvældet af imødekommenhed.

Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi sidder i dag på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Huset fik sit navn Guerrieri-Rizzardi i 1913, da et ægteskab forenede to store vinfamilier; Guerrieri med deres 1450 gamle vinhus i Bardolino og marker rundt om Bardolino samt Rizzardi, som havde sine marker, vineri og vinkælder ved byen Negrar. Derudover ejede Rizzardi familien også ejendommen Dolcè i Valdadige og marker i Valpolicella.

Markerne i Soave købte af Guerrieri-Rizzardi først langt senere, nemlig i 1970. I dag ejer familien samlet 82 hektar vinmarker, hvilket er fordelt med 25 hektar i Valpolicella fordelt på 22 parceller med de tre topmarker Rovereti, Pojega og Calcarole, 40 hektar ved Bardolino og Cavaion fordelt på ikke mindre end 35 parceller, 15 hektar i Soave og endelig 2 hektar i Valdadige.

På markerne dyrker familien en lang række forskellige druer som fx Chardonnay, Garganega, Trebbiano, Corvina, Rondinella, Sangiovese, Merlot, Molinara, Marcobona, Cortese, Moscato Bianco og Barbera, blot for at tage dem i helt tilfældig rækkefølge.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang.

Det støtter nemlig Giuseppe Rizzardis filosofi, som går på lave vine med en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Her smager vi så den lidt ældre sag, som jeg havde taget med hjem fra besøget på vingården … Munus betyder gave på latinsk, men jeg havde dog købt vinen square and fair. Vinen er en Bardolino vin med druer fra marker i Bardolino området … 70% Corvina 20% Merlot og 10% Rondinella, selvom blendet i nyere årgange faktisk er noget anderledes med mere Merlot og brug af Ancellotta druen.

Vinen er lavet ved, at druerne afstilkes 100%, hvorefter både den alkoholiske og den malolaktiske gæring sker i rustfrie ståltanke for vinen er lagret 12 måneder på store 25 hektoliter franske egefade og der er alene lavet 14.000 flasker af vinen dette år.

Duftmæssigt er der dyb blomme, solbær, modne kirsebær, saftig sødme, lakrids, chokolade, vanilje, lidt mentol samt blide krydderier. Smagen er rund og fortsat med flot frisk frugt, blommer og igen de modne kirsebær, nogen bitterhed, kirsebærsten, fortsat fint levende tanniner, let peber og så et lille bid af alkohol. Men vinen har faktisk slet ikke mistet pusten efter snart 6 år i mit køleskab.

Købt på vingården, men prisen husker jeg ikke. Vinene fra Guerrieri-Rizzardi forhandles herhjemme af H.J. Hansen Vin, men denne er ikke med i deres sortiment.

Vinanmeldelse 4,5/7  
Vinanmeldelser

2015 Massimago, Profasio Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2015 Massimago, Profasio Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienMålløs … jeg er intet mindre end stum, betaget, mundlam, paf og befippet over denne smukke vin Profasio Valpolicella Superiore fra den søde Camilla Rossi Chauvenet på vinhuset Massimago.

Som nævnt i mit indlæg om webinaret med Camilla, så er vinen lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone og endelig 15% Rondinella. Druerne er høstet ved håndkraft og derefter er de tørret i en måned i husets Fruttaio tørrehus, der ligger ude tæt ved vinmarker. Efter ankomst til vineriet, som er druerne blevet knust samt lagt i kold maceration i 4 dage.

Derefter starter gæringen i rustfrie ståltanke, hvor den efterfølgende også lagrer i 5 måneder inden den overføres til lagring 12 måneder på barriques, hvor der også sker malolaktisk gæring. Så tappes vinen på flaske og lagrer yderligere 12 måneder.

What? Ingen fed og krydret Valpolicella vin, men er i stedet langt lettere end forventet, hvilket afsløres allerede i glasset, hvor den er transparent, lys og næsten på vej til at være lidt teglfarvet. Frugten er lys, moden som tørrede tranebær, ribs, mirabeller og lyse, syrlige kirsebær, blomster, håndsæbe, hyben, estragon, kørvel, svagt lidt tobak, mentol og måske endda også svage mælke noter. Igen et kæmpe WHAT … er dette virkelig Valpolicella?

Smagsmæssigt kan jeg næsten heller ikke være i min egen krop, selvom den endda er vokset en smule her i corona tiden. Vinen har en lækker, rund og lyssød frugt, frisk og virkelig frugtrig på den mest elegante facon. Der er ribs, hindbær, lyse halvsure kirsebær, lidt salt, rosmarin samt en saftig sødme. Det er så feminint, fint, sart og blidt balanceret, så far blir’ vild og glad. Det er sgu vist sjældent, at jeg er blevet så overrasket over en Valpolicella vin og knuselsker denne allerede fra første sip.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 269 kr., hvilket virker afsindigt, lokkende og lidt af et godt køb.

Vinanmeldelse 6,5/7 
Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 3 – Camilla Rossi Chauvenet fra Massimago

Endnu en torsdag aften til online webinar med Distinto under overskriften Meet the winemaker og denne gang skulle vi møde Camilla Rossi Chauvenet fra vinhuset Massimago … et hus jeg faktisk ikke tidligere er stødt, hvilket jeg omgående ærgrede mig over, da jeg smagte den indkøbte vin fra Meet the winemaker boxen, nemlig hendes fabelagtige Profasio Valpolicella Superiore.

Camilla Rossi Chauvenet

Det er Camilla Rossi Chauvenet, som ejer og driver vinhuset Massimago, men det stod slet ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle blive vinbonde … nærmest tværtimod.

Hun kommer nemlig ud af en familie, hvor begge hendes forældre er advokater, så det skulle hun selvfølgelig også være. Forældrene drak endda ikke engang vin, men Camillas møde med vin blev starten på en passion og et vendepunkt i hendes liv.

Så i stedet for at læse jura, så tog hun i stedet en uddannelse som agronom på universitetet i Padova, hvilket på det tidspunkt var en smule sjældent for kvinder. Hun færdiggjorde sin uddannelse i 2003 og overtog samme år en gammel ejendom, som familien ejede i dalen ved Mezzane di Sotto i Valpolicella Orientale … den østligste og måske nok mest ukendte del af Valpolicella.

Cracco familien – Camillas mor familie – havde ejet ejendommen siden 1883 og den havde sidst været beboet af Camillas mormor, som dog var flyttet til en mere seniorvenlig bolig. På den tilhørende jord var der også vinmarker, men markerne havde indtil da været bortforpagtet til det lokale kooperativ.

Camilla Rossi Chauvenet besluttede sig for at udnytte den unikke mulighed, så hun tog springet kun 20 år gammel. Hun overtog både bygninger, marker og så startede hun med at lave vin. I 2003 blev det til beskedne 2.000 flasker … og selvom starten var fyldt med masser af begynderfejl. så fik hun stædigt opbygget et spændende vinhus.

Hun har også siden suppleret sin agronom uddannelse med et speciale i planteavl på universitetet i Madrid og en uddannelse som ønolog på universitetet i Montpellier.

Camilla er et nysgerrigt og kreativt væsen, der søger det ultimative i alt hvad hun laver. Det gælder både i vinmarkerne, i vinkælderen og markedsføringsmæssigt. Selvom hun har været i gang i start 20 år, så søger hun stadig perfektionen. Den lille detalje som kan gøre hendes vin endnu bedre. Det er ikke en fast nedskrevet opskrift, der følges år efter år.

Massimago

Vinhuset Massimago i dalen ved Mezzane di Sotto har samlet 32 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker, som endda er spredt på 14 forskellige parceller i 150-300 meters højde med en undergrund rig på fosiler, hvide kalksten, kridt, ler og småsten.

Siden Camillas overtagelse af vingården har driften været total bæredygtig … og der er heller ingen naboer tæt på til at ødelægge det arbejde. Siden 2008 har driften også været økologisk, hvilket blev officielt certificeret i 2014.

I dag producerer Camilla 750 hektoliter vin, hvilket bliver til 80.000 flasker vin, som er fordelt på 8 forskellige vin … en række klassiske Valpolicella vine som Ripasso og Amarone, såvel som den hvide Garganega og en mousserende rosé på Corvina.

Stilen i vinene fra Massimago er frisk, elegant og imødekommende, tydeligt funderet i typiciteten i Valpolicella. Camilla arbejder – som nævnt – 100% økologisk i mark, men også i kælderen benyttes ingen mikrofiltrering eller anden manipulation.

Navnet Massimago stammer fra latinske frase Maximum Agium, der betyder det højeste niveau af velbefindende … og det passer godt med Camillas ønske om at formidle velvære gennem vinene til vinelskere verden over.

I dag er driften også udvidet til lidt agriturismo med 3 vinhoteller, nemlig Wine Relais både på ejendommen i Mezzane di Sotto, men derudover også Wine Suites med lejligheder i Verona samt et smuk gammelt tårn Wine Tower fra 1300-tallet i Padova med 3 værelser. Derudover drives også en restaurant på vinejendommen … så den søde Camilla Rossi Chauvenet er en foretagsom kvinde.

Webinaret den 18. februar

Aftenens webinar var det tredje af slagsen fra Distinto, men denne gang var det Jonas Fogh, som skulle indtage rollen som interviewer af Camilla Rossi Chauvenet.

Efter den obligatoriske velkomst, så dukkede Camillas søde ansigt op på skærmen, hvor hun startede med at fortælle lidt om hendes start af vinhuset, som ligger isoleret … men alligevel med forholdsvis kort afstand til fx Dal Forno, Corte Canello og faktisk også Le Guaite di Noemi, som vi tidligere har smagt her på vinbloggen, og også drives af en ung kvinde.

Camilla Rossi Chauvenet snakkede en del om tendenser i Valpolicella, hendes egen stil, som hun selv kalder vertikal og hvad hun mener de moderne forbrugere efterspørger. Hun er fx ikke selv til tunge Amaroner, men foretrækker Valpolicella Superiore vinene, som også har en lettere og lysere stil, hvilket Profasio Valpolicella Superiore også understregede med en stor fed streg under.

Hun nævner også Ripasso som værende svære vine, for dels er produktionen besværlig, men metoden betyder også, at Ripasso vinene ikke rigtigt reflekterer det lokale terroir.

Generelt ser Camilla to tendenser … dels nogle, som holder fat i de gamle traditioner, men også nye producenter, så forsøger at lave lidt renere og mere elegante vine som hende selv. Selv hendes Amarone er lavet i en lettere stil, hvilket også ofte har fået folk til at spørge hende, om det nu også er Amarone?

En spurgte Camilla om, hvorvidt man i fremtiden vil se Amarone vine med lavere alkoholprocenter? Hun fortalte, at det næsten er umuligt ud fra de nuværende måder vinene bliver lavet på. For det første, så er lav alkohol næsten umuligt med de tørrede druer og derudover har klimaforandringer også betydet, at druerne i dag opnår meget stor modning. Derfor ser vi også, at mange rigtigt Amarone vine ligger på 17-18% alkohol.

Tørring af druerne til Amarone

Camille fortalte, at en af hemmelighederne ved hendes lyse stil i Amarone vinene er, at de som den eneste vinproducenter tørrer deres druer i en fruttaio … hvilket er et slags let bygning, som de har bygget helt ude i vinmarker. Hos Massimago er det en konstruktion, der er lavet af genbrugstræ med mellemrum mellem brædderne, således luften kan trænge igennem.

Fruttaio’en har så nogle lette skydedøre, der som i en japansk bolig kan skyldes frem eller tilbage afhængig af behovet for beskyttelse mod fx regn. Det sikrer druerne en lettere og mere konstant luftning under tørringen … helt anderledes end den gamle traditionelle, der ofte sker på et monstervarmt tørringsloft under tagstenene.

Som Camilla også fortalte, så betyder det også, at man slet ikke får de normale transportskader, som de modne druer ellers normalt er så overfølsom for. På nuværende tidspunkt er Massimago eneste producent, som tørrer druerne på denne måde.

Hendes produktion af Amarone vinene er nu heller ikke voldsom stor … mener hun sagde, at hun kun laver 5-6.000 flaske af husets top Amarone og nu i fremtiden endda vil dele den på i 3 forskellige topvine, som vil adskille sig fra hinanden. Jonas spurgt hende om man vil kunne smage forskel, hvor Camilla var meget klar i spyttet med et rungende; ja, vent og se.

Guyot eller Pergola?

Camilla fortalte også lidt om hendes 12 hektar marker, der jo ligger spredt over 14 parceller med forskellig undergrund. På de fleste af hendes vinmarker er vinstokkene bundet op efter Pergola metoden, som nok også har været den mest traditionelle metode i det østlige Valpolicella og også er meget udbredt i nærliggende Soave.

For en del år siden sagde eksperterne ellers, at man anbefalede Guyot … altså princippet, hvor man hvert år udtager en eller to af førsteårsgrenene fra hovedplanten og opbinder den/dem til en vandret tråd.

Med de stigende klimaforandringer, så synes Camilla, at hendes vinstokke efter Pergola princippet giver de bedste druer, da det i specielt i de varmere år giver en bedre beskyttelse af druerne, hvilket igen kan holde alkoholprocenten lidt ned.

Studier har da også vist, at Pergola giver lavere bærtemperaturer, da der simpelthen er et større lag af blade ved Pergola end ved Guyot … og det er godt – hvis man som Camilla Rossi Chauvenet – godt vil lave kølige og vertikale vine 🙂

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi smage Camillas Profasio Valpolicella Superiore i årgang 2015 … og sikke da en vin, som vitterlig overrumplede mig totalt … noget nær det mest perfekte jeg nogensinde har smagt fra Valpolicella.

Jeg er ellers ikke vild fan af Valpolicella, men denne lavet på 65% Corvina, 20% Corvinone og 15% Rondinella har en så let, lys og feminin side, at man forbavses.

Det smager monstergodt, men det kan du jo læse mere om i mit indlæg, hvor jeg anmelder vinen. Du finder link ovenover.

Tak til Distinto og Camilla Rossi Chauvenet for en hyggelig time i torsdags, hvor vinmageren i den grad fik spredt lidt god karma med hendes søde og imødekommende væsen … og ikke mindst hendes fantastiske vin.

Skål !

Vinanmeldelser

2017 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, Italien

2016 Le Salette, I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, Veneto, ItalienNæste på Houlbergs Vinblog er denne 2017 I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior fra Le Salette, der ligger i den lille by Fumane omkring 12 kilometer øst for Gardasøen.

Vinhuset Le Salette drives af familien Scamperle, og de har i generationer drevet deres lille vingård i skyggen af den gamle klosterkirke Santuario delle Salette bygget i 1860 til ære for Madonna, som sørgede for, at vinbønderne i Fumane gik fri for den store phylloxera pest, der hærgede alle vinlandene i Sydeuropa.

Og nogle af vinmarkerne nedenfor klosterkirke har altid tilhørt Scamperle familien, som derfor også altid vedholdende har lavet vine, som har båret Le Salette navnet.

Det er i dag Franco Scamperle og hans børn Cesare og Giulia, der står i spidsen for vingården. Franco har en god bæredygtig tilgang til dyrkningen og forsøger aldrig at undertrykke naturen, men at lade vinene afspejle den unikke undergrund i Valpolicella.

Han har 20 hektar vinmarker i nogle af de bedste områder af Valpolicella Classico området, hvilket bl.a. omfatter marker som Fumane Cà Carnocchio, Santuario Le Salette, Conca D’Oro Santa Sant’Ambrogio, Musua, La Marega samt I Progni,

Der dyrker familien selvfølgelig de lokale druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella, Oseleta samt en smule Molinara og Croatina, som passes efter de regler, som kaldes RRR … Riduci, Risparmia og Rispetta … reducer, spar og respekter.

RRR er et initiativ startet i 2015 af det lokale vinkonsortium, som skal sikre bærdygtig vinbrug, hvorfor de holder et skarpt øje med brug af plantebeskyttelsesmidler via kontrol og certificering.

Al høst foregår manuelt og de druer, som skal tørres og bruges til husets Amarone vine, Recioto og IGT vinen Ca’ Carnocchio bliver transporteret til deres fruttaia … en lille bygning placeret på højen over deres bedste mark Ca’ Carnocchio. Lige der er der optimale betingelser for naturlig tørring af druerne.

Men vinene laves fortsat i familiens gamle kælder i Fumane, som løbende med hver ny generation er blevet forbedret. Men vinene laves efter de gamle klassiske dyder, bl.a. med lagring i helt gamle cementbeholdere, der daterer sig tilbage til 1800-tallet samt egetønder af fransk, amerikansk eg og store slavonske fade.

Her smager vi deres 2017 I Progni Valpolicella Ripasso Classico Superior, som er lavet på 70% Corvina og Corvinone, mens resten består af Rondinella og Oseleta … alle fra marken I Progni, som ligger ved Fumane og har vinstokke, der er mellem 15-20 år gamle. I Progni har i øvrigt fået sit navn efter den bæk, som løber igennem marken.

Druerne er høstet manuelt og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke med 8 dages maceration og en gæring på 20-24 grader. Omkring 4 måneder efter gennemgår vinen så ripasso metoden, hvor der sker en andengæring sammen med grøden fra de søde, tørrede druer fra Amarone produktionen. Så lagrer vinen 18 måneder på små egefade, hvorefter vinen aftappes på flaske og lagrer yderligere 3 måneder.

Duftmæssigt viser I Progni en virkelig elegant og lys side af Ripasso vine, for her er det let og blomsterrigt … meget lettere end forventet og samtidig med en fin landlig sød/syrlig frugt, blommer og kirsebær, måske endda en snert Amarena Fabbri Kirsebær … blot af en lysere og lettere variant. Der er blæk, violer, kakao, masser af kirsebær og virkelig frisk med en livlig syre.

Og hvor smager vinen fremragende … ikke opulent Ripasso, men i stedet med fylde, kraft og energi, ren, frisk frugt, mest kirsebær, lidt alkoholvarme, fin og markant syre, lidt peber, som giver en frisk lille bid, men der er også noget comfort, blødt og sammenlagt giver det supergod balance. Det klinger sgu godt, elsker bare det vildt friske bid i denne Ripasso, som giver baghjul til mange af dens småtunge navnebrødre. Højt niveau, så klart 5,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  
Vinanmeldelser

2017 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2017 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienVinen er en løgner! I hvert fald udbrød en kendt sommelier, der smagte denne Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico; If this is not Amarone, then it is a lying wine! Siden har vinhuset givet vinen tilnavnet Il Bugiardo, der netop betyder løgneren.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto. Vinhuset er grundlagt i starten af 1993, hvor Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller selve vinproduktionen overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Fra skolen tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev kåret til den bedste italienske vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone, da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været en loyal kunde. Den gode præsident serverede – efter sigende – også ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 54 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.

Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Løgneren her – Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo – er lavet på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene og derefter efter Ripasso-metoden med druekvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne. De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade samt 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en kombination af både lidt frisk frugt, men også mørke, gærede bær, brombær, kirsebær, blommer, måske endda en lille smule rosin, våde fade, sødme, en syrlig note, tobak, pæn tørhed, mynte, svag eukalyptus, grønne elementer samt vanilje og en halv plade mælkechokolade. Næsen bliver dog aldrig tung eller fed.

Smagsmæssigt er vinen rund, blød med en overraskende rank ryg, syrlig nerve, frisk frugt, brombær, kirsebær, peber, jern, bitterhed og lidt rustik, hvorfor der savnes noget dybde. Jeg kan dog godt lide, at vinen har denne ranke, syrlige og tætte svag, som sammen med en anelse sødme skaber en fornuftig balance.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men har seneste været på tilbud til 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 
Vinanmeldelser

2010 Bertani, Amarone delle Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2010 Bertani, Amarone delle Valpolicella Classico, Veneto, ItalienFalken har tidligere serveret denne fine kanonkugle fra det legendariske Bertani vinhus i Grezzana og sidst var det en årgang 2008. Nu har han atter hældt Bertanis fine Amarone delle Valpolicella Classico i mit glas … blot fra årgang 2010.

Dengang var jeg begejstret og gav vinen 6 fede tomler og skrev også lidt om vingården. Det kan du læse mere om i mit indlæg fra anmeldelsen af 2008’eren.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, men anvender derimod alene druer fra egne marker, således de selv kan kontrollere hele processen fra start til slut.

Denne 2010 Amarone delle Valpolicella Classico er husets rigtige Amarone … helt klassisk, som navnet også indikerer. Den er lavet på 80% Corvina og 20% Rondinella. Druerne er tørret på måtter i 120 dage. Macerationen sker over hele 20 dage, hvorefter gæringen sker ved 18 grader over 30 dage i store cementkar.

Derefter lagrer vinen 6 år på store 60 hektoliter slavonske egetræsfade. Efter vinen er kommet på flaske, hvor den så lagrer yderligere 1 år.

Og sikke en duft … langt mere ædel end foregående vin og langt mere kompleks og intens. Det er brombær, blåbær, sorte kirsebær, kirsebærlikør, svesker, dadler, en animalsk note med lidt mødding, tør engelsk lakrids, lakridsrod samt et let fadpræg med en smule vanilje og kanel, chokolade, mentol samt en svag grøn note.

Der er heldigvis ingen rosiner her … for aromaerne er langt mere friske, selvom det selvfølgelig fortsat er en kraftig vin med mørke bær, men vinen har en friskhed, som er ganske forførende.

I munden virker vinen faktisk mindre sød end 2008’eren, for selvom det er tæt, blødt og cremet, så er smagen bare så ren, direkte, frisk og stærk, men slet ikke på en brændende facon, for de 15% – eller mere – alkohol kan slet ikke mærkes.

Udover de mørke frugter, så er der også i smagen lidt grafit, nogle grønne elementer og den smager også lidt aromatisk. Syren er også langt mere fremme end i 2008’eren, men det synes jeg bestemt kun klæder vinen, selvom nogle måske vil synes, at det bliver for meget. Det er fortsat en stor mundfuld, men det er blødt, cremet med tobak, mælkechokolade samt et lille peberbid. Sådan skal god Amarone bare smage. Man bliver glad.

Forhandles flere steder, fx Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske i årgang 2009 koster 879 kr.

Vinanmeldelse 6/7  
Vinanmeldelser

2017 De Stefani, Solèr, Veneto, Italien

2017 De Stefani, Solèr, Veneto, ItalienDe Stefani ligger i byen Fossalta di Piave i Veneto og er et af de vinhuse, som Glud Vin har et fint og stort samarbejde med. Det er derfra smager vi nu deres Solèr … en vin lavet på et mix af forskellige druer.

Vinhuset er grundlagt i 1866 af Valeriano De Stefani, der som første generation startede med at lave vine i byen Refrontolo i området mellem Conegliano og Valdobbiadene.

I dag har familien fortsat den gamle vingård i Refrontolo, men byggede i 1993 et stort og moderne vineri i Fossalta di Piave, hvor De Stefani i dag fortsat har som deres hovedkvarter og vineri, som endda er udvidet og moderniseret senest i 2013.

I dag drives vinhuset af Alessandro De Stefani som 4. generation og han startede allerede i 1992 med at hjælpe sin far Tiziano De Stefani i kælderen. Alessandro er selv uddannet vinmager og ønolog fra vinskolen i Conegliano suppleret med økonomistudier fra universitetet i Venedig samt Warwick i England.

I dag har De Stefani familien knap 61 hektar vinmarker og laver årligt omkring 400.000 flasker vin. De er fordelt på 4 ejendomme, som familien løbende har opkøbt. Første er selvfølgelig den gamle vingård i Refrontolo, nemlig ejendommen Colvendrame, men så ejer de derudover Podere Le Ronche i Fossalta di Piave, Podere Pra’ Longo i Monastier di Treviso og Podere Bailo i Valpolicella.

Markerne drives i dag efter både økologisk og biodynamiske principper, ligesom der ikke tilsættes sulfitter uden vinifikationen, der alene sker med druernes naturlige gærceller.

Nå, men her er det altså vinen Solèr … en Rosso Veneto lavet på 20% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon, 20% Carménère, 20% Refosco
og 20% Marzemino … de sidste to druer, som jeg ikke umiddelbart har stødt på tidligere. Så lad os endelig kigge nærmere på dem:

Refosco – også kaldet Refoshi – er en gammel rød druesort, der primært findes i Norditalien i Friuli-Venezia Giulia, den vestlige del af Slovenien og samt på Istrien i Kroatien.

Nyere DNA analyser fra 2005 har vist, at der findes 6 forskellige variationer af Refosco aka Refoschi, hvor varianten Refosco dal Peduncolo Rosso aka den rødstilkede Refosco drue er den mest udbredte og primært er den sort, som findes i Friuli-Venezia Giulia, hvor den findes i Friulis Colli Orientali DOC vinene.

De andre varianter – hvor nogle har flere navne – kaldes Carso Terrano/Refosk, Refosco di Faedis, der også kendes som Refoscone, Refosco Nostrano og Refosco di Rochis, Refosco dal Peduncolo Rosso, Refosco del Botton/Tazzelenghe samt Refosco di Guarnieri/Trevisana Nera.

Marzemino er også en rød, italiensk druesort, om hovedsagelig dyrkes i Trentino-Alto Adige, men også i både Veneto, Lombardiet og Emilia-Romagna vinregionerne i Italien.

Marzemino er hoveddrue i de søde Colli di Conegliano Refrontolo Passito vine, hvor Marzemino druerne først tørres i flere uger eller måneder efter høsten. I Lombardiet bruges Marzemino næsten udelukkende til at blande i vine sammen med Sangiovese, Barbera og Merlot, især i DOC’erne Capriano del Colle og Botticino.

Marzemino  modner sent, giver vinene aroma med lidt urter, masser af syrlige kirsebær og er egentlig ganske syrlig, men giver ofte god balance med syre og sødme.

Men, men det var Solèr vinen, som vi kom fra. Marzemino druerne kommer fra markerne ved Colvendrame gården i Refrontolo, mens alle de andre kommer fra Ronche gården i Fossalta di Piave. Både Marzemino og Refosco druerne er tørret og vinificeres for sig.

De øvrige druer er vinificeret helt klassisk med kontrolleret temperatur. Derefter sammenstikkes vinen og lagret så 12 måneder på barriques og derudover 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duften er bare mørk, frugtrig og samtidig pænt frisk. Der er både sød og syrlig frugt, en meget blommeagtig frugt, svesker, masser af egetræ, kanel, sødbrændte fade, hvid peber, mentol, eukalyptus, gazebind og lidt lakrids.

I munden er vinen også frisk … har samme frugtrige sødme, som i duften med stor intensitet, masser af peber kombineret med nogen sødme, kirsebær, brombær, blommer og et saftigt aftryk. Det er ikke en elegant vin, men en intens og kraftig vin med et lidt anderledes udtryk.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

 Vinanmeldelse 4,5/7