Tag-arkiv: Østrig

2022 Weingut Majszan Neumann, Pet Nat, Wien, Østrig

2022 Weingut Majszan Neumann, Pet Nat, Wien, ØstrigWien er klart det mindste vinområde i Østrig, men netop der i den store by på Grinzinger Strasse finder vi Weingut Majszan Neumann, som vi nu smager en hip Pet Nat 2022 fra.

Weingut Hajszan-Neumann er grundlagt af den driftige Stefan Hajszans, som var kok og drev den respekterede Michelin restaurant Universitätsbräuhaus, men i 2000 fik han en lille vinmark foræret af en stamkunde, og det fik ham til at forfølge drømmen om også at blive vinbonde.

De første vine kom til verden med hjælp fra vennerne Fritz Wieninger og Fred Loimer, men allerede i 2004 stod han på egne ben, men allierede sig med den kendte designer og vinnørd Heinz Neumann, hvor de sammen også opkøbte små, spændende parceller på byens bedst eksponerede skråninger.

Samtidig flyttede Stefan også Universitätsbräuhaus ud på selve vingården. Sammen lavede Stefan og Heinz vilde og spændende vine med biodiversitet som et mantra. De havde bistader i vinmarkerne og gødede med udtræk af kamille, røllike, brændenælde og ikke mindst hestemøg fra Lippizaner-hestene ved Hofburg.

Stefan Hajszan blev på mange måder en pioner indenfor naturlige vine i Wien og i 2006 blev han også økologisk certificeret og et par år senere også biodynamisk certificeret. Stefan startede også med at flirte med orange vine ligesom han også startede med at lave vine uden tilsætning af svovl.

Stefan Hajszan er sådan totalt engageret … alt eller intet, så da han i 2014 blev far til tvillinger, så valgte han i 2014 at træde ud af rollen som vinmager og lidt senere afleverede han tillige nøglerne til restauranten.

Så derefter har vinhuset været videreført af Wiens ukronede vinkejser Fritz Wieninger i en konstruktion, hvor vinmarkerne leases af Heinz Neumann og hvor Fritz Wieningers mangeårige vinmager Luis Teixeria er rykket ind i kælderen. Restauranten videreføres af chefkokken Juan Amador efter blot 3 år har hentet den 3. Michelin stjerne til restauranten.

Samlet har vinhuset 20 hektar vinmarker på skråningen af Nussberg i Grinzing distriket og det er marker som fx Ried Gollin, Haarlocke, Steinberg, Weisleiten og flere. De dyrker 14 forskellige druesorter og laver årligt 90.000 liter vin.

Her smager vi deres Pet Nat … og Pet Nat står jo for Pétillant Naturel og kan vel nærmest kaldes en mousserende naturvin … en moderne hipstervin og champagnes landlige fætter.  Den er lavet med den naturlige gær fra druerne og ved at den primære gæring afbrydes inden gæren er færdig med at forbruge druernes naturlige sukker. Dermed flaskes vinen inden kuldioxiden – og dermed boblerne – har spredt sig til vinen.

Det betyder også, at boblerne ved den videre naturlige gæring i flasken bliver mindre vedvarende end boblerne i en champagne og at der ofte også ofte er mere restsukker i en Pet Nat. De mindre aggressive bobler gør også, at flaskerne på Pet Nat oftest blot lukkes med en kapsel, hvilket også gælder denne.

I dette tilfælde er vinen lavet på 3 forskellige druesorter, nemlig på Neuburger fra marken Muckenthal, Müller-Thurgau fra Weisleiten og så Riesling fra marken Preussen … alt dyrket fuldstændigt biodynamisk.

Druerne er selvfølgelig høstet manuelt og derefter ligget i kølig udblødning og maceration inden presning og spontangæring på store ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Så er vinen tappet til den endelige gæring i flasken og efter et halvt år rystes flaskerne, hvorved vinen bliver mere klar og der sker degorgering med en lille dosage lavet på Muskateller druer.

Duftmæssigt lidt lukket … der tørre og støvede papkasser, en frugt mest med kvæde, hyben og pigeonæbler, men gør i det hele taget ikke meget væsen af sig. Har nærmest sådan en parfumeret sødbitterhed, men ellers ganske karrig med sine aromaer.

Smagen er frisk, boblerne er ganske habile, livlige … men blide. Smagen har stor venlighed, læskende sødme. Det er utroligt behageligt og det er specielt i smagen, at frugten kommer frem … og det er søde æbler, fersken, ananas, appelsin og lidt squash. Boblerne løfter bare lige det hele og skaber lidt struktur og fremhæver en ellers behersket syre. Det er easy-drinking … mousserende sommervin til fest, leg og dans … man får sgu i hvert fald næsten lyst til at danse. 91 point.

Købt hos Løgismose, hvor den normalt koster 212 kr., men indkøbt på udsalg med 40% rabat.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Alice & Roland Tauss, Roter Traminer H Orange, Steiermark, Østrig

2017 Weingut Alice & Roland Tauss, Roter Traminer H Orange, Steiermark, ØstrigTil forretten med noget varmrøget laks og salat ovenpå ristet rugbrød serverede Gert E en hip og moderne orangevin på en ret sjælden druesort og det var denne 2017 Roter Traminer H Orange fra det biodynamiske vinhus Weingut Alice & Roland Tauss.

Weingut Alice & Roland Tauss ligger lidt ude på landet syd for byen Leutschach i den sydligste del af Steiermark vinregionen i Østrig og drives -som navnet siger – af Alice og Roland Tauss.

De driver en biodynamisk vingård og har arbejdet biodynamisk længe før der gik mode i det, og de er medlem af berømte østrigske naturvins gruppe Schmecke das Leben.

Der Biologisch-dynamisches Weingut Alice & Roland Tauss er også en af Østrigs dygtigste producenter af orangevin og parret har flere årtiers erfaring med genren. Men generelt laver vinhuset klassiske, autentiske og meget udtryksfulde naturvine, som udtrykker drue og terroir præcist. Vinene er naturligvis spontangæret, flasket uden filtrering, klaring eller tilsætning af svovl.

Roland Tauss overtog familiens vingård i 1991, men drev den i første omgang videre som et konventionelt landbrug, men en utilfredshed med vinene kombineret med en vis rastløshed gjorde, at han ville noget andet og Roland fandt svaret i biodynamisk drift.

Så i 2005 tog han beslutning om at omlægge hele produktionen til biodynamisk drift med en klar filosofi om at opfatte naturen som en levende, autentisk essens med respekt for mineral-, plante-, dyre- og vandverdenen.

Så siden 2010 har deres i alt 5,8 hektar vinmarker ud af den i alt 14,5 hektar store ejendom nu været Demeter certificeret som økologisk og biodynamisk praksis.

Huset vinmarker er beliggende i Schlossberg nær Leutschach og markerne ligger med orientering mod syd og sydvest i cirka 390 – 450 meters højde. Deres bedste mark er Hohenegg, der er opkaldt efter en kapel, der ligger lige over vinmarkerne.

Alle vine fra Hohenegg har et H på etiketten og det gælder også denne Roter Traminer H Orange, der – som skrevet indledningsvis – er lavet på den ukendte Roter Traminer sort, som jeg faktisk – så vidt jeg huske – heller ikke er stødt på tidligere.

Roter Traminer – der også er kendt som Savagnin Rosé – er en rød eller måske mere præcist lyserød druesort, der er relativt sjælden og overvejende dyrkes i Tyskland og Østrig, men druen findes også i Alsace, det nordøstlige Frankrig og Centraleuropa, bl.a. kan den findes i Kroatien og Ukraine.

Roter Traminer er et af flere medlemmer af Traminer-familien og er derfor en nær slægtning til Gewurztraminer og Savagnin. Den findes ofte sammenplantet med Gewurztraminer og de to sorter kan være svære at skelne fra hinanden på grund af deres botaniske ligheder.

Druesorterne i Traminer-familien er ældgamle og har muteret mange gange gennem århundreder og skabt mange kloner, hvoraf Roter Traminer er en.

Trods navnet kan sortens bær være alt fra lyserøde til rødbrune. Når der laves hvidvine på Roter Traminer har disse typisk et svagt lyserødt skær over sig, ligesom dem der er lavet af andre lyserøde varianter, såsom Pinot Gris.

Selvom Roter Traminer ligner Gewurztraminer i vinmarkerne, så er dens aromatiske profil tættere på Savagnin Blanc.

Denne Roter Traminer H Orange er spontangæret med 4-5 ugers skindkontakt og efterfølgende lagret på brugte fade i 18 måneder og allerede i glasset ligner den mest en doven øl.

Duftmæssigt er der sødme, er lidt nøddeagtig og moden med mjød, karamel, candyfloss, honning, frugt af abrikos, tørret abrikos, skal fra appelsin samt skal fra grapefrugt og så man man også fornemme, at der er godt med fad, der er med til at give denne lidt olierede fornemmelse.

I munden virker vinen faktisk en smule stærk … der kommer simpelthen et lille alkoholspark, selvom vinen jo egentlig kun er på 13% i oktanstyrke. Det er måske fordi, der også er lidt peber, men ellers er det frugt med æblemost, syrlig og bitre nedfaldsæbler samt tørret abrikos, tørrede krydderier … særegen og absolut sin egen, men samlet 91 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt koster 375 kr., mens prisen på tilbud pt. er 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut Huber, Inzersdorf Rothenbart Riesling, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Inzersdorf Rothenbart Riesling, Niederösterreich, ØstrigSidst jeg smagte en Riesling fra den unge Markus Huber på Weingut Huber i Reichersdorf i Traisental var det en 2023 Getzersdorfer Engelsberg Riesling, men nu smager jeg fra samme årgang hans Inzersdorf Rothenbart Riesling.

Her kommer Riesling druerne fra en enkeltmark … den Erste Lage klassificerede mark Rothenberg, der ligger på terrasser i 380 meters højde ved Inzersdorf i Traisental. Efter høsten er drueklaserne presset hele uden afstilkning og der anvendes kun mosten fra et blidt pres. Derefter er vinen så gæret på ståltanke med temperaturstyring og efter endt fermentering er vinen også blot lagret i tankene sur lie i 8 måneder.

Som Hubers Getzersdorfer Engelsberg Riesling, så er har vinen en småeksotisk frugt af både fersken, pærer, æbler, mango, ananas og mandariner samt grillet lemon. Den er ikke så mineralsk eller stenet og der er heller ingen petroleum eller andre tertiære noter … bare blødere og har lidt krydderurter af timian og store, blomstrede staudebede.

I munden er der mere kant …. men vi er fortsat i den bløde, småopulente og olierede afdeling. Den har en lidt saltet mineralitet og en sjov grape- og lemonagtig frugt, der virker lidt vokset. Den har også appelsinsaft og grønne pigeon- eller cideræbler. Derudover har den godt med blomster, masser af saftighed og en ret vedholdende syre … men for mig bliver de bitre og grønne elementer lidt for dominerende og utilpassede. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Frank, Herrnbaumgarten Riesling, Weinviertel, Østrig

2023 Weingut Frank, Herrnbaumgarten Riesling, Weinviertel, ØstrigDer kom nu hurtigt endnu en hvidvin fra østrigske Weingut Frank i Herrnbaumgarten og det var en 2023 Herrnbaumgarten Riesling.

Druerne i høstet kølig om morgenen og så er der sket en lille premaceration over 8 timer.

Derefter er gæringen sket ved 18 grader på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret 5 måneder, suppleret med yderligere 2 måneder på flaske. Vinen har 5,4 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det nærmest rosenblade dyppet i petroleum, fersken, grønne æbler, grillet lemon og citroner, københavnerstang og vinen virker saftig, læskende … en lettere opulent Riesling med disse tropiske elementer.

I munden er det lidt samme historie, men citronerne er grillede og dermed blidere og suppleres med tropisk frugt af fersken, papaya, syrlig æblemost, kvæde og en maskulin, mørkere syre, der giver et pænt og syrligfyldigt bid. 88 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Frank, Herrnbaumgarten Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2023 Weingut Frank, Herrnbaumgarten Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigLige overfor den katolske kirke midt i byen Herrnbaumgarten i Weinviertel i det nordøstligste hjørne af Niederösterreich regionen i Østrig finder vi Weingut Frank og derfra smager jeg en 2023 Herrnbaumgarten Grüner Veltliner.

Vinhuset er grundlagt af forfaderen Mathias Fritsch i kølvandet på bondeoprøret i 1848, men drives i dag af seneste generation i form Harald Frank sammen med søsteren Katrin Frank. Harald overtog driften efter faderen Adolf og sammen driver familien i fællesskab 23 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Johannesbergen og Hoher Weg.

De dyrker primært Grüner Veltliner, men også druer som Welschriesling, Riesling, Pinot Blanc, Chardonnay samt de røde sorter Zweigelt, Pinot Noir, Merlot, Cabernet Sauvignon og St. Laurent.

Denne Grüner Veltliner er lavet med druer fra marker drevet efter bæredygtige retningslinjer og uden brug af pesticider. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også efter endt fermentering er lagret 5 måneder, suppleret med yderligere 2 måneder på flaske. Vinen har 1,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det en ung og frisk vin … der er masser af æbler i alle afskygninger … frisk, syrlige, gule og modne, æblesaft suppleret med en smule lemon og eksotiske frugter som fersken, mango, let selleri samt lidt sød sodavandsis.

Smagen er i samme afdeling … har dels en frisk stikkelsbæragtig frugt, men også mere tropiske frugter med fersken, ananas, mango og så eller masser af friske og sure citroner samt et grønt, urtet bid, men ellers en vis sødbitter tørhed … ganske fint … 89 point.

Forhandles af Vinøen.dk, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Huber, Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay, Niederösterreich, ØstrigI den lille trio – kan en trio egentlig være lille, for den består vel altid bare af tre? – blev den sidste Weingut Huber vin denne Reichersdorf Ried Spiegeln Chardonnay i årgang 2023.

Det er en enkeltmarksvin fra marken Reichersdorf Spiegeln, der har en østlig eksponering med en smuk udsigt over Donau-floden med en jordbund af et tyndt kalkstenslag, som blev aflejret af den gamle Traisen-flod for over 15 millioner år siden.

Druerne er høstet med håndkraft inden en blid presning over 6 timer, hvorefter gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i 500 liter franske egefade. Der er vinen også lagret sur lie over 10 måneder inden aftapning og har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det spot-on fadlagret Chardonnay med en smule smørfedme, nødder og en pænt del træ … der er teak og mahogni og så ellers en frugt med pærer, fersken, abrikos, passionsfrugt, mango og ananas … eller med andre ord en tropisk storm, der suppleres af lidt søde krydderurter.

I munden er det også en lækker og sødkrydret vin … masser af frugtsagt og -kraft. Igen kommer der godt med eksotisk frugt frem og det er mest pærer, fersken, abrikos, papaya og ananas … tilsat en smule sødbitter lemon og alt er pakket pænt ind som bløde gaver, der kommer cremet og saftigt. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin fra den unge Markus Huber på Weingut Huber i Reichersdorf i Traisental blev så denne Getzersdorfer Engelsberg Riesling 2023.

Den er en vin, hvor Riesling druerne kommer fra de to stejle, kalkholdige og soleksponerede topmarker Berg og Engelreich ved Getzersdorf i Traisental.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først er udblødet i 4 timer ved lav temperatur inden presning og gæringen, som er sket i store temperaturstyrede ståltanke og derefter er vinen så lagret sur lie 4 måneder inden aftapning på flaske og den har 6,0 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en syleskarp, pivfrisk Riesling, men en mere fyldig og venligere version af Riesling, der som 2022’eren starter med en lille smule petroleum i næsen, mens frugten er ovre i det mere eksotiske med fersken, pærer, gule æbler, mango, ananas og syltede citroner, men derudover en klar kalket mineralitet.

Sådan er smagen egentlig også … fyldig, lidt olieret og samtidig ganske koncentreret. Igen kommer de tropiske frugter hurtigt frem med saftige æbler, æblesaft, fersken, mango og ananas … er virkelig rigtig saftig og læskende. Syren har også et venligt ansigt, så alle de sure citroner er pakket væk og i stedet får du blødhed, let sødme samt afdæmpet og næsten blødt bid. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Weingut Huber, Pinot Blanc Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Pinot Blanc Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigMed næste 3 vine skal vi et smut til det østrigske vinhus Weingut Huber, hvorfra jeg først smager en 2023 Pinot Blanc Alte Reben.

Alle Pinot Blanc druerne er høstet fra gamle vinstokke på marker i Nussdorf og Traisen, hvor de først har fået 8 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring.

Her er gæringen dog sket i gamle egefade med løbende omrøring. Efter endt fermentering er vinen så lagret i egefade i 6 måneder inden aftapning på flaske. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Hvor er det duftmæssigt et venligt væsen med nogle tropiske træk, for vinen har en fyldig, sødlig og rund aroma, hvor frugten klart mest er gule pærer, æblesyltetøj, en Københavnerstang samt Faxe Kondi, hvilket suppleres med skocreme, blomster, nødder og lidt fad … utrolig venlig, høflig og korrekt.

I munden er vinen endnu federe og endnu sødere … der er sgu masser af frugtsødme med dåsepærer, ananas, mango og papaya, nogle syltet citron eller lemon, lidt peber … det er opulent, buttet og vel nærmest småfed vin med denne lidt sødbitre note … måske dog mest sød og sukkerlækker. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Zanitha, Eiswein Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2020 Zantho, Eiswein Grüner Veltliner, Burgenland, ØstrigJeg smagte endnu en vin fra samarbejdet mellem Weingut Umathum, Wolfgang Peck og kooperativet Zantho. Dette var en spændende sød dessertvin, nemlig en 2020 Eiswein Grüner Veltliner.

Druerne til vinen kommer fra marker nær landsbyen Poysdorf, som faktisk ligger i Weinviertel, der er særligt kendt for sin høje kvalitet af Eiswine.

Efter høsten gennemgår druerne en nøje kontrolleret gæring i rustfrie ståltanke ved 16-18 grader. Efter endt fermentering er den så lagret 10 måneder i rustfrie ståltanke. Vinen har 111,9 gram restsukker pr. liter.

I glasset er det en tyk reflekterende gylden væske … har viskositet som en god smøreolie, men duften er fed og nektaragtig. Du får lidt tørret ananas, tørret banan, abrikos, fersken, lidt mjød og honning, bivoks, æblenektar og saft fra dåsepærer.

Jamen, hvor smager det godt … sødt og godt, som en blød, pænt sukkerrig, vinøs og sødkrydret vin og den smørfede viskositet gør smagen cremet, olieret og tyggefed som en fernis, der smører dit halsrør hele vejen ned. Sødkrydret, sødfed og sødlækker og svært ikke at drikke endnu et glas af. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 0,375 liter koster 279,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Zantho, Sankt Laurent, Burgenland, Østrig

2022 Zantho, Sankt Laurent, Burgenland, ØstrigJeg har i år før smagt vine fra det spændende samarbejde mellem Weingut Umathum, Wolfgang Peck og kooperativet Zantho i den lille østrigske byen Andau i Burgenland og nu smager jeg et par stykker mere og starter med denne 2022 Sankt Laurent.

Jeg skrev lidt om vinhuset, da jeg anmeldte deres 2021 Grüner Veltliner Reserve, så der kan du læse mere om huset, historien og deres produktion af vine.

2022 Sankt Laurent er lavet med gæring og maceration i store, rustfrie ståltanke ved 28-32 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder i ståltankene … dog med 10% lagret i store egetræsfade.

Duftmæssigt er det en mørk, brovten og krydret vin … der er jod, blodpølse, godt med nelliker, gran og røg, mens frugten er kirsebær, brombær og hindbær, lidt tørrede rosenblade, læder og lige en lille snert af lidt lakrids, marcipan og lakridskonfekt.

I munden er der lidt mere basse over vinen … fyldig, rund, frodig, frugtrig og har også lidt bassesødme. Det smager blødt, smooth og har en mørk frugt og virker saftig, venlig og krammevenlig. Den har helt klart en varm sødlig frugt med sorte kirsebær, blommer og søde jordbær og så dette sødkrydrede side. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7