Tag-arkiv: Østrig

2011 Weingut Wachter-Wiesler, Blaufränkisch Alte Reben Eisenberg, Burgenland, Østrig

2011 Weingut Wachter-Wiesler, Blaufränkisch Alte Reben Eisenberg, Burgenland, ØstrigWeingut Wachter-Wiesler drives af den unge Christoph Wachter, ligger i byen Deutsch Schützen lige nedenfor Eisenberg an der Pinka og lige op til den ungarske grænse i Burgenland. Vi smager her den unge Wachters Blaufränkisch Alte Reben Eisenberg.

Christoph har overtaget driften efter sine forældre Theresa og Franz Wachter, som dog fortsat hjælper sønnike på gården. Men der er også nok at se til, for udover vinproduktionen driver familien nemlig også et vinothek, restauranten Ratschen, et wohnothek aka Bed and Breakfirst samt en Buschenschank, hvilket vel nærmest kan karakteriseres som et slags værtshus med udskænkning af vin.

Weingut Wachter-Wiesler er reelt en fusion af to vingårde, som blev drevet af Christophs to bedsteforældre – Béla Wachter på faderens side – og Jóska Wiesler på moderens side. I dag ejer den samlede vingård 13 hektar vinmarker, som primært ligger omkring byerne Deutsch-Schützen og Eisenberg.

Samlet fylder rødvinene 95% af markerne og det er – udover Blaufränkisch – også sorterne Zweigelt, Cabernet Sauvignon og Merlot, men de hvide druer er Grüner Veltliner, Welschriesling og Weißburgunder. Alle marker dyrkes fuldstændig økologisk.

Udover egne druer, så køber Weingut Wachter-Wiesler også druer fra 2 hektar ejet af andre, lokale vinavlere. Den primære drue hos Wachter er dog helt klart Blaufränkisch, som kommer fra meget gamle vinstokke.

Og det er netop sådan en fætter, som vi nu har fået i glasset … Blaufränkisch Alte Reben Eisenberg, hvor druerne kommer fra 40-80 år gamle vinstokke fra markerne Hummergraben, Saybritz, Szapary, Fasching og Reihburg.

Vinen er lavet med spontangæring i 500 liters egefade med gæring over 30 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 21 måneder på 1.500 liters fade.

I næsen er der godt med røg, kirsebær, sødme, let gæret og kraftig i frugten og derudover sødme, gazebind og jern. Der er noget herligt animalsk og bondsk over vinen, som derudover har en meget ren, direkte nerve med masser af syre.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie … igen virker det som en bondsk vin, en rigtig landvin med lethed, moden frugt, kirsebær, jordbær og en landlig syrlighed. Det er tørt, mineralsk med kontant afregning. Det smager sgu godt.

Forhandles af Vinpusheren, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, Østrig

2017 Weingut Birgit Eichinger, Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage, Kamptal, ØstrigPå Langenloiserstraße i den lille østrigske by Strass finder vi den kvindelige vinmager Birgit Eichinger, som står bag denne langbenede Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage … noget af det bedste almindelige Grüner Veltliner jeg har smagt i et pænt stykke tid.

Birgit Eichinger grundlagde vinhuset i 1992 og driver i dag sine 15 hektar vinmarker med hjælp fra manden Christian og datteren Gloria. Det er i øvrigt Birgit, som I kan se på billedet ovenover … totalt henslængt i en af sine vinmarker.

De 15 hektar marker er fordelt med parceller på markerne Hasel, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og Lamm. Birgit dyrker primært Grüner Veltliner, men også Roter Veltliner, Riesling og Chardonnay.

Denne Grüner Veltliner Kammerner Lamm Erste Lage er fra husets bedste mark … Lamm er ligger på terrasser i den sydøstligste del af Heiligenstein. Druerne er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er både gæret og lagret i store 1.000 liter egefade.  Udblødes først i 15 timer og gærer derefter. Endt endt gæring lagrer vinen 4 måneder sur lie … altså med gærresterne og flaskes derefter.

Det er en lidt federe Grüner Veltliner end lige forventet, men det skyldes formentlig lagring på eg. Det er opulent, intens vin med en lidt nøddet aroma og du fornemmer næsten allerede i duften, at det er en blød og cremet sag. Der er eg, vanilje, sød estragon, pærer, abrikos, honningmelon, lidt voks og den har også et lidt røget element. Det dufter med andre ord vildt godt.

Smagen er blød med Grüner Veltliners grønne aftryk, svag grape, men bitterheden er slet ikke voldsom og går hånd i hånd med en fed sødme. Det er altså tæskelækker vin, god balance, fyldig, intens og ganske saftig … vildt mange gange WAUW og Thumbs Up.

Forhandels af Andrup Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, Østrig

2015 Weingut Zuschmann Schöfmann, Grüner Veltliner Brut Nature, Niederösterreich, ØstrigJeg serverede forleden denne Grüner Veltliner Brut Nature fra Weingut Zuschmann Schöfmann blindt for en flok vinkyndige venner, men ingen gættede, at det var mousserende østrigsk Grüner Veltliner … for hold da op, hvor det virkelig læner sig op af ægte og dyr champagne.

Weingut Zuschmann Schöfmann ligger meget passende på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Med andre ord i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de i 2012 ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Denne Nature Winzersekt er en af Weingut Zuschmann Schöfmanns lille perler … lavet på 100% Grüner Veltliner, som først er lavet på rustfrie ståltanke og alene gæret på druernes naturlige gærceller. Derefter er den traditionelle andengæring sket på flaske med en lagring i 30 måneder inden degorgering i oktober 2018.

Duftmæssigt en lidt nøddet og gæret aroma med overmodne æbler, pærer, fersken, ganske aromatisk og superlækker inderlighed med blomster, en distinkt sødme, dej under hævning og i det hele taget meget champagneagtig i aromaerne.

I munden er Grüner Veltliner Brut Nature ganske aggressiv på boblerne … små, tætte og insisterende med en tæt, dejlig syre, men ellers er vinen blød og omgængelig med lidt sødme fint mixet med både en smule citron og grape. Det er både sprødt, inderligt og yderst drikbart … min første boblevin på Grüner Veltliner, men sikke en af slagsen.

Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker. Det er en virkelig god pris for denne kvalitet og et oplagt bud på en prisvenlig nytårsraket.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, Østrig

2017 Weingut Josef Ehmoser, Grüner Veltliner Von den Terrassen, Wagram, ØstrigGrüner Veltliner Von den Terrassen fra Weingut Josef Ehmoser var fabelagtig i årgang 2016 … og det har ikke ændret sig med denne årgang 2017.

Weingut Josef Ehmoser ligger i den lille by Tiefenthal med 185 indbyggere, smukt placeret i en dal blandt bølgende bakker lidt syd for Großweikersdorf i Tulln-distriktet i Wagram i Niederösterreich.

Vinhuset drives af Josef Ehmoser, der overtog driften af vinhuset efter hans far i 1996. Og sammen med hustruen Martina driver han samlet 17 hektar vinmarker … men alt det kan du læse om i min anmeldelse af Grüner Veltliner Von den Terrassen i årgang 2016.

Druerne til vinen er primært også hentet fra marker omkring Großweikersdorf med en undergrund af Löss og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og en Öchsle på 88, hvilket vel reelt svarer til Spätlese kvalitet.

Vinen er gæret ved omkring 19 grader og efter endt fermentering lagret på ståltank. Der er dog kun 1,4 gram restsukker pr. liter og dermed knastør. Det er en Gutswein og således Ehmosers entry-level vin på Grüner Veltliner.

I næsen lidt kål, selleri og fennikel, æbler, tropiske frugter, citrus, god inderlighed, salt, mineraler og samtidig en vis volumen og fylde i aromaerne.

Smagsmæssigt er det en saftig bandit, som dog alligevel har et godt, mineralsk bid med en smule peber, citrus og krydderier. Det er en frisk, livlig, saftig og elegant Grüner Veltliner, som til prisen er lidt af et fund. Man får både i pose og sæk … fyldig, saftig og alligevel med den virkelig friske og mineralske syre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men du får 25% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 89,25 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weingut F. X. Pichler, Riesling Unendlich Smaragd, Wachau, Østrig

2016 Weingut F. X. Pichler, Riesling Unendlich Smaragd, Wachau, ØstrigOg minsandten om næste vin ikk’ oss’ var fra et vinhus i Wachau, nemlig fra Oberloiben og dermed nærmest nabo til Knoll i Unterloiben og der schönen blauen Donau. Det er Weingut F. X. Pichler og vinen er deres topvin Riesling Unendlich Smaragd.

Weingut F. X. Pichler er en af Østrigs store kultproducenter, som bliver rost af vinanmeldere fra hele verdenen. Robert Parker har fx skrevet, at F. X. Pichler er Wachaus svar på Château Latour, Domaine Romanée-Conti i Bourgogne, Zind-Humbrecht og Sandrone … lidt af en sammenligning.

Vinhuset holder til lidt udenfor Oberloiben i et topmoderne vineri, som I også kan se på billedet ovenover. Det er bygget i 2009 med kæmpe vinkælder og på 1. etage er der en storslået udsigt udover vinmarkerne i Dürnstein, Ober- og Unterloiben.

Weingut F. X. Pichler er grundlagt tilbage i 1898  og drives i dag af 4. generation i form af Franz Xavier Pichler. Han overtog driften i 1971 og driver stedet med hjælp fra sønnen Lucas.

Lucas har så småt overtaget arbejdet i kælderen, mens Franz stadig har ansvaret for det enorme arbejde, der udføres i markerne. Med Lucas har stilen ændret sig en lille smule mod en mere ren og stringent stil, men det altafgørende fokus er stadig at få det optimale ud af det unikke terroir, der findes i Wachau.

Vinene dyrkes og vinificeres så naturligt som muligt – det hele handler om at udtrykke terroir i vinene med største respekt for naturen.

Weingut F. X. Pichler har samlet 18 hektar vinmarker på nogle af de bedst beliggende steder i hele Wachau, bl.a. markerne Dürnsteiner Kellerberg og Loibnerberg samt Loibner Frauenweingarten og Klostersatz. Her findes der bjergterrasser, som stammer fra det 13. århundrede. Stort set alt arbejde forgår her kun manuelt.

Jordbundsforholdene er granit- og gneissholdige, hvilket giver vinene dybde, finhed og mineralsk karakter. Samspillet mellem
de klimatiske forhold, jordbunden samt Donauflodens indflydelse danner et slags mikroklima med kraftige temperaturudsving fra dag til nat, hvilket begunstiger aromadannelsen i druerne.

På halvdelen af markerne dyrkes Grüner Veltliner, mens resten udgøres af Riesling samt en smule Sauvignon Blanc. I 1928 udvalgte vinhuset en speciel klon af Grüner Veltliner med små druer og med højere mostvægt og ekstraktfylde. Disse vinstokke står i dag på alle marker og danner grundlaget for Pichlers fremragende kvalitet.

Denne Riesling Unendlich Smaragd er husets topvin og kvalitetsmæssigt – som foregående vin – en Smaragd. I Wachau inddeler man nemlig kvalitetsvine i tre kategorier, Steinfeder, Federspiel og Smaragd.

Det første trin Steinfeder er opkaldt efter græsarten Stipa Pinnata, der vokser i vinbjergene. Disse tørre vine har under 11% alkohol. Federspiel – hvor navnet henviser til fortidens falkejagter – har typisk en alkoholprocent på mellem 11 og 12½ samt et sukkerindhold på mindst 17° KMW.

KMW er en forkortelse for Klosterneuburger Zuckergrade og er en slags Oechsle-skala, som anvendes i Østrig. Den er vel nærmest et udtryk for, hvilken alkoholstyrke en vin kan opnå ved maksimal udgæring snarere end et udtryk for sødmeniveauet i en potentielt udgæret vin.

Det øverste trin kaldes Smaragd og stammer ikke – som man måske ellers skulle tro – fra smykkestenen, men fra smaragdfirbenet, der findes i Wachaus vinmarker og bærer stenens grønne farve. Her er sukkerindholdet mindst 18,2° KMW, hvorfor der således typisk er tale om druer høstet med pænt sukker niveau.

Franz Xavier Pichler fik idéen til at lave Riesling Unendlich Smaragd i 1991 og visionen var at lave en vin med så stor dybde og koncentration, at eftersmagen ville være uendelig. Det blev dog først i 1998, at drømmen gik i opfyldelse og første årgang af Unendlich kom på markedet.

Vinen er lavet af Riesling fra 2 parceller. 92% Loibenberg og 8% Kellerberg og etiketten er inspireret af et design af Karl Friedrich Schinkel til operaen Tryllefløjten af Mozart … en stjernehimmel med kosmisk uendelighed.

Næsen byder på masser af petroleum, der som en råolie udsender lysende aromaer samt modne frugter, ferskner, en buket af vilde blomster, syltede appelsiner, salte mineraler, honning, sødkrydrede elementer, mandler og er samlet set en smule varm, lun, hyggelig og sanselig i udtrykket.

I munden er vinen utrolig cremet … ja nærmest smeltende med sødme, dybde, kraft og masser af bund. Men samtidig er der også en fin, smuk og elegant lethed over vinen, hvor syren danser på tæerne, frisk, frejdig og næsten erotisk. Sødme møder renhed og elegance … man bliver glad i låget.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 1.798 kr., mens prisen er 1.349 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Emmerich Knoll, Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd, Wachau, Østrig

2016 Weingut Emmerich Knoll, Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd, Wachau, ØstrigØstrig gjorde en pokkers god figur i det lille uofficielle pukkelpist europamesterskab i tør Riesling og den første østrigske kombattant var denne Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd fra Weingut Emmerich Knoll.

Vinhuset Emmerich Knoll ligger i Unterloiben lidt sydøst for Dürnstein ved et af der schönen blauen Donaus mange sving og er en af de mest berømte vingårde i Østrig … ja den gamle traditionelle vingård har vel nærmest kultstatus blandt vinkendere i hele verden.

Vingården – der kaldes Loibnerhof – er en over 400 år gammel restaurant, gastgarten samt lille hotel. Familien Knoll har drevet Loibnerhof siden 1825 og altid lavet vin, selvom det alene i starten var de særligt gode årgange, som blev fyldt på flaske.

Siden 1947 har Weingut Emmerich Knoll dog fast produceret, flasket og solgt vinene fra Loibnerhof. Det er Sepp Knoll samt sønnen Josef, som driver gourmetrestauranten, mens vingården i dag drives af Emmerich Knoll III … altså den tredje af slagsen.

Men han får skam hjælp af den fjerde af slagsen Emmerich Junior … eller blot blandt venner kaldet Emmy. Det er i øvrigt far og søn, som I kan se på billedet ovenover.

Weingut Emmerich Knoll har samlet 14 hektar vinmarker og de bedste marker er Schütt, Loibenberg, Kellerberg, Kreutles og Pfaffenberg. De primære druer er selvfølgelig Riesling og Grüner Veltliner … de fylder omkring 90% af produktionen, men derudover dyrker Knoll også lidt Chardonnay, Muscat, Rivaner, Blauer Burgunder samt Gelber Traminer.

Kodeordene er ifølge Emmerich junior elegance og kompleksitet, uden den umiddelbare glæde ved vinen i glasset sættes over styr. Resultat nås i princippet med enkle midler hvor en sen høst, og herefter så lidt indblanding som mulig er de to vigtigste elementer.

Først når de fleste andre er ved at være færdige, går høsten i gang, og de fleste år fortsætter den til langt ind i november måned hvor en betragtelig del af druerne er angrebet af ædelt råd, og hvor perioder med let nattefrost er en del af høstens orden.

Vinhuset laver omkring 120.000 flasker vin fordelt på 30 forskellige vine … alt fra knastør vin til de meget søde Trockenbeerenauslese vine, som dog alene laves de år, hvor den ædle råd har angrebet druerne.

Alle vine har siden 1962 haft den specielle – lidt gammeldags – etiket, hvor skytshelgenen for vinproducenter og vinmarker Saint Urban er afbilledet efter et maleri af Siegfried Stoitzner.

Knoll junior har rejst verden rundt og set al den ny teknologi, som findes. Alligevel er alt ved det gamle hjemme i kælderen under Unterloiben 10. Hvert parcel i vinmarken har nu som før sit eget fad af egetræ eller akacietræ og størrelsen er tilpasset det forventede udbytte fra vinmarken.

Denne Loibner Riesling Vinothekfüllung Smaragd er en af husets topvine. Vinothekfüllung er Knolls betegnelse for vine af helt uovertruffen kvalitet af enten Grüner Veltliner eller Riesling.

Det er den vin, som i 2004 deltog i en kåring af bedste Riesling fra førende vinskribenter og sommeliers endte med næsthøjeste score blandt de tørre vine. Vinen er lavet helt konventionelt og lagret 10 måneder på et gammelt egefad.

Der er klart mere sødme i denne vin … næsen vibrerer med sødme, druesukker, isdessert, konfekt og lidt blespand. Det sidste var dog ikke mig, som kom med den aroma, men jeg forstår godt hvorfor, for der er noget sødlig mødding, hvilket så kombineres med lidt tørret abrikos, kvæde, svag citrus og nogle julekrydderier, mandariner, honning, røg og anis. Det er da voldsomt interessant.

Igen er vinen smagsmæssigt smukt balanceret og har en fin, delikat syre med et godt bundtræk. Der er dybde, kompleksitet, fylde og leveres præcist, cremet og saftigt. Det er lime, fersken og gule æbler, det er mineraler samt vedkommende syre.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist?

Blåskimmelrøv, babybræk, petroleum, svævende auberginer, syrebananer, bundtræk og døde håndklæder var blot nogle af de mange ord, som en flok vinnørder forleden anvendte, da de skulle beskrive 20 tørre Riesling topvine fra øverste hylde i det, som helt passende kunne kaldes det uofficielle europamesterskab i tør Riesling.

Det var Jacob fra Propperiet Vin Import, der havde fået den brillante idé at holde sådan en mesterskabsaften. Bare nogle af de bedste producenter af Riesling i Europa og deres topvine, smagt blindt for slutteligt at kåre en vinder. Kåre simpelt, enkelt … men på ingen måder banalt, snarere dødalvorligt. Og som de jo siger i den germanske forbundsrepublik; Germans dont make jokes.

Til at stå i ringhjørnet havde Jacob fundet 20 kombattanter fra henholdsvis Mosel, Rheingau – altså de to største Riesling højborge i Tyskland – men derudover en flok weinbundeswehr-krigere fra Rheinhessen, Pfalz og Nahe samt 4 choucroute-slagsbrødre fra Alsace i Frankrig og 2 alpe-gladiatorer fra Østrig.

Skulle jeg inden smagningen agerer betting site eller en lurvet, lumpen og afdanket bookmaker, så havde jeg nok satset mine spinkle lommepenge på vinene fra Mosel og Rheingau med Østrig som en joker. I de områder ligger mine præferencer generelt, hvis man generelt skal generalisere.

I kampe mellem Alsace og de tyske vine foretrækker jeg altid de tyske. I vores sydlige bruderland er vinene fra både Rheinhessen, Pfalz og Nahe generelt – efter min erfaring – ikke helt så skarpe, som dem fra Mosel og Rheingau, hvis vi igen skal generalisere. Men der findes jo fremragende producenter i alle områder.

Og til en blindsmagning er der netop ikke plads til generaliseringer … for dels bestod feltet denne aften nogle af de bedste Riesling saftpressere fra de respektive områder og samtidig pilles alle fordomme væk, når vinene smages blindt. Derudover skal det med i ligningen, at de fleste af vinene var helt unge … og dermed måske et stykke fra deres potentielle storhed.

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses rundt om bordet – bestod af flere branchefolk, Jacob og Claus fra Propperiet, den navnkundige René Langdahl Jørgensen, Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vine, sommelieren Alex fra Gastromé, den bekendte med navnet Madsen og så det tynde øl i form af jeres flittige vinblogger samt min legendariske vinbuddy Gert E.

Det er en flok søde, dejlige mennesker og med klare holdninger til de smagte vine, og med deres store erfaringer i vinbranchen var de fantastiske at drikke vin sammen med. Vi var enige om mange af vinene – næsten i sync – og nogle gange også uenige på kryds og tværs af bordet, men altid med klare meninger om vinene samt fremragende smagssanser.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret. Det var dog samlet set en vin fra Mosel – Winninger Uhlen R Rotlay Riesling GG fra Weingut Heymann-Löwenstein – som vandt prisen som bedste europæiske tørre Riesling. Sådan … og så lige en fanfare, en krummelure, en klapsalve samt et applaus  für der Meister.

Selvom det områdemæssigt ganske fornuftigt var Mosel, Rheingau og Østrig, som vandt som værende de tre bedste områder, så var rækkefølgen lidt overraskende, idet Østrig helt uimponeret satte sig på 1. pladsen efterfulgt af Rheingau og så Mosel på 3. pladsen. Keine ordnung der, selvom vi har lært, at Ordnung muss sein.

Jeg blev også selv overrasket over mine egne vindere, idet jeg faktisk havde Forster Pechstein Riesling GG fra Weingut Reichsrat von Buhl fra Pfalz som min bedste vin. Den fik dog også generelt pæne ratings, mens Alex’s overraskende 85 point på denne trak gennemsnittet markant ned.

Den blev i min blog dog tæt efterfulgt af Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG fra Weingut Kühling-Gillot i Rheinhessen på min 2. plads og dermed var mine to bedste vine netop fra to af de områder, som jeg normalt vil rangere lavest blandt de repræsenterede. Et par vine fra Alsace lå endda også højt på mine ratings. Men sikke nogle vine.

Områdemæssigt havde jeg følgende rækkefølge; Pfalz, Østrig, Alsace, Rheingau, Mosel, Rheinhessen og Nahe. Generelt var niveauet dog sindssygt højt og der var ingen Prügelknabe, dårlige plattyske vine … blot forskellige smag og holdninger. Herligt.

René Langdahl Jørgensen og jeg var dem, som samlet set gav vinene fleste point og havde også begge Pfalz samt Østrig højt på samlet score set områdemæssigt, mens jeg – selvfølgelig ubevidst – var en tak mere nærig med scoren på vinene fra Mosel, selvom det dog er nuancer, som vi snakker om.

Her ser i lige vinene i den rækkefølge, som de blev smagt. De kom i sæt af 4 vine, samlet 5 sæt … altså 20 Riesling GG vine. Jeg har efter hver vin skrevet vinens gennemsnitlige score og derefter min score efter 100 point skalaen.

Helt ude af sync med de andre vinnørder var jeg generelt ikke. Jeg har selvfølgelig linket til mine nærmere beskrivelse af hver vinhus samt mine nøjagtige, ultrapræcise, punktlige og syreskarpe smagsnoter for de enkelte vine.

Samlet blev det en night to remember … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 20 topvine på Riesling i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag og man kan leve højt på i lang tid.

Glæder mig til, hvad du kan finde på næste gang og begræder fortsat, at jeg ikke kunne deltage i den tidligere Spätburgunder smagning tilbage i maj måned. Men som min gamle chef altid sagde; man kan ikke både blæse og ha’ ål i strømperne.

Vi sluttede aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg var til sidst også godt træt efter en lang dag, som havde startet kl. 05.00 med bagning af boller til brug efter morgentræning i Fitness med puls netværket kl. 07.00 efterfulgt af en lang arbejdsdag … og så lige 20 x Riesling som fint punktum denne dag. Sådan … game over.

Lineup fra aftenens 20 x Riesling.

2015 Weingut Kollwentz Römerhof, Blaufränkisch Leithakalk, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Kollwentz Römerhof, Blaufränkisch Leithakalk, Burgenland, ØstrigAnton Andreas Kollwentz er geschäftsführer og vinmager på Weingut Kollwentz Römerhof, som står bag næste vin … en smuk Blaufränkisch Leithakalk, som ingen omkring bordet gættede.

Weingut Kollwentz Römerhof ligger på hovedgaden i den lille by Großhöflein omkring 15 kilometer vest for Neusiedler søen i Burgenland. Kollwentz familien har været vinbønder der i generation og vingården er da også grundlagt tilbage i 1775 og drives i dag af 7. og 8. generation.

Det er nemlig Anton Andreas Kollwentz samt sønnen Andi, der samlet har 25 hektar vinmarker fordelt på markerne Leithakalk, Neusatz, Tatschler, Katterstein, Gloria, Steinmühle, Dürr, Föllikberg, Haussatz, Point, Setz, Eichkogel og Steinzeiler.

Markerne passes uden brug af sprøjtemidler, insekticider eller herbicider. I kælderen anvendes der heller ingen kunstige tilsætningsstoffer og ingen moderne tilgang til produktionen … men i stedet lagres alle vine på egetræsfade.

Denne Blaufränkisch Leithakalk fra Weingut Kollwentz Römerhof er lavet med druer fra marken Leithakalk … en mark præget af kalksten, hvor familien Kollwentz dyrker druesorterne Blaufränkisch og Chardonnay. Vinen er lavet på store rustfrie ståltanke, men er modnet aka lagret på franske barriques i 18-21 måneder.

I næsen er der frugten en kende til den mørke side … solbær, brombær, granatæbler, måske endda lidt gæret i udtrykket med mejeri, mælkesyrer, en syrlig skovbund, god tørhed, violer, blæk og derudover lidt grønne grene. Rustik og kraftig vin med syre og tørhed.

Smagsmæssigt bekræftes tørheden, mens frugten er blåbær, brombær og har ellers godt med tanniner, som virkelig tørrer munden ud. Syren er meget pågående … godt med syrlighed, blæk, kraft og virkelig en vin med karakter. Bondsk med syre, kraft, tæthed og tørhed.

Forhandles af Uvinum, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weinbau Uwe Schiefer, Blaufränkisch S Szapary, Burgenland, Østrig

2012 Weinbau Uwe Schiefer, Blaufränkisch S Szapary, Burgenland, ØstrigØstrigsk Blaufränkisch kan være helt eventyrligt … specielt, når det kommer fra en god producent som fx Weinbau Uwe Schiefer, hvilket her smukt er eksemplificeret i denne Blaufränkisch S Szapary.

Weinbau Uwe Schiefer ligger midt i den lille by Welgersdorf, som nærmest er en forstad til Großpetersdorf i den sydligste del af Burgenland tæt på grænsen til Ungarn. Vinhuset er grundlagt i 1994 af den unge Uwe Schiefer, som allerede i 1990 besluttede, at han ville være vinbonde.

Han havde tidligere arbejdet som tjener og sommelier i forskellige restauranter i Wien, bl.a. i den berømte Steirereck. Efter endt uddannelse på  Weinakademie i Rust startede han helt fra scratch i 1994 sin vingård, men fik undervejs hjælp fra den kendte Josef Umathum, som så et stort potentiale i den unge og ihærdige vinbonde.

Og siden starten har Uwe Schiefer formået at opnå nogle af de højeste anmeldelser af sine vine. De produceres med så lidt teknologi som muligt og Uwes filosofi er, at kvaliteten først og fremmest kommer fra vinmarkerne, hvorfor markerne da også drives økologisk.

I dag har Uwe Schiefer 15 hektar vinmarker, som ligger ved Eisenberg, Königsberg, Hannersberg, Deutsch-schützerberg og Tschaterberg – fordelt på en lang række marker. Der dyrker Uwe primært de røde sorter Blaufränkisch, Zweigelt, St. Laurent samt lidt Merlot, men der er dog også en smule hvide druer, nemlig Welschriesling, Grüner Veltliner og Weißburgunder.

Her er det en af de mest roste vine fra Weinbau Uwe Schiefer, nemlig hans Blaufränkisch S Szapary … en enkelmarksvin fra den kun 2 hektar store Szapary mark ved Eisenberg, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle. Robert Parkers Wine Advocate har kaldt vinen for en af de mest spændende rødvine, som nogensinde er produceret i Østrig.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Vinen har efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade … en kombination af brugte fade mellem 225 og 1.200 liter. Der tilsættes ingen skidt eller kanel … alene en smule svovl ved flaskning, som sker uden klaring eller filtrering.

Det dufter sindssygt godt … meget øko duft med krudt, prut, bio-bio og udpræget landlighed. Derudover cigaræsker, kul, brombær, modne kirsebær, blomstersæbe, røg, tobak, lakrids, en landlig og stringent syre, søde bolsjer samt en skovlfuld mineraler.

I munden er det en let og saftig vin med en pebret syre, kirsebær, hindbær og ribs, meget ren i frugten. Der er en god struktur og en sødme med julekager, kardemomme og fine tanniner. Det smager fandeme ret godt.

Forhandles af GrapeShop, hvor en flaske koster 340 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Weinerlebnis Kirchmayr, Birnenschaumwein, Niederösterreich, Østrig

N.V. Weinerlebnis Kirchmayr, Birnenschaumwein, Niederösterreich, ØstrigDa vi på Horváth blev udfordret af tjeneren til at gætte, hvilken vin han havde serveret for os, så gættede vi spot on, at det var Obstschaumweine, altså mousserende frugtvin. Fruen gættede på pærer, men jeg holdt mig til æbler, da pærer sjældent har sådan en syre, som denne vin åbenlyst har.

Men fruen fik ret, for dette er en Birnenschaumwein … pæreskumvin, som kommer fra et østrigsk vinhus, der hedder Weinerlebnis Kirchmayr aka Wein- & Sektkellerei Kirchmayr, som ligger i Weistrach i Niederösterreich.

Det holder til i det gamle benediktinerkloster Meierhof Keller og er grundlagt i 1929 af Kirchmayr familien. De laver typiske østrigske vine på Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc fra kalkrige marker i både Kamptals, Kremstal, Donau og Wachau.

Dette er muligt, da Weinerlebnis Kirchmayr har indgået lange samarbejdsaftaler med en lang række vinavlere i de forskellige områder. Kirschmayr har faktisk slet ingen vinmarker selv, men har i stedet en række vinavlere, som således dyrker udvalgte marker for familien.

Det er i dag Andreas Kirchmayr, som står for driften og produktionen af de mange vine. Han overtog driften fra sin far for et par år siden og har siden ændret en del, bl.a. med mere naturlig produktion med spontangæring, lagring i store egefade og en mere strømlinet markedsføring af husets vine.

Udover produktionen af de typiske østrigske vine, så laver Weinerlebnis Kirchmayr også lidt sekt på frugt … en gammel tradition i huset.

Der laves sekt på både æbler og pærer, men den mest roste er denne Birnenschaumwein, som er lavet på samme måde som champagne, altså med 2. gæring på flaske. Den har selvfølgelig også været lagret i den gamle klosterkælder med hvælvede lofter.

Det dufter nu også af overmodne og nyskraldede pærer … endda med en udtalt oxidativ modenhed, gær og lidt modelervoks. Boblerne er sådan medium, ikke for bløde eller for agressive, men ellers er smagen meget behagelig til den syrlige side med stor tørhed, pærer, citron, grape samt bitterhed.

Ingen forhandler herhjemme, men i Tyskland koster en flaske 11,80€, hvilket svarer til 88 kr.

Vinanmeldelse 4/7