Trods Falkens virusinficerede GPS, så ramte vi torsdag middag Bahnhofstraße i Ingelheim am Rhein ved middagstid og godt før vor aftalte mødetid kl. 13.00.

Vi ramte vitterlig et fabelagtig efterårsvejr med 29 grader, så dem i lange bukser fik tid til at trække i korte rør på parkeringspladsen, inden vi gik hen til selve vinhuset.

Da vi kom over en halv time for tidligt, så havde vinmageren Tony Frank kunder, så vi slentrede blot rundt i stedets flotte gamle have … lykkelige for at være ude af bilen efter lidt over 10 timers kørsel.

Solen var nådesløs, men alligevel satte vi os til sidst lige udenfor vinhuset og meget gæstfrit sørgede Tony Frank for, at af en stedets unge medarbejdere kom ud til os med en kasse med kolde flasker vand. Særklasse.

Der gik dog ikke lang tid, så kom Tony Frank himself ud og bød os velkommen. Derefter tog vi først en rundtur i vinhuset inklusiv den store og meget gamle vinkælder. Undervejs fortalte Tony også historien om vinhuset.

Weingut J. Neus

Vinhuset Weingut J. Neus ligger som nok allerede beskrevet i det nordlige Rheinhessen i byen Ingelheim og det er jo næsten lige på grænsen til Rheingau tæt på det som kaldes das Rhein-Knie … Rhinens knæ … stykket fra Assmannshausen mod vest og Wiesbaden mod øst.

Weingut J. Neus blev grundlagt i 1881 af Josef Neus Senior, der besluttede sig for at lave vin i det smukke, gamle by Ingelheim, der også passende kaldes for der Rotweinstadt … rødvinsbyen.

Josef Neus Senior kom selv fra Mosel, hvor han også havde produceret vin, men ønskede at lave rødvine og hvad var så mere oplagt end i Ingelheim, der allerede var kendt for sine rødvine? Så der slog han sig ned og stod for opførelsen af den smukke ejendom i det, som dengang var noget af det førende indenfor arkitekturen.

Han byggede også en rum til at presse vinene, et smagerum og så selvfølgelig en stor hvælvet kælder, hvor han kunne placere nogle af de gamle egefade, som han medbragte fra Mosel. De havde dengang de største egefade i hele Rheinhessen.

Og Neus fik succes med sit forehavende … vinhuset blev kendt for sine røde vine over hele verdenen. Det skyldes bl.a. en speciel Pinot Noir klon, som fortsat i dag kendes som Neus klonen. Efter Selection Massale systemet, hvor han løbende tog stiklinger fra de planter, som performede bedst, så fremavlere han sin egen klon med de egenskaber, som han efterspurgte.

I dag anvender Weingut J. Neus fortsat Neus klonen på deres vinmarker og vinstokkene med den klon er kronjuvelerne i husets markbesiddelser … specielt på topmarkerne Horn og Pares.

Imidlertid var Weingut J. Neus tæt på at ophøre i 2012, hvor enearvingen Ulrich Burchards var blevet lidt træt og ikke længere ønskede at drive vingården. Derfor blev ejendommen sat til salg og det så længe ud til,. at den skulle ende som et lejlighedskompleks med en tilhørende parkeringskælder.

Men så grueligt galt gik det dog ikke, for i sidste sekund blev Weingut J. Neus reddet, da rigmanden Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz, købte vinhuset. Han ønskede heldigvis at drive vingården videre med det formål for øje at føre vingården tilbage til sin storhedstid og igen lave Tysklands bedste rødvine.

Til at opnå det mål, så har Christian Schmitz hyret et team til at producere vinene … tidligere bl.a.Julien Meissner, som i dag laver vine med Rabea Trautman på Weingut Schloss Schönberg, senere den unge Lewis Schmitt, men i dag er det vinmageren Toni Frank, der er hyret ind for at give vinhuset sin gamle glans tilbage.

Samlet har vinhuset 12 hektar vinmarker, der ligger spredt på områdets to skråninger, nemlig Mainzer Berg og Westerberg. Det er på Mainzer Berg, at huset dyrker deres Spätburgunder Neus kloner, hvor de bedste marker jo er de to Große Lage marker Horn og Pares, men Westerberg skråningen er lidt køligere, så der har de deres hvide sorter som fx Chardonnay, Silvaner, Weißburgunder og Riesling vinstokke.

På kortene nedenunder kan du se,  hvordan markerne ligger lige øst for Ingelheim og faktisk ligger Neus’ parcel på Horn marken, der i alt er på 21 hektar, næsten helt nede ved byen, mens deres 3,5 hektar store parcel på Pares, som samlet kun er knap 9 hektar, ligger længere oppe og dermed lidt køligere end Horn.

Nedenunder kan man faktisk se Neus’ parcel helt inden ved byen … totalt pædagogisk vist med en rød pil:-)

Men inde i byen ligger der faktisk også to helt små parceller … Ingelheimer Sonnenberg, som tidligere tilhørte vinhuset, men i dag ejes af en nabo. Dem vil de gerne ha’ tilbage, men det er desværre ikke lykkes endnu.

På husets marker dyrkes primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer, fx Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage. Alle marker dyrkes økologisk.

Vinene gæres spontant i vinkælderen og tappes i flere tilfælde helt uden filtrering. Hos J. Neus forsøges vinene lavet så naturligt som muligt … og de har deres helt egen stil, sit helt eget særpræg, som nok i særdelshed skal tilskrives gamle Josef Neus Senior og hans forædlingsarbejde med Neus klonen i vinmarkerne.

Ingelheim og Spätburgunder

Ingelheim am Rhein er en oldgammel by med lidt over 35.000 indbyggere. Den er formentlig grundlagt helt tilbage i den frankiske tid, hvilket vil sige i det 5. eller 6. århundrede. Men byen er nok mest kendt for kejseren Karl den Store, som ejede gigantiske landområder i perioden 768-814 og opførte et palads på stedet … Kaiserpfalz, der i dag er en turistattraktion i byen.

Karl den Stores søn Ludvig den Fromme døde også i nærheden af Ingelheim i 840 og der er skam også en forbindelse til Danmark, idet den danske konge Harald Klak i 826 blev døbt i Ingelheim, som han besøgte sammen med sin dronning og munken Ansgar, der senere blev kendt som Nordens apostel.

Ingelheimer Kaiserpfalz blev efter opførelsen udvidet flere gange siden, bl.a. med Pfalzkirche i det 10. århundrede og en ydre forsvars mur i det 12. århundrede. Ja faktisk tjente paladset som base for både kejsere og konger indtil det 11. århundrede.

Forsvarsmuren finder man levn af flere steder i dag, og den giver et meget godt billede af, at Kejserens palads med tiden udviklede sig til et helt samfund. Men hvordan passer det ind i historien om vin? Jo for den gode kejser Karl Den Store var ikke til hvidvin … han ville have rødvin.

Derfor blev fik kejseren plantet hans elskede Pinot Noir stokke rundt om paladset  … og lige siden har byen været specielt kendt for vine på netop Pinot Noir aka Spätburgunder. Selv i dårlige tider har man fastholdt produktionen med kongedruen … eller her skulle vi måske nærmere sige kejserdruen.

Men derudover skulle byen Ingelheim være et besøg værd med selvfølgelig resterne af Ingelheimer Kaiserpfalz med det tilhørende museum, men også tårnet Bismarckturm, en charmerende bymidte og selvfølgelig masser af vinproducenter … fx det gamle Schloss Westerhaus, der er grundlagt næsten på samme tid som Neus.

Rundvisningen

Vi fik dog ikke set Ingelheim bymidte, men i stedet viste Tony Frank os som indledning til vinsmagningen hele vinhuset, hvor vi startede i rummet, hvor druerne ankommer, med en forholdsvis lille presse, et lille lager, pakkeri og et gæringsrum.

Der var endnu forholdsvis tomt, da man indtil videre kun have høstet Frühburgunder druerne. Vi stoppede bl.a. ved et gæringskar, hvor Frühburgunder druerne netop var startet med at gære spontant.

Derefter gik vi ned i det gamle vinkælder, der stammer fra 1894 … ovenover døren til kælderen stod der også 1894-1921.

Sikke en fantastisk kælder … langt større end forventet og Tony Frank fortalte også, at det er en af området allerstørste og ældste vinkældre. De har brugt en del ressourcer på at renovere flere rum, hvor der tidligere blot var gemt masser af gammel skrammel … et arbejde, som de fortsat ikke er helt færdig med.

I kælderen var der både moderne ståltanke, gamle og nye egefade. I dag kan man i kælderen fortsat finde store, gamle 1.000 liter fade, som kan dateres tilbage til perioden mellem 1893 og 1897. Der var også nogle ældre flasker, men man har ikke et arkiv af huset vine … dog lå der også en række årgange af deres vine i magnum udgaver.

Vinsmagningen

Efter rundvisningen gik vi ovenpå i husets Vinothek, hvor vi fik følgeskab af Mara, der også arbejder der. Derefter gik vi i gang med at smage et lille udvalg af husets vine … samlet smagte vi disse 9 vine:

• 2019 Weingut J. Neus, Blanc de Noirs Brut Nature
• 2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Chardonnay
• 2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay
• 2022 Weingut J. Neus, Schlossberg Chardonnay 1G
• 2023 Weingut J. Neus, Ingelheimer Weissburgunder
• 2022 Weingut J. Neus, Muschelkalk Spätburgunder
• 2022 Weingut J. Neus, Ingelheimer Frühburgunder
• 2021 Weingut J. Neus, Ingelheimer Spätburgunder Alte Reben
• 2021 Weingut J. Neus, Ingelheimer Horn Spätburgunder GG

Jeg har – som vanligt – skrevet og anmeldt hver vin og links finder du ovenover.

Tony Frank fortalte, at vinene i Danmark tidligere har været forhandler via Mr Ruby, hvor jeg jo også før har smagt dem, men at de i dag forhandles via Pinot Box’en i Vejle.

Det var Tony, som i starten præsenterede og fortalte om de forskellige vine, men senere overtog Mara, da Tony skulle tage sig af nogle faste kunder. Det klarede Mara til UG med kryds og slange.

Maden til frokosten

Det var også Mara, som havde forberedt den frokost, som vi hjemmefra havde aftalt med Tony Frank. Hvad vi imidlertid ikke vidste var omfanget af frokosten … sikke et bord, som imponerede hele dansker-crew’et …. WAUW.

Der var en ostetallerken med nogle lokale specialiteter … en brie med trøffel, en Au Bouchon Am Korken … en blød ost med en lille korkprop i midten og en krydret ostecreme med små pretzels til at dyppe i cremen. Mums. Derudover forskelligt tilbehør.

Der var et meget stor med forskellige lokale pølser af enhver slags, lige fra leverpølser, blodpølser, små pølser, store pølser … charcuteri på et fabelagtigt lækkert niveau … tror alle sammen blev en smule lune på Mara, som vi takkede og roste for det lækre bord.

Samlet en konge smagning og det endte også med, at vi alle købte lidt druesaft, som vi efterfølgende fik most ind i bilerne, inden vi helt veltilfredse satte kursen mod hotellet i Rüdesheim.