2023 Domaine du Petit Pérou, Brouilly Pisse Vieille, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine du Petit Pérou, Brouilly Pisse Vieille, Bourgogne, FrankrigVi skal nu til et lille familiedrevet vinhus lidt øst for den lille by Villié-Morgon i Beaujolais og det er Domaine du Petit Pérou, hvorfra jeg nu smager deres 2023 Brouilly Pisse Vieille … gammel pis.

Domaine du Petit Pérou er grundlagt før første verdenskrig af Jean Thévenet, som havde 4 hektar vinmaker i Morgon samt 4,5 hektar i Brouilly, men alle de dyrkede druer blev solgt til en række vingrossister.

Under sønnen Henri Thévenet voksede ejendommen til 12 hektar, men det blev dog Henris søn Roger Henri Thévenet, der arvede 3,5 hektar og egentlig i 1970’erne startede Domaine du Petit Pérou og ved siden af salget af druer også lavede egne vine, som bl.a. blev solgt til de bedste vinbarer i Paris.

Sammen med sønnen Laurent ekspanderede Roger, således de i 1985 samlet havde 10 hektar og siden 1995 har familien Thévenet selv brugt alle druer til deres egne vine.

I dag er det dog 5. generation i form af Hugo Thévenet, som langsomt er begyndt at overtage en del af produktionen fra sin far Laurent og nu fuldstændig står for hele markarbejdet. Hugo blev i 2015 færdige med sine studier indenfor vin og økonomi.

Her smager vi hans 2023 Brouilly Pisse Vieille, hvor Gamay druerne kommer fra en lille lieu-dit med navnet Pisse Vieille og Thévenet har en lille del af den 22 hektar store mark … en af de mange marker i Brouilly, der samlet har 1.200 hektar vinmarker.

Pisse Vieille betyder faktisk gammel pis … og marken skulle efter sigende ha’ sit navn fra en ældre og tunghør dame, som overhørte den lokale præst sige “gå og synd ikke mere” til en vinbonde, der ofte kom for at bekende sine små synder. På fransk var det “allez et ne pèche plus” .. men hun hørte det som “allez et ne pissez plus”.

Hun fortalte det til sin mand … og lige siden har vinbondes mark heddet det lidet charmerende navn Pisse Vieille.

Vinen er  lavet med en 8-14 dages semi-carbonic maceration, hvorefter vinen hurtigt køles ned til 20 grader, hvorefter den er lagret 12 måneder på egefade.

Duften er arketypisk Beaujolais … landlig, blomstret og har masser af knaldrøde kirsebær, saftige jordbær, knuste hindbær, friske ribs, lidt banan og bitter vermouth. Man kan også fornemme lidt fad, men det fylder dog meget, meget lidt.

I munden er der en ren, syrlig, lys og utrolig lækker Beaujolais, hvor frugten er rysteribs, hindbær, umodne kirsebær og lidt citron. Det er dermed en både utrolig frisk og samtidig læskende saftig vin, som er ung, viril og spændstig. Der kommer lidt fennikel, hvid peber, mens der er sparsomt med tanniner … kun ren, syrlig og frisk drikkeglæde og ikke meget gammel pis … 93 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Bodegas Pinoso, Cepa 50, Alicante, Spanien

2023 Bodegas Pinoso, Cepa 50, Alicante, SpanienJeg vil nok selv vælge en spansk vin til at matche julemaden, der jo altid stritter i alle retninger og det kunne fx være sådan en Cepa 50 fra Bodegas Pinoso, der netop ligger i byen El Pinoso i Alicante.

Jeg har tit valgt spansk Tempranillo til julemaden, men denne Cepa 50 er dog på 100% Monastrell aka Mourvèdre, som jo også er den mest udbredte rødvinsdrue i Alicante. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk aldrig smagt Mourvèdre til jul … men senere skal jeg komme med et bud på, hvorfor det faktisk giver mening.

Bodegas Pinoso er ikke et lille familieejet vinhus, men er faktisk et kooperativ, der blev oprettet i 1932, hvor en flok vinavlere samlede deres kræfter. I dag har kooperativet over 130 medlemmer, der har omkring 1.050 hektar vinmarker, der siden 1997 har været drevet økologisk.

Denne 2023 Cepa 50 er lavet med Mourvèdre druer fra over 45 år gamle vinstokke og økologisk drevne vinmarker, der drives uden en ellers udbredt kunstvanding og er efter høst afstilket og knust,

Så er gæring og maceration sket i ståltanke startende ved 22 grader og gæringen slutter ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret en periode og det er udelukkende på ståltanke for at sikre en frisk vin.

Duftmæssigt kan man godt mærke, at det er en vin, der har fået godt med sol og varme … har en mørk og kraftig frugt, der mest er blåbær, brombær og svesker, men derudover er der nelliker, peber, trøffel og grønne grangrene , læder og rosmarin.

Det går også igennem i smagen, hvor syren dog er ganske småvild, dominerende og dermed kan matche kraftig retter. Frugten virker en tand lysere end i duften … blåbær, brombær og tranebær, har en pæn tørhed og vilde, vilde tanniner, der bider, vrider sig og nærmest kræver mad til. Det er ingen elegantier, men en robust og kraftig vin rig på syre, tanniner og tør mørk frugt som et knytnæveslag, så dermed 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Alain Jaume, Lirac Roquedon, Rhône, Frankrig

2021 Alain Jaume, Lirac Roquedon, Rhône, FrankrigVinimportørerne er allerede ved at planlægge, hvilke vine de kan markedsføre til brug for julemaden og denne 2021 Lirac Roquedon fra Alain Jaume kunne sagtens være sådan en vin.

Jaume familien er en stor producent i Rhône og ejer i dag de 4 vinhuse Domaine Grand Veneur i primært Chateauneuf-du-Pape, Domaine du Clos de Sixte i Lirac, Château Mazane i Vacqueyras og endelig Domaine la Grangette Saint Joseph i hele Côtes-du-Rhône og NordRhône.

Familien har fremstillet vin i generationer, ja faktisk siden 1826, hvor Mathieu Jaume besluttede at dyrke vinstokke i Châteauneuf du Pape.

I dag er det 5. generation i form af Alain Jaume, som driver hele vingården. Da Alain i 1979 med hustruen Odile overtog driften, så ændrede parret samtidig navnet til Domaine Grand Veneur, hvilket vel nærmest kan oversættes til lederen af jagthundene og herefter blev vinene solgt med dette navn.

I starten havde Domaine Grand Veneur alene knap 9 hektar vinmarker, men dette er løbende forøget. I 2003 købte familien endvidere endnu en vingård, nemlig Clos De Sixte, en Appellation d’Origine Contrôlée vingård i Lirac.

Denne appellation er beliggende på den anden side af Rhône floden end familiens eksisterende vinmarker, men alligevel få kilometer fra Châteauneuf du Pape og alligevel med næsten samme jordforhold, nemlig med sandholdig jord og de ​​berømte runde sten.

I dag har Alain og Odiles tre børn Sébastien, Christophe og Hélène, gradvist overtaget ansvaret for domænet, så vingården nu roligt kan fortsætte med 6. generation ved roret. Sébastien er vinmager, mens Christophe står for salg og marketing. Hélène er også kommet med og tager sig af salget til USA.

Det er også børnene, som har stået bag købet af den 10 hektar store vingård Château Mazane i Vacqueyras og i 2015 også den 55 hektar store ejendom La Grangette Saint Joseph beliggende i Côtes du Rhône området.

I dag har huset så sammenlagt 145 hektar vinmarker, som alle dyrkes økologisk. Heraf ligger 16 hektar i Châteauneuf-du-Pape, 31 hektar i Lirac og 10,5 hektar i Vacqueyras, men derudover parceller på marker i Ventoux, Rasteau, Gigondas og  Cairanne … og så ellers masser under appellationen Côtes du Rhône. I det nordligere har de marker i både Crozes Hermitage, Saint Joseph samt Condrieu.

Med denne Lirac Roquedon er vi igen på et blend af druerne Grenache, Syrah, Mourvèdre og Carignan. Efter høsten er alle druer afstilket, hvorefter gæring og maceration sker i rustfrie stålkar og efter endt fermentering er vinen lagret … det meste blot på ståltanke, men 15% er lagret på egefade.

Duftmæssigt er der pænt med grønne rhônekrydderier, godt med mørke bær af sorte kirsebær, solbær og alle med en vis pondus uden det bliver marmeladefedt. Der er dog en mørk, kraftig og powerfuld aroma, hvor fadene også bidrager med lidt træ, skovbund, chokolade og sød lakrids … alt fint og kraftige balanceret.

Det kraftige og balancerede går også igen i smagen, som både har kraft, frugtsødme samt masser af lækker rund syre, der samlet set giver vinen masser af smag og intensitet. Det er igen modne solbær, solbærlikør, sorte kirsebær og lidt ribs samt lidt peber fra Syrah’en. Det er skruet forbandet godt sammen, så dermed får man noget af det bedste fra Rhône og det er også en vin, som vil kunne magte de mange forskellige elementer i julemanden, så dermed 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koste 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7