Østrigsk Blaufränkisch kan være helt eventyrligt … specielt, når det kommer fra en god producent som fx Weinbau Uwe Schiefer, hvilket her smukt er eksemplificeret i denne Blaufränkisch S Szapary.
Weinbau Uwe Schiefer ligger midt i den lille by Welgersdorf, som nærmest er en forstad til Großpetersdorf i den sydligste del af Burgenland tæt på grænsen til Ungarn. Vinhuset er grundlagt i 1994 af den unge Uwe Schiefer, som allerede i 1990 besluttede, at han ville være vinbonde.
Han havde tidligere arbejdet som tjener og sommelier i forskellige restauranter i Wien, bl.a. i den berømte Steirereck. Efter endt uddannelse på Weinakademie i Rust startede han helt fra scratch i 1994 sin vingård, men fik undervejs hjælp fra den kendte Josef Umathum, som så et stort potentiale i den unge og ihærdige vinbonde.
Og siden starten har Uwe Schiefer formået at opnå nogle af de højeste anmeldelser af sine vine. De produceres med så lidt teknologi som muligt og Uwes filosofi er, at kvaliteten først og fremmest kommer fra vinmarkerne, hvorfor markerne da også drives økologisk.
I dag har Uwe Schiefer 15 hektar vinmarker, som ligger ved Eisenberg, Königsberg, Hannersberg, Deutsch-schützerberg og Tschaterberg – fordelt på en lang række marker. Der dyrker Uwe primært de røde sorter Blaufränkisch, Zweigelt, St. Laurent samt lidt Merlot, men der er dog også en smule hvide druer, nemlig Welschriesling, Grüner Veltliner og Weißburgunder.
Her er det en af de mest roste vine fra Weinbau Uwe Schiefer, nemlig hans Blaufränkisch S Szapary … en enkelmarksvin fra den kun 2 hektar store Szapary mark ved Eisenberg, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle. Robert Parkers Wine Advocate har kaldt vinen for en af de mest spændende rødvine, som nogensinde er produceret i Østrig.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Vinen har efter endt fermentering lagret 12 måneder på egefade … en kombination af brugte fade mellem 225 og 1.200 liter. Der tilsættes ingen skidt eller kanel … alene en smule svovl ved flaskning, som sker uden klaring eller filtrering.
Det dufter sindssygt godt … meget øko duft med krudt, prut, bio-bio og udpræget landlighed. Derudover cigaræsker, kul, brombær, modne kirsebær, blomstersæbe, røg, tobak, lakrids, en landlig og stringent syre, søde bolsjer samt en skovlfuld mineraler.
I munden er det en let og saftig vin med en pebret syre, kirsebær, hindbær og ribs, meget ren i frugten. Der er en god struktur og en sødme med julekager, kardemomme og fine tanniner. Det smager fandeme ret godt.
Forhandles af GrapeShop, hvor en flaske koster 340 kr.