Med lidt varme i det danske sommervejr igen, så skal der nydes kølige hvidvine på min terrasse og gerne Riesling. Og denne Deidesheimer Leinhöhle Riesling Réserve 30 fra Weingut Hanewald-Schwerdt kan være et fabelagtigt bud på en vin, som endda vil lokke en nysgerrig sol endnu mere frem.
Weingut Hanewald-Schwerdt holder til i byen Leistadt lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz. Vinhuset ejes af Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen. De havde hver især drevet deres respektive huse siden 1995.
Vinhuset drives dog af næste generation, nemlig de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011. Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på.
De har moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De har udskiftet en stor del af de gamle træfade ud med stål og ændret produktionsgangene. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.
De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.
Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder … en storesøsteren til denne fredagsvin.
Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim.
Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.
Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fine Ruppertsberger Reiterpfad mark.
Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … 7 dobbeltværelser og 1 enkeltværelse.
Denne Deidesheimer Leinhöhle Riesling Réserve 30 er lavet med druer fra den ene af Hanewald-Schwerdts 2 parceller på den i alt 18 hektar store Deidesheimer Leinhöhle, der har sit navn fra gammel tid, hvor der blev dyrket hør på stedet. Lin (lein) er et gammelt ord for hør og höhle betyder et sted for opbevaring.
Marken ligger med en sydlig hældning, er en meget varm mark med en ujævn sandbund. Hanewald-Schwerdts parcel med Riesling ligger på den øverste del af Leinhöhle, tættere på skoven. Her lufter det en smule mere og skoven bringer lidt afkøling om aftenen efter de varme dagtemperaturer.
Andre gode producenter som Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Georg Mosbacher, Reichsrat von Buhl og Eugen Spindler – Weingut Lindenhof har også parceller på Deidesheimer Leinhöhle.
Druerne til vinen er håndplukket og efter en kort skindkontakt blev de presset. Gæringen startede spontant og foregik på rustfrit stål over lang tid og holdt pause vinteren over.
Efter anden gæringscyklus blev vinen tør. Vinen blev dernæst efterladt sammen med gærresterne indtil aftapning i foråret 2020. Samlet har vinen tilbragt 30 måneder med gæren og har også haft en malolaktisk gæring, hvorfor syren er moderat. Vinen har 3,7 gram restsukker pr. liter. Der er kun lavet 500 liter af denne vin.
Næsen byder på tropiske frugter, men i den lette afdeling med en smule fersken, ananas, pærer, kvæde, blomster, lidt citron, svagt lidt marcipan og nødder … men mest slående er den lyse fremtoning, kun iført en let, svagt gennemsigtig, fashionabel, hvid sommerkjole. Det er inderligt og småforførende … dufter vildt godt, selvom der endnu ikke kommer tertiære noter af petroleum eller andet godt fra værkstedet.
Smagsmæssigt også en utrolig elegant vin, igen med et fint og let tråd og så alligevel et vist bundtræk. Der er citroner … måske endda syltede citroner, lemon, en vis tæt syre, salte sten, fint og afdæmpet mineralsk bid, fin sødme, sindssyg fin balance. Dette er sgu en herlig Riesling og skal vi blive i kjoleuniverset, så er det en vin med tynd stropper og åben ryg … forførende, forrygende og forsideværdig.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 249 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 179 kr. Vildt godt køb i øvrigt.
Vinanmeldelse 5,5/7