Tag-arkiv: Frankrig

2018 Jean Gagnerot, Mâcon Charnay, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Gagnerot, Mâcon Charnay, Bourgogne, FrankrigJeg nappede et glas mere hvid burgundisk vin fra GCF Groups brand Jean Gagnerot og det var denne 2018 Mâcon Charnay … en vin, som jeg har smagt før i årgang 2019.

Som jeg fortalte sidst, så er Mâcon-Charnay en lille og ukendt appellation, der ligger klods op ad Pouilly-Fuissé og næsten kun laver hvidvine. Der findes kun 59 hektar marker i Mâcon-Charnay, så det er også en appellation, der er nem at overse … og ud af de 59 hektar er der faktisk kun 4 hektar rød Pinot Noir.

Denne vin er lavet ved, at druerne efter ankomst til vineriet først er presset skånsomt i en pneumatisk presse, hvorefter mosten gærer på temperaturregulerede ståltanke omkring 16 grader. Efter endt gæring lagrer vinen i 10 måneder sur lie inden aftapning.

Duften minder meget om 2019’eren … clean med en lille smule ristede hasselnødder, melon, fersken, mirabeller og pærer. Igen er der nærmest ingen fadpræg, men en lidt neutral, spinkel og mager aroma med blomster, skyllemiddel, en smule spidskommen, men sammenlagt meget blid, hvid og sart.

Sådan smager vinen faktisk også … mere rank, skarp med modne æbler, umodne grønne pærer, citroner og lemon. Den har helt som 2019’eren en svag og let bitterhed, har frisk frugt og ellers blid og medgørlig med en kridtagtig mineralitet. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Jean Gagnerot, Bourgogne Hautes Côtes de Nuits Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Gagnerot, Bourgogne Hautes Côtes de Nuits Blanc, Bourgogne, FrankrigJean Gagnerot er jo et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group og nu smager jeg et par vine derfra, hvor den første er denne 2018 Bourgogne Hautes Côtes de Nuits Blanc.

Vinen er fremstillet på 100% Chardonnay, som høstes ved håndkraft fra marker ved siden af Corton-skoven lige ovenfor ikke lang fra det eftertragtende Gevrey-Chambertin. Markerne ligger relativt højt beliggende imellem 300-400 meters højde

Efter høsten et druerne presset med det samme og herefter gæres mosten på temperaturregulerede rustfri ståltanke ved 16 grader og efter endt gæring omstikkes vinen til brugte, franske egetræsfade, hvor den har lagret 10 måneder.

Duftmæssigt lidt tør aroma med nødder, en smule brunet smør, arme riddere, solcreme samt en frugt med mest melon, pærer, lidt modne æbler og et strøg af lidt mynte.

Smagen er egentlig blød med lidt citroner, godt med æbler, æblemost og masser af lemon … ellers lidt clean, lean, slank og man mærker faktisk ikke rigtigt fadlagringen. Det er sådan set en rar, fin og god smag, så vil behage rigtigt mange. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Kanzlerberg, Alsace, Frankrig

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Kanzlerberg, Alsace, FrankrigDenne 2018 Riesling Grand Cru Kanzlerberg 2018 fra Gustave Lorentz er søstervin til den 2018 Riesling Grand Cru Altenberg, som jeg tidligere har smagt og er ligeledes lavet med druer fra en af husets bedste marker.

Riesling Grand Cru Altenberg er lavet på druer fra 35 år gamle stokke på marken Kanzlerberg, der endda med 3,23 hektar er den mindste Grand Cru mark i hele Alsace. Her kommer druerne fra et lille plateau i 250 meters højde på Kanzlerberg.

Vinen har gæret på ståltanke alene med druernes egne, naturlige gærceller og så har den derefter lagret 12 måneder på store, gamle egetræsfade og så yderligere et par år på flaske inden frigivelse og har 5,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 5.749 flasker.

Imponerende duft … kan man vist roligt sige, for vinen har en let, luftig og overjordisk aroma, hvor der først kommer petroleumdampe og frugtig terpentin frem. Der er en afrundet fedme, fadnoter og så samtidig liflig, dansende og delikat frugt, der både er pærer, ananas, kantalupmelon og lemonskal … samt noget toast og nøddemasse.

Sådan smager vinen også … virkelig lækker og imponerende, virker rund og samtidig luftig, let på tå med sart, fin og elegant lys frugt af både pærer, ananas, mango, abrikos og lemon … men alt doseret så forsigtigt og sensibelt, følsomt og himmelsk. Syren er blid, men den bakkes op af en lemonfrisk syre med sødlig bitterhed og samlet set absolut henrivende vin. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Guy Farge, Saint Joseph Terroir de Granit, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi i Nordrhône hos Domaine Guy Farge … eller rettere hos Domaine Farge, for i dag har sønnen Thomas overtaget driften af familieforetagendet fra sin far. Vinen er en 2020 Saint Joseph Terroir de Granit.

Vinhuset ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og har været vinbønder i 3 generationer … indtil 2006 alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage.

Men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn, og det blev til en serie på tre forskellige røde Saint-Joseph vine, én rød Cornas, en hvid Saint-Joseph samt en Vins de Pays d ‘Ardèche i rød, rosé og hvid.

Farge familien ejer i dag 20 hektar fordelt på 8 appellationer, som giver en årlig produktion 60.000 flasker vin. En del af vinmarkerne ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Thomas med at vende jorden i rækkerne og dermed luge og lufte jorden.

Markerne ligger spredt fra den sydligste del af Saint-Joseph og endnu længere sydpå til Cornas og Saint-Peray … og de ældste vinstokke stammer endda helt tilbage fra 1904.

Thomas Farge – der er Guys ældste søn – overtog reelt driften fra faren i 2018 og lige siden er det ham, som har stået for driften og for produktionen … bl.a. af denne Saint Joseph Terroir de Granit.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Syrah fra udvalgte granitholdige marker i den sydlige del af Saint Joseph. Mosten spontangærer med 100% inklusion af hele drueklaser, mens 30 dages skindkontakt giver et skånsomt udtræk af farve, smag og tannin.

Vinen modner efterfølgende 12 måneder på et mix af 5 år gamle 400 liters tonneaux egefade samt 3.000 liters foudres.

Sådan … sikke en duft. Vi snakker tjære, jernbanesveller, mælkede noter, yoghurt, hængt røget kød, en peberbøf, sort peber, bacon, sort tobak, sorte oliven og en frugt, der faktisk virker frisk med hindbær, brombær, ribs og enebær. Oveni er der samtidig tørre, knuste sten og hvor dufter det egentlig bare fremragende.

Smagen er også fremragende … har denne svulstige saftighed, men samtidig rank og elegant med koncentreret og alligevel frisk kerne, hvor der er lakrids, mørk chokolade, peber … tanninerne er så tørre, vilde og ubarmhjertige på den helt rigtige måde, hvilket blot viser en nordrhönsk renhed. Der er ribs, tranebær, hindbær og brombær, men derudover tør kakaopulver, tør jord, sten og et tørt bid. Hvor smager den bare imponerende. 94 point med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 179,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigJamen lad os da endelig smage mere hvid bourgognevin og den næste i glasset er en Bourgogne Chardonnay 2022 fra Stéphane Brocard på Closerie des Alisiers.

Her kommer alle Chardonnay druerne fra kalkholdige marker i Tonnere nær Chablis samt fra  Mâconnais nær Pouilly-Fuissé. Det er med andre ord et blend af druer fra det kølige nord og den varmere sydlige del af Bourgogne.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring på ståltank og efter endt gæring har vinen lagret 10 måneder på rustfrie ståltanke, hvor den gennemgår en blødgørende malolaktiske gæring.

I næsen er det en lidt lukket vin … har en tæt aroma, har intens aroma af ristede hasselnødder, pinjekerner, brunet smør samt en smule vanilje, lakridskonfekt, ristede noter og frugt med fersken samt pærer.

Smagen er så indbydende … har en smule eksotisk frugt, fersken, ananas, pærer og nærmest læskende saftig, blød, rund og pleasende, så derfor 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay Élégance, Bourgogne, Frankrig

2021 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay Élégance, Bourgogne, FrankrigDet er ikke mange dage siden, at jeg drak Bourgogne Chardonnay i årgang 2022 fra huset Prosper Maufoux. Nu smager jeg endnu en vin derfra, nemlig deres 2021 Bourgogne Chardonnay Élégance.

Som også med Bourgogne Chardonnay lillesøsteren er vinen lavet med druer fra terroirs med ler- og kalksten i både Côte Chalonnaise samt Mâconnais, hvor man lige efter høsten presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende 12 måneders lagring på burgundiske egetræsfade, heraf 20% helt nye fade.

I næsen kan fadlagringen bestemt fornemmes … klart federe end lillesøsteren og der er godt med nødder, ristede hasselnødder, god smørfedme, en vild ekspressiv fedme, vanilje og en eksotisk frugt af fersken, mango og pærer.

Smagsmæssigt er vinen mere rank, ren og clean og her er der slet ikke så megen fedme eller sul på skellettet. Det er pæresaft, æbler og lemon, virker meget saftet med et syrligt citronbid, som samtidig gør vinen frisk og fin. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. François Girard, Tradition Brut, Champagne, Frankrig

N.V. François Girard, Tradition Brut, Champagne, FrankrigFrançois Girard er en fransk canadisk filminstruktør og manuskriptforfatter, men det er også navnet på et champagnehus i Mesnil-sur-Oger i Côte des Blancs.

Champagnehuset François Girard er grundlagt i 1960 af François Girard, som sammen med hustruen Odette Babe fortsatte den vingård, som Odettes far Gaston Babe startede i begyndelsen af 1900-tallet.

Siden 1960 har François Girard løbende opkøbt yderligere marker, således champagnehuset i dag har 12 hektarer vinmarker fordelt på ikke mindre end omkring 100 små parceller.

I 1981 overtog François Girard og Odettes søn Philippe Girard driften og han driver vingården i dag sammen med sin søn Paul, der har to Master uddannelser … en inden for landbrug/vindrift og en
inden for økonomi, så han er godt rustet til at overtage driften.

Her smager jeg først husets basischampagne … deres Non Vintage Tradition Brut, der er lavet på 58% Chardonnay, mens de sidste 42% er Pinot Noir og Pinot Meunier. Vinen er lavet med 49% fra årgang 2017 og 51% af réserve fra andre årgange. Efter endt fermentering er vinen lagret i kælderen til andengæring i 36-48 måneder inden degorgering i december 2021 med dossage på 7 gram.

Vinen har en sødsyrlig duft, har gærede noter, ristede hasselnødder, krydderurter, kvæde, våde fade, masser af mineralsk kridt, kalk, lidt fersken, pærer … animalsk, næsten dyrisk og behåret.

I munden breder bruset sig … ekspressivt, elegant og overbevisende. Der er lemon, citron, godt med bid og bitterhed. Det er en meget ren og krisp champagne med masser af kvalitet. 92 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Paul Laurent, Hémérence Champagne Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Paul Laurent, Hémérence Champagne Brut, Champagne, FrankrigSelvom sommeren pludselig ikke længere er helt så solrig som forventet, så kan man da godt boble lidt videre og smage en ægte champagne, som nu fx denne Hémérence Champagne Brut fra champagnehuset Paul Laurent.

Champagnehuset er grundlagt tilbage i 1952 af Gilbert Gruet og hans kone Danielle i byen Bethon under navnet Le Champagne Gruet.

I 1993 ændrede champagnehuset navn til Champagne Paul Laurent til minde om to familiemedlemmer. Da Gilbert selv døde i 1999 blev  vinhuset overtaget af hans datter Jacqueline og hendes mand Bruno Heinrich, der fortsat driver det sammen med deres søn og dermed også 3. generation i form af Christopher Heinrich.

Denne Hémérence Champagne Brut er ikke en del af husets normale sortiment, men er lavet på 90% Pinot Noir og 10% Pinot Meunier som selekteres fra Paul Laurents marker i og omkring byen Epernay.

Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltank, og efter andengæringen på flaske får vinen ekstra fine bobler og brødagtig kompleksitet fra modning sur lie med gærresterne.

Duftmæssigt en lidt landlig og animalsk aroma med nogle støvede og gærede noter, lidt saltet havvand, kalk, kridt og frugt med æblemost samt pæresaft. Der er en skvis citron, toast og blomster.

Der er i munden et godt brus, der holder i lang tid og løbende kommer igen og igen som bølger på stranden, men har samtidig et virkeligt venligt ansigt med en vis sødme som i en champagnebrus is tilsat lidt lemon og æblemost. Det giver en champagne, der er utrolig let og behagelig at drikke, således alle kan være med, så det med Brut skal tages med et gran salt … dejlig omgængelig. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Christophe Violot-Guillemard, Pommard la Vache, Bourgogne, Frankrig

2018 Christophe Violot-Guillemard, Pommard la Vache, Bourgogne, FrankrigI vor lille trip af mørke og maskuline burgundiske vine, så var den næste fra Pommard. En udtalte engang, at Chambolle Musigny var balletdanseren og Pommard for lastbilchaufføren i Bourgogne og her er det altså en 2018 Pommard la Vache fra Domaine Christophe Violot-Guillemard.

Vinhuset ligger på Rue de la Refene i Pommard og er startet for over hundrede år siden af Joannès Faivre, som sideløbende drev et lille destilleri.

Han fik sammen med hustruen Léontine Badet datteren Marie-Louise, som blev gift med Louis Violot og drev vinhuset sammen, men desværre døde Louis alt for tidligt i en ulykke, så derefter giftede hun sig med Jules Guillemard.

Marie-Louise Faivres to drenge Roger og Gilbert fra ægteskabet med Louis Violot blev også vinbønder … men i dag er det Gilberts søn Christophe Violot-Guillemard, der som 4. generation driver gården videre og selv overtog ansvaret i 1990.

Han har i dag 7 hektar vinmarker i en række af Bourgognes kendte kommuner – primært i Côte de Beaune – og fx appellelationer som Pommard, Volnay, Meursault og Saint-Romain.

Christophe Violot-Guillemard har børnene Camille, Chloé, Théo og Louis … og Théo studerer i øjeblikket vinavl og vil være 5. generation til at drive familieejendommen. Han deltager allerede i driften og er langsomt ved at overtage mere og mere ansvar.

Denne Pommard la Vache – og husets andre vine – er der ikke mange informationer om, men den er lavet med mindst mulig indgriben og lagring, hvor der kun bruges en mindre andel nye fade.

Duftmæssigt virker vinen ganske ung, frisk og en smule urtegrøn med mentol, eukalyptus, garvet læder, teaktræsolie, palisandertræ og et gammelt klædeskab. Den virker lidt parfumeret med blomster, har frugt med hindbær, ribs, blommer og endda solbær og en stram struktur, der virker pletfri og målrettet.

I munden er vinen meget blød, men samtidig fast og tæt … der er peber, fine og samtidig vildt tørre tanniner, masser af syre, der har noget lemonagtigt bitterhed, friskhed og frugt af ribs, rabarber og tranebær suppleret med en svag lille vaniljesødme, hvilket samlet gør denne vin rigtig lækker … selvom den fortsat er i sine spæde år. Det er sgu næsten meditationsvin, som både gør dig klogere og gladere, så dermed en poetiske lastbilchauffør. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 539 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Gallois, Gevrey-Chambertin Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Gallois, Gevrey-Chambertin Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter med de mørke og mere maskuline af de burgundiske vine, for den næste er nemlig en 2019 Gevrey-Chambertin Vielles Vignes, der kommer fra vinhuset Domaine Gallois.

Domaine Gallois eller mere præcis Domaine Dominique Gallois er en familieejet vingård, der har eksisteret i 4 generationer. Der blev oprindelig grundlagt i 1901, hvor Guillaume Bizot byggede gården med de dybe kældre på adressen Rue Maréchal de Lattre de Tassigny i Gevrey-Chambertin.

Guillaume Bizot havde mange parceller på vinmarker så langt som til Volnay, men på grund af arveforholdene i Frankrig, så blev domænet efter hans død delt, hvor hans datter Charlotte Gallois arvede 2,5 hektar vinstokke i Gevrey-Chambertin.

Det blev dog praktisk hendes søn Jean Gallois, der i næsten 40 år administrerede vingården, hvor produktionen primært blev solgt til en række vinproducenter.

I dag drives vingården af Jeans søn Dominique Gallois, som i begyndelsen var et forholdsvist ubeskrevet vinblad i Bourgogne. Inden han i 1989 overtog driften fra sin far, så drev han faktisk sin egen lille restaurant i se 6 år.

Men Dominique moderniserede domænet, udvidede det og anvendte nye vinificeringsmetoder og allerede fra start begyndte han at flaske og sælge vinene under familiens navn. Siden 1989 har han så opbygget et godt ry … både fra professionelle og fra forbrugere.

Samlet har Dominique 4 hektar vinmarker på mange parceller, der spænder fra Village over Premier Cru til en enkelt Grand Cru med stokke der er plantet i 1919 på den verdensberømte mark Charmes-Chambertin. Disse mere end hundrede år gamle stokke ligger lige på den anden side af vejen til den navnkundige mark Le Chambertin.

Dominique har en filosofi om at respektere naturen, terroiret og druerne så meget som muligt ved at minimere brugen af kemikalier og ved at bruge naturlig gødning … traditionel vinfremstilling med minimal indgriben.

I kælderen bliver de høstede druer håndsorteret inden vinen gæres på de naturligt forekommende gærceller og temperaturstyring er stort set den eneste udefra kommende styring af den proces.

Vinene modnes på egefade, hvoraf nogle er nye, om end i en forsigtig mængde. Stilen på vinene hører til i den kraftfulde og intense ende og med balancen og personlighed på plads.

Denne Gevrey-Chambertin Vielles Vignes er lavet med Pinot Noir druer fra hele 10 forskellige parceller, bl.a. på markerne En Songe, En Jouise, En Billard, En Dérée, Croix des Champs, Sylvie, La Justice og Charreux, and 2 langt fra deres vingård.

Gennemsnitsalderen på vinstokkene her er over 50 år, hvilket giver denne vin en smule mere dybde og koncentration af frugt. Ellers er den lavet som beskrevet ovenover … altså alene med druerne egne gærceller og lagring 18 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er det bestemt en mørk og maskulin Bourgogne … er endda lidt kødfuld med aromaer af tørret kød, røg, koks, tørv, gamle jernbanesveller, ædeltræsolie, våde fade, egetræ, tør engelsk lakrids og en frugt, der mest er kirsebær, brombær og jordbær sammen med grønne urter samt god dybde og intensitet.

Smagsmæssigt er det en silkeblød, cremet og lækker Pinot Noir … klart med en frugt af brombær, jordbær og hindbær, veldefineret og med jord, skovbund, en småbitter syre, der er ren, stringent, frisk på en nærmest vibrerende og syrlig måde. Det er ikke en pleaser, men har både karakter og en alvorlig, overbevisende smag. 93 point.

Forhandles af CLS Vin, hvor en flaske koster 369 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7