Vi skulle selvfølgelig også smage en Trousseau vin fra Domaine Pierre Richard og det blev en 2022 Trousseau à Bobo.
Trousseau er en druesort, der stammer fra Jura, men som også i århundrede har været dyrket i det nordvestlige Spanien og forskellige dele af Portugal
I Spanien kendes Trousseau mest under navnet Merenzao eller Verdejo Negro, mens den i Portugal kendes som Bastardo … især findes der masser af vine på druen på Madeira. Det er specielt i Jura, at druen virkelig kommer til sin ret … her giver den ofte lyse med saftig kirsebærfrugt.
I Arbois i Jura betegner de Trousseau og Poulsard som to af Juras oprindelige røde druesorter, selvom begge druer i de senere år har mistet terræn til den mere populære Pinot Noir.
Trousseau modner sent og udbytterne er også svingende … og det er druens syreniveau også. Selvom sorten er vanskelig at modne i Jura, er dens vine dog traditionelt skattet i distriktet og mange anser Trousseau vine fra Jura som verdens bedste.
Hos Domaine Pierre Richard kommer Trousseau fra 25 år gamle vinstokke og er alene vinificeret på ståltanke … både gæringen over 15 dage og den efterfølgende lagring.
Duften er let med noget flæsk, hængt kød … men på en let måde, men frugten er klart mørkere end foregående Poulsard. Der er sorte kirsebær, skovbær, rå champignon, hæfteplaster, jod samt en bondsk sødme i frugten.
Smagen er også let … men tungere og mørkere end foregående, men virkelig frugtrig, læskende og har samtidig mere syre, hvorfor den er mere madvin. Den er faktisk lidt beaujolaisagtig i smagen med denne rustikke og lidt bondsk side, godt med kirsebær, mens der også er flere tanniner og mere modstand i saften. 91 point.
Forhandles af La Cave, hvor en flaske koster 225 kr.