Tag-arkiv: Pfalz

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Beachball Viognier, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Emil Bauer & Söhne, Beachball Viognier, Pfalz, TysklandHoulberg har smagt endnu en spændende Viogner vin fra de idérige brødre Alexander og Martin Bauers legestue … en 2018 Beachball Viognier, der har sit navn efter et af de to brødres favorit musiknumre med Nalin & Kane … en house klassiker fra 1997.

Her kommer druerne fra marken Nußdorfer Herrenberg og efter høst er vinen gæret og lagret på 500 liters tonneau af fransk egetræ. Her kommer vi med andre ord til at smage Bauers Viognier lavet på fad … lige efter foregående Viognier alene produceret på ren stål.

Næsen er også langt mere fortættet og dyb, pærer, abrikos, fersken, mandariner, lidt røgede elementer, hyld, nødder, mandler, timian og vinen virker næsten helt olieret i udtrykket … fadpræget er der, men dog ikke voldsomt, blot små noter med svag vanilje og muskat.

Og hvor smager denne oppustelige strandbold dog godt … den har blæst sig op, er pumpet, fyldig med lidt fedme, men silkeblød, cremet med masser af blomster, ristede elementer og samtidig en styrende syre, som hopper sammen med de intense og fede smage. Det er  frugtmæssigt pærer, lime, grape … en lille bitterhed, men ellers masser af saft, kraft og alligevel med lethed som en … beachball.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, TysklandViognier – som historisk mest er kendt fra Condrieu i Rhône – har tidligere været på tilbagetog. I de seneste år har druen fået et comeback og fået international udbredelse. I Tyskland har de to innovative brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne også taget druen til sig … og det er der kommet et par spændende vine ud af, hvor den første er denne Nussdorfer Viognier.

Jeg har tidligere smagt nogle af de sjove og spændende vine fra vinhuset … sidst var det deres provokerende I Wanna Have Riesling Sex Sekt with You og den smukke Insomnia Sauvignon Blanc. Og selvom Viognier på ingen måder er udbredt i Pflaz, så har Bauer´s evindelige lyst til at udfordre og lege har medført, at Viognier er blevet et fast element i Landau husets sortiment.

Nussdorfer Viognier er et Ortsweine, altså alene lavet med druer fra husets marker omkring Nussdorf. Der er ikke et mange oplysninger om vinen, men den er im Edelstahl ausgebaut, altså alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Vinen har en flot næse … det er på ingen måder en svulstig næse, langt mere rank, men med masser af aroma, ananas, svagt faktisk også lidt samme duft af vingummibamser, som man ofte finder i Condrieu. Der er også saftig melon, fersken, appelsin, blomster, sødgrønne elementer og en snert af lidt grape bitterhed, men samtidig en fin, delikat inderlighed.

I munden er vinen også rank og frisk, har æbler, fersken, lemon, grape … sådan lidt sød/bitter elementer, men samtidig med en vis fylde og stor cremethed. Det er sgu yderst drikbart og har denne lækre syrlige, småbitre og lettere mineralske eftersmag, som gør vinen yderst skarp og levende i munden.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Hanewald-Schwerdt, Deidesheimer Leinhöhle Riesling Réserve 30, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Hanewald-Schwerdt, Deidesheimer Leinhöhle Riesling Réserve 30, Pfalz, TysklandMed lidt varme i det danske sommervejr igen, så skal der nydes kølige hvidvine på min terrasse og gerne Riesling. Og denne Deidesheimer Leinhöhle Riesling Réserve 30 fra Weingut Hanewald-Schwerdt kan være et fabelagtigt bud på en vin, som endda vil lokke en nysgerrig sol endnu mere frem.

Weingut Hanewald-Schwerdt holder til i byen Leistadt lidt nord for Bad Dürkheim i Pfalz. Vinhuset ejes af Rudi Hanewald og Petra Schwerdt, som i 1997 slog deres to vinhuse sammen. De havde hver især drevet deres respektive huse siden 1995.

Vinhuset drives dog af næste generation, nemlig de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt, som overtog driften i 2011. Og de to unge fætre har siden overtagelsen haft fart på.

De har moderniseret husets stil, så vinene er blevet tørre og mineralske. De har udskiftet en stor del af de gamle træfade ud med stål og ændret produktionsgangene. De arbejder med lang og kølig gæring … alene med druernes naturlige gærceller på alle deres vine for at fremme aromaer i vinene og gengive det lokale særpræg.

De er også blevet medlemmer af erfa-grupperne Generation Riesling og Pfälzer Barrique-Forum for at få nye idéer til, hvordan de kan øge kvaliteten af deres vine.

Og fremgangen er blevet bemærket, idet Weingut Hanewald-Schwerdt får anerkendelser ved internationale smagninger og de har også 3 år i streg været med i Top 50 Wines of Germany i den årlige engelske konference i London med deres Leistadter Kalkofen Spätburgunder … en storesøsteren til denne fredagsvin.

Samlet har vinhuset 26 hektar vinmarker både omkring Leistadt samt længere mod syd ved Bad Dürkheim og Deidesheim.

Det er primært markerne Leistadter Herrenmorgen og Kalkofen, Dürkheimer Steinberg og Hochbenn, Deidesheimer Leinhöhle og Paradisgarten og samt kronjuvelen Ruppertsberger Reiterpfad, der rangerer som Grosses Gewächs mark.

Store producenter som Von Winning, Bassermann-Jordan og Burklin-Wolf også har parceller på den fine Ruppertsberger Reiterpfad mark.

Udover vinproduktionen, så har knægtene også et lille Vinothek i byen samt udlejning af værelser … 7 dobbeltværelser og 1 enkeltværelse.

Denne Deidesheimer Leinhöhle Riesling Réserve 30 er lavet med druer fra den ene af Hanewald-Schwerdts 2 parceller på den i alt 18 hektar store Deidesheimer Leinhöhle, der har sit navn fra gammel tid, hvor der blev dyrket hør på stedet. Lin (lein) er et gammelt ord for hør og höhle betyder et sted for opbevaring.

Marken ligger med en sydlig hældning, er en meget varm mark med en ujævn sandbund. Hanewald-Schwerdts parcel med Riesling ligger på den øverste del af Leinhöhle, tættere på skoven. Her lufter det en smule mere og skoven bringer lidt afkøling om aftenen efter de varme dagtemperaturer.

Andre gode producenter som Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Georg Mosbacher, Reichsrat von Buhl og Eugen Spindler – Weingut Lindenhof har også parceller på Deidesheimer Leinhöhle.

Druerne til vinen er håndplukket og efter en kort skindkontakt blev de presset. Gæringen startede spontant og foregik på rustfrit stål over lang tid og holdt pause vinteren over.

Efter anden gæringscyklus blev vinen tør. Vinen blev dernæst efterladt sammen med gærresterne indtil aftapning i foråret 2020. Samlet har vinen tilbragt 30 måneder med gæren og har også haft en malolaktisk gæring, hvorfor syren er moderat. Vinen har 3,7 gram restsukker pr. liter. Der er kun lavet 500 liter af denne vin.

Næsen byder på tropiske frugter, men i den lette afdeling med en smule fersken, ananas, pærer, kvæde, blomster, lidt citron, svagt lidt marcipan og nødder … men mest slående er den lyse fremtoning, kun iført en let, svagt gennemsigtig, fashionabel, hvid sommerkjole. Det er inderligt og småforførende … dufter vildt godt, selvom der endnu ikke kommer tertiære noter af petroleum eller andet godt fra værkstedet.

Smagsmæssigt også en utrolig elegant vin, igen med et fint og let tråd og så alligevel et vist bundtræk. Der er citroner … måske endda syltede citroner, lemon, en vis tæt syre, salte sten, fint og afdæmpet mineralsk bid, fin sødme, sindssyg fin balance. Dette er sgu en herlig Riesling og skal vi blive i kjoleuniverset, så er det en vin med tynd stropper og åben ryg … forførende, forrygende og forsideværdig.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 249 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 179 kr. Vildt godt køb i øvrigt.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Bernhard Koch, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Spätburgunder S, Pfalz, TysklandWeingut Bernhard Koch fik mig til at tabe underkæben, da jeg smagte hans 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir. Nu gør han det igen, nemlig med denne 2015 Spätburgunder S, som oss’ er en rigtig prisbasker. Den er bare tossegod.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Kochs marker mellem Hain­feld og Wey­her. Den er lavet med maceration og gæring i store tanke. Efter endt fermentering er vinen lagret i brugte barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Det er dog vigtigt for Koch, at hans vine bliver modne i flaskerne inden salg.

Uha …. igen svært begejstret. Det første er farven, som er smuk transparent teglfarvet i glasset. Tjek. Der er først en sød animalsk kostald, hvor der samtidig er pænt med fadpræg, men også en rank, røget og virkelig smuk, nedringet ryg. Hun viser sig frem allerede fra første snif, høj på frisk frugt, kirsebær, krydderier … det er faktisk utroligt elegant og suppleres med noterne fra fadene, altså både kanel, vanilje, men helt uden at blive gumpetung.

Smagsmæssigt laver hun trutmund, og det er forståeligt, for det smager vitterhed som et luftigt, sødt kys. Frugten er let og frisk, igen kirsebær, lidt hindbær, peber, syren er ikke anmassende og det er de blide tanniner heller ikke. Det er dog fortsat en rank, frisk, drikbar Spätburgunder med voldsomt store kvaliteter … og man fristes næsten til at sige, at denne model S – som hos Mercedes Benz – vitterlig er fabelagtig lækker. Deutsche Qualität. Far er glad!

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 149 kr. og dermed lidt at et superkøb.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Dambach, SOPS Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Dambach, SOPS Riesling Trocken, Pfalz, TysklandSOPS står for Sven Ohlinger og Philipp Seeger, som begge havde arbejde hos Weingut Knipser, da de i 2008 besluttede at lave vin sammen på hobbyplan. Denne SOPS Riesling Trocken er et resultat af dette projekt.

Sven og Philipp startede det lille hobbyprojekt meget beskedent med at tilplante en ganske lille mark i Großkarlbach med lidt Chardonnay og derfra lavede en enkelt tønde vin, som de selv drak omkring halvdelen af.  Men derfra voksede SOPS projektet stille og roligt. De plantede efterfølgende også lidt Riesling og Spätburgunder, mens deres første vin … årgang 2012 af deres Chardonnay kom på markedet i 2014.

I løbet af et par år havde de 1,8 hektar vinmarker og vinene blev lavet i kælderen af ​​Sven Ohlinger. I dag har de to vinmagere dog taget springet fuldt ud og sagt farvel til deres gamle job for at satse udelukkende på SOPS projektet.

De fik nemlig i 2018 mulighed for at overtage den gamle vingård Weingut Nickels-Dambach den gamle bykerne på Hinterbergstraße 50 i Bad Dürkheim. Den gamle fru Dambach ledte efter nogle til at overtage gården, mens Sven og Philipp ledte efter et sted, hvor de kunne lave vinene og samtidig også øge produktionen.

Det endte med, at ejendommen blev købt af Philipp Seeger og hans familie, som nu har lejet vingården ud til de to vinmagere inklusiv de 6 hektar tilhørende parceller på vinmarkerne Spielberg, Hochmess, Fronhof og Schenkenböhl ved Dürkheim.

Nu lave de to herrer så vine under begge navne, SOPS vinene fra deres 1,8 hektar marker ved Großkarlbach og så Weingut Dambach vine fra deres nytilkøbte marker ved Dürkheim. Men alle vinene laves nu på den gamle Dambach vingård midt inde i Dürkheim.

Denne SOPS Riesling Trocken er altså lavet på druer fra husets parceller i Großkarlbach. Der er ingen oplysninger om produktion, men mon ikke, at den er lavet fuldstændig på ståltanke?

I næsen er der lidt hyld, fersken og æbler … en meget fin, let og vel nærmest feminin lethed i aromaerne, sarte og afdæmpede. Men den er smagsmæssigt langt mere rank og streng med citroner og grape. Syren er ikke helt vild, måske endda lidt flad, selvom vinen sådan overordnet fortsat er både lidt sur og bitter.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut Hörner, Steinbock Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hörner, Steinbock Spätburgunder, Pfalz, TysklandHornet i bund … i hvert fald er næste Steinbock Spätburgunder smukt illustreret med geviret fra en stenbuk. Vi er selvfølgelig atter hos Weingut Hörner, der altid er lidt horny på sine vine.

Weingut Hörner holder til på vingården Hainbachhof, der ligger i udkanten af den lille by Hochstadt i Pfalz vel omkring 10 kilometer nordøst for Landau.

Vingården drives i dag af den unge Thomas Hörner. Han driver vingården sammen med sin fader Reinhold Hörner, som startede med at flaske egne vine midt i 1990’erne, selvom familien egentlig havde været vinavlere i generationer.

Den unge Thomas Hörner har altid vidst, at han skulle følge i sin faders fodspor og har efter uddannelse til vinmager været i lære hos producenter i både Bourgogne samt Østrig. Siden 2011 har han dog været ansvarlig for produktionen på Weingut Hörner, dog med den aftale, at de altid træffer de store beslutninger i fællesskab.

Familien Hörner har samlet 30 hektar vinmarker, som passes efter naturlige og bæredygtige metoder uden hverken brug af herbicider eller pesticider … bare med almindelig håndkraft.

Vinene fra Weingut Hörner er meget kreativt opdelt i 3 serier, nemlig Stier, Steinbuk og Widder, altså tyr, stenbuk og vædder. På etiketterne er der så afbilledet horn fra de 3 forskellige dyr. Og Widder er Die Spitze .. altså husets topvine.

Og selvfølgelig har de i basisserien Stier en vin, som hedder Horny Rosé. Ja, de laver nu også en vin helt udenfor de 3 serier, nemlig en Traubensaft mit Kohlensäure … druesaft med kulsyre. Den kaldes fantasifuldt (k)einhorn vin.

Weingut Hörner har i 2016 vundet en designpris for deres kreative præsentation af deres vine, lige fra design af etiketter, vinkasser og hele set-up’et med deres hjemmeside.

Denne Steinbock Spätburgunder er fra serien Steinbock … altså et niveau over basisvinene i Stier serien. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret på 225 liters barriques, men hvor lang tid fremgår ikke.

I næsen er fadpræget dog tydelig … meget tydelig, for der er vildt megen kanel, vanilje og mælkechokolade, meget sød animalsk stald, eg, sødbrændte fade, blommer, hindbær, kirsebær … og selvom det måske bliver lidt mushy mushy, så virker vinen – midt i al sødmen – også både åben, let med lidt søde krydderier.

Smagsmæssigt er det en blød og venlig vin med lys, moden frugt, samme sødmeniveau, som duften også indikerede. Der er blommer, jordbær, kirsevær, peber, en meget rund syre, virker måske en smule sprittet, hvilket sammen med peberen giver et lille skarpt bid midt i de modne og søde noter.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, TysklandDet er vist alene lidt over en måned siden, at jeg drak et glas 2015 Hainfeld Spätburgunder fra Weingut Meier. Nu går jeg skridtet videre, tager et trin op og har skænket et glas af Meiers fine 2015 Hainfelder Letten Spätburgunder.

Det er en Lagenwein, hvilket man omgående kan spotte ved, at toppen på den lange flaske er guldfarvet. Druerne kommer da også fra en enkeltmark, nemlig  Große Lage marken Hainfelder Letten … en mark, som bl.a. også den gode vinproducent Bernhard Koch har parceller på.

Hainfelder Letten er dog – efter VDP klassifikation – ikke en af de 52 officielle Große Lage marker i Pfalz og  marken er faktisk heller ikke med blandt de 83 nævnte Erste Lage marker. Men nu er Weingut Meier jo heller ikke med i VDP, men derfor kan det bestemt godt være en fremragende mark.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret på franske barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid, at vinen er lagret.

I glasset er vinen – som den Ortswein lillesøster – nogenlunde transparent i glasser med let brune kanter. Duften er egentlig meget fin og rund, sådan lidt med nogle modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en kende animalsk, sød kostald, kamfer, nelliker, kommen og så også noter fra egefadene med vanilje, ristede sesamfrø, tør jord, mælkechokolade, kommen og kakao. Minder i duften vildt meget om lillesøsteren.

Det er smagsmæssigt, at Hainfelder Letten Spätburgunder trækker fra søsteren, for vinen er virkelig blød, cremet og rund, en balanceret og fin frugtsyre, hvor der også kommer lidt peber, sort te, bitterhed, grapefrugt … silkefine tanniner, meget ren frugt, beskeden sødme, virkelig lang, let og syrlig eftersmag. Dejlig. Det bliver 5 store houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Meier, Hainfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi fortsætter sgu da lige med en vin fra Weingut Meier … og nu er toppen igen blå, hvilket betyder en Ortswein og endda en rød af slagsen, nemlig Meiers 2015 Hainfeld Spätburgunder.

Druerne til vinen kommer fra husets marker ved Hainfeld … nabobyen til Weyher, hvor Meier har deres vineri. Ved Hainfeld er jorden meget kalkholdig.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret 12 måneder på franske egetræsfade. Der er alene 0,2 gram restsukker pr. liter i vinen.

Meiers 2015 Hainfeld Spätburgunder er i næsen okay transparent med let brune kanter, men virker meget rund, let med nogle grønne noter og så animalsk, sød kostald, meget klassisk Spätburgunder med meget modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en grøn syre og så lidt afsmitning fra fadene med lidt vanilje, mælkechokolade og kakao.

Smagen er sådan lige ud af landevejen med masser af klassisk tysk Spätburgunder kvalitet, blød, rund, frugtrig og så ren, fin med en beskeden sødme, meget stilsikker og lækker Spätburgunder Ortswein af bedste skuffe.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 100 kr., hvilket må siges at være ret billigt for sådan en fætter.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Meier, Weyherer Michelsberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Weyher Michelsberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandLad os fortsætte hos den gode Georg Meier … og vi stepper et niveau op med en Lagenwein og endda med lidt alder … en 2015 Weyherer Michelsberg Riesling.

Lagenwein’ene er nemme at kende hos Meier … de har alle en top i guldfarve mod blå top for Ortswein og grå for Gutswein.

Denne Weyherer Michelsberg Riesling Trocken er selvfølgelig lavet med druer fra marken Weyherer Michelsberg … en af Weingut Meiers bedste marker, der er perfekt til Riesling med en undergrund af farvet kalksten og grå skifer.

Weyherer Michelsberg ligger mod vest i læ af Pfalzskoven – det største sammenhængende skovområde i Tyskland – og har en sydlig hældning på 18% mod Burrweiler, hvilket giver druerne meget sol og de bedste betingelser for modning.

Det er kun til husets basisvine, at høsten sker med maskiner … til de bedre vine er druerne høstet med håndkraft. Druerne fra Weyherer Michelsberg er selvfølgelig høstet med håndkraft.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men jeg ved, at Weingut Meier arbejder med meget lang gæring. Men derudover har jeg faktisk ikke kunnet finde yderligere.

WOW … masser af fed petroleum, olie og benzindampe på en lidt opulent facon med eksotisk frugt, abrikos, fersken, lemon, grillede citroner, ganske krydret og  stærk aroma. Det er næsten som om, at nogle af frugter er helt kandiserede, for de er meget kraftige, stærke og intense i duften.

Det er også smagsmæssigt en meget kraftig, syrerig, mineralsk og ganske krydret Riesling. Det er truttemundsurt, bidsk og syrligt som ind i helvede suppleret med masser af grape. Vinen flexer mandligt og hårdt sine biceps, intens, skarpt og vildt. Der er dybe krydderier som estragon og rosmarin, lang eftersmag med bitterhed, syre og knusende håndkantslag. 5 fede fingre med pil op.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 150 kr., hvilket må siges at være ret billigt for en top Lagenwein.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Meier, Riesling Weyher Granit, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Meier, Riesling Weyher Granit, Pfalz, TysklandTilbage i januar i forbindelse med Mundus Vini Nordic smagte jeg for første gang en vin fra Weingut Meier, nemlig en 2017 Riesling Steinwerk, en fin Lagenwein. Nu smager jeg igen vin fra huset, en Ortswein … 2018 Riesling Weyher Granit.

Weingut Meier ligger i den lille by Weyher i Pfalz og er grundlagt i 1885 af Valentin Ziegler og er efterfølgende blevet i familiens eje. I dag er det Helmut Meier og hustruen Barbara, som driver vingården sammen med deres søn Georg Meier. Helmut var egentlig selv uddannet  låsesmed, men efter mødet med Barbara, så endte han altså som vinproducent.

Helmut og Barbare overtog selv driften fra Barbaras familie i 1999 og driver vinhuset med dens 14 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Weyherer Michelsberg, Burrweiler Altenforst samt Hainfelder Letten.

Til driften hører også en lille vinbar samt et lille gasthaus med udlejning af et par ferielejligheder. Det er Barbara, som tager sig af det lille B&B, administrationen og kundebesøgene.

Siden 2005 har sønnen Georg Meier været ansvarlig for hele vinproduktionen. Han er uddannet vintekniker og har stået i lære hos flere vinhuse i Tyskland, bl.a. Weingut Bernhard Koch, Siegrist og Christmann.

Vinen hos Meier er opdelt helt traditionelt i basisvine, Gutswein, Ortswein og Lagenwein. Denne Riesling Weyher Granit er – som nævnt – en Ortswein, der er både er gæret og lagret på rustfrie ståltanke en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virkelig fin intensitet, stor og fyldig Riesling næse, nærmest sådan helt kødfuld, frugten lidt tropisk, fersken og så masser af lemon, både lemonsaft og lemonskal, nogle modne citroner, lidt kvæde samt lidt krydderier.

Smagen er herlig Riesling streng, i starten let perlende, men det fortager sig hurtigt og byder så på masser af sure og grønne æbler, citroner, lemon, grape, lidt abrikos, lidt tyngde og rustik krop, rig og høj på syre på en kraftig, bitter og krydret facon. Det er en fin, lille Ortsriesling fra Meier.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7