Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har virkelig fået sit alsaciske og biodynamiske vinhus Domaine Bott Geyl op blandt den absolutte top og er måske et af de mest innovative … her smager vi hans 2017 Pinot Noir Les Galets Oligocène.

Du kan læse mere om Bott Geyl og hele historien i mit blogindlæg fra en online smagningen med Jean-Christophe, nemlig Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl.

Denne Pinot Noir Les Galets Oligocène er den ene af de 2 Pinot Noir vine, som laves på Bott Geyls. Udover denne laves der en Jules Geyl Pinot Noir, opkaldt efter én af forfædrene.

Pinot Noir Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra Pinot Noir druerne kommer fra. Galets kan vel oversættes med sten og Oligocène betyder Oligocæn og det hentyder til en tidsperiode for omkring 33,9 til 23,0 millioner år siden.

Da Oligocænperioden begyndte faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket bl.a. forårsagede at temperaturen faldt og Antarktis’ iskappe dannedes. Det har nok haft en stor betydning for aflejringer i undergrunden, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Bott Geyl er jo biodynamisk, så det gælder selvfølgelig også for denne mark Les Galets Oligocène. Vinen er lavet ved, at 50% af alle drueklaserne er afstilket, hvorefter der er sket kort premaceration i 4-5 dage efterfulgt af alkoholisk gæring i omkring 15 dage og samlet maceration 18-20 dage. Derefter er vinen lagret 14-18 måneder på barriques.

Sikke en aroma … sød hestestald, meget røget og næsten helt burgundisk i stilen. Der er hyben, tranebær, jordbær og ribs, en halv stang sød vanilje, meget delikat, aromatisk … legende, let, drillesyg og med en feminin, lys frugtsødme suppleret med tørre, grønne urter.

I munden har vinen samme lethed … bare mere mineralsk, jernet og stenet med en frisk frugt af tranebær, grønne jordbær, virkelig frisk med samme tørre feminine touch, masser af grønne elementer, der også giver associationer til noget burgundisk … virkelig en pågående samt sødbitter Pinot Noir af bedste alsaciske skuffe. 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDenne Riesling Vieilles Vignes fra Domaine Sipp Mack er en kending her på bloggen … er smagt i årgangene 2009, 2013, 2016, 2017, 2018 og nu altså også i årgang 2019. Den leverer bare altid varen.

Som navnet siger, så kommer Riesling druerne fra gamle vinstokke og i dette tilfælde fra vinstokke omkring 40 år gamle. Druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter sortering placeres de i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Duften virker lidt småolieret og der er også et sagte aftryk af petroleum, symaskineolie … endda denne gang lidt nødder samt en frugt med pærer, modne æbler og eksotisk frugt af fersken, melon, mandarin, let sødme og en nærmest kalket mineralitet.

I munden er vinen klart mere syrlig og krisp end den varme 2018 årgang, så der er syrlig æblesaft samt lemon bitterhed, fersken og pærer … har sammen med syren også sødme, men har fremragende balance inklusiv denne  kalkede mineralitet. Det er saftsuseme en drønlækker Riesling med bid. 91 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Jean Biecher & Fils, Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2020 Jean Biecher & Fils, Pinot Gris, Alsace, FrankrigVins Biecher ligger lige ved foden af Vogeserne nedenfor Haut-Koenigsbourg slottet i landsbyen Saint-Hippolyte i Alsace og det er derfra, at vi smager en 2020 Pinot Gris.

Vinhuset er grundlagt i 1762 og familien har siden i efterhånden mange generationer bidraget til huset velstand. I dag er det med Olivier Biecher ved roret og de laver sindssygt meget vin med årlig aftapning af omkring 16 millioner vin årligt både på flaske og i Bag-in-Box … ja faktisk var Jean Biecher & Fils et af de første firmaer til at producere vine beregnet til flypassagerer på 187 ml samt 250 ml.

De har således i dag 6.000 kvadratmeter med aftapningsanlæg og over 6 millioner liter tankkapacitet, lager på 34.000 kvadratmeter og flasker også vine fra andre områder i Frankrig og endda en helt række andre lande.

De er samtidig i dag den største økologiske producent i Alsace, men får primært deres druer fra en række vinavlere, som de arbejder tæt sammen med.

Her smager vi en Pinot Gris 2020 fra deres Classic serie. Vinen er udelukkende lavet og lagret på ståltanke.

Duftmæssigt er det en lidt fyldig hvidvin, har lidt grillede citroner, lemon, tørret og eksotisk frugt, abrikos, lidt nødder, røg og honning med lidt hvalpefedt.

I munden er det også en brevrøvet og fyldig vin, igen syltede eller grillede citroner, tropisk frugt med abrikos, mango, ananas, mens syren er beskeden og blød, men egentlig ganske okay balance mellem bitterhed og en del sødme. 87 point.

Forhandles i flere supermarkeder, hvor en flaske normalt koster omkring 39,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique, Alsace, FrankrigNæste vin var også bragt hjem fra besøg hos den charmerende Vincent Sipp på Domaine Agapé og det var en Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique årgang 2016.

Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.

Pinot Noir druerne til denne Helios Pinot Noir B Elevé en Barrique dyrkes 100% økologisk, idet Vincent dyrker jorden efter økologiske principper. Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og så bliver jorden  pløjet i efteråret for både at stimulere livet i jorden samt undgå vinterens erosion.

Jeg har ikke så mange oplysninger om vinen … altså udover, at den selvfølgelig er lagret på egefade. Men så lad os da endelig bare gå til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det lidt en hård Pinot Noir … ikke megen sødme, men i stedet er der blækagtige noter, jern og mineraler suppleret med lidt kirsebær, ribs og endda solbær, men frugten er lidt lukket, hård og får følgeskab af grønne blade.

I munden er vinen langt mere krydret end jeg husker den fra tidligere, men den har fortsat denne grønne og urtede side, hvor der bl.a. kommer lidt peber frem, måske endda lidt alkohol. Det er bare en rank, oprejst og kølig Pinot Noir. 90 point.

Denne er købt på vingården, men kan herhjemme bl.a. fås hos Byens Vinhandel, hvor en årgang 2018 koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, Frankrig

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, FrankrigOmkring 10 minutters gang fra Cathédrale Notre Dame midt i Strasbourg og tæt på Place de l’Hôpital finder vi den gamle historiske vinkælder Cave Historique des Hospices de Strasbourg og derfra smager vi nu denne 2020 Riesling Cave de Beblenheim … Elevé en Fûts de Chêne.

Vinkælderen lå oprindelig sammen med det civile hospital og blev bygget mellem 1393 og 1395. Cave Historique des Hospices de Strasbourg blev løbende til en af de store besiddere af gode vinmarker, da mange af patienterne på hospitalet løbende testamentere jordlodder, hvorved produktion og salg af vinene kunne medvirke til at finansiere hospitalets drift.

I 1716 hærgede en brand hospitalet, men skånede vinkælderen, den tilhørende lille bager og kapellet. Men i løbet af det 20. århundrede  forsvandt vinproduktionen dog gradvist og døde helt hen i 1999.

Imidlertid gik 30 større domæner sammen i 1999 og skabte et slags kooperativ. De har således renoveret den gamle kælder, som fortsat kan besøges af vinglade turister og så laver de så alle nogle vine, som de markedsfører med tilnavnet Cave Historique des Hospices de Strasbourg, som nu fx denne Riesling Elevé en Fûts de Chêne, der laves af Cave de Beblenheim.

Fælles for alle vinene under Cave Historique des Hospices de Strasbourg, så lagres de alle på store, gamle egefade … og hvert vinhus tapper selv deres egne vine, men en lille procentdel afregnes som betaling til Cave Historique des Hospices de Strasbourg.

Denne Riesling Cave de Beblenheim Elevé en Fûts de Chêne har jeg ikke så mange oplysninger om … udover, at den er lavet på Cave de Beblenheim og formentlig med gæring i ståltanke, mens den efter endt fermentering er lagret på store egefade.

Duftmæssig en ren og mineralsk Riesling … har allerede lidt petroleum, der suppleres af æbler, fersken, lemon, hvide blomster samt et strejf af honning.

I munden har den lidt en olieret følelse, men frugten næsten er eksotisk med blød og cremet ananas, fersken og pærer, hvilket gør det til en meget imødekommende Riesling, hvor syren ikke er så vild, men dog har en mineralsk og let saltet eftersmag. 89 point.

Købt i Alsace, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Gustave Lorentz, Pinot Noir Réserve, Alsace, Frankrig

2019 Gustave Lorentz, Pinot Noir Réserve, Alsace, FrankrigI det lille Gustave Lorentz trekløver af Réserve vine, så sluttede vi med denne 2019 Pinot Noir Réserve.

Selvom vi er gået over til en rødvin, så er vinen næsten lavet på samme måde som de forrige, altså med 100% Pinot Noir fra udvalgte skråninger med ler og kalksten i det kuperede terræn omkring Bergheim.

Vinen er fremstillet i rustfrie ståltanke med temperaturstyret gæring, men derefter så lagret hele 24 måneder på små barriques.

Fadlagringen kan duftes med det samme … har en lille egepræget, sødlig note samme med masser af friske kirsebær, rabarber og nogle helt klart smågrønne noter. I glasset er vinen faktisk også meget lys og transparent … og det indtryk får man også af frugten, lys, let og frisk, mens fadpræget trækker lidt den anden vej.

I munden er vinen rank, grøn med en frisk, småbitter og tør frugt, småsyrlige kirsebær, rabarber, ribs og tranebær, lidt hyben, svagt en smule grapefrugt, mens tanninerne bestemt melder sig ind i kampen med let og saftigt bid. Jeg har det tit svært med alsacisk Pinot Noir, men denne fra Gustave Lorentz holder et flot niveau.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 159,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Gustave Lorentz, Pinot Gris Réserve, Alsace, Frankrig

2021 Gustave Lorentz, Pinot Gris Réserve, Alsace, FrankrigNæste vin bød på mere fra samme skuffe, for det var nemlig søstervinen til forrige Riesling Réserve fra Gustave Lorentz … vinhusets Pinot Gris Réserve i samme årgang 2021.

Den er fremstillet på 100% Pinot Gris  fra udvalgte marker omkring Bergheim. Vinen er udelukkende vinificeret i store, temperaturstyrede ståltanke og mest med druernes helt egne gærceller. Efter endt gæring er vinen lagret 6 måneder på ståltanke og så flasket samt frigivet.

Duftmæssigt klart blødere og mere rund end Riesling søstervinen, her er der pærer og saftige ferskner, en lille smørfedme, blomster og sød blomsterpollen, lidt muskat og svag spidskommen, honning … men mest af alt rigtig stor saftighed.

Vinen smager også saftigt og pænt sødt. Der er rundt, fløjlsblødt og omfavnende som en gammel, brugt sofa, som bare kalder på dig. Der er dåsepærer, abrikos og fersken … alt overmodent, sødt og kraftigt med en let kalket mineralitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2021 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigGustave Lorentz’s Riesling Réserve blev også et deja vu, for jeg har før smagt vinen, men her er det altså fra seneste årgang 2021.

Riesling Réserve er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim og alle druer stammer fra egne marker og vinen er udelukkende vinificeret i temperaturstyrede ståltanke.

Rigtig god duft … intens, koncentreret, frisk frugt, hvor der mest er friske og grønne æbler, masser af citroner og måske endda lidt med lidt tropisk frugt, mango, papaya og gule blommer. Det suppleres af lidt blomster, let sødme og virker i hele taget meget venlig, rar og imødekommende.

Smagen er lidt i samme boldgade … let, frisk og fortsat med friske. grønne æbler, sure æbler, citroner og mineraler. Det er klart, frisk og skarp uden de store dikkedarer. Den har midt i æble- og citronhavet en svag sødme, som gør vinen rund, balanceret og venlig. Virkelig fint niveau for sådan en Alsace Riesling.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Gustave Lorentz, Pinot Noir Le Rosé, Alsace, Frankrig

2021 Gustave Lorentz, Pinot Noir Le Rosé, Alsace, FrankrigVi fortsætter da med mer’ Gustave Lorentz vin og inden jeg går til 3 x Réserve vine fra huset, så hopper vi med på den altomfavnende rosébølge og det er i form af denne 2021 Pinot Noir Le Rosé.

Vinen er lavet på 100% Pinot Noir fra marker ved Bergheim og inden vinificeringen er alle druerne først afstilket inden en 15 timer udblødning, som lige er med til at give lidt farve.

Derefter er det sket presning inden en kølig gæring ved 18 grader efterfulgt af 2-3 måneders lagring sur lie i ståltankene. Vinen har 2,3 gram restsukker pr. liter.

What? Duftmæssigt er det næsten som at stikke hovedet ind i en nordjysk busk med hybenroser … har en lidt småbesk saftighed, hvor der også kommer nogle hindbær, lyse kirsebær og moreller frem.

Smagen overrasker mig meget … tør med lidt sødme og er nærmest et veritabelt møde mellem lidt abrikos samt nogle lyserøde bær, der også vil ha’ kontrol. Den har en slags rød bitterhed, en ren mineralsk friskhed, lidt jern og sten sammen med et skvis citroner, lemon samt en halv sukkerknald … virker måske endda lidt kødfuld af en rosé at være.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Gustave Lorentz, Crémant d’Alsace Zéro Dosage, Alsace, Frankrig

2019 Gustave Lorentz, Crémant d'Alsace Zéro Dosage, Alsace, FrankrigGustave Lorentzs Crémant d’Alsace Zéro Dosage har jeg smagt før … men dog ikke i denne årgang 2019, men den passer lige til en lidt blæsende eftermiddag på terrassen efter en lang dag på job.

Domaine Gustave Lorentz har været drevet af Lorentz familien i mange generationer. Huset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion.

I dag ledes vingården af Georges Lorentz som seneste i rækken og 7. generation. Han overtog driften i 1995 og har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru marker i form af parceller på Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent med en årligt produktion på ikke mindre end 1,6 millioner flasker vin.

Vinene kan således findes på en lang række franske restauranter, hoteller og derudover har han også en større samarbejde med bl.a. Air France og et par andre flyselskaber.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

2018’eren af denne Crémant d’Alsace Zéro Dosage var lavet på 74% Auxerrois og Pinot Blanc, 21% Chardonnay samt 5% Riesling, men i denne årgang er den lavet på 48% Auxerrois, 16% Pinot Blanc, 18% Pinot Gris, 12% Pinot Noir, 9% Chardonnay samt 1% Riesling.

Selve basisvinen er lavet i store tanke af de sundeste druer, mens andengæringen, der også kaldes prize de mousse, sker i flaskerne.

Vinen lagrer så 2 år inden roteringen til lodret position de sidste 4 dage, hvor gæren aflejres i flaskens hals før degorgeringen, som sker med en liqueur d’expédition uden tilsat sukker. Vinen har 1,45 gram restsukker pr. liter, men den beskedne sødme stammer således ikke fra tilsat sukker, men alene fra druerne.

Herlig landlig og bondsk duft iblandet lidt toast, ristede hasselnødder, eiskonfekt og overmodne æbler, grønne æbler samt pærer i skøn forening. Der er klart en smule sødme, men også lidt småbitter og syrlig lemon, lidt gær og en pose med blomster.

I munden har vinen et frisk og intenst brus … tør, krisp og med en tydelig, god syre. Boblerne fader dog forholdsvis hurtigt, men giver et godt brus og syren er også meget vedvarende med citroner, lidt lemon og grape, grønne æbler … alt giver sammen med mineraler virkelig et frisk og pågående bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7