Tag-arkiv: Alsace

Alsace er vinregionen i det nordøstlige Frankrig, som er berømt for sine hvidvine. Alsace ligger i læ af bjergkæden Vogeserne, hvilket giver et tørt og solskinsrigt klima, og i kombination med komplekse jordbundsforhold gør det området særlig egnet til vinproduktion.

Det er omkring 15.300 hektar vinmarker i Alsace fordelt omkring 119 byer og omkring 4.000 vinavlere. Ved at følge den 170 kilometer lange rute Route des Vins d’Alsace kommer man igennem 67 kommuner og mange af de små, gamle og charmerende byer.

Der produceres årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og 90 % af produktionen er hvidvine og en /4-del eksporteres. Generelt er hvidvinene fra Alsace mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre

Alsace er en gastronomisk og kulturel smeltedigel med det bedste fra de to nabolande Frankrig og Tyskland. En region, som har mange ligheder med nabolandet i Rhinlandet. Historisk har Alsace både tilhørt Tyskland og Frankrig under navnene Elsass og Alsace.

De otte primære sorter er Riesling, Gewürztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Pinot Blanc, Muscat, Chasselas og Sylvaner.  Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning bl.a. grundet regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland. Chaptalisering – altså tilsætning af sukker i produktionen – er fx lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Alsace laver det meste vin under appellationen Alsace AOC, som stammer fra 1962. Derudover findes der appellationerne Crémant d’Alsace AOC fra 1976, den lille Rouge d’Ottrott AOC for rødvine og se selvfølgelig Alsace Grand Cru AOC.

Der findes i alt 51 Grand Cru marker i Alsace. De første 25 marker blev udnævnt i 1983, 25 nye i 1992 og den seneste i 2007. De eksklusive Grand Cru vine udgør kun 4% af den samlede produktion i Alsace.

Der kan dyrkes 4 druesorter på Grand Cru marker, nemlig Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris og Muscat … dog med en lille undtagelse om en enkelt Grand Cru mark med Sylvaner.

I de bedste årgange bliver nogle Alsace AOC eller Alsace Grand Cru AOC vine tildelt en af de to klassifikationer Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Masterclass So Trendy

Min  Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 sluttede med deltagelse i en Alsace Masterclass, hvor 4 vineksperter under overskriften So Trendy smagte og fortalte om, hvorfor Alsace vinene pt. er oppe i tiden og … ja så Trendy.

Brancheorganisationen Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace havde sendt en kasse med 4 Masterclass vine, som – i modsætning til de foregående bokse – var fra 4 forskellige producenter.

De var vinøse eksempler på de 4 So Trendy overskrifter; So Fresh, So Terroir, So Sweet og endelig So Red. Om i Masterclass’en skulle vi så smage vinene, mens de 4 vineksperter fortalte om vinene og baggrunden for de 4 overskrifter.

De 4 eksperter var:

Jenni Wagoner Hun er fra US og ansvarlig for vine til Zuma og Oblix restauranterne.

Yves Beck, som er fra Schweiz, forfatter og vinanmelder

Manuel Peyrondet, som er fransk og uddannet sommelier og med i Meilleur Ouvrier de France.

Thierry Fritsch, som også er fransk, ønolog, underviser og ekspert i vine fra Alsace.

Smagekassen

I kassen med vinene til Masterclass’en So Trendy var der disse 4 vine;

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Masterclass So Trendy

Først blev eftermiddagens eksperter præsenteret og derefter gik vi i gang med vinene. Den første overskrift var So Fresh, altså så frisk og Jenni Wagoner fortalte, at det er vine, som er meget populære på restauranter, da det er friske og let tilgængelige vine.

Det er vine, som man gerne vil drikke mere af og nemt slukker tørsten. Som et eksempel på en frisk vin, så smagte vi samtidig en 2020 Riesling Lieu-Dit Harth Tradition fra Domaine Schoffit.

Derefter talte panellet om næste emnet, som var So Terroir .. og netop i Alsace er der masser af forskellig terroir, hvorfor vinene så bliver langt mere forskellige, individuelle, komplekse og kan typisk også lagres længere.

Som et eksempel på terroirvine smagte vi en 2018 Riesling Grand Cru Kitterle fra Domaine Schlumberger, inden vi rundede det næste emne, som var So Sweet … vine, som alle kan lide, men også kræver balance.

Det er vine, som passer vildt godt til både dessert og oste … og i den kategori smagte vi en 2020 Gewurztraminer Vieilles Vignes fra gode Domaine Hurst.

Vi sluttede med emnet So Red … og den røde i dette tilfælde blev en 2019 Pinot Noir Rodern fra kooperativet Cave de Ribeauville, og de røde Alsace Pinot Noir vine er typiske lette vin med lave procenter og dermed også meget efterspurgte vine.

Det var en Masterclass, hvor det blev lidt selvfølgeligheder, selvom det bestemt var hyggeligt at høre om og smage de 4 vine indenfor de nævnte kategorier.

2020 Domaine Neumeyer, Pinot Noir Vallée des Frères, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Pinot Noir Vallée des Frères, Alsace, FrankrigJeg skulle også smage en Pinot Noir fra Domaine Neumeyer og det blev denne 2020 Pinot Noir Vallée des Frères.

Her kommer druerne fra 43 år gamle vinstokke på vinmarker i 230 meters højde og er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinificering er sket på hele klaser og alene med de naturlige gærceller, gæring og maceration over 15 dage på egefade, hvor vinen også er lagret 10 måneder sur lie og der er lavet 1.160 flasker af vinen.

Av … den er duftmæssigt meget kantet med en skarp parfumeret note, hvor der også er røg, lejrbål, sure bær, ribs, granatæbler, koks, kul, tjære og alt på en mørk måde … bare tvær og ganske speciel.

I munden er der samme røgsmag, som er meget svært af distrahere fra, men man finder dog også lidt tranebær, ribs og blåbær, men den er noget ubalanceret … og speciel. 86 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 24,50€ … svarende til 183 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Domaine Neumeyer, Pinot Gris Chartreux Hahnenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Neumeyer, Pinot Gris Chartreux Hahnenberg, Alsace, FrankrigPinot Gris Chartreux Hahnenberg fra Jérôme på Domaine Neumeyer var den næste vin i glasset i årgang 2017.

Vinen er fra Terroirs serien og lavet som de andre vin, hvilket betyder spontangæring på alle druernes naturlige gærceller i ståltanke og dér er vinen også lagret sur lie en periode.

Vinen har 1,7 gram restsukker og der er i denne årgang 2017 lavet 2.720 flasker af vinen, men det er jo selvfølgelig normale flasker og ikke mini-flasker med 3 centiliter.

WAUW … sikke fed og lækker aroma med både lakridskonfekt, vanilje, kvæde og eksotisk frugt af ananas, fersken, som er blødt og sofabehagelig. Det er en vild, lækker duft og niveauer over mange tilsvarende Pinot Gris’er.

I munden er vinen også blød med pærer, fersken samt en tydelig lemonbitterhed … samt nogle salte mineraler. Der er 92 point herfra.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Domaine Neumeyer, Riesling Hospices, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Neumeyer, Riesling Hospices, Alsace, FrankrigNæste vin fra Jérôme Neumeyer på Domaine Neumeyer var fra serien Alsace, som vel nærmest er husets basisvine. Det er nemlig vinen Riesling Hospices i årgang 2021.

Her kommer druerne fra 31 år gamle vinstokke på marker i 230 meters højde og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinificeringen er – som alle vinene hos Neumeyer – sket i ståltanke med spontangæring med den naturlige gær og lagring sur lie i ståltankene. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 9.180 flasker af vinen.

Duften er mere rund og nærmest vegansk, grøntsagsfond, men frugten virker mere tropisk med fersken, papaya, mango samt en smule pærer.

Smagen er derimod mere rustik … mere kantet og maskulin end Bruderthal, har en saltet og bitter frugt, hvor der bl.a. er godt med citronsyre og bid. 88 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 10,90€ … svarende til 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, FrankrigVi starter hos Domaine Neumeyer på Grand Cru niveau og det blev med et lille glas af Jérômes 2020 Riesling Grand Cru Bruderthal.

Grand Cru Bruderthal ligger netop ved Mosheim og har en meget stenet undergrund med mergel og kalksten, som er perfekt for bl.a. Riesling.

Marken har sit navn fra gamle dage, hvor klosterbrødrene fra Jesuiterordenen arbejdede sammen i dalen … og deraf navnet Bruderthal, der været basis for god vin siden middelalderen.

Vinen er lavet på ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene. Vinen har 5,7 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.215 flasker af vinen.

I næsen er vinen meget tilbagetrukket, blød, sar, fin og feminin med et let anstrøg af petroleum, pærer, æbler, fersken. lemon, kvæde og hvide blomster.

Smagsmæssigt er vinen pivfrisk, syrlig, saltet og har endda også masser af grape bitterhed, tonicvand og sure citroner. Det er næsten som at slikke sten og skifer … ikke at jeg sådan normalt går rundt og stikker tungene i jorden, men her er det virkelig en stenet og vild syrebasse, så 92 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Jérôme Neumeyer fra Domaine Neumeyer

Det næste Millésimes Alsace DigiTasting® møde adskilte sig fra de foregående ved, at Jérôme Neumeyer fra Domaine Neumeyer aldrig dukkede op. Lidt senere end aftalt tid ringede Jérôme dog til mig og vi blev enige om, at sætte et tidspunkt op senere på dagen, men på dét online-møde var der heller ingen held.

Det var formentlig teknikken, som svigtede, men lidt en skam, da Domaine Neumeyer er et lille spændende økologisk og biodynamisk vinhus, som jeg aldrig har smagt vine fra tidligere.

Domaine Neumeyer

Vinhuset ligger på adressen Rue Ettore Bugatti i byen Molsheim … byen, der netop er kendt som hjemby for produktion af de eksklusive Bugatti sportsvogne. Firmaey Bugatti blev grundlagt tilbage i 1909 af Ettore Bugatti.

Så gammel er vinhuset Domaine Neumeyer dog ikke, for det blev først grundlagt i 1925 af Xavier Neumeyer sammen med sin hustru Joséphine. Siden 2016 har driften dog været varetaget af den 4. generation i form af Jérôme Neumeyer og søsteren Marie Neumeyer-Tonner.

Familen har samlet 16 hektar vinmarker, der bl.a. er fordelt på markerne Grand Cru Bruderthal og de 4 Lieu-dits Hahnenberg, Schaefferstein, Stierkopf og Finkenberg.

Markerne drives økologisk, men der anvendes også biodynamisk tilgang og i vinkælderen arbejder Jérôme med skånsom presning, sortering of en minimalistisk vinificering, hvor der alene anvendes druerne naturlige gærceller og derudover lagres vinene sur lie.

Jérôme producerer 14 forskellige vine, 2 mousserende og 3 søde vine. Vinene er delt op i serierne; Alsace, Terroirs, Crémant Terroirs, Grand Cru Bruderthal og liquoreux.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Neumeyer var der disse 4 vine;

Igen 4 små udvalgte vine. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Jeg har selvfølgelig linket til alle mine beskrivelser og anmeldelser ovenover.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Ja … det punkt udgår jo så.

2018 Arthur Metz, Pinot Gris Vendanges Tardives, Alsace, Frankrig

2018 Arthur Metz, Pinot Gris Vendanges Tardives, Alsace, FrankrigVi sluttede vinene fra Arthur Metz et Proprietes med en 2018 Arthur Metz Pinot Gris Vendanges Tardives, hvor der så er skruet godt op for sødmen.

Vinen er lavet med druer, som har fået botrytis aka skimmel aka ædel rådenskab, så det betyder selvfølgelig godt med sødme i druerne og vinen har da også 108,3 gram restsukker pr, liter og der laves årligt 5.500 flasker af vinen.

Først kommer der nogle lidt tertiære noter af skocreme, polish, tørrede rosenblade, dåsepærer samt kandiserede frugter. Der er kandiserede pyntebær, abrikoser … kraftig, fyldig, olieret og sgu samtidig kompleks.

Smagen er også virkelig fin … vi er bestemt på dessertniveau, men det er samtidig med en levende og syrlig frugt, hvilket giver liv og god balance. Der er nødder, flydende honning og karamelsirup med lidt toffeepudding. Mums og 91 point.

Ikke fundet herhjemme … og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine André Lorentz, Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser, Alsace, Frankrig

2021 Domaine André Lorentz, Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser, Alsace, FrankrigDomaine André Lorentz er en del af Maison Klipfel, men altså også ejet af store Arthur Metz et Proprietes. Men det er derfra, at jeg som næste vin smagte en Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser 2021.

Maison Klipfel blev selv oprindelig grundlagt i 1824 af Martin Klipfel, der også i 1830 købte den prestigefyldte Clos Zisser på Grand Cru Kirchberg.

Det var dog hans søn og barnebarn Eugène og Louis Klipfel, der vækstede vinhuset, som i 1921 var blandt de første til at producere  Vendanges Tardives og Sélections de Grains Nobles på Clos Zisser og Kirchberg de Barr.

Senere kom André Lorentz med i driften, efter han forelskede sig i Andrée Klipfel. Senere blev vinhuset dog styret af hans søn Jean-Louis Lorentz-Klipfel og hans 3 døtre Anne-Sophie, Marie og Amélie. De styrede det frem til 2016, hvor det blev solgt til Arthur Metz et Proprietes, som i dag sælger vine under både Domaine André Lorentz og Maison Klipfel navnene.

Denne Muscat Grand Cru Kirchberg de Barr Clos Zisser, hvor Muscat druerne kommer fra husets monopolmark Le Clos Zisser, der er på 3,5 hektar og ligger midt på Grand Cru marken Kirchberg de Barr med en undergrund af mergel-kalksten rig på småsten.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men det er vin, som kun laves i 1.200 eksemplarer årligt. Den har 3,6 gram restsukker pr. liter.

Duften er sødlig og parfumeret frugt, kandiserede abrikoser, fersken, lidt honning, lindetræ, mint og godt med blomster. Smagen er jeg dog ikke så pjattet med … let perlende og utrolig vandet. Der mangler både struktur og frugt, selvom der kommer lidt citroner og grønne æbler frem, så dermed 86 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2020 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Riesling Grand Cru Florimont, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Viticole de la Ville de Colmar, Riesling Grand Cru Florimont, Alsace, FrankrigNæste Arthur Metz et Proprietes vin var fra Domaine Viticole de la Ville de Colmar og det var deres 2020 Riesling Grand Cru Florimont.

Vinmarken Grand-Cru Florimont ligger i kommunerne Ingersheim og Katzenthal og har en jord med kalksten og fossiler.

Derudover er marken prydet med gule tulipaner, anemoner og vilde orkideer, som er med til ar give vinen et særligt udtryk. Igen er der dog næsten ingen info om produktion, men vinen har 1,4 gram restsukker pr. liter og der laves kun 3.500 flasker årligt.

Næsen er mere vegansk, animalsk og bondsk … fersken, melon og tørrede abrikoser, mens syreniveauet til gengæld virker forholdsvis let.

I munden er der dog mere spark med masser af citroner, lemon … men virker alligevel samlet set til den rustikke og kantede side, så dermed giver jeg den 89 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Frankrig koster vinen 15€ … svarende til 112 kr,

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Arthur Metz, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, Alsace, Frankrig

2020 Arthur Metz et Proprietes, Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, Alsace, FrankrigDen første vin fra Arthur Metz et Proprietes blev denne 2020 Riesling Grand Cru Altenberg de Wolxheim, hvor druerne er fra 6 forskellige plots på Grand Cru Altenberg de Wolxheim.

Vinmarken ligger i 200-250 meters højde for foden af Rocher du Horn. Jorden byder der på masser af grus og kalk, hvilket er specielt velegnet til Riesling.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men den skulle være lavet på ren stål. Den har 2,8 gram restsukker og der laves årligt 19.300 flasker af vinen.

Duftmæssigt er vinen klart bedre end 2018’eren … ikke helt så lukket, men har både nødder og nogle muskatagtige noter, nougat og hyld, mens der ikke er så megen duft af æbler, citroner eller anden syrlig frugt, hvilket gør duften en smule neutral.

I munden er det en fyldig Riesling, hvor der både kommer lemon og citroner frem med bitterhed samt en pebret syre. Den har dog en sødere kant med vanilje, varme og fyldige frugtnoter. 87 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Megavin, hvor en flaske koster 129 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7