Præcis kl. 11.00 dukkede den søde og smilende Céline Meyers blide ansigt op på skærmen til mit næste Millésimes Alsace DigiTasting® one-on-one møde. Hallo’ … bonjour.
Det var mit 7. møde denne formiddag, så der havde været travlt fra første møde tre timer tidligere. Alligevel var det en sand fornøjelse at møde endnu en imødekommende og venlig alsacisk vinbonde og Céline er én af slagsen, for hun driver Domaine Josmeyer sammen med sin søster Isabelle Meyer.
Som ved flere af dagens møder, så var kvaliteten af billedet ved onlinesmagningen ikke optimal. Det var faktisk meget forskelligt, idet nogle gik rigtigt godt igennem, mens andres forbindelser var grynene, utydelige og pixelerede … som her.
Domaine Josmeyer
Domaine Josmeyer ligger midt i byen Wintzenheim omkring 5 kilometer vest for Colmar i Alsace. Det er grundlagt i 1854, da restauratøren og storgourmeten Aloyse Meyer besluttede sig for at udvide sin far vinhandel ved at blive negociantproducent … bl.a. med vine fra de bedste lokale marker Brand og Hengst, som i dag er anerkendt som nogle af de bedste Grand Cru marker.
Det var dog hans barnebarn Hubert Meyer, der reelt startede med at sælge vinene under Josmeyer navnet, da han i 1963 besluttede at tilføje de første bogstaver i sin fars Joseph navn til domainets navn og det blev således til Josmeyer.
Allerede i 1966 overtog Huberts søn Jean dog driften og han var manden bag husets succes, bl.a. med fokus på en modernisering og eksport af vinene til nye markeder. Jean var også idémand til husets brug af kunstnere til at lave etiketterne til vinene og stod også bag omlægningen til både økologisk og biodynamisk drift i 2000.
Jean Meyer løftede simpelthen Domaine Josmeyer ind i eliten af vinproducenter i Alsace, men døde desværre i 2016. Så i dag er det hans to døtre Céline og Isabelle Meyer, som driver vinhuset. Det er Isabelle som står for produktionen, mens Céline er CEO og står for salg, ledelse og markedsføring.
Isabelle er storesøsteren og hun har faktisk deltaget i produktionen siden 1994 og altså i rigtigt mange år sammen med Jean. De 2 søstre har sammenlagt 287 hektar vinmarker, hvor de dyrker både Riesling, Pinot Blanc, Auxerrois Blanc, Pinot Gris, Gewurztraminer, Sylvaner, Muscat og Pinot Noir.
De bedste marker er Drachenloch, Herrenweg, Rotenberg samt selvfølgelig de to Grand Cru marker Brand og Hengst. Den samlede produktion ligger årligt omkring 150.000 flasker.
Og vinene laves normalt ved, at vinificeringen af vinene starter i termoregulerede tanke med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Derefter fortsætter denne gæring for det meste i op til 100 år gamle træfade på mellem 1.000 og 6.000 liter.
De gamle fade er virkelig lidt af perlen hos Josmeyer … og som du kan se på billederne, så er søstrene gode til at udsmykke de gamle egefade med både kridttegninger og information om vinene. Det er meget kunstnerisk og passer perfekt i husets ånd, hvor også flaskerne har kunstneriske etiketter.
Således har en lang række kunstnere udsmykket flaskerne gennem tiden og i 2014-2015 var det faktisk Isabelle Meyer selv, som påtog sig denne opgave, idet hun udover sin uddannelse som vinmager har gået på kunstskole og er inspireret af malere som Modigliani, Matisse og Egon Schiele.
Smagekassen
I kassen med vine fra Domaine Josmeyer var der disse 4 vine;
Med andre ord var det 4 topvine fra huset … så dermed var der langt op til en pokkers lækker lille smagning. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne normalt ser ud.
Som det tydeligt fremgår, så er to af vinene fra den serie af vine, som Josmeyer kalder La série Artiste.
Desværre var Josmeyer vinene blandt dem, hvor der måske kunne være fejl i mini-flaskerne tappet hos destilleriet Nusbaumer i Steige. For inden smagningen havde jeg fået en mail fra CIVA, at der i deres kvalitetskontrol var fundet visse organoleptiske afvigelser i nogle af smagekasser … and the Domaine Josmeyer estate boxes are part of the potentially affected lots.
Selvom CIVA opfordrede – not to not consider these samples – så havde jeg alligevel inden mødet med Céline Meyer smagt alle vinene, og fandt faktisk slet ingen problemer med vinene. Ovenover har jeg selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.
Millésimes Alsace DigiTasting® mødet
Céline Meyer er et rigtigt livstykke … utrolig smilende og venlig, så det blev et rigtigt positivt møde, hvor vi snakkede lidt om vinhuset, deres marker, biodynamisk drift og lidt om klimaændringerne.
Hun fortalte, at deres 28 hektar vinmarker er fordelt på ikke 90 forskellige plots. De arbejder fuldstændigt biodynamisk og følger også månekalenderen … hvilket også kan ses på illustrationerne på de gamle fade i kælderen.
De fornemmer også, at klimaændringer har gjort vinene en smule varmere, så det giver problemer med syren i vinene. Derfor høster Josmeyer i dag også tidligere end normalt. Omkring TDN – som jo netop forstærkes af varmen – så var det ikke et emne, som Céline umiddelbart vidste vildt meget om, men i løbet af vinificeringen smager de ofte vinene, således de får det ønskede udtryk.
Derudover arbejder Josmeyer også med langsom pres af druerne, hvilket ofte er over 8 timer. Derudover lagrer alle vinene i de gamle træfade … og det er mindst i 1-2 måneder. Og til sidst lovede Céline også at sende mig et par billeder fra vinhuset … heldigvis, for de gamle fade med illustrationerne er da helt fantastiske.