Den næste mousserende vin var dog ægte champagne og var ret specielt lagret på havbunden i omkring 60 meters dybde. Det er denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru fra huset M. Hostomme.
Sidst vi holdt byggemøde hos Flemming, da serverede han sgu også en vin fra Hostomme i form af deres 2008 M08 Blanc de Blanc Grand Cru.
M. Hostomme ligger midt i Chouilly sammen med mange andre champagnehuse som naboer og drives af familien Hostomme, der har næsten altid har arbejdet med jorden.
Det var dog Louis-Denis Hostomme, der lagde kimen til huset for omkring 200 år siden, men i midten af 1850’erne overtog stafetten til sønnen Louis-Alexandre Hostomme, men det var reelt først med hans søn Ambroise-Félix Hostomme. at champagnehuset opstod.
Siden 1993 har det dog været Laurent Hostomme, der har været ansvarlig for driften af domænet, der siden 2016 desuden har været drevet efter en HVE-certificering aka High Enviromental Value om bæredygtig vinbrug.
Certificeringen var et helt naturligt tiltag, da man hos Hostomme altid har praktiseret af frembringe Champagne så bæredygtigt som overhovedet muligt.
Samlet har M. Hostomme i dag 22 hektar vinmarker, hvor en pæn del endda har Grand Cru-status, primært i Chouilly sydøst for Epernay og derfra laver de årligt omkring 230.000 flasker champagne.
Denne Vikka Extra-Brut Blanc de Blancs Grand Cru er kun lavet i sølle 500 eksemplarer. Det er ren Chardonnay fra Grand Cru marker ved Chouilly.
Vinen har gæret på en kombination af stål og franske fade fra Bourgogne for derefter at være lagret hele 48 måneder sur lie på gærresterne med andengæringen på på havbunden i omkring 60 meters dybde. Ståltråden omkring proppen er da også rusten på grund af årene i det salte hav.
I næsen har champagnen den skønneste og landlige aroma, som egentlig er rank, kompleks og en fin kombination af gær, rå dej med modne æbler, stikkelsbær, citroner og honningmelon. Den har sart aromatisk duft med dejlig balance, hvor man først ligger mærke til en luftig, kalk- eller kridtagtige lethed suppleret med blomster og smukke blomster.
Smagsmæssigt er der en middel syre … afdæmpet, godt med koncentrerede æbler, abrikos, tørret abrikos endda og syren er samtidig sådan lidt mørk og maskulin, men også frisk og levende. Der kommer noget frugtsødme, godt med stenet og saltet mineralitet og kæmpe dybde. 95 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.849 kr., mens prisen er 1.650 kr. ved køb af 2 flasker.