Er I trætte af, at læse om tyske Spätburgundere, som ikke kan købes i Danmark? Lad os gemme nogle til senere, og så smage lidt andre vine, og vi starter … af alle steder i et relativ ukendt land … i hvert fald vinmæssigt.
Vi er nemlig i Slovakiet, hvor vi finder Château Belá. De står bag denne Riesling … en spændende lille sag, som den gode Egon Müller fra Mosel har været med til at lave.
Jeg har én enkelt gang smagt en vin fra Egon Müller, nemlig hans 2011 Riesling Scharzhofberger Kabinett fra Mosel i Tyskland. Jeg var blown away, og gav vinen de sjældne 7 Thumbs Up. Så da jeg stødte på denne Riesling fra Château Belá, og læste at den gode Egon Müller stod bag, så røg der hurtigt en bestilling af sted.
Chateau Bela ligger i den sydlige del af Slovakiet, 10 kilometer fra Danube floden, tæt på grænsen til Ungarn og den gamle by Esztergom i Ungarn. Igennem mange slægter har slottet tilhørt Baron Ullmann familien, og ejer 80 hektar vinmarker … hvor der har været dyrket druer siden romertiden.
I 1945 – efter anden verdenskrig – blev slottet overtaget af den tjekkeslovakiske stat, og omdannet til fængsel for politiske fanger. Senere blev slottet – fortsat under statens ejerskab – anvendt som fabrik for kemisk produktion. Men i 2000 kom familien Ullmann igen på banen, idet slottet blev købt tilbage af grevinde Ilona von Krockow … barnebarn af den gamle baron Georg Ullmann.
Grevinden og hendes mand Mathias von Crockow omdannede efter overtagelsen slottet til et stort, eksklusivt 5 stjernet hotel, som åbnede i 2008. Det kostede intet mindre end 100 millioner euro at renovere slottet. Alt blev renoveret og udskiftet.
Til at forestå vinproduktionen fra slottets store markbesiddelser hyrede man den lokale vinmager Miroslav Petrech og Riesling-kongen Egon Müller. Ganske enkelt genialt. Måske hjalp det, at grevinden var veninde med Egon Müllers frue. De to vinmagere lavede de første Château Belá vine i 2001.
Og her har vi en af slagsen … selvfølgelig Riesling. Vinstokkene har rod i kalkholdig jord, og derfor frembringe mineralsk dominerede vine, som både er tunge, stærke og mineralske … lad os nu se.
Duftmæssigt er Rieslingen tydelig, bl.a. med lidt petroleum, blomster, modne lyse frugter … men ikke umiddelbart så spændstig og frisk i udtrykket, som dens tyske slægtninge. Det går også igen i smagen, som er moden, varmkrydret .. men med dejlig renhed, ikke voldsom mineralsk, men der er altså lidt. Skøn vin … virker til at ha’ potentiale, men mangler lidt spændstighed og syre.
Købt via Vivino, pris 83 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk.
Rating 4,5/7 
Med næste Spätburgunder er vi hos et flok vingartnere i byen Bad Cannstatt et par få kilometer nord for Stuttgart i området Württemberg … ja der er nemlig tale om kooperativet Weingärtner Bad Cannstatt, som under mottoet Eine Klasse für sich producerer vine … og altså også denne Spätburgunder ** Trocken. Ja de to stjerner indgår reelt i navnet.
Saint Remigius … ærkebiskop af Reims, helgen og kirkens skytsengel har givet navn til vinhuset Weingut St. Remigius, som ligger i byen Niederrimsingen lidt syd for Merdingen i Kaiserstuhl, Baden. Og fra sådan et vinhus bør sådan en Achkarrer Schlossberg Spätburgunder smage så englene synger … men om det er tilfældet, ja det skal jeg nok afsløre senere.
En rigtig charmerende lille Spätburgunder … her fra Weingut Krebs, hvilket også illustrativt – og spot on – er afbilledet på etiketten med en klo fra en krebs. Vinhuset ligger i byen Freinsheim i Pfalz og drives – som navnet indikerer – af familien Krebs, nemlig Harald Krebs og sønnen, jungwinzer … den unge vinmager Jürgen Krebs.
Med næste vin er vi hos vinhuset Drautz-Able, som ligger i byen Heilbronn i vinområdet Württemberg, og vinen fra huset er denne Spätburgunder Neckarsulm Scheuerberg GG, igen en af de spændende Grosses Gewächs og fra et spændende område.
I byen Trier ved Mosel finder vi vingården Deutschherren-Hof med tilhørende Weinstube …vinrestaurant, og de står bag denne Spätburgunder Barrique, som var første vin ved Tysk Vinkontors store Spätburgunder seminar på Nimb i tirsdags.
Tirsdagens sidste vin blev igen en italiener, nemlig denne Diodoro Primitivo di Manduria fra det historiske vinhus Cantine San Giorgio, som – mærkeligt nok – ligger i byen San Giorgio Jonico en 5-10 kilometer øst for havnebyen Taranto … i Tarantoprovinsen. Ja, vi er selvfølgelig i Italiens hæl Apulien … eller blot kaldet Puglia.
Weekenden bød også på vin … og endda Rioja igen, nemlig en Reserva fra Bodegas Izadi, som ligger ved byen Villabuena de Álava, som ligger i Rioja Alavesa.
Igen et smut til Toro og Bodegas Numanthia … men denne gang med vinen Termes, ren Tempranillo og fra vinstokke med en alder på mellem 30 og 50 år. Og det er stokke, som får godt med sol i et barsk klima.
Faustino … nærmest lidt et levn fra 1980’erne … eller dengang Rioja var højeste mode … eller hvad? Jeg har tidligere smagt vine fra huset og været både skuffet og glad. Flemming havde valgt denne 13 år gamle sag, som aftenens første røde vin, Faustino I Gran Reserva, husets absolutte topvin.