Er det ikke tid til lidt Nebbiolo? Det er altid tid til Nebbiolo og det er behændigt løst med et glas af en 2020 Barbaresco fra Massimo Rattalino, der holder til lige uden for Barbaresco mod mod syd.
Massimo Rattalino er ikke født ind i en familie af vinavlere, men startede sit projekt i 1999 ud fra en drøm om at producere nogle af de ædle vine fra Barbaresco. Massimo var selv født i Barbaresco, men er en af vinindustriens nye producenter.
Han har kun 7,5 hektar vinmarker, men de ligger spredt med hovedparten i Barbaresco området, men har også parceller i Barolo og han har temmelig uromantisk opkaldt sine vin efter nummeret på parcellerne jf. det lokale zonekort i MGA opdelingen.
Denne Barbaresco har således nummer 42 … quarantadue og Nebbiolo druerne kommer fra 24 år gamle vinstokke på marken i 240 meters højde.
Gæringen er sket i rustfri stålkar ved 28 grader med nedsænket hættemetode og maceration på skindene i omkring 13 dage. Den malolaktiske gæring sker i slutningen af alkoholisk gæring og så er vinen lagret 2 år på 20 hektoliter egetræsfade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Vi starter duftmæssigt ganske landligt … animalsk … og så kommer der ellers en fin, ren og præcis frugt, der er lys, energisk og ren med hindbær, jordbær, tranebær og ribs. Der kommer tørrede roser, lidt læder, fennikel, tjære, blomsterstilke, balsamiske noter … og man kan også fornemme en let og diskret frugtsødme.
Uha … det smager sgu godt med en lys og moden frugt, hvor der oveni også kommer lidt fennikel, lakrids, jordbær, hindbær, ribs og en smule grillet lemon. Det er virkelig i balance og man kan ikke undgå at blive imponeret. Med lidt luft i munden viser tanninerne også lidt tænder og tandkød … men det bliver aldrig vildt, for vinen har denne fine, lette og venligt frugtsødme … 94 point.
Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 289 kr.