Agricola Fratelli Broccardo har vi mødt før her på Houlbergs Vinblog og nu smager jeg husets 2020 Barolo San Pietro.
Nebbiolo druerne til vinen kommer fra 30 år gamle vinstikke på Bricco San Pietro marken i Monforte d’Alba i 380 meters højde og har en syd- til sydvestvendt orientering, hvor solen giver frugten ekstra pondus og smag.
Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede ståltanke ved 28 grader. Efter malolaktisk gæring i ståltankene har vinen lagret 24 måneder i op til 10 år gamle slavonske samt franske 60 hektoliter egetræsfade. Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere 10 måneder på flaske.
Duftsmæssigt er der godt med blomster … tørrede rosenblade, violer, grønne plantestængler, kamfer, medicinkasser, hæfteplaster, læder og tobaksblade. Frugten er arketypisk Nebbiolo med kirsebær samt ribs, blåbær og tranebær med en balsamisk nerve, cedertræ, røg, marcipan og lidt saltlakrids, kaffe og mørk chokolade.
I munden er det en tør vin … men har en fin ren, klar, cool og kølig frugtsødme, masser af lys frugt, syrlige drops, ribs, sure kirsebær og tranebær. Der er en frisk og stram syre med masser af citroner samt lemon, en meget let Campari bitterhed og vilde, knastørre tanniner, som dog aldrig bliver ustyrlige … men giver lækkert bid. 94 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.