Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2015 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Château de Beaucastel, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigFalken holdt sig standhaftigt i Rhône, for den næste vin var en 2015 Châteauneuf-du-Pape fra  Château de Beaucastel.

Igen er det et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om … ja faktisk var jeg for lidt over 5 år siden til en Perrin smagning på Fusion i Alborg med Matthieu Perrin til bords. Det skrev jeg om i indlægget Rhôneaften m/Matthieu Perrin … ved kaptajnbordet på Fusion.

Derfor kigger vi her alene på denne deres almindelige Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle de 13 tilladte druer i Châteauneuf-du-Pape, nemlig – hold fast – 30% Grenache, 30% Mourvèdre, 10% Counoise, 10% Syrah og 5% Cinsault, mens de sidste 15% består af Vaccarèse, Terret Noir, Muscardin, Clairette, Picpoul, Picardan, Bourboulenc samt Roussanne, som kommer fra de omkring 70 hektar vinmarker, som Château de Beaucastel ejer i AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen.

Der har ikke været brugt kemisk gødning på markerne siden 1964. da man i stedet har fundet ud af at bruge en blanding af fåregødning og resterne fra det forrige års druepresning. Herved opnår man, at jorden automatisk er i mikrobiologisk balance, og at vinstokkene bliver meget mere resistente over for diverse sygdomme.

Perrin brødrenes hovedfilosofi er ikke at stræbe efter at få det største udbytte pr. hektar, men derimod sætter de en ære i at høste sunde og afbalancerede druer, som kan producere store vine af enestående kvalitet. Høsten af druerne foregår udelukkende ved håndplukning, og derefter sorteres de – også manuelt – meget nøje. Kun de bedste druer bliver til vin.

Hver sort høstes separat og manuelt og vinificeringen foregår i egetræsfermentorer til de reduktive sorter Mourvèdre og Syrah, mens alle de øvrige druesorter gærer i traditionelle emaljerede betontanke. Endt endt fermentering sker der malolaktiske gæring efterfulgt af 12 måneders lagring på foudres.

I næsen har vinen lidt af samme noter som foregående … blot langt mere æterisk, luftig og syrlig. Det er virkelig en lækker aroma med lidt mejeri, flæsk, tætte mørke bær, solbær, solbærmarmelade samt hindbær, gazebind, pebrede noter, krydderier, lakrids, mild tobak, grafit samt lidt røgede noter.

Smagsmæssigt er der en dejlig kraftig og alligevel frisk vin … virker spændstig, ung og potent, koncentreret med masser af rund, krydret og småsød frugt, stor tørhed og en smuk nerve. Hvor smager det dog bare godt.

Forhandles af bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 675 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, Italien

2014 Nervi, Gattinara Vigna Valferana, Piemonte, ItalienSidst jeg smagte denne Gattinara Vigna Valferana fra Nervi var det i en årgang 2013. Siden har vinen fået Conterno-navnet på etiketten, hvilket har øget prisen til det dobbelte, så denne 2014 koster 800 kr. – hyperinflation på et år.

Vinhuset og Giacomo Conternos overtagelse har jeg således skrevet om tidligere, så derfor kigger jeg alene denne gang på selve denne Gattinara Vigna Valferana, hvor druerne kommer fra den 5,3 store vinmark Valferana, der siden 1228 har været en af de bedste marker i området.

Navnet Valferana kommer af ordet Val Florana, som vel nærmest betyder jerndalen. Marken har nemlig et usædvanligt højt indhold af jern og mangan i undergrunden. Det er en vin, som har lagret hele 4 år på egefade mod konsortiets regler om obligatoriske på 2 år.

I glasset en let, lys og transparent vin, som duftmæssigt udsender aromaer er en smule grøntsagsfond,  knuste blomster, roser, violer, grønne urter, kaktus, hyben, tørrede tranebær, jordbær, brændt ler, læder, charcuteri, tobak, peber, bitre frugtkerner, syrlige bolsjer og en smule drikkeyoghurt. Som med 2013’eren er duften på ingen vis frembrusende eller vild, men afdæmpet, sart og fantastisk.

Igen er det ingen stram Nebbiolo, for vinen har igen samme lyse og feminine side, meget ren, frisk og lettere end forventet med ret god syre, hyben, ribs, stikkelsbær og tørre, bitre tanniner, som stadigvæk er i det bidske og mundrensende humør. Vinen slutter med både lidt blomstrede og mineralske elementer, ren, clean og cool … det smager fandens godt.

Importør er Adriat Vinimport og i vinbutikkerne koster en flaske af denne årgang over 800 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve, Pfalz, TysklandHainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve fra Weingut Bernhard Koch har jeg smagt tidligere i årgang 2013 og den var næste vin i rækken blot i en årgang 2016. Den kom dog til at virke lidt kluntet i forhold til en elegante Chat Sauvage, men er dybest set en monsterlækker vin.

Sidst jeg smagte den, så gav jeg den da også hele 6,5 Thumbs Up og var ganske begejstret. Det er fortsat virkelig lækker vin, blot en anderledes Pinot Noir vin end den foregående, bl.a. med varmere og langt mere fadtung.

Vinen er alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, der er den bedste mark omkring Hainfeld. Navnet Letten betyder ler eller lerholdig jord og det er netop tilfældet med Hainfelder Letten, som består af ler, kalk og lermel.

Denne vin laves alene i de allerbedste år og laves som de øvrige topvine hos Koch … altså med maceration og gæring i store tanke og lagring 18 måneder på barriques og større egefade. Efter aftapning på flaske er vinen så yderligere lagret 3 år inden frigivelse.

I næsen er det en Pinot Noir kraftbasse med både flæsk, blæk, sorte oliven, lidt mælkede noter, masser af fadsødme fra sødbrændte fade, mælkechokolade, vanilje, tonsvis af kakao, karamel, kaffe, sød frugt og langt  mørkere end lige forventet. Det er solbær og jordbær i fint elegant sammenspil, lidt balsamiske noter og så grønne elementer samt en smule eukalytus.

I munden er det en varm Pinot Noir … og jeg gættede faktisk på en amerikanske af slagsen. Den har en varm, blød syre, masser brændte noter, sødme, modne kirsebær, tranebær, hindbær samt boysenbær, men samtidig også en rigtig fin balance. Tanninerne er fin, polerede og samlet har vinen også en vis lethed og elegance, for det fede og småbuttede duftnoter slår ikke igennem i smagen, som er ren, klar samt tæt og ordentlig smagfuld.

Forhandles af Vinvärket, men de har den ikke pt. i sortimentet. Den koster normalt lige over 500 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château Batailley, Lions de Batailley Pauillac, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Batailley, Lions de Batailley Pauillac, Bordeaux, FrankrigMed næste vin tog vi et seriøst kvantespring, for det var nemlig en fin 2015 Lions de Batailley Pauillac … 2. vinen fra 5. Grand Cru Classé vinslottet Château Batailley i Pauillac.

Château Batailley har vi også tidligere stiftet bekendtskab med her på Houlbergs Vinblog, da jeg smagte deres førstevin Château Batailley Pauillac 5. Grand Cru Classé i en årgang 2009. Denne lillesøster var denne aften faktisk en tak bedre, for det var vitterlig én, som overraskende hele sjakket.

Château Batailley er et af de ældste vinslotte i Médoc og fik sit navn efter et afgørende slag – på fransk en bataille – mellem England og Frankrig i 1453, hvor de franske soldater generobrede naboslottet Château Latour fra englænderne.

Slaget – som udspillede sig, hvor Batailley flotte slotsbygning og vinmarker ligger i dag – var i øvrigt medvirkende til at afslutte 300 års engelsk besættelse af Aquitaine.

Nogle år senere blev de første vinstokke plantet på denne historiske og blodige jord, men det nuværende slot er vel først bygget i slutningen af 1700-tallet, hvor det var ejet af Saint-Martin familien og kendt som Château Batailley.

Derefter skiftede slottet ejere en del gange, indtil det i 1816 blev overtaget af Daniel Guestier fra Daniel Guestier of Barton & Guestier.

Han restaurerede og udvidede slottet, som første gang blev klassificeret som 5. Cru slot af Abraham Lawton i 1815 og året senere af Charles Cocks, så da man skulle klassificere de mange Bordeaux slotte i 1855 klassifikationen, så lå Château Batailley allerede til at blive et 5. Grand Cru Classé slot.

Ud over vinmarkerne er man i dag meget stolt af den 5 hektar store have, som i 1850 blev tegnet og anlagt af Napoleons havearkitekt Barillet-Deschamps.

Siden blev slottet købt af Borie familien, som allerede i 1870 havde grundlagt det berømte vinfirma Borie-Manoux. Men for at undgå problemer med de strikse franske arveregler, så delte man i 1942 slottet i to.

Det blev til Château Batailley og Château Haut Batailley, som selvfølgelig begge fortsat i dag er 5. Cru Classé slotte. Marcel Borie overtog Château Batailley, mens hans bror François overtog Château Haut Batailley.

I 1961 overdrog Marcel Borie firmaet til sin svigersøn Emile Castéja, og det er i dag Emiles søn Philippe Castéja – og dermed 5. generation – som står i spidsen for vinslottet.

Philippe Castéja står ikke blot i spidsen for Château Batailley, men har siden 2005 også været direktør for Borie-Manoux og et voksende vinimperium.

For Borie-Manoux omfatter i dag ejerskab af mere end 10 franske vinslotte, hvilket udover Batailley bl.a. er Châteat Trotte Vieille, Beau-Site, Domaine de l’Eglise, Château Lynch-Bages, Chateau La Croix du Casse, Château Bergat, Château Pignon, Château Haut-Madrac og Château Haut-Bages Monpelou.

Men kronjuvelen er nu fortsat Château Batailley, hvor Philippe Castéja også selv bor. Der har familien samlet 57 hektar vinmarker med 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot samt lidt Cabernet Franc og Petit Verdot.

Derfra laves der årligt omkring 22.000 kasser af Pauillac 5. Grand Cru Classé, men siden 2016 er de også startet med at lave 2. vinen Lions de Batailley og denne årgang 2015 er således blot den anden årgang af vinen … første årgang blev 2014.

Lions de Batailley har sit løvefarlige navn fra de to løver af sten, som vogter over indgangen til slottet. Vinen er lavet af druer fra de unge vinstokke og vin, som er blevet frasorteret under sammenstikningen af førstevinen. Druesammensætningen i 2. vinen er derfor forskellig og består af 60% Cabernet Sauvignon, 31% Merlot og 8% Cabernet Franc.

Som det er tilfældet med slottets førstevin, så vinificeres Lions de Batailley på nøjagtig samme måde, altså med lang, kølig gæring med hyppige omrøringer, en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på 225 liter franske barriques, hvoraf de 40% er nye og resten et år gamle.

Duftmæssigt er det en dyb, tung og fed vin … mentol, violer, fugtig kælder, muldjord, læder, jernbanesveller, medicinskab, lakrids og så pænt med eg og fade, vanilje, lakridskonfekt, chokolade, tobak samt sorte oliven. Frugten er klart solbær og brombær, men på en eller anden måde bliver det aldrig overfed eller for flomme.

I munden er vinen blød, kraftfuld, fed og virkelig smagfuld, mens tanninerne kommer snigende … langsomme, tørre, stærke og bare spillevende. Der er tykke, mørke kirsebær, jordbær, lakrids og den cremede smag suppleres af en lidt vamset smag. Vinen har en flot kraft og virker som et lokomotiv på smalle skinner. Flot og ganske imponerende.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2016 Tenuta Tascante, Contrada Sciaranuova V.V., Sicilien, Italien

2016 Tenuta Tascante, Contrada Sciaranuova V.V., Sicilien, ItalienDet er knap et par måneder siden, at Jesper serverede en charmerende 2017 Ghiaia Nera Etna Rosso fra vinhuset Tenuta Tascante, der ligger på den nordlige side af den iltre vulkan Etna på Sicilien, men som første rødvin denne aften serverede han storesøsteren Contrada Sciaranuova V.V.

Samlet laver Alberto Tasca i dag 8 forskellige vine på Tenuta Tascante og heraf 4 enkeltmarksvine fra de 3 marker aka contradaer Sciaranuova, Pianodario og Rampante. Der laves 2 enkeltmarksvine fra Sciaranuova … en almindelig og denne Sciaranuova V.V.

Sciaranuova ligger i gennemsnitlig 730 meters højde mellem Montelaguardia og Passopisciaro. Der har Tenuta Tascante 14,4 hektar jord, men kun 4,9 hektar er vinmarker, der ligger på stejle sider af Etna i terrasser og med vinstokke tilbage fra 1961 … og druerne fra de ældste stokke bruges til denne V.V. udgave,

Det er selvfølgelig 100% Nerello Mascalese høstet i den sidste halvdel af oktober og gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 25-30 grader over 8 dage, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og så lagring 12 måneder på store 25 hektoliter egefade.

I glasset er vinen herlig lys og transparent teglfarvet  med dufte af lys læder, violer, røg, jordbær og i det hele taget ganske frugtrig med kirsebær, tranebær og rabarber. I næsen er vinen let, men har også både lidt tør jord, salte mineraler, vilde blomster og lidt appelsinskal og min første tanke var klart lidt Nebbiolo … men nej.

Det frugtrige gælder også smagsmæssigt, hvor frugten er hindbær, ribs, tranebær og sure kirsebær. Vinen har en god gennemborende syre, som sammen med  tanninerne giver et godt greb, selvom den måske ikke har vild dybde eller måske bare ikke er udviklet nok på nuværende tidspunkt og kunne klare flere år i kælderen. Vinen har også lidt jernagtige elementer, urter, timian, mynte samt en let sødme i slutfasen. Flot vin og ligger lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 899 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Cà Maiol, Lugana Riserva Fabio Contato, Lombardiet, Italien

2017 Cà Maiol, Lugana Riserva Fabio Contato, Lombardiet, ItalienDenne Lugana Riserva Fabio Contato – opkaldt efter husets grundlægger – er husets Lugana topvin. Vi smagte den i årgangen 2017 sammen med hovedretten af stegt kalv med svampesauce og stegt polenta.

Vinen er lavet på Turbiana druer fra nogle af de ældste vinstokke fra forskellige vinmarker høstet med et ganske begrænset udbytte.

Vinificering og lagring er foregået på en kombination med 50% i ståltanke samt 50% i nye franske egetræsbarriques og tonneaux. Denne årgang 2017 er flasket i april 2019 … dvs. med omkring 18  måneders lagring og har derefter lagret yderligere 6 måneder på flaske.

WAUW … vild tyk, smørfed og fadpræget næse, letbrunet smør, tørret abrikos, kandiseret, rosiner og moden frugt, let lemon, vanilje, kanel, honning, peber, mandler og blomster. Det er virkelig svulstig og epo-forstærket med store muskler.

Smagen er sgu også cremet, fed og svulstig. Det er voldsomt lækker, totalt bella figure med sexet body, men det bliver heldigvis aldrig for fedt, for vinen har en slank, elegant og vedkommende krop, hvor en portion salte mineraler og lemon giver elegance og en form for friskhed. Dejlig vin.

Forhandles herhjemme af Stavtrup Vine, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2015 Cobue, Monte Lupo, Lombardiet, Italien

2015 Cobue, Monte Lupo, Lombardiet, ItalienMed 2015’eren af Cobues Monte Lupo vin blev det sgu nu meget interessant og klokkeklar bevisførelse for, at Lugana vine absolut kan ældes med ynde.

Vinen er jo lavet som de forrige med Turbiana aka Trebbiano di Lugana druer og alene på ståltank, hvor vinen bagefter lagres sur lie inden aftapning på, flaske og endelig frigivelse.

Duftmæssigt er der nu kommet deller på skellettet, god fylde og den dufter næsten som om, at den har været lagret på den eg. Det har den ikke, for Gilberto Castoldi hader eg. Men duftmæssigt er vinen bare så blød, rund, soft og indbydende … WAUW.

Smagen er også langt bedre end de yngre siblinge … langt mere smeltende i munden med lidt dåsepærer, salte mineraler samt en smule sødme … virkelig super og venlig. Flot, flot vin.

Ingen forhandler herhjemme, men koster på vingården 12,90€ … svarende til 96 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R, Baden, Tyskland

2015 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R, Baden, TysklandDer kom mere lækker Spätburgunder i glasset, for med næste vin skulle vi igen til Weingut Knab med deres topvin 2015 Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R.

R’et i navnet på vinen står for Rappen aka stilke, for vinen er fermenteret uden afstilkning af druerne fra vinmarken Endinger Engelsberg.

Efter endt gæring er vinen så lagret 18 måneder på barriques og derefter 6 måneder på Großen Eichenfass aka store egefade.

I forhold til Then er duften her mere kølig, mere grøn og mere tilknappet, men det er sjovt nok også med en bondsk slagside … lidt som en kølig stald suppleret med røg, kaffe samt en frugt med både kirsebær, tranebær og en touch vanilje.

Smagen er ganske tør, røget og samtidig blød med tranebær, jordbær samt svagt bitre kirsebær. Samtidig er der virkelig godt med syre og en stringent, rank og kølig stil. Intens, elegant, kølig og ganske imponerende.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 42€ … svarende til 313 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken, Franken, Tyskland

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken, Franken, TysklandDenne 2015 Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken fra Weingut Daniel Then tog alle omkring bordet med stor overraskelse.

Weingut Daniel Then ligger centralt på Hauptstraße 1 i den lille by Sommerach i Franken.

Vinhuset er grundlagt i 1849 af Agnes og Franz Melchior, men drives i dag af Daniel Then, som er 5. generation og han overtog driften fra sin far Arthur for ikke så længe siden. Arthur hjælper da også fortsat den unge søn på vingården.

Weingut Daniel Then har samlet 5,5 hektar vinmarker, mens vinene laves og lagres i husets gamle kælder, som med smukke hvælvinger faktisk stammer helt tilbage fra 1500-tallet.

Huset laver selvfølgelig alle de typiske Franken vine .. og jeg har da også tidligere smagt 2015 Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken fra huset … men her nærmest samme vin, men blot i en tør Auslese udgave, nemlig 2015 Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken.

Som lillesøsteren er vinen vinificeret på rustfrie stålfade og med pæn maceration, men antal dage er dog ikke oplyst. Daniel har fra årgang til årgang eksperimenteret lidt med lagringen, men denne er lagret 24 måneder på barriques.

Fra vinglasset strømmer den herligste aroma … virkelig landlig med sød kostald, krudt, kaffegrums, jordbær, kirsebær og tranebær samt et totalt stort og tungt fadpræg, vanilje og mælkechokolade samt en kæk lille syre. Hvor er duften dog bjergtagende, berusende og bare ren eliksir for sjælen.

Smagsmæssigt er vinen virkelig cremet og smelter nærmest i munden med en sød rundhed, et venligsindet og vindende væsen, hindbær og kirsebær, ultrablød syre og er vild elegant. Selv de små og nuttede tanniner er polerede, stilen lidt bredrøvet, men hvor er den tiltrækkende. Lækker topklasse Spätburgunder og Houlberg vurderer den til et sted lige over 6 fede fingre.

Købt på vingården, hvor prisen var 21,00€ … svarende til omkring 156 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt startede med at lave Leistadter Herzfeld Spätburgunder første gang i 2018 årgangen. Nu smager jeg vinen igen … blot i den nyere årgang 2019.

Druerne til vinen er fra marken Leistadter Herzfeld, der ligger nabo til Kalkofen. Det er en vinmark med en sydvendt hældning og tilplantet med Dijon kloner.

Da 2019 lige er kommet på gaden, så er der endnu ikke mange oplysninger om vinen, men den forrige var lavet med spontangæring i åbne kar og under gæringen er der tre gange dagligt rørt rundt i gryden for at udvinde mest mulig farve og aroma af skallerne.

Måske er denne – som forrige lillesøster – lavet i de nye roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret 18 måneder på lige dele nye og brugte egetræsfade. Som sidst er rådet … dekanter lige vinen et par timer-

WAUW … for fra første fløjt mærker du, at der er langt mere magi i vinglasset. I næsen virker vinen mere moden med et fadpræg, der så lige supplerer med små frække noter af mandel, karamel, marcipan, vanilje samt en lys, afdæmpet frugt af kirsebær … kirsebærlikør og virkelig frugtrig og syrlig nerve.

Smagsmæssigt har vinen langt mere power … lys power og intensitet, end jeg lige havde forventet. Der er nærmest grønne, burgundiske elementer, lys tæthed, jordbær, kirsebær, grøn peber, vild og med stor dybde og lammende intensitet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7