Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2016 Château d’Arsac, Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig 

2016 Château d’Arsac, Le Monteil d'Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigJeg har smagt den før … denne Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois, der er andenvin på Château d’Arsac, der ligger 22 kilometer nord for Bordeaux by på Allée du Comte ved Arsac i Margaux. Sidst smagte jeg årgang 2015, men her er det fra den kæmpestore årgang 2016.

Le Monteil d’Arsac Haut-Médoc Cru Bourgeois var oprindeligt førstevinen på slottet og i denne årgang 2016 er den lavet på et blend med 48% Cabernet Sauvignon og 52% Merlot, som kommer fra den øverste del af Monteil bjergskråningen.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke ved 26-30 grader, mens 3-4 ugers lang maceration har trukket farve og tannin fra skindet. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på ståltank samt på 225 liters barriques, hvoraf 1/3-del er nye, 1/3-del er et år gamle samt 1/3-del to år gamle.

Duften er vel det, som man kan kalde ædel … den er mørk og egentlig ret klassisk med solbær, brombær, kandiserede sorte kirsebær, godt med træ, cedertræ, mahogni, teaktræ og linolie. Der er også fadpræg med lakrids, mørk chokolade, kaffebønner, kanel og vaniljesukker og man mærker også lidt muldjord, våd skovbund samt at vinen virker meget moden i udtrykket.

I munden er det en smooth … næsten på vej til at være cremet. Alligevel har den masser af liv, godt med frisk frugt, der endnu også er syrlig og til den lysere side med hindbær, tranebær, solbær, bitre kirsebær og en syre, der holder alting rank og oprejst. Den suppleres af knastørre tanniner samt en spids sort te bitterhed. Det er sgu en virkelig flot Bordeaux vin … og det er vildt, at man kan få sådan én med 8 år på bagen og i sådan en flot årgang til denne lave pris. Jeg lander på 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas Abadía de San Quirce, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVidere … næste Ribera del Duero vin blev en 2020 Crianza fra vinhuset Bodegas Abadía de San Quirce, der ligger ved Gumiel de Izán i Burgos området.

Bodegas Abadía de San Quirce er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1998, hvor en gruppe af lokale vinbønder og investorer gik sammen om at skabe en ny vingård.

Som det første blev der bygget et helt nyt og totalt moderne vineri, da missionen fra første færd har været klar, at lave højkvalitetsvine, der afspejler det unikke terroir og selvfølgelig på druen Tinta Fina aka Tempranillo.

Vinhuset ejer selv 25 hektar vinmarker, der ligger i Aranda de Duero og La Aguilera, mens de driver også 80 hektar med marker i Gumiel de Izan og La Aguilera. Disse marker hører til blandt de højest beliggende i hjertet af Ribera del Duero.

Vinstokkene på de fleste af markerne er ganske bush vines, ganske som man i tidligere tider har gjort det her. Bush vines er fritstående buske, der ikke er bundet op på et espalier med ståltråd. Metoden er ældgammel, og bruges af og til i tørre områder, hvor løvet skærmer mod solen.

På grund af den fritstående måde, som vinplanterne står, er det et krævende arbejde at passe dem, for her kan maskiner ikke hjælpe meget. Alt arbejde foregår ved håndkraft på den gamle måde.

De yngste vinstokke er 30 år gamle og de ældste er plantet tilbage i år 1900 før vinlusen Phylloxera hærgede i området. De gamle stokke er fordelt på små isolerede parceller med forskellige typer jordbund, der spænder fra sand og ler til kalkbund i varierende kombinationer.

På Bodegas Abadía de San Quirce arbejder deefter en filosofi om less is more. Høstudbyttet er generelt lavt, omkring 30 hektoliter per hektar, hvorfor druematerialet er meget mere koncentreret end ved store produktioner.

Når de nøje udvalgte og håndhøstede druer skal omdannes til vin, foregår det i det nye vineri. Druerne afstilkes, både den alkoholiske og den alkoholiske gæring sker i ståltanke … og nogle af vinene delvis i franske 3.000 og 6.000 liter egefade.

Derefter modner vinen videre i amerikanske og franske 225 liter barriques, der højst er tre år gamle. Lagringen sker over 6 måneder for de yngste vine op til 18 måneder for Reserva vinene.

Det er de to vinmagere Daniel Aguirre og Diana Moreno, der står i spidsen for produktionen af vinene … herunder også denne Crianza i årgang 2020 lavet på 100% Tempranillo fra 35 år gamle vinstokke på marker i Gumiel de Izán og La Aguilera.

Efter høst er alle druerne afstilket, mens gæring – både alkoholisk og malolaktisk – er sket i rustfri ståltanke. Vinen har lagret 12 måneder i amerikanske og franske egetræsfade suppleret med 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt kommer der fra start lidt blomster, virker faktisk en kende aromatisk. Dertil kommer mørke bær, sorte kirsebær, solbær, svesker og blommemarmelade, mens fadpræget er mere diskret og så alligevel bidrager med en smule vanilje … ellers blomsterstilke samt fennikel.

I munden er vinen dog langt mørkere og federe end duften indikerede, for det har en mørk frugt af solbær, brombær, svesker, mens alkoholen giver noget varme. Der er masser af kraft, engelsk lakrids, bitre sorte te-blade, kakaopulver og cedertræ. 91 point.

Kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Dehesa de los Canónigos, 15 Meses en Barrica, Ribera del Duero, Spanien15 Meses en Barrica hedder næste Ribera del Duero vin og den kommer fra Bodega Dehesa de los Canónigos og vi smagte vinen i årgang 2020.

Bodega Dehesa de los Canónigos er i modsætning til de fleste vinhuse i Ribera del Duero et gammel hus, der blev grundlagt tilbage i 1842, hvor ejendommen blev købt af den baskiske forretningsmand Toribio de Lecanda y Campo.

Men efter tabet af sin hustru i 1859, så overdragede han et gammelt hus samt tilhørende marker til sin søn Teodosio Lecanda Chaves, der varen kendt arkitekt. Det var ham, som byggede et smukt baskisk bondehus, der skilte sig ud for sin specielle arkitektur,

Derefter havde vingården flere forskellige ejere, indtil det i  1931 blev købt af Cid familien med brødrene Arturo og Ildefonso Cid som de fremtrædende ejere. I 1960’erne blev huset drevet af Luis Sanz Busto og María Luz Cid og det var Luis, som lagde grundlaget for, hvad Dehesa de los Canónigos repræsenterer i dag.

Luis havde forinden måtte opgive sine lægestudier, men han startede med at sælge sine druer til naboen Vega Sicilia, men han startede samtidig med at plante flere vinstokke, indtil han så i 1989 besluttede at sælge hans egen vin … og den første årgang af Dehesa de los Canónigos på markedet.

I dag drives Bodega Dehesa de los Canónigos af 2 af  Luis og María Luz’s 4 børn, nemlig Belén og Iván Sanz Cid. De har nu gennem flere år stået med ansvaret for alle vinene på gården.

Belén har været ansvarlig for den tekniske og ønologiske ledelse siden 1998 efter at have studeret på universitetet i Valencia og i Bordeaux. Han tøver ikke med at værdsætte sine mentorer, der har hjulpet ham så meget … Mariano García og Antonio Sanz.

Iván er ansvarlig for generel ledelse af vingården takket være sin uddannelse som landbrugsteknisk ingeniør og virksomhedsledelse suppleret med ophold i USA.

De har samlet 500 hektar jord, men det er nu kun 60 hektar, som består af vinmarker … og det er også derfra, at denne 15 Meses en Barrica i årgang 2020 kommer og primært er lavet på Tempranillo tilsat 15% Merlot og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med afstilkning, traditionel gæring og efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på 1 og 2 år gamle medium ristede amerikanske egetræsfade.

Duftmæssigt er vinen klart yngre end foregående, men den har også et pænt touch fra fadlagringen på 15 måneder. Fadene bidrager med vanilje, kokos, mælkechokolade og lakrids, men den friske frugt mest er solbær, blåbær, kirsebær og blommer … samt en snert af noget mentol.

Smagen er såmænd også blød, men frugten er også her frisk og ikke særlig mørk eller dyb … tværtimod mere syrlig. Der er kirsebær samt blommer og en smule lemon eller campariagtig bitterhed, en stenet mineralitet og har godt med røg og tæt bid … det er nok en vin, som burde have været dekanteret. 91 point.

Ikke fundet herhjemme, men i Spanien koster den 21,90€ … svarende til 163 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, SpanienBodegas López Cristobal havde hele 3 vine med i smagningen og den sidste fra huset var en La Colorada, som jeg endda også havde smagt før i de 2 foregående årgange 2019 og 2020.

Vinen er reelt en Crianza og i denne årgang lavet på 100% Tempranillo, som høstes fra den højtliggende og kalkholdige enkeltmark Finca La Colorada i 790 meters højde, hvilket sikrer elegance og friskhed i vinen.

Efter den traditionelle gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 80% franske og 20% amerikanske, der alle er mellem 1-3 år gamle. Den årlige produktion ligger på 90.000 flasker.

I næsen er det toast og ristede noter, hvor fadene bidrager med vanilje, kanel, sød finsk lakrids, ristede kastanjer, grafit, kul og tørv samt en mørk og rustik frugt med brombær, solbær, enebær, ribs og pænt med tørt træ og cedertræ.

Smagen har lidt spark af alkoholvarme, letbrændte elementer og frugt med solbær, brombær, ribs og snert lemon … virker letrøget og lidt bitter suppleret med en stenet mineralitet og små vilde tanniner, hvorved vinen virker meget ung … men hvor smager den godt, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Bodegas Resalte de Peñafiel, Expresión, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Resalte de Peñafiel, Expresión, Ribera del Duero, SpanienI Ribera del Duero smagningen kæmpede vi os bravt videre og næste og 10. i feltet var fra Bodegas Resalte de Peñafiel og det var deres 2020 Expresión.

Bodegas Resalte de Peñafiel er grundlagt i 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i regionen.

Navnet og logoet stammer fra slottet i Peñafiel og vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år og årlig produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.

Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske og de fornys hvert 3. eller 4. år.

Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.

Expresión Resalte laves kun i de bedste årgange og er en moderne fortolkning af Ribera del Duero lavet fra minimum 60 til 80 år gamle bush vinstokke – og nogle endda fra 1905 – plantet på højtbeliggende marker.

Vinen er lavet med en indledende kølig pre-maceration ved 8 grader over 5 dage inden efterfølgende temperaturkontrolleret gæring i 20 dage med hyppige overpumpninger. Derefter sker der malolaktisk gæring på egefade, hvor vinen lagrer 18 måneder og fadene er 90% franske og 10% amerikanske.

Duftmæsigt er det en sødkrydret vin … jeg fanger lidt spidskommen, kanel, vanilje, kakaopulver og derudover tobak, skovbund, lakrids og en smule sorte oliven. Frugten er blommer, sorte kirsebær og nogle tørre papkasser og godt med risteede noter.

Vinen er dog ikke smagsmæssigt speciel fadtung, for frugten er godt fremme med blåbær, solbær og brombær, lidt bitre sorte te-blade, er blødt, cremet og pakket godt ind i vat … har en smule alkoholvarme, er tæt, intens med bløde – om end også stærke – tanniner suppleret med noget peber … 92 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske i årgang 2018 koster 415 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Bodega Finca la Capilla, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodega Finca la Capilla, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodega Finca La Capilla ligger ved Roa i Burgos området lidt nordøst for Peñafiel og derfra smagte vi næst deres Crianza i årgang 2022.

Bodegas Finca La Capilla er grundlagt i 1998 og oprindelig som Bodegas Robeal af Juan Miñón sammen med sønnen Rodrigo Miñón García, der var teknisk direktør og vinmager.

Sammen købte de knap 65 hektar vinmarker på tværs af kommunerne Roa de Duero, Anguix, La Horra og Fuentecén og de byggede også et moderne vineri i Roa og det havde plads til lidt over 2.000 egetønder.

I 2019 blev vingården dog overtaget af den ansete Rioja vingård Marqués de Cáceres og ændrede navnet til Bodega Finca La Capilla, men Rodrigo Miñón García fortsatte dog som vinmager. Marqués de Cáceres er ejet af Forner-familien, som oprindelig er spanske, men har også tidligere lavet vin i Bordeaux.

Det var reelt Enrique Forner, som allerede i 1920 sammen med sin far og bedstefar grundlagde Vinícola Forner, der var en produktions, salg og eksportvirksomhed af vine fra Sagunto i Valencia.

Da han under borgerkrigen i 1952 blev forvist til Frankrig, så startede han i Rhône- og Loiredalene en tilsvarende virksomhed og endte endda i 1963 med at købe 2 Grand Cru Classé slotte Château Camensac og Château Larose Trintaudon i Haut Medoc … overbevist om, at han ville være i stand til at lave nogle af de bedste vine i verden.

Han vendte dog tilbage til Spanien i 1968 og slog han sig ned i Rioja og Cenicero … lige i hjertet af La Rioja Alta, for at fortsætte sin store drøm, hvilket blev med Marqués de Cáceres. I dag laves der fortsat vine fra Rioja, men huset har også vinhus i Rueda og laver faktisk vine fra det meste af Spanien via opkøbte druer.

Ja … og så ejer de siden 2019 også Bodega Finca La Capilla med dets 65 hektar vinmarker og derfra laver de indtil videre kun 5 forskellige vine, hvilket er en La Capilla Blanco på primært Verdejo, denne La Capilla Crianza, en Merlot, en Reserva og en La Capilla Vendimia Seleccionada.

Druerne til vinen er 100% Tempranillo og kommer fra forskellige parceller, hvor de er høstet i små partier parcel for parcel. Derefter er druerne overført til gæringstankene, hvor der sker en langsom og i lang gæring  i små rustfri ståltanke med druernes naturlige gær.

Derefter er der sket malolaktisk gæring på franske egetræsfade og vinen lagrer 15 måneder på små finkornede franske egetræsfade, og så yderligere 12 måneder på store fade. Vinen får så derefter lov til at lagre 16-20 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt byder denne Capilla Crianza på mere frugt end hos foregående vine, men det er fortsat med tydelig fadpræg, om end det er mere afdæmpet. Balancen mellem frugt og fad virker faktisk rigtig god. Frugten er sorte kirsebær, blommer, brombær, engelsk lakrids, søde krydderier, cedertræ samt vanilje. Det friskere frugt betyder også, at vinen virker knap så tung.

Smagen er ligeledes både frisk og koncentreret på én gang, der er blåbær, kirsebær og solbær, lidt rød Campari bitterhed, balsamico, hvor tanninerne virker bitre, meget levende, men aldrig bliver tørre eller vilde. Dermed har vinen god balance, let alkoholvarme og et mørkt bid. 91 point

Forhandles af Strandgaarden Wine & Spirits, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Bodega Tinto Pesquera, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodega Tinto Pesquera, Crianza, Ribera del Duero, SpanienBodega Tinto Pesquera er jeg stødt på tidligere og hedder reelt set Bodegas Alejandro Fernández, for de drives af familien Fernández Rivera og denne Crianza, som vi smagte i årgang 2021, er én af Spaniens mest berømte vine, som har været med til at gøre Ribera del Duero verdenskendt.

Bodega Tinto Pesquera ejes af Alejandro Fernandez, som ofte omtales som kongen af Ribera del Duero, og vineksperter regner ham for en af Spaniens vigtigste vinpersonligheder. Takket være hans uafbrudte fokus på kvalitet, har han stort set hamret nye milepæle i den spanske vinhistorie, for hver eneste årgang han har fremstillet.

Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon- appellationen.

Hele eventyret om Pesquera begyndte i 1972 da Alejandro Fernandez grundlagde vingården. Dengang lå det meste Ribera del Dueros vinindustri i ruiner og rigtigt mange vingårde modtog landbrugsstøtte til at omlægge deres dyrkning fra druer til f.eks. rødbeder.

Derfor kunne Alejandro Fernandez erhverve selv de allerbedste marker med urgamle vinstokke for en slik. I dag råder Pesquera-vingården over mere end 200 hektar af de fineste marker i Ribera del Duero, som leverer råmaterialet til nogle af Spaniens mest feterede vine og Pesquera er i dag et ikon for spansk vin i verdensklasse.

Siden 1982, hvor Robert Parker udråbte Pesquera til Spaniens Château Pétrus, har Alejandro Fernández haft international succes og vinene på Pesquera har nærmest ikke ændret stil siden vingårdens grundlæggelse.

I dag er det dog døtrene, som driver vingården videre i samme ånd som deres far.

Denne 2021 Crianza er lavet på ren Tempranillo fra marker med jordbund bestående af sand og grus over en undergrund af kalksten og ler. Efter høsten er druerne først afstilket efter en sortering ved et udvælgelsesbord.

Der anvendes en traditionel metode, hvor alle druerne gennemgår en maceration med skindet og efterfølgende en kontrolleret gæring ved en stabil temperatur i 2 til 3 uger. Endelig modner Pesquera Crianza 18 måneder på amerikanske og franske egetræsfade og yderligere 6 måneder på flaske.

Igen er der duftmæssigt fra start et pænt fadpræg … der er tobak, chokolade, kaffebønner, vanilje, karamel, frugt med dadler, svesker og også mere frisk frugt af brombær, blåbær, blommer, skovbund, krydderier og muggen kælder.

I munden er vinen fyldig og nærmest fed … der er sorte blommer, solbærlikør, hindbær. lidt grønne elementer samt en lysere og slank syre, lidt bitre sorte te-blade samt lemon. Derover er der cedertræ, vådt træ og vanilje. 91 point.

Forhandles herhjemme af Decántalo, hvor en flaske koster162,45 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Solveigs, Steil Pinot Noir, Rheingau, TysklandDernæste smagte vi Weingut Solveigs’ Steil Pinot Noir i to årgange og med meget stor forskel … vi startede med at smage 2020’eren.

Steil har sit navn efter de såkaldte Assmanshauser Steil marker og det betyder, at alle druerne udelukkende kommer fra stejle marker, men modsat både Micke og Present, så er det ikke en enkeltmarksvin.

På vinmarkerne er alle vinstokkene over 15 år og nogle endda op til 50 år og de er høstet med et udbytte på mellem 30 og 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet som de øvrige, altså baseret på princippet om minimal vinificering og uden tilsætning af gær, vinsyre, enzymer eller andet skidt, blot spontangæring.

Efter gæring og maceration presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene bagefter også hviler en periode før lagring i 24 måneder på egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 18 måneder på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

I forhold til Phyllit er der mere dybde og mere frugt. Frugten virker også lidt mørkere med sorte kirsebær, jordbær, hindbær og ribs, men virker samtidig også mere klassisk. har grønne noter, fadnoter, kanel, røg, urter … virker samtidig let og mineralsk. Duften er ikke sådan eksplosiv, men byder bestemt på masser af lækkerhed.

Smagsmæssigt har Steil 2020 er tæt, let og kølig stil … ikke så blød, som jeg husker den, men har godt med peber, e stram syre og tørre tanniner, nogle røgede noter og landlighed. Frugen er mere ovre i noget tranebær, kirsebær og hindbær samt ribs … men det smager sgu da ret godt. 92 point.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut Solveigs, Phyllit Pinot Noir, Rheingau, TysklandI den vilde og autentiske vinkælder startede Gaby med at servere et glas af husets entry-level vin, der hedder Phyllit … opkaldt efter den rosafarvede skifer, som netop findes i Assmannshaus.

Pinot Noir Phyllit er nemlig lavet med de yngste druer fra Weingut Solveigs marker omkring Assmannshaus … typisk er det fra stokke under 15 år gamle og fra forskellige marker. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Jens Heinemeyer laver alle sine vine på fuldstændig samme måde, hvor druerne høstes  fuldt modne ved omkring 103° Oechsle. Så er de afstilket inden spontangæring, som sker i åbne gæringskar over 14 dage og separat for hver mark.

Efter gæring og maceration presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene bagefter også hviler en periode før lagring i 24 måneder på egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 18 måneder på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

I glasset er Pinot Noir Phyllit pænt lys, let og transparent teglfarvet, mens duften virker fin, rank og kølig i stilen. Der er frugt med ribs, jordbær, hindbær og lemon, noget job, medicinkasser, læder, blæk samt violer … ung og viril.

Sådan smager vinen nærmest også … ikke så kompleks, men meget frisk, ren og stringent med masser af stram syre, friske bær som ribs, hindbær, citroner samt en lemonbitterhed. Der er peber, aggressive tanniner og virker meget ung og rank … en vild tøs. 91 point.

Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandJeg fortsatte med endnu en hvidvin fra Weingut Maibachfarm, men nu var det en Ortswein og endda en vin, som jeg havde smagt under på mit besøg på vingården … en Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay og jeg smagte nu 2022’eren.

Vinen er ifølge winzer Alexander Weber lavet nogenlunde som foregående vin, men blot lagret på franske barriques i nogle måneder … og blendet er vist – som jeg lige husker det – 50% Grauburgunder og 50% Chardonnay.

Duften er også blød, venlig og cremet … bestemt ikke overpoweret af fadnoter, men har tydelig frugt af pærer, melon, fersken, abrikos og ananas … bløde hvide frugter med eksotiske gener, hvor syren virker blød og lidt tilbagetrukket.

Sådan smager vinen også … blød, venlig og omgængelig med masser af hvid blød frugt … igen pærer, melon, fersken, abrikos, ananassaft og selv det lille skvis fra grønne æbler og citroner er blødt på en ret syreafdæmpet facon. Er du syrefreak, så er dette ikke vinen for dig, men vinen er slank og blød … her er frugten i højsædet og dét gør vinen virkelig godt. 91 point.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7