Cava kan noget specielt … og det får man syn for, når man smager en af slagsen som denne 2018 Cava Brut Nature Gran Reserva fra cavahuset Villa Conchi.
Cavahuset ligger nær Vila Rodon i Tarragona i Comtats de Barcelona, der er en lille subregion i Alt Penedès. Huset er grundlagt af Javier Ruiz de Galarreta via hans store vinfirma Araex Grands.
Det er et stort vineksportfirma, som Javier Ruiz de Galarreta selv grundlagde i 1993 for at samle – og sælge – nogle af de bedste vine fra Rioja Alavesa og fra resten af Spanien.
Samlet sælger man vine fra 14 vinregioner og 23 producenter, hvoraf mange er uafhængige producenter og nogle ejer af Araex Grands, som fx Villa Conchi. Samlet sælger det store firma ikke mindre end 11 millioner flasker årligt.
Men netop Villa Conchi er grundlagt af Araex Grands, for i 2000’erne kiggede Javier Ruiz de Galarreta efter et cavahus i Catalonien, således han også kunne få en frisk og elegant mousserende vin i sortimentet.
I hjertet af Alt Penedès fandt Javier nogle kvalitetsvinmarker nær Vila Rodona i Tarragona og grundlade Villa Conchi … opkaldt efter hans gamle mor, som en hyldest til en kvinde, der inspirerede mange med sin flid og selv elskede mousserende kvalitetsvine.
Imidlertid døde Conchi i juli 2009, så hun nåede faktisk aldrig at smage og nyde de vine, der bærer hendes navn. I dag er Villa Conchi også blevet Galarreta-familiens landsted,
Denne 2018 Cava Brut Nature Gran Reserva er en luksus cuvée lavet på et blend af 40% Xarel·lo, 30% Macabeo, 20% Parellada og 10% Chardonnay, der høstes fra den ældste og højeste del af Pènedes i 500-800 meters højde.
Vinstokkene er over 40 år gamle og høstes ved håndkraft om natten, hvorefter de hurtigt fragtes til vinhuset. Hver druesort er vinificeret separat og køligt ved 16 grader … og efter endt fermentering er den samlet, flasket til brug for andengæringen efter den helt klassiske metode og lagringen er sket over 30 måneder.
Duften er egentlig kompleks og mangesidet … den er både tør, nøddet og samtidig fornemmes også lidt sødme. Udover de ristede nødder er der andre umamiagtige noter, der er franske croissanter, butterdej, smørcreme og lidt blomster. Frugten er mest som varm æbletærte og så lidt tørrede, eksotiske frugter af mango, abrikos, fersken, kandiseret lemon og lidt hyld. Vi er klart til den brede, eksplosive samt fyldige side.
Der kommer fra først sip øjeblikkeligt godt med brus, bobler og mousse, men den aftager forholdsvis hurtigt. Smagen er lidt som duften med overmodne æbler og godt med eksotisk frugt af både fersken, abrikos og lemon med en lille sødbitterhed og nogle af alle frugterne er friske og nogle lidt tørret, hvilket giver tyngde, der dog modsvares af en let syre, de sødbitre noter og en vis tørhed. Det er fandeme en god lille boblevin … 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.