Tag-arkiv: Tyskland

2023 Weingut Axel Pauly, Tres Naris Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Axel Pauly, Tres Naris Riesling Trocken, Mosel, TysklandTre næser hedder denne vin … en 2023 Tres Naris Riesling Trocken fra moselwinzeren Axel Pauly på adressen Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues i dejlige Mosel.

Navnet på vinen henviser til de 3 generationer i vinhuset, hvilket jo også fremgår af etiketterne, hvor man – vis man loge lægger flasken på siden – kan se silhuetterne af de 3 generationer; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv. Oprejst ligner silhuetterne de stejle bjerge ved Lieser.

Til denne vin kommer Riesling druerne fra op til 40 år gamle vinstokke på Pauly-familiens stejle parceller i Lieser. Jordbunden her er mest blå skifer, som synes at frembringe mere kølig og  mineralsk vin end den varmere røde skiferjord hos naboerne i Bernkastel.

Vinen er lavet ved, at druerne først er udblødt i 30 timer, hvorefter der er sket en skånsom presning, hvorefter mosten nedkøles inden gæringen er sket spontant i ståltanke med druernes naturlige gær, hvorefter den er lagret sur lie i 5 måneder. Vinen har 7,5 gram restsukker pr. liter i denne årgang.

Uhhh … sikke dejlig, intens og næsten blomsterende smuk duft, for der er hvert fald godt med blomsterpollen, æbler, let fersken, melon og en lidt olieret eller vokset note. Har nemlig som forrige årgang en smule linolie og virker sådan olieret og cremet. Det virker også som om, at det lige er en nøk opad i forhold til 2022’eren.

Det smager sgu også rasende godt eller også er jeg fandens tørstig … har denne kraftige, intense og koncentrerede smag, hvor der er både æble, limejuice, citroner og en anelse grape, men den har en mørk og muskuløs syre, der som en tourguide leder dig sikkert gennem rejsen og efterlader en fyldig, sødbitter citrusfed eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Daniel Fries, Pinot Noir vom Schiefer, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Daniel Fries, Pinot Noir vom Schiefer, Mosel, TysklandJeg har skrevet om ham før … er tosset med hans fabelagtige Spätbunder slash Pinot Noir vine. Jeg mødte ham faktisk til Jysk Vin Vinfestival tilbage i april måned. Jeg snakker om Weingut Daniel Fries og nu smager jeg hans 2022 Pinot Noir vom Schiefer.

Du kan læse om Weingut Fries i min anmeldelse af hans 2021  Riesling vom Schiefer, da jeg nu så blot kigger lidt nærmere på denne søstervin, der er Daniels Guts-Spätburgunder aka basisvin og lavet på Pinot Noir druer fra skiferholdige marker omkring Winningen.

Druerner høstet med håndkraft, hvorefter de overføres til åbne gæringskar af egetræ alene ved hjælp af tyngdekraften. Druerne er så spontangæret alene med de naturligt forkomne gærceller med en daglig overpumpning med håndkraft. Efter endt fermentering er vinen så lagret 10 måneder på brugte barriques inden ufiltreret aftapning på flaske.

Daniel Fries til Jysk Vin Vinfestival i april 2024

Hold nu op … atter begejstres jeg af Daniel Fries’ Spätburgunder, som har denne lyse, syrlige og slanke duft, hvor der er syrlige drops, blomster, malerspand, let acetone, gazebind, hæfteplaster og en lys frugt med hindbær, jordbær, ribs suppleret med lidt fennikel. Der er også let rød og så en landlig, overjordisk aroma med noget stald, frugtsødme, karamel og skumfiduser.

Hvor smager den også godt og har denne lyse, stringente, friske, vild og sitrende frugt af rabarber, ribs, granatæbler, en smule citroner og en saltet mineralitet. Det er ikke på niveau med Fries’ Reserve, men det er fandens tæt på. Den er dog lige en anelse mere brovten, mere rustik og syren knap så sart og balanceret, men vinen har bare dette ekstra gear, lys, feminin, syrlig læskende med mineralsk bid. Fuck det smager brillant og vildt niveau af en Guts-Spätburgunder … 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Weingut Holger Koch, Weißburgunder Selection ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Holger Koch, Weißburgunder Selection ★★★, Baden, TysklandI Baden betyder 3 stjerner ★★★ på vinflasken normalt, at vinen har opnået høj anerkendelse fra en fx Gault Millau eller Eichelmann, men det er vigtigt at bemærke, at det ikke er en officiel klassifikation.

Hos Weingut Holger Koch er de bedste vine … selectionsweine aka Große Gewächse altid forsynet med ★★★ og det gælder også denne Weißburgunder Selection ★★★.

Pinot Blanc aka Weißburgunder druerne kommer i denne årgang fra Grosse Lage vinmarken Schillinger-Eichbuck, der i 360 meters højde med en syd/sydøstlig eksponering. Marken har en undergrund med löss og vulkanske forvitringer og påvirket af stærk vind.

På marken er der gamle Pinot Blanc klonen Selection Massale fra Alsace og druerne er selvfølgelig håndplukket, sorteret i både mark og igen før presningen. 85% er blev afstilket forsigtigt, 15% indgår i hele klaser og de er alle presset ved meget lavt tryk som hele bær over 4-5 timer

Derefter er gæringen sket spontant alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen så lagret 8 måneder på 500 liter egefade. Vinen har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Jeg har smagt vinen én gang tidligere, hvilket var i forbindelse med, at Vinbutikken.dk faktisk havde forvildet sig til Randers til en lille tysk vinsmagning og der smagte jeg vinen i årgang 2010 … men smagningen var altså også for 10 år siden.

Faktisk en dejlig duft … lugter faktisk ret meget af gærede vindruer, hvilket nærmest er sådan aromatisk og frugtmæssigt pærer, melon, gule æbler og sød mandarin. Det er bare ultra behageligt og man får også indtryk af en vis fylde, mens fadlagringen bidrager med en note af nogle nødder, vanilje og en snas lakridskonfekt. Dejligt.

I munden får man også denne lidt cremede, opulente og svagt olierede fornemmelse, men det er med en grov og maskulin syre, de både er frisk, mørk, dyb og alligevel medgørlig. Frugtmæssig har lidt citrusfrugter fået overtaget … mest sødlig grape, melon suppleret af æbler og et mineralsk islæt. Det giver den samlet et lækkert udtryk og karakter … lækkert glas og fabelagtig Weißburgunder, 93 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 238 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Kalk, Baden, Tyskland

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Kalk, Baden, TysklandDen sidste Pinot Noir vin fra Weingut Sven Enderle blev også topvinen og det er denne 2022 Pinot Noir Kalk, hvor druerne så er fra den kalkrige mark Römerberg.

Igen er vinen lavet på samme vis som de to foregående … altså med maceration og spontangæring med druernes naturlige gærceller over 18-25 dage i åbne kar.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade og tappet ufiltreret på flaske med kun en knivspids svovl. Der er kun lavet 1.250 flasker og denne er nummer 158.

Jesus … det fortsætter sgu ,,, dufter henrivende med denne syrlig, luftige, blomstrede og æteriske aroma, hvor man også omgående mærker en lille kalket eller kridtet mineralitet. Igen er der acetone og malerspand, sart, ren, fin og spændstig frugt af syrlige kirsebær, cocktailbær, ribs, jordbær og nogle grønne krydderier med fennikel og estragon, svagt lidt mælkechokolade og så er det som om, at mineraliteten bliver ved med at blive hængende.

Smagen er tyndere, syrligere og mere ren, clean og krisp end de 2 medsøstre, hvor det er smuk syrlig frugt med grønne jordbær, ribs, syrlige kirsebær, rabarber og så er der citrussyre med grape, lemon samt citroner med masser af frisk bid og sitrende nerve. Dermed er det syrligsaftigt og der sniger sig igen denne lidt campariagtige rene bitterhed med. Der er væske proppet med energi, klarhed og man føler næsten, at man bliver et bedre menneske. Det smager saftsuseme imponerende, så dermed 97 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 530 kr., mens prisen pt er 370,83 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Keuper, Baden, Tyskland

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir Keuper, Baden, TysklandJeg fortsatte med endnu en Pinot Noir fra Weingut Sven Enderle og det blev så denne 2022 Pinot Noir Keuper … og Keuper er en type jordbund, der mest består af sandsten, mergel og gips.

Det er marken Himmelberg, der har sådan en undergrund … og ellers er vinen faktisk lavet ligesom Svens almindelige Pinot Noir. Det betyder maceration og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller over 18-25 dage i åbne kar.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade og tappet ufiltreret på flaske med kun en knivspids svovl. Der er kun lavet 1.050 flasker og denne er nummer 229.

Keuper har lidt mere dybde end foregående basis Pinot Noir, men ellers er der igen en lidt vild flowerpoweragtig vildskab med noget akrylmaling, lidt acetone, gazebind og en frugt, der er mørkere, lidt mere tæt og rund. Det er fortsat syrlige kirsebær, nogle kandiserede kirsebær, rabarber og jordbær … her mærker man også klart mere fadene med lakrids, kanel- og vaniljesukker … sammenhængende, balanceret og dragende med en stenet mineralitet.

I munden er der klart mere til fælles med lillesøsteren … har denne syrlige, livlige og spændstige frugt med jordbær, syrlige kirsebær, ribs, rabarber, syrligbitter grape, citroner og lidt campari bitterhed, hvilket giver vinen bid og dejlig knotten syrlighed. Det er levende og rent, saftigt, clean og præcist … Sven for fanden. 96 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 450 kr., mens prisen pt er 315 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir, Baden, Tyskland

2022 Weingut Sven Enderle, Pinot Noir, Baden, TysklandDerefter smagte jeg 3 røde Sven Enderle vine og den første blev så den vilde vinmagers 2022 Pinot Noir, der vel ret beset er husets basisvin aka Gutswein.

Det er dog intet basis – men kun guts – over vinen, for das ist gut og den er – som alle Svens vine – er lavet på opkøbte druer fra en række udvalgte vinavlere.

Vinen er lavet med både maceration og spontangæring alene med druernes naturlige gærceller over 18-25 dage i åbne kar og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade og tappet ufiltreret på flaske med kun en knivspids svovl.

Sikke er næse Sven vinen har … har denne lyse, vilde, lidt funky og ekstrem levende aroma, hvor druerne strutter af energisk friskhed, en bøtte maling og det er helt sikkert akrylmaling. Frugten er både lyse og syrlige kirsebær, lidt cocktailbær – måske dem Dr. Oetker jo laver – jordbær og tranebær, lidt ligusterhæk, fennikel og estragon, tør lerjord, fugtig vinkælder og en ganske lille snas sødme.

Smagen er sgu simpelthen fabelagtig … samme energiske, syrlige, vilde og pågående nerve, som også prægede duften. Der er vilde og lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær, ribs, rabarber, syrligbitter grape samt citroner … masser af frisk bid, hvor du spidser munden sexet og kysseklar. Det er sgu en vin, der er ude på narrestreger. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 325 kr., mens prisen pt er 227,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2023 Weingut Sven Enderle, Alea, Baden, Tyskland

2023 Weingut Sven Enderle, Alea, Baden, TysklandJeg mødte første gang Martin fra Extra Brut Vinimport tilbage i maj 2015, hvor han lige havde startet sin forretning. Han var faldet over min vinblog og min forkærlighed for tysk Spätburgunder, så vi delte et par glas ude hos mig.

Det var Martin, som dengang introducerede mig for Weingut Enderle & Moll … vistnok over en flaske 2013 Pinot Noir Liaison.

Siden er der løbet meget Spätburgunder i åen … øhhh glasset og nu smager jeg  4 forskellige vine importeret af Extra Brut Vinimport fra Svens nye projekt SE aka Weingut Sven Enderle siden han forlod Weingut Enderle & Moll. Den første er denne 2023 Alea.

Lad os dog først lige spole filmen tilbage og kigge på Weingut Enderle & Moll, som blev grundlagt af Sven Enderle og Florian Moll. Ingen af dem kom dog fra vinfamilier, men begge blev uddannet på vinhuse i Kaiserstuhl, hvor de mødte hinanden i 2003.

Sven arbejdede på det tidspunkt på vingården Weingut Bercher-Schmidt i Oberrottweil, og Florian på Weingut Höfflin i Bötzingen. Herefter kom Sven til det økologiske Weingut Dr. Benz i Kenzingen-Bombach, mens Florian rejste til det sydlige Frankrig, hvor han arbejdede i kælderen på Chateau Duvivier.

Chateau Duvivier er et økologisk vinbrug … akkurat som Öko-Weingut Dr. Benz, og således blev både Sven og Florian helt uafhængig af hinanden inspireret af den økologiske tilgang til vinproduktionen.

De er også ganske aparte … Sven er vildmanden, stor, stovt og med et vildt skæg. Han står primært for produktionen, mens Florian er den mere stille type, som hjalp Sven, stod for den administrative del og ellers rendte rundt med hans store hund, som var lidt sin egen og ikke lod sig kommandere rundt.

De besluttede sig dengang for at starte deres eget vinhus med en fælles vision om at fremstille ægte, naturlige vine med respekt for terroiret og traditionelle dyrkningsmetoder.

De fik i løbet af 2006 mulighed for at leje en lille parcel af Münchweier Kirchhalden med 25-35 år gamle Spätburgunder vinstokke, så  startede de deres vinhus endeligt i 2007.

Vinhuset ligger ved byen Münchweier i Badens Ortenau region i den vestlige udkant af Schwarzwald skoven … vel omkring 60 kilometer sydøst for Strasbourg.

I starten havde Enderle & Moll små  2,1 hektar vinmarker, nogle ejet og andre lejet, fordelt på 12-15 små parceller, men i løbende blev det udvidet, således vingården i dag råder over omkring 5 hektar vinmarker.

Arbejde i vinmarkerne sker manuelt med passion, respekt og ærefrygt for deres vinstokke. Udbyttet er lavt, og parcellerne blev dyrket både økologisk og biodynamisk, selvom Enderle & Moll ikke var certificerede. Og de to passionerede producenter opfyldte da heller ikke de normale kvalitetskriterier for Oechsle indholdet jf. prædikatsystemet, så de nedklassificerede deres Pinot Noir som Tafelwein, dvs. bordvin.

Som Florian sagde, så er det tåbeligt, at man automatisk sidestiller højere Oechsle niveauer med bedre kvalitet, for det fører ofte blot til mere overmodne vine med højere alkohol og mangel på syreindhold samt finesse.

Således var deres vine fra starten af nærmest blasfemi … meget modstridende, anderledes, naturlige og konfronterende, men vinene blev bemærket og sådan har det været lige siden.

I 2019 meddelte Sven Enderle – efter en lang pause – at han ville forlade Weingut Enderle & Moll, hvilket skete i 2020 og siden har Florian Moll fortsat driften af Enderle & Moll sammen med hans partner Géraldine og den franske vinmager Maxence Lecat, der før har arbejdet i både Bourgogne og senest i Oregon i USA.

Det var ikke et voldsomt brug og fx fortsætter Weingut Enderle & Moll fortsat med at få en del af deres druer fra Manfred Enderle og hans kone Leonie, som har forsynet vinhuset med druer næsten siden starten.

Efter sin pause er Sven Enderle nu startet op med sit eget nye vinhus, som han kalder SE eller bare Weingut Sven Enderle, hvor han så køber druer fra de bedste bønder i hele Baden … både i nord og syd og faktisk også en smule fra Mosel.

Nå, men jeg starter med at smage Svens roséfarvede 2023 Alea opkaldt efter hans lille niece. Det er en vin, der er lavet på et mix af 60% Pinot Noir og 40% Pinot Gris.

Pinot Gris gæres i 10 dages på skallerne, mens Pinot Noir druerne ligger 2 dage og bløder, hvorefter mosten samles og gærer spontant alene med de naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på egefade inden ufiltreret flaskning med ganske lidt tilsat svovl. Der er lavet 3.900 flasker af vinen.

I glasset er det en roséfarvet og grumset vin. Duftmæssigt er det beskidt landmand med mødding under armene, dugfriske jordbær, appelsiner, rød melon suppleret med nogle lidt salte mineraler … virker en anelse reduktiv.

Smagen er let sødbitter og så sætter kavaleriet ellers ind med citrusfrugter og det er mest lemon, sødbitter grape, gule citroner suppleret med lidt tranebær og stikkelsbær. Det er sgu mange mil fra mainstream, men heller ikke langt fra, for det er sgu en vidunderlig tiltrækkende, læskende og vild saft. 92 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen pt er 181,67 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Karl H. Johner, Weißer Burgunder “SJ”, Baden, Tyskland

2020 Weingut Karl H. Johner, Weisser Burgunder "SJ", Baden, TysklandSJ er topserien af vine fra Weingut Karl H. Johner og står for Selection Johner. Det er en betegnelse, der bruges til at identificere de særligt udvalgte og højkvalitetsvine. Jeg smager her netop en 2020 Weißer Burgunder “SJ”.

Til denne vin kommer Pinot Blanc aka Weißer Burgunder druerne fra den øverste del af marken Bischoffinger Steinbuck sydvest for Bischoffingen.

Vinen er lavet med en blid presning af hele druer, hvorefter gæring er sket i både nye og brugte 500 liters egefade og der er vinen også efterfølgende lagret.

Christ for en lækker, smøret og nærmest kalket aroma. hvor der kommer brunet smør, virker let olieret, sexet opulent men aldrig fed eller flomme. Der er bådekandiseret lemon, grillede citroner samt en frugt med tropisk frugt af mango, papaya, fersken, honningmelon og ananas suppleret med våde vaskeklude med hint af Bamseline skyllemiddel med lyserøde blomster.

Hvor er det smagsmæssigt blødt, blidt og smager sgu også drønlækkert. I munden virker frugten ikke helt så eksotisk, men virker mere grøn med grønne pærer, let æblemost med en smule bitterhed, kernehus fra æbler og druekerner, mens den slutter med en syrlig, clean, saltet og kalket mineralitet. 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling GG, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling GG, Mosel, TysklandJeg fortsatte på det høje niveau med næste hvidvin, for det var en 2022 Lieserer Niederberg-Helden Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Axel Pauly.

Vinhuset er vel efterhånden kendt her på vinbloggen, men denne hvidvin har jeg ikke smagt tidligere.

Men her kommer alle Riesling druerne fra marken Lieserer Niederberg-Helden, der klart er en af husets bedste marker. Marken er meget stejl – faktisk op til 70% – og sydvendt med jordbund af blå og grå skifer. Her er det alene druer fra udvalgte vinstokke, der anvendes til vinen.

Efter presning koldmacererer mosten først i 30-40 timer, inden spontangæring på ståltanke med druernes egne gærceller. For at opnå ekstrakompleksitet og struktur, så inkluderer Axel Pauly 5% af drueskindet i mosten under gæringen. Når gæringen er overstået, så er vinen blot lagret sur lie på ståltankene. Den har 3,3 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt kan første indtryk vel betegnes som blød petroleum, hvilket hurtigt suppleres med lidt mynte, estragon samt en form for vaniljesødme. Frugten virker dyb og alligevel svævende som på små skyer af vat … mest pærer, fersken, abrikos samt noget citrus, meget delikat og kompleks.

I munden skærer Riesling druerne alle unødvendige fedtlag fra, for smagen er ren, klar og stoppe med sure citroner, lemon, grape samt umodne grønne æbler og derudover helt klart et grønt element med grønne blade og noget stikkelsbær. Moselsødmen er her slet ikke så udtalt, men er i stedet afløst af stram citronsyre og mineralitet, så vi går en stenet, saltet og skiferskarp vin med lang eftersmag. Sådan skal den sgu skæres … 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 389,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Karl Schaefer, Dürkheimer Michelsberg Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Karl Schaefer, Dürkheimer Michelsberg Riesling GG, Pfalz, TysklandVi fortsatte med tysk Riesling, for den næste vin blev en  2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs fra Weingut Karl Schaefer på Weinstraße i byen Bad Dürkheim i Pfalz.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1843 af lægen Dr. Christian Schaefer, men det er hans søn Karl Schaefer, som er ophav til det nuværende navn på vingården.

I dag drives gården af 6. generation i form af ægteparret Marianne – også kaldet Nana – og Job von Nell. De har over 17 hektar marker og blandt dem finder vi klassificerede marker Michelsberg, Spielberg, Pechstein, Gerümpel,  Fuchsmantel, Herrenberg og Weilberg.

Vinhuset har i mere end 100 år været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og familien har opnået anerkendelse både nationalt og internationalt for deres finesse, kompleksitet og balance.

De fokuserer på at udtrykke det unikke terroir i Pfalz gennem deres vine og anvender bæredygtige dyrkningsmetoder i deres vinmarker.

Her smager vi deres 2018 Dürkheimer Michelsberg Riesling Grosses Gewächs, hvor druerne kommer fra Grosse Lage delen af Dürkheimer Michelsberg … en af de ældste afgrænsede vinmarker i Pfalz. Den ligger sydligst på Dürkheimer bjergkæden med terrasser, som vender mod syd og har en optimal eksponering mod solen.

Jordbunden består især af smuldrende røde sandsten og aflejringskalk, som sikrer en god dræning i dybden. Druerne her er altid modne før de andre parceller, men bliver høstet relativ tidligt, mens de stadig har friskhed og sprødhed.

Der er ikke så meget info om produktionen, men druerne er økologiske, gæringen er sket spontant i ståltanke og vinen skulle vistnok også være lagret med bærmen i tankene … og så ligger restsukker niveauet omkring 6 gram pr. liter.

I næsen er der også lidt mere fedme end hos den foregående … som fed linolie, petroleum, nødder og har en frugt, der virker en smule til den federe side med tørrede og kandiserede frugter … fersken, pære og ananas, meget dyb og intens med lidt mulle kælder og røg … pænt cremet og olieret.

Sådan smager den også … cremet og småopulent, meget intens med hvid peber, fuldfed kandiseret grape og eksotiske frugter af mango, ananas og grillet lemon … men samtidig perfekt balanceret mellem sødme, syre og den hvide peber. Den har godt med modent bid og nogle nærmest nøddeagtige elementer. 95 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7