Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Passetemps, Bourgogne, Frankrig

2016 Prosper Maufoux, Santenay 1er Cru Passetemps, Bourgogne, FrankrigDen næste Pinot Noir vin var ligeledes totalt smuk, lys og helt transparent teglfarvet i glasset, men nu er vi også i Bourgogne med en 2016 Santenay 1er Cru Passetemps fra vinhuset Prosper Maufoux.

Vinhuset er vi stødt på tidligere, sidst da jeg smagte søstervinen, en 2016 Santenay 1er Cru Les Gravières.

Her er druerne dog fra 1. Cru marken Passetemps, der ligger lige i udkanten af Santenay by. Det pudsige navn Passetemps – der betyder tidsfordriv – skyldes, at det var der, at høstarbejderne førhen så tiden an, når vejret tegnede usikkert.

Vinen er  lavet ved, at druerne først er afstilket inden en kølig maceration ved 10 grader i 4-5 dage. Derefter er gæring sket over 18-20 med løbende pigeage inden malolaktisk gæring og så lagring i 12 måneder på franske 228 liters barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Sikke dog en rigtig dejlig fransk næse … søde jordbær i massevis, hindbær, godt med træ og cigarkasser, røg, rosenblade, læder, lidt grønne blade og en delikat fadstrejf med vaniljesødme, brun sukker, svampe eller mulle skovbund samt lette og kalkede mineraler.

I munden en fin, lys-saftig og vindende vin … masser af rabarber, hindbær og halvgrønne jordbær, småtørre tanniner, men frem for alt en lys, let og læskende saftighed. Den lille grønne burgundiske syre holder vinen rank, hvilket sammen med den friske, lyse frugt og den læskende lethed gør vinen nem, luftig og utrolig tiltalende, så Houlberg havner sådan lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Weingut Ziereisen, Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2013 Weingut Ziereisen, Talrain Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandLad os fortsætte med endnu en Blauer Spätburgunder fra Weingut Ziereisen, for nu har jeg nemlig fået lidt i glasset af deres 2013 Talrain Blauer Spätburgunder.

Selvom vinen koster præcis det samme som foregående 2017 Blauer Spätburgunder, så er der her tale om en enkeltmarksvin og så endda med alder.

Her kommer Spätburgunder druerne nemlig fra den kun 1,5 hektar store og kedelformede mark Talrain, som ligger et godt stykke fra vingården oppe i Schwarzwald omgivet af skov. Der er jorden nærmest burgundisk … rustrød med stort indhold af jernoxid og kalksten.

Vinen er lavet med spontangæring og maceration over omkring 4 uger, hvorefter den så er lagret 20 måneder på 1-3 år gamle, tyske barriques inden ufiltreret aftapning på flaske.

I glasset er vinen klart lysere end forrige … mere transparent, mørk teglfarvet og allerede dufter indikere en langt mere elegant vin, også mere feminin i aromaerne. Der kommer først lidt røg, brændt træ og som med forrige Blauer Spätburgunder også denne lidt jernagtige, rustne, mineralske og stenagtige note, blomster, rosenblade, en mere moden frugt med jordbær og lyse kirsebær, svagt en smule lakridskonfekt og lys mælkechokolade.

Smagsmæssigt er vinen også klart mere elegant … endda med et nærmest burgundisk præg, en fin, sart og smuk syre, selvom den måske endda er på vej til at være næsten for spinkel. Men jeg elsker denne lyse og lette side, hvilket endda også i munden kombineres med en meget tydelige mineralsk, jernet og stenet side. Frugten er lyse kirsebær og tranebær, tanninerne tørre og fine suppleret med røg, sarte krydderier og lidt peber. Houlberg ligger lige mellem 5,5 og 6 store tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker. Vildt at du kan få denne vin til denne pris.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Ziereisen drives af én af de største originaler indenfor tysk vinavl, nemlig Hanspeter Ziereisen. Her smager vi hans  2017 Blauer Spätburgunder.

Weingut Ziereisen ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og blev i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig lige opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Her smager jeg først Hanspeters basis Blauer Spätburgunder, der er lavet  med druer fra vinstokke plantet i perioden fra 1990 til 2010 på nogle af hans vinmarker med en jordbund af kalksten og löss. Vinen er lavet med spontangæring/maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie på store egefade i 22 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske.

Som også i 2016’eren har vinen en herlig bondsk, kølig, rustik og blækagtig duft fyldt med kirsebær, solbær, solbærblade, grannåle, bananer, peberkorn, røg, mint og sten. Det er meget en maskulin Spätburgunder og man får igen sådan lidt en beaujolaisagtig fornemmelse.

Smagen er langt mere stenet, jernagtig og syrerig end forventet, men igen bliver det med kirsebær, brombær tranebær, bitre kerner, jod, syrlig-kraftig-saftig, fandens rustik og fandens charmerende.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 P. Louis Martin, Brut Millésime, Champagne, Frankrig

2012 P. Louis Martin, Brut - Millesime, Champagne, FrankrigNår man nu er i boblende humør og på vej til koncert, hvorfor så ikke skyde proppen af endnu en flaske champagne? Det blev løst med denne Brut Millésime 2012 fra champagnehuset P. Louis Martin aka Champagne Paul Louis Martin.

Champagnehuset Paul Louis Martin ligger i Bouzy og blev grundlagt i 1864. Louis Martin var en ihærdig vinmager og var også med til at skifte det lokale kooperativ i Bouzy og var således kooperativets første præsident, mens hans søn Paul Louis Martin videreførte familieforetagendet, som udover champagner også lavede rødvine og Marc.

I dag har hans datter Francine Rapeneau overtaget og driver champagnehuset sammen med sønnen Vincent. Huset er dog nu en del af  G.H. Martel & Co gruppen, da Francine i midten af 1970’erne blev gift med Jean-Francois Rapeneau fra den traditionsrige champagnefamilie.

Med en årlig produktion omkring 8 millioner flasker champagne er G.H. Martel & Co den 7. største producent i hele Champagne, hvor de selv råder over 200 hektar vinmarker, som suppleres med druer indkøbt på kontrakt fra yderligere 700 hektar marker.

Men selve P. Louis Martin har selv alene 18 hektar marker ved Bouzy i det sydlige Montagne de Reims og er en såkaldt récoltant-manipulant … altså producent, der alene fremstiller champagne fra egne vinmarker. Markerne er alle stejle, sydvendte og relativt højtbeliggende med kridtholdig undergrund.

Denne Brut Millésime 2012 er lavet på 60 % Chardonnay og 40 % Pinot Meunier. Førstegæringen er sket på rustfrie ståltanke og vinen er flasket i 2013 … formentlig efter lidt fadlagning? Derefter er selve andengæring sket på flaske med en lagring i hele 90 måneder inden degorgering i 2021.

Næsen er virkelig interessant … landlig, aromatisk, pirrende med små bio-mødding-urtede noter, god dybde, små fagnoter, vanilje, dej, ristet brød, ristede hasselnødder, lidt Nutella og masser af rugbrød, mens frugten nærmest er pærer, fersken og med en lidt dekadent modenhed. Det er bare kompleks, interessant og med mange lag.

Smagen er så slot balanceret … rund, men alligevel med en stringent syre, en afdæmpet bitterhed, masser af grønne æbler, lemon, grape og en syrlig saftighed. Boblerne er små og medvirker til en blød og cremet smag. Det er som om, at alt er doseret så flot og jeg synes vinen er toplækker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 529,95 kr., men kan fås til 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. La Maison Penet, Ex Ante, Champagne, Frankrig

N.V. La Maison Penet, Ex Ante, Champagne, FrankrigLa Maison Penet er et lille champagnehus beliggende i byen Verzy omkring 10-15 kilometer sydøst for Reims. Derfra smager vi nu denne Non Vintage Ex Ante champagne.

La Maison Penet er et 400 år gammelt familieforetagende, der drives af Alexandre Penet og reelt omfatter 4 vinhuse, der alle laver mousserende vine.

Det er Alexandre Penet Champagne, Penet-Chardonnet Champagne Grand Cru, Comte de Grimm i Alsace og endelig Eclat i Argentina.

Penet-Chardonnet Champagne Grand Cru står for de bedste champagner, som udelukkende laves fra deres 6 hektar Grand Cru marker i Montagne de Reims mellem Verzy and Verzenay og det er med speciel fokus på Pinot Noir. De lidt billigere champagner laves under Alexandre Penet eller La Maison Penet navnet.

Comte de Grimm i Alsace i Alsace laver Crémant de Alsace og det er typisk på Pinot Blanc samt Pinot Auxerrois og i samarbejde mellem Martine Penet-Grimm og Alexandre Penet,

Eclat er et nyere projekt i Argentina … her laver Alexandre Penet i øjeblikket 2 Eclat mousserende vine på Bodega Caelum ved Agrelo i Lujan de Cuyo.

Produktionen af de franske champagner hos Alexandre Penet er forholdsvis lille … blot under 50.000 flasker om året. Alle deres druer sorteres i vinmarkerne og presses og forarbejdes så hurtigt som muligt. Der gæres næsten udelukkende på stål og lagres på gamle egefade.

Alle vine – også non vintage – får lang lagring på flaske forud for degorgering, hvilket giver fylde og rundhed, så Alexandre behøver ikke at tilsætte sukker – liqueur de dosage – hvilket giver vinene et tørt, elegant og meget harmonisk præg.

Her er vi altså hos La Maison Penet aka Alexandre Penet med Ex Ante, som er en champagne uden årgang. Ex Ante er lavet på 30% Chardonnay, 30% Pinot Noir og 40% Pinot Meunier … hvor de først har lavet basisvinen på ståltanke og med en andengæring over 24 måneder inden degorgering.

Det er mange måder en blid og fin champagne, hvor duften er lidt landlig, bondsk og nøddet … valnødder, lidt sødme, modne pærer og æbler, abrikos samt toast.

I munden er boblerne bøjelige og blide, smagen ganske tør med en mild bitterhed, en rund kalket mineralitet, mens syren også er venlig, blid og endda lidt vag. Til gengæld er der modne pærer samt masser af æblesaftagtig juicyness. Det er en champagne, som alle vil være meget glad for.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Giant Steps Wine, Yarra Valley Pinot Noir, Victoria, Australien

2019 Giant Steps Wine, Yarra Valley Pinot Noir, Victoria, AustralienYarra Valley Pinot Noir fra australske Giant Steps Wine har jeg smagt i både årgang 2018 og 2019 … så hvorfor ikk’ også nu smage den i 2020 årgangen.

Derfor vil jeg heller ikke igen skrive en masse om vinhuset, men nu blot se nærmere på den kendte vin i denne årgang 2020.

Yarra Valley Pinot Noir er lavet med druer fra både Australien og fra New Zealand, idet 92% af druerne kommer fra yngre vinstokke på de køligt beliggende marker Sexton, Tarraford, Applejack, og Primavera i Yarra Valley i Victoria regionen i Australien, mens de sidste 8% af druerne kommer fra marken Tosq i Central Otago i den sydligste del af Sydøen i det frodige land.

Som det er tilfældet med alle Giant Steps’ vine, så vinificeres vinen efter ret traditionelle metoder, hvor høst og sortering foregår ved håndkraft. Vinen helklasegæres med 40% af druematerialet. Man benytter sig af koldmaceration og spontangæring på en kombination af stål og eg, hvorefter lagringen sker på en kombination af ældre 4.000 liters fade og barrique, hvoraf 10% er nye.

Duftmæssigt virker vinen grønnere end 2019’eren. Den har en rustik, landlig og animalsk aroma, der suppleres af bitre kirsebær, hyben, jordbærsødme samt et fadpræg med vanilje, gazebind, lidt Earl-Grey teblade, mælkede noter og svag eukalyptus. Den virkede lidt overdone i starten, men giv den luft i glasset, så mærker du, at det virkelig er cool climate. Den har en lidt blækagtig saftighed … ikke helt ulig ung Beaujolais.

I munden smager vinen også grønnere end sidst … og jeg fanger igen bitre kirsebær, peber, nelliker, jern og en kølig saftighed. Det er klart mere kant end hos 2019’eren og virker mere maskulin, jernholdig, rank og fortsat med stor drikkeglæde. Australsk Pinot Noir i høj klasse … og samtidig til menneskepenge.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr,, mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R, Baden, Tyskland

2015 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R, Baden, TysklandDer kom mere lækker Spätburgunder i glasset, for med næste vin skulle vi igen til Weingut Knab med deres topvin 2015 Endinger Engelsberg Spätburgunder *** R.

R’et i navnet på vinen står for Rappen aka stilke, for vinen er fermenteret uden afstilkning af druerne fra vinmarken Endinger Engelsberg.

Efter endt gæring er vinen så lagret 18 måneder på barriques og derefter 6 måneder på Großen Eichenfass aka store egefade.

I forhold til Then er duften her mere kølig, mere grøn og mere tilknappet, men det er sjovt nok også med en bondsk slagside … lidt som en kølig stald suppleret med røg, kaffe samt en frugt med både kirsebær, tranebær og en touch vanilje.

Smagen er ganske tør, røget og samtidig blød med tranebær, jordbær samt svagt bitre kirsebær. Samtidig er der virkelig godt med syre og en stringent, rank og kølig stil. Intens, elegant, kølig og ganske imponerende.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 42€ … svarende til 313 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken, Franken, Tyskland

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken, Franken, TysklandDenne 2015 Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken fra Weingut Daniel Then tog alle omkring bordet med stor overraskelse.

Weingut Daniel Then ligger centralt på Hauptstraße 1 i den lille by Sommerach i Franken.

Vinhuset er grundlagt i 1849 af Agnes og Franz Melchior, men drives i dag af Daniel Then, som er 5. generation og han overtog driften fra sin far Arthur for ikke så længe siden. Arthur hjælper da også fortsat den unge søn på vingården.

Weingut Daniel Then har samlet 5,5 hektar vinmarker, mens vinene laves og lagres i husets gamle kælder, som med smukke hvælvinger faktisk stammer helt tilbage fra 1500-tallet.

Huset laver selvfølgelig alle de typiske Franken vine .. og jeg har da også tidligere smagt 2015 Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken fra huset … men her nærmest samme vin, men blot i en tør Auslese udgave, nemlig 2015 Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Auslese Trocken.

Som lillesøsteren er vinen vinificeret på rustfrie stålfade og med pæn maceration, men antal dage er dog ikke oplyst. Daniel har fra årgang til årgang eksperimenteret lidt med lagringen, men denne er lagret 24 måneder på barriques.

Fra vinglasset strømmer den herligste aroma … virkelig landlig med sød kostald, krudt, kaffegrums, jordbær, kirsebær og tranebær samt et totalt stort og tungt fadpræg, vanilje og mælkechokolade samt en kæk lille syre. Hvor er duften dog bjergtagende, berusende og bare ren eliksir for sjælen.

Smagsmæssigt er vinen virkelig cremet og smelter nærmest i munden med en sød rundhed, et venligsindet og vindende væsen, hindbær og kirsebær, ultrablød syre og er vild elegant. Selv de små og nuttede tanniner er polerede, stilen lidt bredrøvet, men hvor er den tiltrækkende. Lækker topklasse Spätburgunder og Houlberg vurderer den til et sted lige over 6 fede fingre.

Købt på vingården, hvor prisen var 21,00€ … svarende til omkring 156 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Herzfeld Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt startede med at lave Leistadter Herzfeld Spätburgunder første gang i 2018 årgangen. Nu smager jeg vinen igen … blot i den nyere årgang 2019.

Druerne til vinen er fra marken Leistadter Herzfeld, der ligger nabo til Kalkofen. Det er en vinmark med en sydvendt hældning og tilplantet med Dijon kloner.

Da 2019 lige er kommet på gaden, så er der endnu ikke mange oplysninger om vinen, men den forrige var lavet med spontangæring i åbne kar og under gæringen er der tre gange dagligt rørt rundt i gryden for at udvinde mest mulig farve og aroma af skallerne.

Måske er denne – som forrige lillesøster – lavet i de nye roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret 18 måneder på lige dele nye og brugte egetræsfade. Som sidst er rådet … dekanter lige vinen et par timer-

WAUW … for fra første fløjt mærker du, at der er langt mere magi i vinglasset. I næsen virker vinen mere moden med et fadpræg, der så lige supplerer med små frække noter af mandel, karamel, marcipan, vanilje samt en lys, afdæmpet frugt af kirsebær … kirsebærlikør og virkelig frugtrig og syrlig nerve.

Smagsmæssigt har vinen langt mere power … lys power og intensitet, end jeg lige havde forventet. Der er nærmest grønne, burgundiske elementer, lys tæthed, jordbær, kirsebær, grøn peber, vild og med stor dybde og lammende intensitet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandDe næste vine fra Weingut Hanewald-Schwerdt har jeg smagt tidligere … blot i årgang 2018. Nu smager jeg dem i en nyere årgang 2019 og starter med deres Spätburgunder basisvin.

Ja, denne har jeg endda smagt i både årgang 2016, 2017, 2018 og altså nu også 2019. I seneste årgang er andel af Dijon kloner  større. Den er også vinificeret med maceration samt gæring i en spritny roterende gæringstank og er så efter endt fermentering lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern.

Duftmæssigt virker vinen virkelig tør, urtet … har blæk, nelliker, grannåle, tranebær og bitre kirsebær samt grønne blade med en rank, syrlig, bitter og stenet mineralitet. Der er sgu nerve i denne vin.

I munden er vinen nærmest også som duften … urtet, grøn med en ung frugt, frisk og syrlig frugt, ribs, kirsebær og samtidig en sødme, som er mere tydelig end de foregående 3 årgange. Det giver en lys saftighed, lidt krydderier og jeg synes faktisk, at 2019’eren endda virker bedre end de foregående årgange … mere ren, komplet og mere balanceret, så 4,5 store tomler med pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske normalt koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7