Tag-arkiv: 5½

2015 Le Rocher des Violettes, Négrette, Loire, Frankrig

2015 Le Rocher des Violettes, Négrette, Loire, FrankrigXavier Weisskopf driver sit lille vinhus Le Rocher des Violettes i Montlouis-sur-Loire lidt øst for Tours i Loire og det er derfra, at jeg nu smager denne Négrette i årgang 2015.

Selvom der også findes en drue kalder Négrette, så er denne vin dog lavet på ren Chenin Blanc, men det vender jeg tilbage til.

Xavier Weisskopf etablerede Domaine Rocher des Violettes i 2005, men er oprindelig født i Oise-regionen i 1979 og uddannet til ønolog på vinskolen i Beaune, hvorefter han arbejde i områder som Chablis og Gigondas.

Da han i 2005 købte sin ejendom og marker i  Montlouis – nabo til det mere berømte Vouvray – havde vinene tidligere været solgt som Vouvray vine og det var måske årsagen til, at Xavier kunne erhverve både knap 10 hektar vinmarker og en så fantastisk vinkælder, der er over hundrede år og gravet dybt ned i kalkstensundergrunden.

Vinmarkerne er hovedsageligt tilplantet med Xavier’s yndlingsdrue Chenin Blanc og næsten alle er meget gamle stokke fra 1920’erne og 1930’erne. I dag har Xavier parceller er spredt rundt om kommunen Saint-Martin-Le-Beau med 9 hektar i Montlouis og 4 hektar i Touraine AOP.

Markerne er passes uden kunstgødning eller produkter, mens høsten udføres i hånden. Xavier gør alt for at begrænse oxidation og for at bevare vinenes integritet. Driften har fra starten været drevet af en enorm respekt for naturen og siden 2009 er vingården også certificeret økologisk.

Høstudbytterne kontrolleres gennem dedikeret vinmarksarbejde til omkring sølle 25-30 hektoliter pr. hektar og vinifikationen er så minimalistisk som muligt.

Denne 2015 Négrette er lavet fra 90 år gamle Chenin Blanc stokke fra en 2 hektar stor parcel kaldet La Négrette, så dermed har vinen ikke noget at gøre med den sjældne røde drue med samme navn.

Her er Chenin Blanc høstet med meget lave udbytter på kun 30 hektoliter pr. hektar og fadgæret med druernes naturlige gærceller og så efterfulgt af en 11 måneders lagret i 500 liter egefade, hvor 30% er nye.

I næsen er det en ret aromatisk og parfumeret vin med en smule honning og let oxidative noter, lidt reduktiv og har en voldsom, lidt svulstig tørret frugt, der er lidt tropisk med abrikos, ananas, fersken, syltede æbler og kvæde, lidt citronskal, håndcreme, blomster samt en kalket mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen lidt saltet, fyldig og åben … frugten er lemon, abrikos, ganske stor tørhed med lidt honning og ellers tonsvis af stor kraft … er så intens. Det er en vin, der virkelig åbner op.

Vinene fra Le Rocher des Violettes forhandles normalt af Atomwine, men der er pt. ingen vine, så prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Thomas Harteneck, Jurakalk Auxerrois, Baden, Tyskland

2019 Weingut Thomas Harteneck, Jurakalk Auxerrois, Baden, TysklandWeingut Thomas Harteneck er biowinzer og han holder til på Brezelstraße i Schliengen by i bunden af Baden lige op til den store Schwarzwald skov. Her smager vi en 2019 Jurakalk Auxerrois fra ham.

Thomas Harteneck kommer oprindeligt fra Pfalz og hans familie har lavet vin siden 1847. Han kombinerer sine forfædres viden med stor nysgerrighed og et stort ønske om konsekvent at udvikle sig. Han regnes som en af ​​pionererne inden for biodynamisk vindyrkning i Baden og har nu i snart 25 år været biodynamisk druedyrker og vinmager.

Efter 150 år i Pfalz rykkede Harteneck familien til Scliengen i 1997 og dér var klimaet var mildere og Thomas Harteneck kunne for alvor udfoldede sin kærlighed for biodynamisk dyrkning.

I 2004 blev vingården med vinmarkerne for første gang Demeter-certificeret, og gradvist har Thomas sammen med sin hustru Daniela og parrets to børn arbejdet sig i en retning af mindre intervention i kælderen. I 2019 gik de linen ud og lavede en del af produktionen uden tilsætning af svovl.

Samlet har Thomas Harteneck 10 hektar vinmarker med primært grønne sorter som Weißburgunder, Auxerrois, Grauburgunder og Chasselas samt Merlot, Spätburgunder og Cabernet Franc. Som sagt drives markerne efter biodynamisk princippr ….  der arbejdes efter så-kalenderen og dermed himmellegemernes bevægelser gennem de tolv stjernetegn, og biodiversiteten trives og opmuntres og naturen inviteres med ombord gennem insekthoteller og vilde blomster og planter mellem vinstokkene.

Thomas Harteneck tøver ikke et sekund med at understrege hvor stor effekt den biodynamiske tilgang har haft på hans vinmarker og omgivelserne. Insekter, fugle og et væld af vilde blomster og planter skaber balance i vinmarkerne, som smitter af på vinplanternes sundhed og modstandskraft.

Her smager vi så Hartenecks Jurakalk Auxerrois, hvor druerne er høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar. Auxerrois kaldes også Pinot Auxerrois,  men der er altid lidt forvirring om den, for nogle siger, at det er samme drue som Pinot Blanc, men det er imidlertid ikke helt korrekt.

Pinot Auxerrois kaldes da også – mere forvirrende – for Pinot Blanc Auxerrois, men hedder mest rigtigt Pinot Auxerrois eller Auxerrois Blanc. Et fransk vinmagasin har da også poetisk skrevet, at de to druer er falske brødre, men gode venner.

Men faktisk sælger en del vinbønder i Alsace – ikke langt fra Baden – vine på Auxerrois som Pinot Blanc. Det skyldes primært, at vine på Pinot Blanc er langt mere kendte internationalt og selvfølgelig også lettere at sælge.

Hos Weingut Thomas Harteneck kommer Auxerrois Blanc druerne fra marken med masser af jurakalksten … og det er samtidig vin, der er fremstillet med såkaldt lav intervention og helt uden anvendelse af svovl, hvorved den bliver en del af naturvinsfamilien.

Vinen er lavet ved, at 2/3 ikke afstilkes, men anvendes i hele klaser og den sidste 1/3-del afstilkes, men laves med 24 timers maceration inden den normale gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder sur lie med lejlighedsvis bâtonnage og er så flasket uden klaring, filtrering eller svovl.

Det dufter vildt godt … vild øko dufte og øger sammen med den lidt grumsede væske bare forventningerne. Der er funkyness sammen med en sød frugt med pærer, en luftig duft af saltvand ved havet, en kalket mineralitet, fad og lakridskonfekt.

I munden er vinen lidt smørfed, blød og cremet, har en blød syre og er derudover saltet og saftig med en god omgang mineralitet, men igen meget imødekommende … lidt som at komme hjem, altså altid dejligt, trygt og alt sidder der, hvor det skal sidde.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 228 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Bodegas Bhilar, Phinca El Vedao, Rioja, Spanien

2016 Bodegas Bhilar, Phinca El Vedao, Rioja, SpanienSkal vi ikke nappe en Rioja vin mere fra det innovative vinhus, der laver vildt spændende vine på Grenache? Her bliver det så en Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada fra Bodegas Bhilar.

Jeg har jo næsten lige smagt vinen Berria fra Bhilar og endda skrevet en masse om det, så det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger vi nærmere på denne Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada, hvor Grenache druerne stammer fra 3 forskellige terrasser på Finca El Vedao i Elvillar området.

På marken har David Sampedro 30 år gamle vinstokke, der står i en kakstensholdig jordbund med et særligt mikroklima. Druerne er alle håndafstilkede og har gæret i en 2.000 liter cementtank og derefter lagret på fire 500 liter egefade i 2 år. Der er blot lavet sølle 3.060 flasker af denne vin.

WAUW dejlig animalsk og nærmest behåret … landlig mødding, øko og stor, mælket næse med tobak, baconfedt, sorte oliven og bivoks, kalkede og stenet mineralitet, tørre papkasser, lidt mentol og mynte, masser af tørre krydderier, lakrids og mørk chokolade samt med brombær, en snas solbær og hindbær.

I munden er det også en lille basse, fyldig og behåret bamse, saftig med sødme, sød frugt, solbær, brombær, blåbær med nærmest let marmeladefølelse, men det er samtidig med voldsomme, rustikke og bondske tanniner, godt med lakrids og lidt fed, gammel tyktflydende balsamicoeddike. Sætter sig virkelig i munden. For satan, hvor den smager godt – meditationsvin og jeg har allerede krydset benene i en halv lotus stilling uden mindste chance for at komme fri igen … men det er vinen også værd.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Domaine Gabriel & Paul Jouard, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Gabriel & Paul Jouard, Chassagne-Montrachet, Bourgogne, FrankrigNæste vin i glasset er – herligt – igen lidt burgundisk, nemlig en Chassagne-Montrachet fra det lille vinhus Domaine Gabriel & Paul Jouard, der ligger i den østlige del af selve Chassagne-Montrachet med Château de Chassagne-Montrachet som nabo.

Vinhuset drives i dag af Paul Jouard, der allerede tilbage i 1992 tilsluttede sig sin fader Gabriel i vineriet. Gabriel døde desværre i 2003 efter kort tids sygdom, men Paul beholder fortsat af sentimentale grunde sin fars navn på flaskerne for at ære hans evige minde.

Paul er selv 7. generation af vinmagere i familien og har et vineri og en vinkælder, som er tussegammel. Men Paul siger selv, at det jo ikke er teknologi, som laver god vin, så han laver vinen helt gammeldags, så man kan smage druerne og terroiret.

Paul  driver i dag stedet med hans kone Delphine og de har to små samt 10,5 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter en ganske lille 0,04 hektar stor parcel på selveste Grand Cru marken Bâtard-Montrachet, mens resten er fordelt på 1er Cru markerne Chassagne-Montrachet, Saint-Aubin og Santenay.

Når Paul ikke laver vin eller passer børn, så laver han gourmetmad, hvilket jo også passer godt til parrets vine. Alle druerne høstet med håndkraft og Paul arbejder uden at pumpe vinene rundt og det er med til at bevare vinenes frugtighed og livlighed.

Her smager vi en rød Chassagne-Montrachet … altså Pinot Noir dyrket på måske én af de bedste hvidvinsmarker i hele Bourgogne, men det har Paul Jouard gjort. Vinen er lavet helt gammeldags og Paul kan til sine rødvine godt lide lang maceration og gæring, som han mener får mere fylde og ​​smag ud af Pinot Noir druerne.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12-15 måneder på franske barriques, hvoraf normalt 40-50% er nye fade.

I glasset er det ikke en lys og let burgundisk vin, for den er stolt, kraftig og med tro på egne evner. Sådan dufter den faktisk også, for der er kraft, har brombær, jordbær og hindbær, godt med nelliker og grannåle, nye fade og således masser af træ, vanilje, harpiks … meget landlig, animalsk, maskulin og inderlig.

Hvor smager den egentlig godt … igen en lidt saftig og maskulin vin, der alligevel har en legende, læskende og meget frugtrig smag, godt med mørkere frugt, brombær, jordbær samt hindbær, sødme, saftige, rustikke og let ætsende tanniner … vildt godt bid og sammenlagt er det virkelig landligt, klassisk, gammeldags og monsterlækkert,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker … men pt. på bud til 249 kr, ved de 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Klumpp, Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder, Baden, TysklandMed Steffens næste vin er vi hos Weingut Klumpp, der ligger lige mellem Heidelberg og Karlsruhe i landsbyen Bruchsal i området Kraichgau. Det er en 2018 Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder.

Weingut Klumpp er grundlagt i 1983 af Ulrich og Marietta Klumpp. De grundlagde gården selv, da parret ikke var født i en familie af vinbønder. Ulrich var oprindelig statsansat, men fru Marietta var bankansat. Det var i stedet en livslang drøm, som de forfulgte og som gik i opfyldelse.

Oprindelig blev vingården grundlagt med blot 0,5 hektar, som i mellemtiden er vokset til 29 hektar. Det er fordelt på vinmarkerne Eichholz, Kirchberg, Weiherberg, Rothenberg og Himmelreich.

På Weiherberg dyrkes Pinot Noir, på Eichholz Grauer Burgunder, Saint Laurent og Cabernet Sauvignon. Kirchberg marken er plantet med Weisser Burgunder og Chardonnay, mens Himmelreich marken er forbeholdt Lemberger og Riesling.

Siden 1996 har vingården været økologisk certificeret og i dag driften vingården af 2. generation, nemlig parret sønner Markus og Andreas, der begge er uddannede ønologer og som ses på billedet ovenover.

Weingut Klumpp er en af de nye, lysende stjerner på den tyske vinscene og tiltrækker sig i disse år stor opmærksomhed. Huset har også indledt et samarbejde med et andet, godt vinhus i Tyskland, nemlig Meyer-Näkel i det eksklusive Ahr … måske foranlediget af, at Markus Klumpp er blevet gift med Meike Näkel. Sammen har husene bl.a. lavet en serie af vine under navnet Hand in Hand.

Denne Bruchsaler Rothenberg Spätburgunder er lavet med druer fra 55 år gamle vinstokke og høstet med et minimalt udbytte. Så er vinen lavet med en koldmacerering på små ståltanke inden gæring med en nedsænkning af hatten 3 gange dagligt. Herefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske barriques, hvorefter de bedste fade udvælges.

I næsen er der først nogle klart grønne noter, både en ældre naboligusterhæk, lidt krudt og nytårsskyts, ganske reduktiv med en lille funkyness suppleret med sorte kirsebær, hindbær, stikkelsbær samt mælkede noter samt gammel jord, fade, chokolade, tobak og tørrede urter plus en distinkt mineralitet.

Smagsmæssigt har vinen en ren, frisk, syrlig og intens frugt med morbær, tranebær, kirsebær … lidt småbitterfrugt, meget direkte og stenet, hvor der også kommer mørk chokolade, tobak, stor tørhed, peber, krydderier … alt cremet, fløjlsblødt  og med en klar kant, saftighed samt nerve.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 A Tribute to Grace Wine Company, Grenache, Californien, USA

2018 A Tribute to Grace Wine Company, Grenache, Californien, USADerefter lagde Jan ud med næste vin og det blev en 2018 Grenache fra vinhuset med det sjove navn A Tribute to Grace Wine Company i Los Alamos i Californien.

Vinhuset er oprettet og drives af den unge kvindelige vinmager Angela Osborne, der selv er fra New Zealand. Hun flyttede til Californien i 2006 for at lave vin fra Grenche … efter hun havde ledt efter vingårde i både det nordlige Spanien, det sydlige Frankrig og det sydlige Australien … men endte altså i Californien.

I 2007 hentede Angela  sin første Grenache druer fra marken Santa Barbara Highlands Vineyard, som ligger højt et stykke inde i landet tæt ved Stillehavet og lavede sin første vin … og opkaldte vingården efter sin bedstemor Grace og hendes forkærlighed til vin.

Hun har ikke selv vinmarker, men køber sine druer fra en række vinavlere, som hun har lavet faste aftaler med. Således får hun druer fra marker som Santa Barbara Highlands Vineyard, Shake Ridge, Besson, Hofer, Vie Caprice, Morro View og Spear.

Her smager vi hendes vin, der bare kaldes Grenache … en basisvin, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker, faktisk fra hele 5 forskellige marker. Efter høsten er 80% af druerne afstilket, mens der således er brugt 20% hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på barriques.

I næsen har vinen en let, lys, aromatisk og blomstret duft, som absolut kan minde om en Pinot Noir med en meget rig frugt af både tranebær, hindbær, lidt solskin, lette fade, Kongen af Danmark drops og vanilje, lidt bacon … virkelig frisk og ung frugt.

Smagsmæssigt er vinen ganske cremet med jordbær, rødgrød med fløde, en jordbærsmoothie og drikkeyoghurt, lidt tranebær, hindbær, mynte, runde tanniner og meget lækker, let og god smag.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Franck Chavy, Morgon Cuvée Sans Sulfite, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Franck Chavy, Morgon Cuvée Sans Sulfite, Bourgogne, FrankrigDerefter smagte vi Morgon Beaujolais vine fra 3 forskellige producenter og startede med denne 2020 Morgon Cuvée Sans Sulfite fra vinhuset Domaine Franck Chavy.

Huset ligger godt ude på landet i Régnié-Durette omkring et par kilometer vest for Villié-Morgon og er en mindre familie vingård, der drives af Franck og hans hustru Cyrille.

De er 4. generation på vingården, men får også hjælp af  far Antoine og driver samlet 10 hektar vinmarker fordelt på små 20 parceller med 3,5 hektar i Morgon,  2 hektar i Brouilly, 3 hektar i Régnié, 0,5 hektar med Chardonnay og 0,5 hektar i Beaujolais-Villages. De ældste vinstokke blev plantet i 1910 og igen i 1960.

Kun under den manuelle høst og i ved vinterbeskæringen bruges sæsonarbejderne, for ellers klarer familien alt arbejdet selv … lige fra den øvrige beskæring af vinstokkene, hele vinifikationen og frem til markedsføring af vinene.

Driften er på papiret konventionel, men da Franck og Cyrille har valgt at blive medlemmer af Vignerons Indépendants, så har de underskrevet det fælles manifest om udelukkende at producere vine, der respekterer miljøet, samfundet og hensynet til de kommende generationer.

Det er således mange år siden kunstige pesticider og herbicider i vinmarken har været en del af agendaen og i kælderen er stort set alle manipulations muligheder fravalgt bortset fra en lille smule svovl i forbindelse med aftapningen af flertallet af vine.

De sælger næsten al deres vin til lokale restauranter og til entusiastiske private kunder, som gerne kommer kørende langvejs fra for at få fat i deres ration inden igen må melde udsolgt. De elsker den direkte kontakt til kunderne, som de altid tager sig god tid til at servicere.

Her smager vi parret Morgon Cuvée Sans Sulfite, som er lavet af Gamay druer fra de samme parceller, som leverer frugten til Franck Chavys øvrige cuvéer fra Morgon heriblandt den Morgon élevée en fût de chêne, som blev fejret som Meilleur Gamay du Monde ved den prestigefyldte Concours International du Gamay i Lyon i februar 2019.

Vinen er lavet ved, at alle druerne er afstilkes, hvorefter gæringen er sket alene med druernes naturlige gærceller i lukkede ståltanke med en længere maceration end normalt, da han ikke blot efterstræber gæringens primære aromaer, men også klart den dybde, finesse og tanninske kompleksitet, som skind og kerner gemmer på.

Så der hvor de fleste ville have ladet vinen løbe fra bundfaldet, så fortsætter Franck Chavy med fodtramp og pigeage i adskillige dage inden vinen får fred og så er lagret 8 måneder i ståltankene frem mod en ilt fri aftapning uden klaring, filtrering eller tilsætning af svovl.

Nu bliver det for alvor bondsk, animalsk og mere vildt, godt med dampende mødding, saft og kraft, tør engelsk og sød finsk lakrids, så det er stilmæssigt lidt af en kraftbasse med en syrlig frugt, tranebær, hyben, kirsebær, muslingeskaller og egentlig ikke sådan ultra beaujolaisagtig.

I munden er vinen både pænt syrlig, kraftig og har sgu masser af mørk og syrlig frugt, godt med sorte kirsebær, meget koncentreret og meget uforfalsket, mens tanninerne egentlig er fine, runde og giver vinen godt bid. Hvor smager det egentlig godt.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Georges Duboeuf, Château des Déduit Fleurie, Bourgogne, Frankrig

2020 Georges Duboeuf, Château des Déduit Fleurie, Bourgogne, FrankrigAf Beaujolais’ 10 Cru’er, så rangerer Fleurie altid højt hos mig og det gør denne Château des Déduit Fleurie fra Georges Duboeuf da også.

Vinen er lavet med Gamay fra en 7 hektar stor vinmark, som Georges Duboeuf forpagtede sammen med partneren Jean-Marc Bourdon. Marken omgiver det fine Château des Déduits i Fleurie, som nogen også kalder for Dronningen af Beaujolais.

Slottet har sit navn fra den samling af huse Les Déduits, der ligger centralt i Fleurie. De nuværende ejere, Monsieur og Madame de Seyssel, arvede slottet tilbage i 1967 fra Monsieur de La Perriere hvis familie havde dyrket druer på stedet i flere århundreder.

Jean-Marc Bourdon sparer fortsat med Duboeufs team omkring arbejdet i vinmarkerne og efter den manuelle høst køres frugten ned til Duboeufs vineri udenfor Romanèche-Thorins, hvor den så vinificeres.

Det er sket på ståltanke og efter endt fermentering er vinen så lagret 9 måneder i beton og rustfrit stål.

I forhold til foregående beaujolaisvin er udtrykket her langt lysere og langt mere blomstret, igen virkelig bondsk, men langt på en mere feminin landbrugskvindeagtig facon, har lidt blæk, lakrids, en snert bacon og en snert banan. Frugten er hindbær, ribs, mirabeller samt bonderoser.

Frugten er også smagsmæssigt mere præcis, lysere og mere blomstret. Der er lyse kirsebær, hindbær, ribs, lidt fennikel samt en svag bitterhed, en fin syre, saftige og letter tanniner. Det bliver nok ikke en balletdanser, men en sød livsglad bondekone, der elsker at danse rundt i stalden.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 128 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Bodegas Izquierdo, Ninín, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Izquierdo, Ninín, Ribera del Duero, SpanienMed denne fine Ribera del Duero vin Ninín fra Bodegas Izquierdo, så løftede vi lige niveauet i glasset en anelse.

Bodegas Izquierdo ligger godt ude på landet i et område rig på fyrreskove ved La Aguilera et par kilometer nord for Bodega y Viñedos Martín Berdugo, som vi smagte dagens første rosé fra.

Vinhuset er reelt startet i 1997 af ønologen Antonino Izquierdo, men han sendte først sine vine på markedet i 2006. Det er et ganske lille vinhus, der kun laver 2 forskellige vine og samlet kun 20.000 flasker årligt.

Markerne har vinstokke, der er over 40 år gamle og de drives både efter økologiske og biodynamiske principper, men al vinifikation sker med flytning af vinene alene efter tyngdekraften.

Vi smager her Bodegas Izquierdos Ninín, der er lavet på ren Tempranillo, hvor druerne er udvalgt meget omhyggeligt. Vinen er vinificeret i rustfri ståltanke med en kapacitet til 15.000 kilo og kun på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade.

I næsen er der et gammelt, tørt fad, men frugten er langt mere direkte, skarpere og med et tørt islæt. Den har en langt mere lys og frugtrig side med blåbær, jordbær og brombær, en lille grøn note samt røg, ristede noter, lakrids, kakao og tobak.

Smagsmæssigt er det også en mere moderne Ribera del Duero, hvor fadnoterne ikke er så tunge. Der er god dybde sammen med en frisk og balanceret frugt, hvor vinen bare sidder i munden i lang tid samt smelter på en stringent måde. Der er stor koncentration, mørk frugt, lakrids, men har slet ikke dette vilde fagpræg, hvilket gør vinen langt lettere og lysere. Det smager vildt godt.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 9,35€ … svarende til 70 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, Italien

2018 Orciaverde, Montecucco Sangiovese, Toscana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde har jeg smagt et par vine fra her på vinbloggen, bl.a. deres Montecucco Rosso, men denne Montecucco Sangiovese har jeg også smagt før i årgang 2017 … nu smager jeg den i en 2018 årgang.

Vinhuset gider jeg ikke skrive om igen, så derfor kigger vi nu videre på denne Montecucco Sangiovese, der er én af de kun 3 forskellige vine, som Simone Governi laver på hans lille kombinerede vingård og agriturismo kaldet Antico Casale.

Vinen er fremstillet på 100% Sangiovese, som håndhøstes fra små parceller med ler og tufa-kalksten. Markerne ligger lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader med løbende overpumpninger og lang skindkontakt, som giver optimalt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen afrundes og krydres med 10 måneders modning på franske egetræsfade.

Jamen altså … igen leverer Montecucco Sangiovese fra første sekund, hvor en balsamisk mørk og tobak’et næse er tillokkende med tørre og klart italienske noter med violer, lyng, lavendel, lidt svampe, er virkelig frugtrig med hindbær, tranebær, ribs, tør jord samt knuste sten.

I munden er det vitterlig en frisk og spændstig vin, hvor syren er i forsædet sammen med en lys, streng og frisk frugt med hindbær, ribs, rabarber og bitre tranebær. Der er masser af tanniner i vinen, virkelig unge, virile og knastørre, udtørrer munden massivt sammen med lidt bitre frugtkerner. Sikke et bid. Frugten er lys og streng, men det er alligevel med en vis modenhed. Jeg er atter totalt imponeret over denne lille mini Brunello … et vildt godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7