Tag-arkiv: Tyskland

2020 Weingut Burggarten, Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb, Ahr, Tyskland

2020 Weingut Burggarten, Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb, Ahr, TysklandDen rare og dygtige Paul Schäfer junior nede i Ahr hos Weingut Burggarten er kommet i sommerhumør og startet et forspil med en sand tørstslukker i form af denne 2020 Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb.

Jeg besøgte Paul på vingården i Ahr i efteråret 2019 og det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.

Rosé Vorspiel Spätburgunder Feinherb er en halvtør aka halbtrocken rosévin, der er lavet på Spätburgunder med kort skindkontakt inden presning og gæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen så også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Vi er med denne Feinherb oppe på 16 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen bleg roséfarvet og passer fint til en parfumeret aroma som hos en glad glædespige. Der er blomsterblade, jordbær, kirsebærlikør, hyben, lidt gærede noter, småvåde papkasser samt søde krydderier. Ganske indbydende.

Men det bedste ved vinen er sgu smagen … masser af smag med røde bær, jordbær, hindbær og lyse kirsebær, nogen sødme med en lys, let solbærsaft, fersken og abrikos? WAUW … giv mig endelig sommer på terrassen, så skal jeg gerne skylde litervis af denne rosévin ned … forspil eller ej 🙂

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 126 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandAxel Pauly er måske overset herhjemme, men er én af de nye, unge og fremadstormende tyske vinmagere. Han er Moselwinzer og ligger på Hochstraße i Lieser tæt på Bernkastel-Kues og det er derfra, at jeg smager hans populære 2020 Generations Riesling.

Axel Pauly er uddannet ønolog fra Geisenheim i Rheingau og har efter sit studie arbejdet hos vinproducenter i både Frankrig, New Zealand og Californien inden han i 2009 vendte hjem for at overtage driften af familiens vingård fra sine forældre Rudolf og Ursel Pauly.

De havde selv overtaget driften fra Axels bedstefar Peter, som havde grundlaget vingården tilbage i 1968. Familien har samlet 9,5 hektar 60-75% stejle og skiferholdige vinmarker og bedste mark er klart Grosse Lage marken Lieserer Niederberg-Helden.

Imidlertid fik Axel Pauly en svær start på livet som selvstændig vinbonde, for i 2011  brændte vingården ned til grunden. Og 7 uger efter totalkatastrofen drev en haglstorm ind over vinmarkerne, som  blev totalt jævnet med jorden.

Men fremfor at resignere, så fik Axel Pauly sammen med sin hustru Sabrina genrejst vinhuset, genopbygget vineriet og opførte samtidig et topmoderne vinothek … og allerede i 2014 kom belønningen, for Gault Millau gav ejendommen sin anden stjerne, mens Eichelmann udpegede ham som en af Moseldalens opstigende stjerner.

Senere er Weingut Axel Paulys nye vinotek også kåret til et af Tysklands 50 smukkeste af det nationale vininstitut og Stuart Pigott har nævnt Axel blandt Tysklands 111 bedste unge vinmagere.

Her smager vi – som sagt – Axels Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 19,5 gram pr. liter.

Som en lille kuriositet, så er afspejler etiketten både terroiret og vinhusets traditioner. Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Næsen er ikke sådan totalt klassisk Mosel Riesling, for den er lettere, mere blomstret og med en frugt, der har melon, fersken og mere svagt både æbler, grape og citron. Det stikker ikke så dybt, men det er jo også blot en basisvin aka Gutsriesling.

Men smagen er ikke bare, for den er sgu rigtig lækker med en lys og let frugt, for der er klart pænt med Mosel sødme, men også en fin, sart syre, der er venlig og pæn. Det smager sgu af Mosel og vinen er smagsmæssigt mere klassisk end duften. Det er en Riesling med stor bællepotentiale og en vin, som de fleste vil knuselske … og det gør jeg også.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Mr Ruby’s Choice Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Mr Ruby's Choice Chardonnay, Pfalz, TysklandIs the thrill that’ll getcha, when you get your picture on the cover of the Rollin’ Stone, sang Dr Hook and the Medicine Show i 1972. På dansk sang Eddie Skoller, at han sgutte kunne få sit billede på forsiden af Søndags B.T.

Men nu har Mr Ruby så opnået dét, som hverken Hook eller Skoller lykkedes med. Okay han har ikke fået sit foto på forsiden af Rollin’ Stone eller Søndags B.T., men det er endnu bedre, for han har sgu fået sit navn på en vin, nemlig Mr Ruby’s Choice Chardonnay fra Weingut Emil Bauer & Söhne.

Før hed vinen Bundschuh Chardonnay, men da Mr Ruby en dag nævnte, at navnet Bundschuh ikke er noget særligt internationalt eller moderne navn, så sagde de hos Bauer; Hvad skal den så hedde?
Så nu hedder den Mr Ruby´s Choice.

Jeg har dermed reelt smagt vinen før … både i 2019 årgangen, men også denne 2020 med det gamle navn. Den er selvfølgelig fortsat lavet på rustfrie ståltanke og uden mange oplysninger … udover at den lige har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det pæremos, mango, banan, kvæde, en Kung Fu is, lakrids, hvide chokolade, blomstret solcreme … fed, opulent, olieret og samtidig yderst venlig.

Smagsmæssigt er vinen også fyldig og har godt med sødme, men samtidig er den også frisk, tør og igen med godt bundtræk, dybde og tæthed. Sødmen suppleres fint med syltede citroner og rank grape bitterhed. Igen har den stor saftighed, letløbsgaranti og total cosiness. Fruen er helt balstyrisk.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Emil Bauer & Söhne, Nussdorfer Viognier, Pfalz, TysklandDe to innovative brødre Alexander og Martin Bauer på Weingut Emil Bauer & Söhne er friske og har ingen hæmninger … heldigvis. Ellers havde de så nok  ikke kastet sig over at lave en almindelig Ortswein på en drue som Viognier. Men det lykkes faktisk ret fabelagtigt, hvilket man kan smage i denne 2020 Nussdorfer Viognier.

Vinen er således alene lavet med druer fra husets marker omkring Nussdorf. Der er ikke et mange oplysninger om vinen, men den er im Edelstahl ausgebaut, altså alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt minder vinen om 2019’eren … fyldig, småfed med tropisk frugt, melon, ananas, fersken, søde appelsiner, multifarvede vingummibamser, blomster. Selvom det er på vej til at blive både en smule opulent og svulstig, så er der imidlertid også fortsat en snert af grape og lemon bitterhed samt sødgrønne elementer.

Selvom der også er lidt småolieret fedme i vinen smagsmæssigt, så er den også rank, let bitter og frisk. Der er godt med grape, citroner samt lemon, men har også – lidt under de øverste lag – mineralitet og samtidig sødme, men syre og bitterhed holder vinen oppe og gør den både skarp og leverende i munden.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut J. Neus, Ingelheimer Chardonnay R, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut J. Neus, Chardonnay R, Rheinhessen, TysklandSidste sæt i Mr Rubys tvekamp mellem både tyske, fransk og oversøisk Chardonnay startede med Ingelheimer Chardonnay R 2017 fra Weingut J. Neus og den endte også med at blive aftenens samlede vinder.

Ligesom med Jülg, så har jeg også for et par måneder siden været til en onlinesmagning med vinmageren Lewis Schmitt fra den gamle smukke vingård på Bahnhofstraße i Ingelheim. Den smagning – og masser om vinhuset J. Neus – kan du læse om i mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus.

Ingelheimer Chardonnay R er lavet med druer fra vinstokke på marker, der ligger på den modsatte dal af Mainzer Berg, hvor Neus jo har sine topmarker Horn og Pares. Det er ifølge Lewis Schmitt en optimal placering til netop Chardonnay med en leret og kalkholdig jord.

Efter høst er vinen presses og har så gæret med halvdelen i rustfrie ståltanke og resten i 500 liter træfade … og sådan er vinen bagefter også lagret og vistnok i 12 måneder.

Det er en ekspressiv, eksplosiv vin … masser af duft, kraft og masser fylde, smørfed, tyk og svulstig, maskulin og siger åbenlys stolt; her kommer jeg. Der er nøddeagtige noter, modne æbler, pærer samt tropisk frugt, fersken, let asparges, citrus, vanilje og søde krydderier.

Smagen er lidt det samme, for her får du både i pose og sæk … først en stor krop med masser af oosh, kraft og bulder, men samtidig også  pænt slanke ben med en fremtrædende syre, kalket mineralitet, salt, røg og lidt nødder. Det er sgu fremragende. Det er ikke en feminin, let eller sart vin, men den smukke balance i smagen giver imidlertid en svævende fornemmelse sammen med det syrlige, faste og friske bid, så man kan ikke undgå at blive begejstret. Jeg gav 96 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Jülg, Opus Oskar Chardonnay, Pfalz, TysklandDet 3. Chardonnay sæt sluttede med denne 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Johannes Jülg fra Weingut Jülg … som jeg mødte i en onlinesmagning for under en måned siden.

Referatet fra den smagning og masser information om vinhuset kan du finde i mit indlæg; Mr Rubys online vinsmagning med Johannes Jülg fra Weingut Jülg.

Der smagte vi kun Johannes’ Spätburgunder vine, men den sympatiske og dygtige vinmager kan bestemt også lave hvidvine, hvilket jeg tidligere har erfaret og det er denne Opus Oskar Chardonnay et fint bevis på.

Vinen er opkaldt efter Johannes bedstefar Oskar Jülg, der i 1961 købte vingården i Schweigen. Han var på mange måder en visionær mand og ville af med sødmen, som var så udbredt i vinene fra både Tyskland og Alsace. Han ville producere tør vin.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede både Pinot Noir samt Chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. I dag lyder hans projekt ikke så vanvittigt, som det gjorde det helt sikkert i 1961.

Den burgundiske indflydelse kan I dag ses i både husets vine på Spätburgunder og Chardonnay, hvor det specielt for topvinene er de franske kloner, som anvendes … som nu også 2019 Opus Oskar Chardonnay.

Her kommer druerne nemlig alle fra marken Schweigener Sonnenberg på den franske side. Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 8 måneder. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring.

I næsen var vinen bestemt ikke aftenens mest opulente vin, men selvom der både var fadpræg med vanilje ovenpå lidt pæretærte og fersken, så har vinen også en mere klar, ren og stringent side med grønne syrlige urter, estragon, mynte,  blomstervand, røg, brændt træ, fennikel og samtidig også sødme. Med luft i glasset åbnes der for sluserne, hvorved mineraliteten også bliver større og mere jernagtig elegant.

Men sjovt nok er smagen meget mere rund, blød og cremet end duften egentlig indikerede. Her er syren knap så dominerende, for der er mere finesse, venlighed … blid og lys feminin frugt, hvilket igen er pærer og fersken suppleret med krydret sødme og samtidig også salte mineraler. Jeg endte på 94 point, som omgående veksles til 5,5 store tomler.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland Sidste vin i første sæt var tysk og fra en gammel kending i form af Weingut Bernhard Huber og det blev med hans Malterdinger Chardonnay Alte Reben i en årgang 2017.

Allerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Under besøget faldt vi faktisk for er en fed og voluminøse Weißer Burgunder, som vi endte med at købe.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrker Julian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene alene på rustfrie ståltanke, selvom de store vine på Chardonnay også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Og det er jo netop sådan en fætter, som vi her har i glasset … 2017 Malterdinger Chardonnay Alte Reben lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering lagret på franske barrques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen langt mere eksplosiv end de to foregående … der er mere skrald på, mere opulent eller småfed og svulstig, parfumeret og så har den også godt med fadpræg, gær, toast, ristede noter, røg, brunet smør samt vanilje og blomster. Frugtmæssigt snakker vi dåsepærer og abrikos.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere ren, fast og kølig med en syrlig saftighed, rustik og ren frugt, hvor der er også pærer, abrikos, citroner og lemon. Der er klart lidt kalkede noter, salt, bitterhed, men mest af alt en skarp citronsyre, som giver en livlig, frisk og nærmest helt umoden vin med en mineralsk eftersmag. Man får med Malterdinger Chardonnay Alte Reben både stor fed duft og kølig, frisk og skarp smag. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Rings, Ungsteiner Nussriegel Riesling, Pfalz, TysklandSidste gang jeg smagte vin fra Weingut Rings i Freinsheim var på vinbaren Kinfelts Kitchen & Wine i Hamburg sidste sommer og dengang var den en fed, rød 2016 Das kleine Kreux. Nu er der igen Rings i glasset … deres 2019 Ungsteiner Nussriegel Riesling 1G.

Weingut Rings ligger i den lille by Freinsheim omkring 15-16 kilometer vest for Mannheim og Rhinen i Pfalz. Det er grundlagt i 1960 af Friedrich Weinheimer, men blev senere overtaget af hans  datter Trudi samt hendes mand Willi Rings.

Imidlertid begyndte familien først i 1993 at lave vine under eget navn … og det blev den reelle start på Weingut Rings.

I dag er det Willi og Trudis sønner Steffen og Andreas Rings, som driver vingården med samlet 24 hektar vinmarker. Markerne er nu fordelt på 23 forskellige parceller beliggende omkring Freinsheim, Ungstein og Kallstadt. Det er primært markerne Schwarzes Kreuz, Weilberg, Saumagen, Felsenberg, Steinacker og Nussriegel.

Der dyrker brødrene de hvide sorter Riesling, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer og de røde sorter Spätburgunder, St. Laurent, Portugieser, Dornfelder, Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Syrah.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine og så både Erste Lage og Große Lage vinene, hvor denne Ungsteiner Nussriegel Riesling selvfølgelig kommer fra marken Ungsteiner Nussriegel, der ligger ved byen Ungstein lidt sydvest for Rings vingård.

Marken er en Erste Lage mark, der ligger tæt ved vinruten i Pfalz og nabo til Große Lage marken Ungsteiner Weilberg mod vest. Marken har en undergrund af rød sandsten, sand samt lerjord med kalksten og har selvfølgelig sit navn Nussriegel fra nogle fine karakteristiske valnøddetræer, der for mange år siden voksede ved vinmarken.

Jorden bearbejdes efter biodynamiske principper. Forskellige urter og blomster sås mellem vinrækkerne for at tiltrække  insekter. Kun hestegødning bruges som gødning. Efter håndplukning er druerne presset uden afstilkning, hvorefter mosten fermenterer spontant med druernes naturlig gær. Vinen er herefter lagret  i rustfrie ståltanke og i store træfade sur lie i 10 måneder.

Direkte op af glasset strømmer en fin aroma … hvor første note er petroleum, diesel og sødlige, overmodne, halvgærede æbler, smuk intensitet, godt med røg, noget luftig og syrlig med lidt blomsterstøv, knuste sten og pressede citroner. Syren virker næsten sitrende og så dukker der ganske svagt lidt nødder og kastanjeolie op. Vinen har en sådan cool, kølig og råkold stil.

Smagen har både stor cremethed og krystalklar syre … sådan lidt olieret og samtidig krisp, pivskarp med citroner, gule og grønne æbler, lemon, krydret røg. Men får i pose og sæk. Man fornemmer næsten at knase hele kernehuset i æblerne, hvilket sammen med kontrollerede bitre elementer skaber en rank og frisk vin, selvom den også opleves så levende, rund, elegant og vellavet.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Winzerhof Stahl, Felswand Sauvignon Blanc, Franken, Tyskland

2019 Winzerhof Stahl, Felswand Sauvignon Blanc, Franken, TysklandDen vilde og innovative Christian Stahl, der driver sin Winzerhof med Weingut, Brennerei, Restaurant & Veranstaltungsort i Auernhofen i Franken bliver ved med at forbavse, forbløffe, forundre, chokere og – i overført betydning – fange mig med bukserne nede. Det gør han igen med denne 2019 Felswand Sauvignon Blanc.

Javel … jeg havde egentlig forventningerne højt oppe, da jeg – faktisk som første vin fra Stahl – smagte hans basisvin på Sauvignon Blanc … en 2020 Sauvignon Blanc Pre-Release, der i den grad imponerede mig. I det indlæg skrev jeg også en masse om vinhuset, der drives med mit Herz und Charme.

Herz und Charme har denne Felswand Sauvignon Blanc også. Den er lavet med druer fra enkeltmarken Felswand … der betyder stenflade og refererer til marken stenede og kalkholdige undergrund med bl.a. kalksten med masser af fossile rester fra en fortid som havbund.

Druerne er naturligvis håndplukkede og mosten har trukket på skinnet i 24 timer inden gæring. Efter gæring er vinen lagret på 500 liters tonneaux egefade.

Duftmæssigt – wauw for pokker – er det en fed og olieret aroma af tropisk frugt, hvor man klart fornemmer fadfedme med søde, ristede noter og vanilje. Frugten er ananas, fersken, mango, hyld, dåsepærer og modne æbler suppleret med lidt lemon. Vi er langt fra klassiske Sauvignon Blanc vine … og så har vinen alligevel en lille snert af noget grønt og svagt græsagtigt med et sødligt puf.

Smagen er også en vild oplevelse … opulent, cremet og så træder Sauvignon Blanc druens naturlige karakter frem, grøn, syrlig med citroner, lemon og grape. Der er bitterhed, en småfyldig syre, kraft, leverende, livlig og friskbuttet med kalket mineralitet, ristede toast samt en vild lang eftersmag. Det er helt klart en af de bedste Stahl vine, så 6 tomler med pil op.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 349 kr., men vinen er pt på tilbud til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling, Nahe, Tyskland

2019 Weingut Kruger-Rumpf, Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling, Nahe, TysklandDet er vist ret passende, at denne Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling fra  Weingut Kruger-Rumpf ligger klippefast på et leje af sten … ren, mineralsk og skarp.

Det er ikke ret mange uger siden, at jeg sidst smagte en vin fra Kruger-Rumpf, nemlig den fabelagtige Binger Riesling med druer fra husets eneste vinmark  i Rheinhessen, nemlig Binger Scharlachberg. Men denne lille Bingerbrücker Abtei Rupertsberg 1937 Riesling er fra én af husets marker i Nahe lidt nord for vingården … og samtidig er den niveauer over, men det vender jeg tilbage til om lidt.

Bingerbrücker Abtei Rupertsberg er en Erste Lage mark, som sammenlagt er på 11 hektar og har sit navn efter det benediktinske kloster Ruppertsberg, som blev grundlagt af den hellige abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist Hildegard von Bingen, også kaldt den hellige Hildegard.

Abtei Rupertsberg er klart den stejleste af husets marker ved Bingerbrücker med en 80% hældning. Kruger-Rumpf har samlet 2,5 hektar af marken, hvor deres vinstokke er plantet tilbage i 1937.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke, men er lagret en periode på großes Holzfass, altså store egefade, men ellers er ikke så mange oplysninger om vinen, der dog har 3,8 gram restsukker pr. liter.

Wauw … fra første fløjt – eller rettere første snif – imponerer vinen og fejer benene væk under dig med en utrolig fin, let, luftig, æterisk og kontrolleret aroma med petroleum, en halv spand maling, nødder, røg, grønne og modne æbler, kvæde, lemon, let vanilje, karamel, en kalket syre og samtidig en utrolig veldrejet, slank og elegant figur.

I munden er det skarpt som et sylespids projektil affyret fra en halv meters afstand. Sådan et kan ikke misse og det gør vinen heller ikke, for der er godt med saltet stenet mineralitet, kyssemundspidsende citronsyre, lemon, syrlige æbler, umodne pærer, flot intensitet, lidt småolieret fedme og for pokker, hvor smager det godt. Vi slikker granitsten og gnasker citroner … vildt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7