2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut J. Neus, Villa Neus Blanc, Rheinhessen, TysklandVinmageren Lewis Schmitt på Weingut J. Neus har fået tvillinger, et par velskabte, små søde babyer … én hvid og én rød, nemlig de to vine med navnet Villa Neus med efternavnene Blanc og Rouge. Vi starter med den lille hvide baby i tylskørt.

Nu kunne man måske få en mistanke om, at Villa Neus Blanc var en bastard, en uægte unge eller et gadekryds, men den er skam næsten fuldstændig ren, for den er lavet på 85% Weißburgunder samt 15% Chardonnay, der alene vinificeres i ståltake med spontangæring og lagres også på de rustfrie ståltanke. Vinen har 2,9 gram restsukker pr. liter.

Selve vinhuset kender I vel allerede … ellers er der god grund til at dyrke det lidt mere og det kan I fx gøre ved at læse mit blogindlæg Mr Rubys online vinsmagning med Lewis Schmitt fra Weingut J. Neus … hvor jeg mødte vinmageren online.

Først kommer der lidt duft af brunet smør med et antrit til nogle eksotiske frugter, men på en afdæmpet facon, hvor man blot lige kan fornemme lidt mango og fersken inden grønne æbler og grape tager kontrollen. Det gør de med et lille skævt smil, hvor der også er hvide blomster, en anelse røg og en lille mineralsk nerve.

I munden har vinen en vis fylde, hvor syren hurtigt overtager med både citron og specielt masser af grape, men på en lidt varm, saftig og småbitter facon. Det er ikke voldsom kompliceret, men har dog denne mineralske, lidt røgede og bitre kant, som giver vinen en fin karakter og gør babyen elskelig … men det er babyer jo.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7