Tag-arkiv: Italien

2021 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 La Magia, Il Vispo Toscana IGT, Toscana, ItalienHvis man lige får lyst til en spændende, grøn, ung og frisk Sangiovese vin, så kunne denne 2021 Il Vispo Toscana IGT fra vinhuset La Magia bestemt være et godt valg.

La Magia har jeg skrevet om nogle gang før, som fx da jeg i maj måned smagte deres smukke 2018 Brunello di Montalcino.

Il Vispo Toscana IGT er lavet på ren Sangiovese, som kommer fra samme mark, som også giver alle druerne til Brunello vinene La Magia og Ciliegio … her blot fra yngre vinstokke, der er 14-19 år gamle. Det er en nyere vin hos La Magio og den er lavet anderledes bl.a. med kold carbonic maceration på ståltanke under 26 grader.

Det er jo en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved den konventionelle alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved carbonic maceration gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringstankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.

Altså lavet udelukkende på stål … uden det har set egefade og der laves årligt 15.000 flasker af vinen.

I næsen er det en frisk og ganske grøn vin … men fortsat med nogle klare toskanske elementer af tobak, rå champignon, skovbund samt lærkeskud. Der er en frisk frugt af umodne kirsebær, hindbær, banan og småsure tranebær … måske endda en snert af granatæbler, blade fra solbær og tomater. Det dufter ungt og grønt … men også helt inspirerende.

Smagsmæssigt er vinen også ung, grøn, ungdommelig, umoden og frisk med masser af balsamisk syre, grønne urter og en frugt af både ribs og sure kirsebær med salt, peber, lemon samt en frisk, levende, energisk og nærmest glitrende syre. Tanninerne er ikke så vilde og hidser sig ikke op, men alligevel giver det en ret sprælsk vin med ungdommelig friskhed, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Giacomo Fenocchio, Anima Arancio Orange Soul, Piemonte, Italien

2021 Giacomo Fenocchio, Anima Arancio Orange Soul, Piemonte, ItalienSelvom solen ikke altid skinner, så kan man da godt nyde lidt vin på terrassen … og det blev så et glas Anima Arancio Orange Soul 2021 fra Giacomo Fenocchio og lavet på skindfermenteret Arneis.

Vi har her fat i en gammelt piemontisk vinhus, der blev grundlagt tilbage i 1864 og ligger i Monforte d’Alba.

Fenocchio-familien holder, nu på 5. generation i kraft af Claudio Fenocchio, stædigt fast i de gamle traditioner for vinfremstilling i en vinverden, der ellers bliver stadigt mere moderne og teknisk orienteret.

Vinhuset har 14 hektar vinmarker med Arneis, Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Freisa. Arbejdet i markerne foregår med udgangspunkt i nogle af de bedst beliggende marker i distriktet, lavt udbytte og fokus på at lade terroiret slå igennem via omhyggelig pleje af de gamle stokke.

Der arbejdes som udgangspunkt uden kemisk sprøjtning og kunstgødning, dog ønsker Claudio Fenocchio at beholde muligheden for at redde en høst med kemisk hjælp i helt ekstremt vanskelige år, klimatisk set.

I kælderen er det tilsvarende filosofien, at lade vinen udtrykke sit eget terroir og frugt, end at præge den med fadsmag. Der gæres kun med druernes naturlige gærceller og i lang tid med skallerne … for Barolo’ernes vedkommende 30 dage.

Vinene filtreres ikke før aftapning, så man anvender alene den naturlige bundfældelse fulgt af flytning af vinen over bundfaldets niveau fra fad til fad.

Denne 2021 Anima Arancio Orange Soul er lavet på ren Arneis, som kommer fra Roero og er fremstillet som en orangevin med 30 dages skindkontakt på ståltank, hvorefter 1 års lagring på et 1.000 liters slavonske egefade modner vinen, før den frigives.

I næsen er der noget tørret abrikos, gule stenfrugter, mirabeller samt æblemost, lidt honning og mjød … ganske animalsk og landlig, gærede noter og samtidig liflig samt dragende.

Smagsmæssigt har vinen en frisk syre og en blød krop, hvor der er sød lemon, tranebærjuice samt en tør garvesyre, som sidder rundt i hele mundhulen med denne landlige, lidt oxidative honningnote, hvilket giver en kompleks og spændende vin. 93 point.

Forhandles af Terroiristen, hvor en flaske i årgang 2018 koster 265 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, Italien

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, ItalienVi kender jo mest Cantine Buglioni for deres dybrøde venetianske vin som klassiske Amaroner og Ripasso vinen Il Bugiardo, men de laver skam også andre vine, som nu fx denne 2019 Lo Spudorato Spumante Brut.

Jeg har smagt vine fra Cantine Buglioni mange gange og skrevet om vinhuset, men denne mousserende vin har jeg aldrig smagt før. Den er lavet på 80% Garganega og 20% Durello, der efter høst er knust og presset inden gæring i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 14 grader.

Andengæringen er ikke sket i flaske, men efter den billigere charmatmetode i tryktanke over 30 dage inden anden yderligere lagring sur lie i yderligere 30 dage inden aftapning på flaske.

Spændende duft … virkelig landlig, animalsk med en nøddet aroma, mens frugten  virker meget gul og blød med fersken og modne, gule pærer samt nogle søde noter med sød, finsk lakrids, vanilje, mandler, honning, blomsterpollen og bruser godt op i næsen … men på en sød og venlig måde.

I munden er der mere kontrol med tøjlerne … har en aggressivt brus, som dog er meget behageligt og så følger en frugt, der måske nok er cremet og blid, men det er med sure citroner suppleret med nogle mere eksotiske frugter, fersken, abrikos … alt meget rent og pænt, hvilket giver masser af drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Fratelli Revello, Barolo Conca, Piemonte, Italien

2016 Fratelli Revello, Barolo Conca, Piemonte, ItalienVi fortsatte med mere Barolo, for næste vin i glasset til byggemødet blev denne 2016 Barolo Conca fra Fratelli Revello.

Historien om vinhuset startede egentlig umiddelbart efter den 2.  Verdenskrig, hvor familien Revello, bestående af Giovanni Revello, Caterina Tezzo og deres børn Ercole, Maria og Giacomo Revello, så flyttede fra Cherasco til den lille landby l’Annunziata i La Morra.

Der lejede Revello-familien et bondehus og i 1955 begyndte Giovanni, hjulpet af sine sønner Ercole og Giacomo, at genplante nogle af vinmarkerne, men alle de høstede druer blev dog solgt.

Det var faktisk først i 1967, at familien for første gang vinificerede en del af høsten og skabte den allerførste flaske Giovanni Revello & Figli Barolo.

Det var dog først med de to brødre Enzo og Carlo Revellos indtræden i 1990, at man stilede mod at sælge vinene under eget navn. De to brødre havde været i lære hos Elio Altare og der fået både inspiration og lyst til at lave egne vine. Der havde de bl.a. lært brugen af grønthøstning, kort maceration og lagring på barriques.

Da de høstede de første druer til Barolo i 1992, så havde de ikke mulighed for at vinificere de enkelte marker separat. Samtidig var man nødt til at sælge en del druer for at skaffe kapital til kælderudstyr.

Situationen var den samme i 1993 og først i 1994 kunne man vinificere og tappe enkeltmarksvine. Udover Barolo producerer Revello også Dolcetto d’Alba og Barbera d’Alba,

Vinhuset har 8,5 hektar vinmarker med parceller på bl.a. Rocche dell’ Annunziata, Gattera, Conca og Giachini. Den samlede produktion ligger på omkring 40.000 flasker årligt.

Denne Barolo Conca er lavet af Nebbiolo druer fra marken Conca, der med kun 2,45 hektar er den fjerdemindste MGA i hele Barolo-produktionszonen. Fratelli Revello har alene 0,7 hektar med stokke plantet tilbage i 1954.

Fratelli Revello har fremstillet vinen første gang i 1997og er en moderne Barolo med kort macerationstid i ståltanke over 10 dage og efterfølgende lagring i 24 måneder på franske barriques, heraf 40%  nye fade.

I næsen har vinen en moden aroma med mahogni, våde fade, violer, tørrede rosenblade, brune blade fra træer i efteråret, knuste sten og lakrids, vanilje … frugten lidt sødlig og varm med kirsebær, hindbær, ribs, røg, noget mentol og små grønne elementer.

Vinen smelter nærmest i munden, mens tanninerne rykker den anden vej, er faste og tørre som en ørkenvind i Sahara og virkelig udtørrer munden med stor beslutsomhed suppleret med lidt lemon bitterhed og godt med lys frugt, struktur og tæthed. 94 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien2016 er også i Barolo en fremragende årgang og det afspejlede sig også i denne Barolo 2016 fra altid fremragende Pio Cesare, så det er sgu en vin, som er svær at blive sur på.

Både vinhuset og denne Barolo har jeg skrevet om tidligere … for vinen har jeg smagt i både årgang 2009, 2010 og 2011. Nebbiolo druerne kommer dels fra husets egne marker, bl.a. Ornato marken i Serralunga d’Alba, Gustava i Grinzane Cavour, Roncaglie i La Morra og Ravera i Barolo -Novello, men også fra nogle af de vinbønder, som Pio Cesare har leveringsaftaler med.

Vinifikationen sker i ståltanke med skinkontakt i omkring 20 dage, hvorefter vinen lagrer i medium ristede franske fade i 3 år med 75% af vinen i 20 til 50 hektoliter fade og 25% i barriques.

Sikke dog en fabelagtig aroma … skøn blanding af hestestald, violer, rosenblade, tobak, stuvede champignon, modne, fine, lyse kirsebær, ribs og tranebær, godt med mentol, lidt tobak, fint og let fadpræg og det er både med røg, teaktræ, lakrids samt en snas mælkechokolade og vanilje. Alt er doseret så smukt og imponerende.

UHA … det smager godt og man forstår fuldstændig, at huset på etiketten har skrevet; Please, don’t call it regular. For det er sgu ret enestående med lyse kirsebær, ribs, granatæbler, æblesyre, modne og stramme tanniner, røg, vanilje samt et fantastisk syrebid i ganen. Bider virkelig på en moden måde, så 96 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 799 kr., mens prisen er 625 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, Italien

2018 Franz Haas, Pinot Nero Schweizer, Alto Adige, ItalienKeeper synes også, at vi skulle smage Franz Haas’ topvin på Pinot Nero og det er netop denne Pinot Nero Schweizer og sikke da en stor forskel på de to vine i denne årgang 2018.

Tidligere har jeg ikke fundet forskellen så stor … men her i årgang 2018 er det ret tydeligt. Navnet Schweizer har vinen fået efter kunstneren Riccardo Schweizer, der – som jeg skrev om i forrige indlæg – har designet etiketterne til vinene.

Vinen produceres i åbne kar, så saften under gæringen er i kontakt med drueskindet. Vinen lagrer på barriques 12-15 måneder og efter tapning lagrer vinen yderligere et år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 15-20.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er vinen nu mere rank, tør og skarp end den forrige, meget støvet med mørke tørre aromaer af blæk, kul, tørret kød og rosmarin … frugten er modne kirsebær, jordbær, cherry coke, vanilje, kanel, mælkechokolade og finsk lakrids, meget frisk og alligevel med en vis comfort og lidt en varm Pinot Nero.

Smagsmæssigt er vi langt over den almindelig Pinot Nero, for det smager rasende godt … blød, cremet og lækkermed modne kirsebær, jordbær, røg, brændte fade … et frugtrigt kys. Der er spændstighed, syre og bitterhed samt krydderier. 95 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2019 koster 559 kr., mens prisen er 435 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2018 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienFlere af vinene, som Keeper serverede, kom i par og det gjaldt også de to Pinot Nero vine fra Franz Haas, hvor den første var husets basisvin Pinot Nero i årgang 2018.

Vingården ligger en kilometer syd for Montagna Bolzano i Alto Adige på en bjergskråning og drives af den gode Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas.

Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13-14 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero er hans basisvin, men har et skræmmende højt niveau. Druerne kommer fra marker på bakkerne ved Mazzon, Pinzano, Gleno og Montagna i højder mellem 350 til 900 meter. Markerne dyrkes alle økologisk.

Druerne høstes med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar. Efter sortering af druerne gæres vinen med det naturlige gær i ståltanke, lagres 12 måneder i franske egetræsfade og minimum 10 måneder i flasken før frigivelse. Der laves årligt et sted mellem 90-100.000 flasker af denne vin.

Det lidt særprægede etiket på vinen er designet af den italienske kunstner Riccardo Schweizer, som også kommer fra Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave fra Maria Luisa til Franz på hans fødselsdag, og den allerførste etikette, var etiketten til en 1987 Pinot Nero Schweizer, husets topvin på Pinot Nero.

Duftmæssigt er der lidt jul over land … kanel, nelliker, jod, blodpølse, virkelig bondsk, sød, landlig og aromatisk kostald, mens frugten mest er søde kirsebær og jordbær. Det har en landlig og lidt rustik næse, der viser lidt kant … måske endda på en lidt ukompliceret måde.

Smagen er blød, let og cremet … lys, let og livlig med let peber, jordbær, hindbær, lyse kirsebær samt lidt lemon. Det er venligt, let og med Haas’ normale luftige balance. Det gør vinen til en levende, let, nem og fin Pinot Nero … uden at stikke helt af. Har smagt den bedre i tidligere årgange som fx årgang 2013, men 91 point.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2020 koster 310 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2018 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienÅhhhh Barolo … elsker bare denne drik og denne gang er det med en 2018 Barolo Ciabot Tanasio fra Sobrero Vini, der ligger på adressen Via Alba Monforte tæt ved Castiglione Falletto.

Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2013, 2015 og 2016, så vinhuset har jeg skam skrevet om tidligere.

Vinen er opkaldt efter husets gamle vingård Ciabot Tanasio og den er lavet med druer fra 55 år gamle Nebbiolo stokke på de 3 marker Valentin, Pianta samt Pernanno.

Selve maceration og gæring sker i rustfrie ståltanke over 35 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring over 6 måneder i ståltankene og først derefter lagres vinen mindst 24 måneder på slavonske 2.500 liter egefade.

Dermed er produktionen således meget traditionel og der anvendes slet ikke franske fade, da de ifølge Pier Franco Sobrero afgiver alt for megen vanilje til vinen. Efter endt lagring flaskes vinen fuldstændig ufiltreret.

I glasset er ligheden med tidligere årgange slående … næsten lys og transparent med en lidt brunmoden kant, mens duften faktisk virker moden og egentlig også ret venlig med tørrede røde roser, blomster, violer, læder, cedertræ, tør kakao, skal fra mandarin og en rund, blød frugt med blommer, jordbær, kirsebær … virker total drikkeklar med en imødekommende og artig sjæl.

Som med både 2015’eren og 2016’eren er det en varm og lidt fyldig Barolo, der virker klar og drikkemoden. Det er blødt, varmt og rundt, men fortsat med tørre tanniner, som dog også med et massivt indsug af luft lige får sig sat i munden, men de virker næsten enten for flinke eller for dovne til rigtigt at gøre noget ved sagen. Det giver i stedet en utrolig drikkeklar vin, som er saftig og læskende med nogle absolutte Barolo kvaliteter, så 93 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Tenuta Antonini, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2021 Tenuta Antonini, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDenne lille Montepulciano d’Abruzzo fra vinhuset Tenuta Antonini smagte jeg til i oktober sidste år, men dengang var det i årgang 2020, men nu smager jeg 2021’eren.

Tenuta Antonini  lidt sydøst for byen Ancarano i det nordlige hjørne af Abruzzo under appellationen Colline Teramane DOCG … og jeg har før skrevet en masse om vinhuset og deres vine. Du kan finde en beskrivelse af huset i mit indlæg; Houlberg smager nu … alle vinene fra Tenuta Antonini.

Denne Montepulciano d’Abruzzo er lavet med Montepulciano druer fra husets marker ved Ancarano og vinen er lavet med en knusning af alle druerne inden gæring samt en maceration i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 måneder på tonneaux efterfulgt af aftapning på flaske og en hurtig frigivelse.

Atter er det en bondsk og rustik vin, hvor der er godt med saft og kraft, blæk, tjære, koks, jod og saltlakrids, mens frugten er brombær samt masser af sorte kirsebær, tørrede blomster og søde krydderier med lysere balsamiske noter. Meget indbydende faktisk.

I munden er der godt med fylde og en lille sødme, der endda fylder en smule mere end i 2020’eren. Det er en mørk, fyldig, småsød samt saftigt kraftkarl … en lille bondsk bulderbasse og brushane, der sgu byder op til dans med masser af liv. Der er tørre og fyldige tanniner, men de er bøjelige og flinke, peber, en campariagtig sødbitterhed samt drenget, læskende hverdagscharme. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Picollo Ernesto, RoveRina Spumante Brut, Piemonte, Italien

N.V. Picollo Ernesto, RoveRina Spumante Brut, Piemonte, ItalienForleden smagte jeg en 2022 Gavi Rovereto fra Azienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – og nu smager jeg endnu en vin fra huset … den mousserende RoveRina Spumante Brut.

Det er en mousserende vin, der er lavet på 100% Cortese druer og samtidig på den lidt billigere charmat metode, hvor moussen i vinen dannes via produktion i trykbeholdere, hvilket er sket over 3 måneder.

I næsen er der et meget frisk brus, som lige får næsehårene til at flimre, mens duften er meget ren, klinisk og krisp. Der er blid toast, svagt lidt nødder, let nougat og en blød frugt af pærer, fersken, hyld samt noget sødt i stil med flødekaramel.

Brusset er også stort i munden med en lidt jernagtig smag, grønne æbler, grønne æbler, lemon samt småsure citroner og samlet er det en rigtig frisk vin, der har et godt bid … mineralsk, ren og pivfrisk, så dermed 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7