2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienNæste vin i glasset blev en Ripasso kaldet løgneren, nemlig Cantine Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, som har fået sit navn Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den en løgner, da han troede, at det var en Amarone.

Il Bugiardo er kendt her på vinbloggen, da jeg har smagt vinen før … endda i både årgang 2009, 2014, 2017 og 2019… og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2021 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra 21 år gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fyldig vin, hvor der er lakridskonfekt, sød tobak, finsk lakrids, chokolade, vanilje, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, blæk … men alt doseret rigtigt fint, så intet bliver for dominerende … men med en lille alkoholvarme.

Smagen er også småstærk og alkoholvarm, har lidt peber, men samtidig er vinen fyldig og rund. Frugten er ikke overdimensioneret, men egentlig ret ren og rank, der er brombær, kirsebær og umodne blommer … alt doseret fint og faktisk den bedste årgang, som jeg har smagt af vinen, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7