2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Kanzlerberg, Alsace, Frankrig

2018 Gustave Lorentz, Riesling Grand Cru Kanzlerberg, Alsace, FrankrigDenne 2018 Riesling Grand Cru Kanzlerberg 2018 fra Gustave Lorentz er søstervin til den 2018 Riesling Grand Cru Altenberg, som jeg tidligere har smagt og er ligeledes lavet med druer fra en af husets bedste marker.

Riesling Grand Cru Altenberg er lavet på druer fra 35 år gamle stokke på marken Kanzlerberg, der endda med 3,23 hektar er den mindste Grand Cru mark i hele Alsace. Her kommer druerne fra et lille plateau i 250 meters højde på Kanzlerberg.

Vinen har gæret på ståltanke alene med druernes egne, naturlige gærceller og så har den derefter lagret 12 måneder på store, gamle egetræsfade og så yderligere et par år på flaske inden frigivelse og har 5,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 5.749 flasker.

Imponerende duft … kan man vist roligt sige, for vinen har en let, luftig og overjordisk aroma, hvor der først kommer petroleumdampe og frugtig terpentin frem. Der er en afrundet fedme, fadnoter og så samtidig liflig, dansende og delikat frugt, der både er pærer, ananas, kantalupmelon og lemonskal … samt noget toast og nøddemasse.

Sådan smager vinen også … virkelig lækker og imponerende, virker rund og samtidig luftig, let på tå med sart, fin og elegant lys frugt af både pærer, ananas, mango, abrikos og lemon … men alt doseret så forsigtigt og sensibelt, følsomt og himmelsk. Syren er blid, men den bakkes op af en lemonfrisk syre med sødlig bitterhed og samlet set absolut henrivende vin. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7