Tag-arkiv: Frankrig

2002 Billecart-Salmon, Cuvée Nicolas François Brut, Champagne, Frankrig

2002 Billecart-Salmon, Cuvée Nicolas François Brut, Champagne, FrankrigÅrgangschampagnen Cuvée Nicolas François Brut fra champagnehuset Billecart-Salmon er én af husets topvine, der kun laves i særligt gode årgange og blot lavet 17 gange de sidste 40 år og her smagte vi 2002’eren.

Champagnehuset stammer fra året 1818, hvor Nicolas François Billecart og Elisabeth Salmon blev gift og med deres ægtepagt blev huset grundlagt i familiens hjemby Mareuil-sur-Aÿ. Det var nu i praksis Nicolas François og så Elisabeths bror Louis Salmon, der i fællesskab producerede husets champagner.

I dag drives champagnehuset fortsat af familien … nu 7. generation i form af Mathieu Roland-Billecart og han har en tung arv at bære, for champagnehuset Billecart-Salmon hører til blandt de bedste huse i Champagne og laver nogle af verdens mest eftertragtede bobler.

Det blev eksempelvis tydeligt for nogle år siden, hvor der blev afholdt en kæmpestor verdenssmagning i Stockholm med det formål at finde den bedste champagne produceret i forrige århundrede.

Der blev de ypperste champagner fra nogle af verdens mest eftertragtede huse skænket og vinderen blev såmænd netop denne Cuvée Nicolas Francois Billecart fra Billecart-Salmon i en årgang 1959 … og samme champagne i årgang 1961 blev i øvrigt 2’er.

Champagnehuset Billecart-Salmon er et såkaldt Grande Marque champagnehus, men det mindste af slagsen. Grand Marque er en betegnelse for de bedste champagnehuse og omfatter 24 huse.

Det er huse som fx Bollinger, Deutz, Gosset, Charles Heidsieck, Krug, Moët & Chandon, Piper-Heidsieck, Pol Roger, Pommery, Louis Roederer, Ruinart, Salon, Taittinger og så også Billecart-Salmon.

Billecart-Salmon ejer selv 100 hektar vinmarker omkring Mareuil-sur-Aÿ og køber desuden druer fra omkring 120 hektar vinmarker, som næsten alle ligger i en radius af 20 kilometer fra byen Epernay,

Familien har fastholdt princippet om at vinificere sine prestige-champagner i små bourgognefade, og det bidrager til vinenes høje kvalitet.

Her smagte vi så fuldstændigt dekadent huset roste Cuvée Nicolas François Brut og endda i en ældre årgang 2002. Den er lavet på 60% Pinot Noir fra Premier og Grand Cru marker i Montagne de Riems og Grande Vallée de la Marme samt 40% Chardonnay fra Côtes des Blancs.

15% af vinen har både gæret og lagret i gamle burgundiske barriques og efter endt fermentering er andengæringen sket på flaske i kælderen, hvor vinen er lagret omkring 10 år inden endelig degorgering, der er sket med en dosage på 4 gram pr. liter.

Selvom den første champagne var lækker, så mærker man her omgående et stort kvalitetsløft … er mere blød, nuanceret, kompleks og dufter simpelthen bare langt bedre og mere unik. Faglagringen er allerede tydelig fra start med fad, lakridskonfekt, vanilje og en frugt med fersken, pærer, søde æbler, abrikos og frisk citrus. Derudover er der smørkringle, croissanter, ristede briocheboller, hasselnødder, Nutella og hvide blomster … alt endda lidt landlig og bondsk.

I munden er champagnen mere intens og aggressiv på boblerne, mens den også har en fortryllende syre, hvor der kommer masser af grape, citroner, pigeonæbler og abrikos med cremet fyldighed, som ledsages af en elegant underliggende mineralitet. Det er kompleks, elegant og den livlige syre giver sprudlende friskhed … hold nu kaje, hvor smager det godt. 97 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Fine Wines, hvor en flaske koster 1.550 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 A. D. Coutelas, Vintage Brut, Champagne, Frankrig

2015 A. D. Coutelas, Vintage Brut, Champagne, FrankrigJan inviterede forleden til lækker mad og en flok virkelig enestående vine … hvem siger ikke bare ja til det? Vi startede med et glas 2015 Vintage bobler fra champagnehuset A. D. Coutelas.

Champagnehuset ligger på Avenue du Général Leclerc i den lille champagneby Dizy. Det blev grundlagt i 1809 af Louis Victor Coutelas, men i dag drives det af 8. generation i form af Damien Coutelas sammen med sin hustru Angélique. De laver champagner efter traditioner suppleret med moderne elementer og fortsat efter de grundlæggende værdier autenticitet, kvalitet og tradition.

Damien har sammenlagt 7 hektar vinmarker med Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, hvilket betyder en årligt produktion op små 80.000 flasker, så der er tale om en lille producent.

Men udover produktionen af champagner, så driver familien også det lille hotel Villa Louis Victor opkaldt efter grundlæggeren og det er et fuldt restaureret pensionat med 9 værelser.

Her smager vi deres årgangschampagne i årgang 2015 … en champagne, der kun laves i særligt gode år. Den er lavet på 50% Chardonnay og 50% Pinot Noir fra 60 år gamle vinstokke.

Gæringen er lavet i store egefade og der er også sket malolaktisk gæring af vinen inden lagring på store 75 hektoliter fade inden den tappes på flaske til andengæring i husets gamle og kølige vinkælder. Der har den ligget i årevis inden endelig degorgering med 6 gram pr, liter.

Champagnen byder i næsen på moden og fyldig frugt … abrikos, pæremos, gærede noter, brunet smør, briocheboller, rugbrøds dej, lemoncurd, våde fade samt noget vanilje og kanelsukker … har en kalket mineralitet, men virker meget moden og indbydende.

I munden bliver det mere alvorligt … syrealvorligt, for der er grape, masser af grape, friske og syltede citroner og lemon, men derudover nogle varme og fede noter. Den har en fin, lidt diskret mousse, mens syren er også sådan lidt fed, varm, kropslig og olieret med masser af kompleksitet, koncentration og cremethed. 93 point.

Forhandles herhjemme af Atomwine, men denne ses ikke i sortimentet, men koster 39,50€ i hjemlandet … svarende til 294 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole, Loire, Frankrig

2022 Patrice Moreux, Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole, Loire, FrankrigVi skal lige et smut til brødrene Arnaud og Julien Moreux og det lille vinhus Patrice Moreux. Det er med en 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole.

Jeg har for ikke særlig lang tid siden også smagt søstervinen 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan Silex.

Vinhuset er grundlagt i 1702, da André Moreux købte sine første marker i Sancerre i Loire. Og lige siden har vinhuset været drevet familien Moreux,

I 1955 giftede Raymond Moreux sig med Jeannine Corty. Hun stammede også fra en familie af vingården, idet hendes forfader Edme Corty i 1677 havde grundlagt en lille vingård i Pouilly.

Ved ægteskabet fik ægteparret i bryllupsgave en 4,5 hektar stor vinmark Loge Aux Moines, således de unge par nu havde vinmarker på begge sider af Loire floden, nemlig både i appellationen Pouilly-Fumé samt Sancerre ved Chavignol.

Vingården er dog op kaldt efter Raymond og Jeannines søn Patrice, som overtog driften i 1979. Han har – udover en fortsættelse af driften af gården i Loire – også købt Domaine des Vingtinières i Provence, således de nu laver vine fra 2 områder i Frankrig.

Siden 2009 og 2011 har Patrices to sønner Arnaud og Julien Moreux nu deltaget i driften og er også langsomt begyndt at tage over … dog fortsat med hjælp fra faderen.

Brødrene – som i øvrigt er tvillinger – har samlet 30 hektar vinmarker i Pouilly, 6 hektar i Sancerre samt 35 hektar i Côtes de Provence. Fra dette laves der 4 forskellige Pouilly-Fumé vine, 4 Sancerre og 3 Provence vine.

Markerne Sancerre og Pouilly dyrkes med inspiration fra biodynamisk drift og ved at lade druemosten gære med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer i spontangæring, så fremmer vinhuset sin terroirtypiske vinstil.

Denne 2022 Pouilly-Fumé Corty Artisan La Loge aux Moines Monopole er huset absolutte topvin, hvor Sauvignon Blanc druerne er fra enkeltmarken La Loge aux Moines aka munkenes logi og den blev da allerede tilplantet af de vinkyndige benediktinermunke i det 11. århundrede.

Marken – der alene er ejet af Moreux – ligger sydvendt på en skråning med udsigt til floden Loire og har samme jordbund af gammel fossilholdig Kimmeridge havbund, som man også kender fra de bedste marker i Chablis.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller og i harmoni med månens cyklus efter biodynamiske principper. Gæringen sker i temperaturstyrede ståltanke inden lagring i tankene sur lie aka på de fine gærrester.

Duftmæssigt snakker vi hyld, melon, stikkelsbær og pærer … lidt honning og bivoks, en tynd fedme, masser af flint og flintesten. Vinen er langlig, bondsk og frisk, hvilket suppleres af røg, lejrbål og så en portion gule forårsblomster.

Smagen er så ren og frisk … man kommer nærmest til at tænke på nyvasket sengetøj, altså virkelig tiltrækkende og man får lyst til at smide sig på den ny redte seng. Der er fersken, nektariner, æbler, hyld og hvid peber … virkelig rank, kølig og vild elegant med en lidt fyldig syre, godt med tørhed, grønne pebre og stor frugtintensitet. Dette er vildt lækker Sauvignon Blanc med et ekstra gear, så dermed 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men kan fås til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Côtes-du-Rhône Villages , Rhône, Frankrig

2022 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Côtes-du-Rhône Villages , Rhône, FrankrigVi sluttede smagningen af Bisgaars’s egenimporterede vine med endnu en vin fra Jean Marc Diffonty fra Vignobles Diffonty og en vin mere fra brandet Cuvée du Vatican og det var en 2022 Côtes-du-Rhône Villages.

Det er en vin, der hvor over 50% er Grenache, men resten er fordelt på Syrah og Mourvèdre høstet med et udbytte på over 40 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne afstilket, mens gæringen sker klassisk i termoregulerede kar, hvorefter vinen er overført til lagring i store tanke inden aftapning på flasker med let filtrering.

Duftmæssigt er det en krydret vin … der er garrique, blæk, grafit, blod, tørv, tavlesvampe, hul og en mørk frugt med brombær, blomme og kirsebær, lakrids og stort drys fra peberkværnen.

Også i smagen er der godt med peber og noget alkoholvarme, rustik frugt med bløde blommer og kirsebærlikør, varme krydderier, sødme og kanel samt allehånde … 87 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Vignobles Diffonty, Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape , Rhône, FrankrigVignobles Diffonty er et familieejet vinfirma, der holder til på Route de Courthézon i den østlige del af Châteauneuf-du-Pape og laver vine under navnene Château Sixtine og Cuvée du Vatican. Her er det en 2020 Cuvée du Vatican Châteauneuf-du-Pape.

Familien Diffonty har haft tilknytning til Châteauneuf-du-Pape siden 1673 og tidligere indehaver Félicien Diffonty var også borgmester i Châteauneuf-du-Pape i 30 år.

I dag er den hans søn Jean Marc Diffonty, der driver vinhuset, som har 15 hektar vinmarker med de røde druer Grenache,  Mourvèdre og Syrah samt de hvide sorter Roussanne og Clairette, hvoraf de i alt laver 4 forskellige vine.

Vinene er 3 Châteauneuf-du-Pape vine … en rød og en hvid under Château Sixtine og så en hvid, en rosé og en rød Côtes du Rhône Villages og selvfølgelig denne røde Châteauneuf-du-Pape under navnet Cuvée du Vatican.

Den er lavet på et blend af 65% Grenache, 25% Syrah og 10% Mourvèdre, der kommer fra 3 marker i henholdsvis La Crau, Rayas og Barbe d’Asne og høstet med et udbytte på 31 hektoliter pr. hektar og derefter er druerne afstilket inden gæring i termoregulerede kar i rustfrit stål. Efter endt fermentering er vine lagret i ståltanke og egetræsfade, hvorefter aftapning på flaske er sket med en let filtrering.

Duftmæssigt er der våde fade, tørret kød, oksefond, sorte oliven, mørke og gærede bær, solbær, blåbær og nogle krydderier i form af timian og rosmarin.

Smagen er kraftig … den er fed, olieret, powerfuld og pebret, der er mørk og dyb frugt med solbær, blåbær, blommer samt søde og bløde tanniner, lakrids og chokolade. 92 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Château Ollieux Romanis, Cuvée Prestige, Languedoc, Frankrig

2021 Château Ollieux Romanis, Cuvée Prestige, Languedoc, FrankrigI smagning af Bisgaard Vinhandels egenimporterede vine smagte vi næst en 2021 Cuvée Prestige fra Château Ollieux Romanis.

Vinhuset ligger ved Pinada-massivet i Corbières mellem de to gamle klostre i Fontfroide og Lagrasse … et sted med masser af historie og vinproduktion.

Tilbage i tiden mellem 1792 og 1830 var Ollieux Romanis ejet af familien Castillon de Saint Victor, men familien lå i konflikt med rådhuset i Montséret omkring noget af jorden.

Det endte med, at familien Castillon de Saint Victor vandt deres sag, mens deres forsøg på vindyrkning blev en fiasko, så de endte med at blive tunget til at sælge stedet under pres fra kreditorerne.

Derefter havde det forskellige ejere frem til 1872, hvor godset blev delt i to … hvor den andel del blev overtaget af Huc familien, men den anden del blev købt af Lignon-familien.

Sådan fortsatte driften i mange år … André Surbézy driftede Lignon ejendommen sammen med sin kone og  Paul Huc, drev sin del. Først senere i 2006 blev de to ejendomme igen sammenlagt til én og dermed blev Château Ollieux Romanis etableret.

Det vat familien Bories, som stod bag dette. De havde allerede i 1978 overtaget Huc delen og i 2006 kunne Familien Lignon heller ikke økonomisk køre videre og solgte deres andel, hvorefter de to godser blev genforenet efter 134 år.

I dag er Jacqueline Bories en ældre kvinde, men driver fortsat Château Ollieux Romanis sammen med sønnen Pierre Bories, der laver vinene sammen med et yngre team.

De har samlet 60 hektar vinmarker med 50-100 år gamle Carignan vinstokke, men derudover har de sorter som Syrah, Grenache Noir, Mourvèdre, Roussanne og Marsanne samt andre sorter.

Jordbunden i området er meget varieret – fra hård lerjord med småsten til rød middelhavsjord. Alle er dog virkelig gode til at holde på fugten og sørge for at vinen får vand nok i sommerhede.

Derudover driver Bories familien også Restaurant Ollieux i den gamle bygning og driften varetages af Chef Arnaud Roques samt Chef Yann Bourgeois Faucon.

Denne 2021 Cuvée Prestige er lavet på 40% Carignan, 25% Grenache, 25% Mourvèdre og 10% Syrah. Vinen er lavet med spontangæring af Syrah og Mourvèdre druerne alene med deres naturlige gærceller over 12-18, mens de øvrige druerne er lavet med  macération carbonique gæring.

Efter endt fermentering er vinen lagret 6-12 måneder med 50% i ståltanke og 50% på brugte egefade anvendt 1-5 gange tidligere og først efter mix af disse batch er vinen tappet på flaske.

Duften har rhônekarakter med krydderier, blod, jod, cedertræ, blæk, sorte kirsebær og brombær, lakridspiber, grønne blade og godt med blomster.

Smagen er sødlig, krydret og egentlig meget blød, … frugten er solbær, sorte kirsebær og blommer suppleret med noget peber, saftig, mørk og fyldig. 89 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Domaine Ginglinger, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Ginglinger, Pinot Blanc, Alsace, FrankrigJeg smagte derefter mere hvidvin og det var en 2020 Pinot Blanc fra det alsaciske vinhus Domaine Ginglinger.

Jeg har tidligere været til en onlinesmagning med Mathieu Ginglinger, hvilket du kan læse mere om i indlægget; Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Mathieu Ginglinger fra Domaine Ginglinger.

I det indlæg skrev jeg også en del om vinhuset, der holder til i en gammel vingård inde i den gamle, smukke by Eguisheim, men nu ser jeg blot videre på denne 2020 Pinot Blanc.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med spontangæring og efter endt fermentering er vinen lagret sur lie i 8 måneder.

Duften er let terpentinsk, der er lidt grønsagsfond, nogle let brændte noter, abrikos, gule æbler, noget linolie, voks og alt med en smule sødme.

Den lette sødme går igen i smagen, hvor der også er brændte noter, har en olieret fedme, æbler, pærer og noget peber, en beskeden syre og rustik bitterhed. 89 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Legras & Haas, Intuition Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Legras & Haas, Intuition Brut, Champagne, FrankrigChampagnehuset Legras & Haas ligger på Grande Rue i Chouilly og det er derfra, at jeg har smagt denne Intuition Brut uden årgang.

Haas blev reelt etableret i 1991 af Brigitte Haas og François Legras, da François havde arvet en del vinmarker, om familien havde passet siden  slutningen af ​​det 19. århundrede.

Det var François’ far Lucien, der havde lært ham at passe deres vinstokke på familiens 30 hektar marker i Choully området, men de havde i mange år blot solgt de fleste af deres druer til andre producenter.

De ændrede Brigitte Haas og François Legras ved selv at lave champagner og sælge dem under Legras & Haas navnet, men i dag drives huset af deres 3 sønner Rémi, Olivier og Jérôme Legras.

Her smager vi så brødrenes Intuition Brut, der er lavet på de 3 kendte champagnedruer med 58% Chardonnay, 14% Pinot Noir og 28% Pinor Meunier, der først er lavet med lang, lang gæring. Det er en champagne uden årgang, men basen er fra 2019.

Efter aftapning på flaske er der sket andengæring under en lagring i kælderen på mindst 36 måneder inden degorgering i september 2022 med 7 gram pr. liter.

Duftmæssigt snakker vi ristede hasselnødder, smørkringle, croissanter, mandler, marcipan og en dejlig inderlig frugt med fersken, bagte æbler, ananas og kandiseret lemon … en måske lidt hvide blomster.

I munden har champagnen et godt brus aka mousse og den virker ikke for sød og heller ikke for tør, har frugt af æbler og fersken med masser af saftighed. Der er lidt sød lemon og grillet citron, har nogle gærede noter … lidt rustik og simpel, men leverer varen. 91 point.

Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Jean Gagnerot, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Jean Gagnerot, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigJeg har jo efterhånden smagt mange vine fra Jean Gagnerot, der ikke er et decideret vinhus, men et brand, som ejes af den megastore vinkoncern GCF Group … og nu smager jeg en  Bourgogne Chardonnay i en årgang 2022 .

Denne vin er lavet med Chardonnay druer fra ler- og
kalkstensholdige marker i det sydlige Bourgognr nær Pouilly-Fuissé.

Når de afstilkede druer har gennemgået en nænsom pneumatisk presning, så gærer mosten køligt med temperaturstyring og efter endt fermentering er vinen så blot lagret sur lie nogle måneder.

I næsen er der en fedme, der ikke er voldsom, men delikat med saftige hvide stenfrugt af fersken, pærer og nektarner, hvor man virkelig fornemmer kraften fra sur lie lagringen. Der er croissanter, smør, ganske svagt lidt nødder … måske endda lidt tyk blomsterpollen.

Smagen er blød, cremet … har en lille sødbitterhed, der er ret dejlig, en blød syre, abrikos, fersken og grillet lemon, Der er både lidt peber og sødme … aldrig kompleks eller fancy, men fandens velsmagende, hvorved der er en vin, som alle vil kunne lide. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens vinen koster 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Joseph Janoueix, Clos des Litanies Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2019 Joseph Janoueix, Clos des Litanies Pomerol, Bordeaux, FrankrigFamille Joseph Janoueix er vi tidligere stødt på på Houlbergs Vinblog og nu smagte jeg så en 2019 Clos des Litanies Pomerol fra familien.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix … en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix eller Domaines Joseph Janoueix – som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Mange af de enkelte familiemedlemmer, der er en del af firmaet, ejer også selv ejendomme.

Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Salgsstrategien er også lidt anderledes end hos de fleste andre i Bordeaux. I stedet for at handle gennem negocianter på Place de Bordeaux, så har man valgt at have direkte kontakt til sine samarbejdspartnere.

Clos des Litanies Pomerol eren vin, som brødrene har lavet fra enkeltmarken med samme navn … en lille 0,84 hektar vinmark, der ligger i Pomerol og er genbo til Petrus. På vinmarken er der Merlot vinstokke, der dyrkes økologisk, selvom man ikke er certificeret.

Vinen er vinificeret helt traditionelt og efter gæringen er vinen lagret 14 måneder på 100% hele nye egefade. Der laves årligt kun 5.000 flasker af vinen.

Det dufter sgu da – heldigvis – også af Bordeaux , for der er solbær, sorte kirsebær, lidt babybræk (på den gode måde), gamle karklude, lakridspiber, grafit, blæk, cedertræ, cigaræsker, sorte oliven, mejeri, drikkeyoghurt, oksefond, skovbund samt nelliker og kanel.

Smagen er anderledes … mere hård og mineralsk, for der er jern … eller en jernagtig mineralitet, meget frisk i munden og virker faktisk en smule ung, der er peber og mørke bær, en klar syre og nogle tørre tanniner, der også virker unge og lover godt for lang lagring, for det virker som en flot klassisk Bordeaux med gode gener … 93 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 475 kr., mens prisen er 325  kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7