Vi starter hos Domaine Neumeyer på Grand Cru niveau og det blev med et lille glas af Jérômes 2020 Riesling Grand Cru Bruderthal.
Grand Cru Bruderthal ligger netop ved Mosheim og har en meget stenet undergrund med mergel og kalksten, som er perfekt for bl.a. Riesling.
Marken har sit navn fra gamle dage, hvor klosterbrødrene fra Jesuiterordenen arbejdede sammen i dalen … og deraf navnet Bruderthal, der været basis for god vin siden middelalderen.
Vinen er lavet på ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene. Vinen har 5,7 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.215 flasker af vinen.
I næsen er vinen meget tilbagetrukket, blød, sar, fin og feminin med et let anstrøg af petroleum, pærer, æbler, fersken. lemon, kvæde og hvide blomster.
Smagsmæssigt er vinen pivfrisk, syrlig, saltet og har endda også masser af grape bitterhed, tonicvand og sure citroner. Det er næsten som at slikke sten og skifer … ikke at jeg sådan normalt går rundt og stikker tungene i jorden, men her er det virkelig en stenet og vild syrebasse, så 92 point.
Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 26€ … svarende til 194 kr.