Houlberg anmelder vinbogen … Italiens fantastiske hvidvine

Italien er et sandt eldorado for vin og selvfølgelig også for hvidvine, men det er i modsætning til rødvinene nok lidt sværere at få overblik over de hvide druer og hvilke vine, der findes i hvilke regioner.

Rødvinene har vi overordnet nogenlunde styr på … men med 589 godkendte og registrerede hvide druesorter i det officielle register Registro Nazionale delle Varietà di Vite. 20 vinregioner, masser af DOC og DOCG appellationer samt IGT zoner, så er det sgu også svært at få et forkromet overblik.

Hvad er værd at smage? Hvilke druesorter finder der og hvilke er bedst? Er der nogle producenter, som man bare skal smage vine fra? Er der nogle vinregioner, der laver drømmehvidvine?

Italiens fantastiske hvidvine

Steen Asmussen, der arbejder indenfor IT og i mere end 20 år intensivt har interesseret sig for italiensk vin, har forsøgt at gøre os en smule klogere på nogle af disse spørgsmål, da han har skrevet bogen Italiens fantastiske hvidvine, som jeg har læst igennem.

Bogen er ikke en slavisk gennemgang af alle 589 hvide druesorter eller en gennemgang af alle vinregionerne i Italien og de forskellige hvidvine. Det er dermed ikke et opslagsværk, hvor man kan finde alt om alle typer hvidvine i Italien.

Det er mere et nedslag i tiden, hvor Steen Asmussen fortæller om nogle af sine erfaringer med udvalgte druer, udvalgte områder samt en række producenter, som han kan anbefale. Dermed vil der så helt naturligt også være fremragende hvidvine og spændende områder, som slet ikke berøres … det skal man være klar over, når man læser bogen … ellers kan man blive lidt forvirret.

Indholdsfortegnelsen viser det meget godt, for den har nemlig 6 hovedoverskrifter, som er en blanding af både druesorter samt et par udvalgte vinområder. Således er de 6 overskrifter;

  • Verdicchio – en indfødt i verdensklasse
  • Soave – masseproduktion overfor verdensklasse
  • Friuli-Venezia Giulia – højt mod nordøst,
  • Fiano – fra glemsel til berømmelse
  • Mangfoldigheden længe leve
  • De andre

Således bruges der fx også 56 sider på Verdicchio og 67 sider på Soave, men der kun bruges 3 sider på andre druer som fx Nosiola,  Cortese, Arneis og Timorasso, men andre spændende druer er ikke med … som fx min elskede Trebbiano Spoletino fra Umbrien og området og vinene fra Lugana er heller ikke beskrevet.

Det gør bare slet ikke noget, for i stedet får man en meget fin, velskrevet, læsevenlig vinbog og ikke mindst en stor inspiration til at smage vine lavet på specifikke druer. Man får bare omgående lyst til at dykke ned i hvidvine fra alle områderne i Italien og også smage vine fra nogle af de udvalgte producenter beskrevet i bogen.

Jeg skal i hvert fald nu fx smage flere Verdicchio vine fra Marche … for disse vine har jeg smagt alt lidt af. Der er også en række sorter, som jeg enten har smagt alt for lidt af eller slet ikke …. druer som fx Fiano, Nosiola, Ribolla Gialla, Picolit, Cortese, Arneis, Timorasso og vi bør også drikke langt mere Carricante fra Sicilien.

Derudover har jeg nu også på min to-do … øhhh to-taste liste, at smage Vermentino vin fra Ligurien, måske endda dyrke vinene fra Ligurien noget mere. Bare dér findes der samlet flere end 100 druesorter og jeg har ikke anmeldt en eneste vin fra Ligurien!

Derudover har jeg – WTF har jeg lavet i mit liv? – aldrig smagt vine på druesorterne Fenile, Ginestra og Ripoli, som findes på Amalfikysten i Campanien. De kommer også på min to-taste liste.

Til gengæld var bogen også lidt et deja-vu, for Soave kender jeg virkelig godt og flere af de nævnte producenter har jeg enten smagt, mødt eller også besøgt i Soave. Det er fx huse som Coffele, Filippo Filippi, Graziano Prà, Pieropan og Suavia … mens vi på ratingen af husene kan være lidt uenig … men også kun lidt 🙂

For mig var læsningen af bogen meget givende, da det både har givet mig stof og viden til fremtidig smagninger. Jeg vil således også bruge de rigtige gode beskrivelser af nogle af områderne til inspiration til fremtidige anmeldelser her på Houlbergs Vinblog.

Dermed kan jeg da absolut anbefale bogen Italiens fantastiske hvidvine, som får 5 store Thumbs Up … og jeg glæder mig allerede til at anmelde Steen Asmussen anden vinbog, der hedder Italienske hemmelige vine.

Skulle du selv få lyst til at læse bogen, så kan du via Houlbergs Vinblog få 20% rabat ved køb af hos Muusmann Forlag, der har udgivet bogen.

Du går blot ind på Muusmann Forlag og bruger koden “Houlberg” og den kode gælder frem til udgangen af februar måned i år. Du kan dér også få 20% rabat ved køb af Bogen om ærlige vine, som jeg jo har anmeldt tidligere samt Italiens hemmelige vine, som jeg snart anmelder. 

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Geierslay, Spätburgunder, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Geierslay, Spätburgunder, Mosel, TysklandWeingut Geierslay ligger på Moselweinstraße 1 i byen Wintrich i Mosel i et af de vilde sving på Moselfloden lidt efter Piesport … ja afhængig af, hvor du kommer fra. Kommer du den anden vej fra, så er det lige efter Brauneberg. Vi smager her en 2019 Spätburgunder.

Familien Kilburg har lavet vin siden 1465, hvor Johann Von Kilburg overtog sin svigerfar Johann Von Olmscheids forretning og i dag har familien så i 19 generationer drevet Weingut Geierslay, hvilket gør dem til en af de ældste vinavlerfamilier i Mosel.

Weingut Kilburg længere henne af Moselweinstraße udspringer også fra gamle Johann Von Kilburg og drives af en anden del af den gamle familie, nemlig af Bernd og Michael Kilburg.

Vinhuset drives i dag af Max Kilburg og søsteren Sabine Kilburg-Schäfer, men deres sidste bror Stefan ikke deltager i driften. Max og Sabine overtog driften fra deres forældre Rudolf og Brigitte Kilburg.

Max Kilburg er uddannet vinmager fra Geisenheim og har efter uddannelsen arbejdet hos vinhuse i Sydafrika, USA og Australien. Derudover har han i Tyskland arbejdet hos Julian Haart i Mosel, hvor han har lært vinproduktion helt fra bunden. Han er derudover aktivt medlem af Generation Riesling, der omfatter 500 unge tyske vinproducenter, der ikke er ældre end 35 år.

Familien har samlet 15 hektar vinmarker og de bedste marker er Wintricher Ohligsberg, Wintricher Großer Herrgott, Wintricher Geierslay samt Piesporter Treppchen, hvor de dyrker Riesling, Pinot Noir, Pinot Blanc, Pinot Gris, Müller Thurgau, Kerner og Merlot.

Der laves mange forskellige vine på Weingut Geierslay og de fleste blot med domænenavnet på flaskerne. Men de laver også en serie af vine, som de kalder Max Kilburg Weine. Vi har her dog fat i huset helt almindelige Spätburgunder.

Der er dog ikke så mange oplysninger om selve produktionen, men efter endt fermenteringen skulle vinen være lagret på Gebrauchtes Barrique, altså brugte egefade … hvor lang tid fremgår ikke.

I glasset er det en meget lys, meget transparent vin … virkelig Mosel Spätburgunder og har også en lys, let og sødlig aroma, hvor det mest er vilde jordbær, lyse kirsebær, kirsebærsten med lidt ribsagtig syre, egepræg og et let fadpræg med røg, let malerspand, snert af vanilje, fnuller fra tørretumbler, sødme og en halv plade mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det også en let, lys, frisk, rank, feminin og spinkel Spätburgunder, hvor frugten er lyse, smågrønne jordbær, nogle lyse kirsebær, sødbitter ribsmarmelade, hvid peber, rene mineraler samt grønne elementer og så alligevel med flink væskende venlighed, så dermed 90 point.

Købt i en vinforretning i Odense … ellers fundet på nettet hos Cru Vin, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, Italien

2020 Foradori, Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti, Alto Adige, ItalienTirsdags vinklubben på jobbet startede året med et glas af denne 2020 Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti fra den legendariske og dygtige Foradori. Atter må man bare måbe og være glad.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, bl.a. i årgang 2012 og 2016 … og jeg har således også tidligere skrevet en del om Elisabetta Foradori og hele vinhuset.

Sgarzon Teroldego Vigneti delle Dolomiti er jo lavet på Teroldego fra Sgarzon marken, der er på små 2,5 hektar og beliggende ved Campo Rotaliano i Mezzolombardo.

Vinen er vinificeret og lagret på amphora lerkrukker. Ved gæringen er druerne lagt i lag med helklaser og hele bær. Lagringen sker i store store amphora krukker fra Villarobledo i Spanien og varer omkring 8 måneder, hvorefter vinen er flasket ufiltreret.

Duftmæssigt en landlig, animalsk … har våd vaskeklud, våde tobaksblade, nogle mælkede og lidt yoghurtagtige noter, sorte og grønne oliven, er lidt flæsket med lidt bacon og baconfedt, blæk, dyb engelsk lakrids, marcipan, violer, blåbær, kirsebær, tranebær, støvet tør jord, flintesten, lidt parfumeret og røget.

I munden er der vildt med frisk, direkte og ren frugt med en syre, som både virker italiensk, balsamisk og tør med tanniner, der næsten går Barolo vine i bedet … bare mere frugtdrevet. Syren er så fin, frisk og samtidig stram, barsk, irettesættende og nådesløs med balsamisk eddikestruktur, en frugt af tranebær og umodne kirsebær … masser af bid og renhed, men meget ung endnu. 95 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Pieropan, Le Colombare Recioto di Soave Classico, Veneto, Italien

2017 Pieropan, Le Colombare Recioto di Soave Classico, Veneto, ItalienDet næste vinhus har jeg – som de 3 foregående – skam også før besøgt. Nu snakker vi om Soave vinhuset Pieropan, hvorfra jeg smagte deres Le Colombare Recioto di Soave Classico i årgang 2017.

Besøget hos Pieropan kan du læse meget mere om i mit indlæg Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance. Der fortæller jeg også lidt om vinhuset og historien.

Denne Le Colombare Recioto di Soave Classico er lavet på 100% Garganega fra 40 år gamle vinstokke på marker i 300 meters højde og høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Derefter er druerne tørret på bambusrørstativer i et tørreloft i 5 måneder fra midten af september til slutningen af februar inden den endelige vinificering er sket. Tørringen gør det muligt for druerne at dehydrere, blive koncentreret og tillader også botrytis eller ædelråd inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke.

Så er vinen lagret 2 år på 2.500 liters store botti egetræsfade før aftapning på flaske og så yderligere lagring i 6 måneder inden vinen kan frigives.

Sikke herlig duft … et kærlighedsbarn af tørret og kandiseret frugt, mest noget tropisk af slagsen som tørret abrikos, mango, kvæde, lidt appelsinmarmelade, kogt æblemost, kandiserede citroner, honning og hyldeblomst suppleret med lidt tørrede blomster, æteriske olier samt en smule linolie.

I munden er det en sød nektar og sirupsagtig vin med den tørrede frugt, tørret abrikos, mango og tropisk frugt, kandiseret og lettere oxideret, men fortsat med en vis frisk syre, som sikrer vinen aldrig bliver overdone eller uinteressant. Der kommer også lidt nødder, honning … sød, god og alligevel frisk. 94 point.

Forhandles af VildMedVin, hvor en 0,5 liter flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Chat Sauvage, Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandNæste vin er også fra et vinhus, som jeg tidligere har besøgt, for det er nemlig vinhuset Weingut Chat Sauvage og vinen er denne Assmannhäuser Höllenberg Pinot Noir 2015.

Det er en vin, som jeg smagte under mit besøg, men dengang i en årgang 2009. Besøget kan du læse om i  mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland.

Assmannshäuser Höllenberg marken er samlet på 37 hektar fordelt mellem 15 forskellige vingårde og omkring 90% af marken tilplantet med Pinot Noir. Mikroklimaet i vinmarken varierer naturligvis en del pga. markens størrelse, men de bedste druer høstes som regel på de 65% af vinmarken, der har en syd-sydvestlig eksponering.

Det er på denne del, at Chat Sauvage har købt flere mindre parceller, alle tilplantet med Pinot Noir.  På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på omkring 1 kg druer pr. vinstok.

Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og også ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på franske egetræsfade.

Allerede fra første snif og snus er vinhusets burgundiske referenceramme meget tydelig. Vinen har en let, æterisk aroma, hvor der både er malerspand, hæfteplaster, grannåle, blæk, granit, saltlakrids, flæsk, grøn kaktus, babybræk, nelliker, tørre vaskeklude samt en frugt af lyse blommer, hindbær og ribs, estragon, teaktræ og fadnoter med let lakridskonfekt, vanilje samt mælkechokolade.

I munden har vinen samme lethed, men også samtidig saftig, læskende med denne lyse, rene og stringente side. Det er en vinøs fjerbold, så lige er blevet smash’ed af Viktor Axelsen og sidder lige dér, hvor en vinderbold skal sidde. Det er smagsmæssigt også grønt, burgundisk, stramt og alligevel sig selv med strunk elegance. 96 point. Jeg elsker Chat Sauvage … og elsker vinen. Punktum.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, TysklandDenne 2014 Malterdinger Spätburgunder fra Weingut Bernhard Huber er fra den årgang, hvor Bernhard døde efter en kortere periode med kræft.

Efter Bernhard Hubers død har hans enke Barbara Huber arvet huset og ført det videre sammen med sønnen Julian Huber, der i dag nok også er lige så dygtige som sin fader.

Jeg besøgte vinhuset tilbage i september 2016, hvor vi bl.a. smagte nogle af deres flotte Spätburgunder vine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen.

Det var et super besøg, men da Hubers vine er meget eftertragtede, så var de fleste desværre udsolgte ved vort besøg. Og sådan er det bare altid med vinene fra huset … pokkers svære at skaffe.

Denne Malterdinger Spätburgunder er et Ortswein … altså lige niveauet over en Gutswein. Den er lavet med 60% Pinot Noir-kloner direkte fra franske planteskoler og 40% Geisenheim Spätburgunder kloner. Kun en meget lille del blev gæret som hel drue, resten blev afstilket inden gæring.

Vinen er så spontantgæret i åben trækar efter en lille og kold premaceration i 5-7 dage. Med øget temperatur sættes gæringen dermed i gang og derefter er vinen presset og derefter lagret i de klassiske 228 liter burgundiske barriques … alle brugte og de fleste 2 gange tidligere. Lagringen varer op til 16 måneder inden returnering til de rustfrie ståltanke 4-6 uger indtil aftapning på flaske.

Sikke en duft … sødlig hestestald, mahogni ædeltræ, æterisk og animalsk som bare pokker, kirsebærsauce, modne jordbær, grønne krydderurter og lidt faddrys i form af kanel, vanilje, karamel samt en småkold cafe latte, lige som jeg kan li’ det. Derudover også en smule mælkechokolade og sød finsk lakrids.

I munden strammes der op på tingene … der er tranebær, kirsebær, ribs og mere grøn i jordbærsmagene. Der er således langt mere syre i frugten og samtidig er syren mere rustik, kantet og grov. Vinen har denne grønne og strenge burgundiske syre, let peber, tanniner og benhård intensitet. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert, Rheingau, TysklandWeingut Sohns er efterhånden et kendt hus her på vinbloggen, efter jeg besøgte huset for et par år siden efter anbefaling fra vinmageren Verena Schöttle på Chat Sauvage. Her smager jeg en nyere vin fra Sohns … 2020 Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert.

Jeg har tidligere skrevet om mit besøg hos Sohns i blogindlægget Besøg hos Weingut Sohns … ukendt, beskeden, billig og fremragende. Og den overskrift siger faktisk meget rammende næsten alt om vinhuset.

Geisenheimer Kläuserweg Riesling BACI Unfiltriert er en af husets vine fra den nye serie, der er kaldt Natürlich & Speziel … natur und orangeweine, altså vine uden brug af svovl og alene lavet med en andel hele klaser uden afstilkning og spontangæring alene med druernes egne gærceller.

Vinen har fået navnet Baci, hvilket er italiensk for kys … og etiketten er tegnet af Maya Roth, der er mangeårig medlem af Sohns teamet, en ambitiøs vinmager med en særlig kærlighed for kunst.

Druerne kommer fra vinstokke på Geisenheimer Kläuserweg marken, som ligger på vejen op til det store Schloß Johannisberg. Marken er en Erste Gewächse mark med en hældning på 10-30% samt en jordbund med ler, löss og mergel.  Allerede i 1292 er marken omtalt som Via Clusen grundet et Benediktinerinnenstift, som lå i bunden af marken.

Det blev dog senere i 1452 opløst på grund af rygter om umoralske damer på stedet, men bygningerne – en renæssancebygning med et sent gotiske kapel – skulle efter sigende fortsat ligge nedenfor Schloß Johannisberg.

Efter endt fermentering er vinen så lige lagret 12 måneder på barriques og så tappet ufiltreret på flaske med minimal tilsætning af svovl … dermed en naturvin, der er anderledes end de andre vine hos Weingut Sohns. Den har 2,7 gram restsukker pr. liter og dermed mere tør end fx husets Erste Gewächse vine fra den samme mark.

I næsen er der allerede fra start pænt fadpræg samt en svulstig petroleum, meget rund, blød og luftig som en hængekøje, comfort parfumeret med fadnoter af vanilje, karamel og skumfiduser, ren og fin frugt med æbler, citroner og kæmpestor dybde. Det er en fyldig, blød og virkelig intens vin … optur.

Smagsmæssigt er vinen meget mere syrlig, frisk og krisp end duften indikerede. Det er grønne æbler, lemon, citroner og mest grillede og syltede citroner … pivfrisk bid. Alt sidder de rigtige steder og dermed rigtig lækker Riesling med en svag intens fyldighed. 95 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 24€ … svarende til 179 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Les Petites Parcelles, Rosie, Bordeaux, Frankrig

2021 Les Petites Parcelles, Rosie, Bordeaux, FrankrigNæste rød-/orangevin fra Sophie og Sébastien Cantury på Les Petites Parcelles har jeg også forsvindende lidt information om. Det er vinen Rosie.

Igen er både årgang, druesorter og produktionsmetoder helt ukendt. Det eneste jeg reelt ved er, at vinen er lavet på Bordeaux druer, er spontangæret og lavet med så lidt indgriben som muligt og heller ingen brug af moderne hjælpemidler. Det er således bare druer der så gærer og macererer. Vinen er også flasket uden brug af svovl. Der er også kun lavet 112 flasker af vinen.

I glasset er denne vin også orange … men mere rødorange og selvfølgelig også ganske grumset. Der kommer nogle røde frugter frem sammen med de tydelig vildt animalske, svedige og landlige aromaer. Sammen med tranebær samt lidt jordbær kommer der også let nytårskrudt, lavendel siger Martin … og det er rigtigt, lidt mødding også, blæk og noget skrydende saftighed. Der kommer også noget underligt, sådan lidt for megen mødding.

Igen er det ikke en vin for masserne, for smagen er måske nok saftig og læskende, men på en sjov, sødsyrlig og let facon, der sammen med de landlige, øko-bio og sødbitre elementer giver kant, blomstrede og på en eller anden måde alligevel anderledes, parfumeret, aromatisk og juicy. 87 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2021 Les Petites Parcelles, Les Oiseaux de Passage, Bordeaux, Frankrig

2021 Les Petites Parcelles, Les Oiseaux de Passage, Bordeaux, FrankrigVi skal for en stund lige tilbage til den uortodokse, ultralille, vilde garage- og artisanproducent Les Petites Parcelles, der drives af ægteparret Sophie og Sébastien Cantury tæt ved Langon i Sainte-Croix-du-Mont i den nederste del af Bordeaux. Denne gang er det med orangevinen 2021 Les Oiseaux de Passage.

Jeg har jo tidligere smagt et par af vinene, nemlig en 2021 Kaizen på ren Sémillon og en Soléra fra 3 årgange i en lille lerflaske og på et mix af forskellige druer.

Alt drives øko og biodynamisk og alle vine frigives netop i små buttede 0,5 liter genbrugsflasker og på papiret er alle vinene orange. Man er ikke bange for at macerere i over et halvt år … og heller ikke bange for oxidation og flor!

Og som om det ikke er nok, så tegner Sophie alle labels i hånden og flaskerne skal helst være genbrug. De beskedne hektar marker samt de mange parceller … og deres filosofi betyder også, at der kun laves et mikroskopisk antal vine fra den enkelte mark … ofte nede omkring 100 flasker og meget sjældent over 300 flasker af hver vin.

Denne Les Oiseaux de Passage – der vistnok er en årgang 2021 –  og betyder noget i retning af trækfuglene, skulle også være lavet på ren Sémillon, der er høstet af 3 omgange.

Vinen er lavet uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men bare druer der gærer og macererer over halvanden måned. Vinen er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 312 flasker af vinen, som i glasset fremstår lys orange og dejlig grumset.

Duftmæssigt er det nærmest som en skøn blanding af en øko IPA Pale Ale øl, svedig landmand og noget saltet havvand. Læg dertil en mark med kalk- og flintesten, en frugt med oxiderede æbler, syrlig saltkaramel, brændenælder og grønne urter.

I munden er det en rank, slank og saltet vin … meget øko, bio og absolut til den syrlige, men alligevel læskende side. Det er klart en vin, som kan få selv vinnørder til at rynke på næsen, men smager da ganske godt, selvom man skal rykke grænserne en smule, men selv min yngste knægt rynkede ikke næsen og dømte vinen drikbar … selvom han kun lige er startet med at smage vin. 88 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Tony Bish Wines, Fat & Sassy Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

2021 Tony Bish Wines, Fat & Sassy Chardonnay, Hawkes Bay, New ZealandVi skal et smut til New Zealand, hvor vi i byen Napier i Hawkes Bay på Nordøen finder det lille Urban Winery kaldet Tony Bish Wines, der drives af den rutinerede vinmager Tony Bish og derfra smager vi nu hans 2021 Fat & Sassy Chardonnay.

Tony Bish Wines er grundlagt i 2013, hvor Tony Bish startede sit helt eget vinhus, der faktisk udelukkende producerer topvine på Chardonnay.

Tony har i over 40 år lavet vin og var i 1986 med til at starte Sacred Hill i Hawkess Bay. I årtier har Tony perfektioneret sin opskrift på den ultimative Chardonnay.

Første milepæl blev nået, da Master of Wine Bob Campbell ved en eksklusiv Chardonnay smagning kårede Sacred Hill Riflemans Chardonnay til New Zealands største Chardonnay og endda overhalede en perlerække af kostbare topvine indenom.

En vinanmelder har endda hyldet Tony Bish som chefen over hvid bourgognevine … selvom han aldrig har lavet vine i Bourgogne.

Siden 2013 har Tony så lavet vine i sit eget vinhus med en ekstremt lille og eksklusiv produktion. I dag anvender Toni store betonæg som gæringsbeholdere … en inspiration, som han faktisk fik under besøg i Sydamerika, hvor han blev introduceret for fordelene ved gæring og modning af vin på betonæg.

Beholdernes særlige form optimerer flowet af vin og gærrester, hvilket trækker ekstra fedme og kompleksitet fra gæren til hvidvinen.

Seneste skud på stammen er et 30.000€ egetræs-æg på 2.000 liter fra franske Taransaud … det udskiftes hvert år og anvendes alene til  husets absolutte flagskib Zen Chardonnay. Men herudover bruger Toni Bish selvfølgelig også normale burgundiske 228 liters egetræsfade.

Denne 2021 Fat & Sassy Chardonnay er lavet på 100 % Chardonnay, der høstes fra topmarker i Hawkes Bay i New Zealand. En tredjedel af vinen er gæret på store egefade, en tredjedel på barriques og den sidste tredjedel på ståltanke. Derefter er vinen lagret 9 måneder på egefade med løbende bâtonnage.

Der er duftmæssigt lidt burgundisk næse over denne vin, endda samtidig meget luftig, let og næsten overjordisk. Det dufter vildt godt med et pænt fadpræg, men på smukkeste facon. Den har en frugt, der er meget tropisk med ananas, mango, fersken, modne æbler, pærer og virker SÅ blød med sin fine smørfrakke med et moderne snit.

I smagen er vinen meget ren og klar, selvom der er en smule olierede rester tilbage, men ellers er det grape, citron og grønne æbler. Det er cremet, blødt og rundt, men alligevel med en smuk, fin og nærmest feminin syre. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7