2019 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva, Puglia, Italien

2019 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva, Puglia, Italien1.930 gram vejer denne 1 Uno Primitivo di Manduria Riserva 2019 fra Masseria La Volpe med flaske, etiket og opulent væske og måske bliver man også tung i hovedet efter sådan en vin.

Vinen med guldetiketten er lavet som foregående, altså med høst af Primitivo druerne ved en optimal modenhed i slutningen af august.

Gæring er sket alene med druernes naturlige gærceller ved en kontrolleret temperatur på 24 grader for at trække mest mulig kraft ud. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder på franske og amerikanske egefade og så en lang periode på flaske, da en Riserva først må frigives 2 år efter høst.

Som med lillesøsteren stikker duftnoter på ingen måder af … er meget tilbageholdende, men også klart mere modne. Igen er det mørk frugt, solbær, sorte kirsebær samt lidt tørret frugt, men slet ikke så fed og opulent, som man måske ville forvente.

Smagsmæssigt er det atter sød vin … men heller ikke så sød, at den fuldstædig vælter vinbloggeren. Frugten virker her knap så kogt og atter er det solbær, søde sorte kirsebær, men også lidt blåbær samt samme note af småbitre vindruekerner og læder. Igen er der stærk alkoholvarme, der lige varmer helt ned i tæerne. 90 point.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria, Puglia, Italien

2020 Masseria La Volpe, 1 Uno Primitivo di Manduria, Puglia, ItalienAntonini familiens Masseria La Volpe projekt i Puglia omfatter i øjeblikket pt 23 forskellige vine, men vi smager her dog kun de 2 Primitivo di Manduria 1 Uno vine … denne almindelige tunge bandit og en Riserva tung slemmert.

Til denne vin er Primitivo druerne høstet i hånden omkring slutningen af august, når drueklaserne når optimal modning. Gæringen foregår ved en kontrolleret temperatur på maksimalt 33 grader over 25 dage for at trække mest mulig kraft ud. Efter endt fermentering er vinen lagret 4 måneder på egefade.

Det er en vin, som den syditalienske winelover og -anmelder Luca Maroni er tosset med og har givet 97 point, men da han jo næsten gør det ved alle vine, så tager Houlberg ikke megen notits af det.

Duftmæssigt er vinen overraskende noget neutral … næsten uden aromaer. Der kommer dog lidt mørk frugt, mørk chokolade, kakao, kaffe samt et svag fadpræg med et vanilje. Der er til gengæld heller ikke noget, som stikker skævt ud på nogle måder.

I munden er det dog sødt … og igen for sødt for jeres vinblogger, for det er kogt frugt, solbærmarmelade, søde sorte kirsebær, men også en note af småbitre vindruekerner, læder og en alkoholvarme, som dog ikke er dominerende. Der er egentlig okay balance … og selvom jeg måske ikke er den største fan, så er det en vin, som mange danskere vil knuselske. 88 point.

Ingen oplysninger om importør eller pris.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Tenuta di Fessina, Erse Etna Rosso, Sicilien, ItalienDenne Erse Etna Rosso fra Tenuta di Fessina og de vulkanske skråningerne af den iltre, magma og lava spruttende Etna vulkan har jeg smagt før og været tosset med … og det er jeg stadig.

Vinhuset Tenuta di Fessina ligger ved den lille landsby Rovittello i Castiglione di Sicilia på den nordlige side af Etna. Det drives af Silvia Maestrelli, som kom til området i 2006 og siden 2007 har lavet vine på druer opkøbt af række vinavlere i området.

Til at hjælpe med produktionen af vinene har Silvia hyret Federico Curtaz, som bl.a. tidligere gennem 15 år har arbejdet som højre hånd for Angelo Gaja i Barbaresco.

Denne Erse Etna Rosso er én af Silvias vine, som kommer fra en 1 hektar stor vinmark ved Rovittello, beliggende i 700 meters højde og med vinstokke plantet tilbage i 2007. Det er 90% Nerello Mascalese, 8% Nerello Cappuccio samt 2% Minella og Carricante.

Druerne er høstet og sorteret ved håndkraft, afstilket og knust inden en kold premaceration i 12 timer ved 2-14 grader. Ellers er vinen alene gæret i rustfrie ståltanke og lagret der i 9 måneder og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 3.300-5.000 flasker af denne vin.

Allerede fra første snif er jeg solgt … lys, storblomstret, parfumeret, let, sart, feminin og har – som sidst – en lille fin øko og bio kant, hvor der kommer referencer til Jura med et lyst syretrip. Frugten er også florlet med en lys bondsk side af Beaujolais, kirsebær, tranebær, mineraler, violer, fennikel og tørhed.

Hvor smager Erse Etna Rosso også godt … endda bedre end sidste gang og du får virkelig en lys, let, feminin, start, syrlig og frugtrig vin med et herlig syrlig bid, sure lyserøde bolsjer og blomstervand. Der er tanniner, der næsten får en smule tør Nebbiolo karakter, så du får dermed med denne vin tonsvis af let, legesyg charme og alt ender med en stram mineralsk kant. Elsker den. Smukt. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker. Jackpot.

Vinanmeldelse 5,5/7