2021 Les Petites Parcelles, ?, Bordeaux, Frankrig

2021 Les Petites Parcelles, ?, Bordeaux, FrankrigEfter en uge på langs – ren skidsmads – med en rigtig led, ondskabsfuld, mean og hård influenza, så er jeg helt i bund med vinanmeldelser … og kræfter.

Jeg plejer altid at være 15-20 anmeldelser foran og de udgives så med op til 3 dagligt. Nu er der … ingen, så jeg har – med fortsat mega øm hals og gal gøen som en hund – åbnet endnu en vin fra Les Petites Parcelles og det er så denne, der blot hedder ? … måske fordi, at vinen er lavet på et field blend, som Sophie og Sébastien Cantury slet ikke kender druesorterne i.

Men det er en rød-/orangevin, så er godt bud vil selvfølgelig være nogle af de klassiske Bordeaux druer som Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec, Petit Verdot … eller ? Svaret kender jeg ikke og der er ligeledes ingen oplysninger om selve produktionen.

Men atter en vin lavet med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men altså bare druer der gærer og macererer. Vinen er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 108 flasker af vinen

I glasset er det mest en rosé- eller lyserød farvet vin og mere klar end forventet … det vil sige ikke så grumset, som jeg ellers lige havde forventet. Duften er dog i bio-øko-naturland og i min nuværende lidt småsyge form, så skal skråen lige vendes en omgang. Det er noget en duft med lidt frugtrig jordbær, karamel, saft presset af blomster, salt og stikkelsbær, grønne blade samt noget skocreme.

Det dufter egentlig ikke behageligt, men heller ikke det modsatte, men til gengæld funky, saftet og man får også noget, som man minde om en doven øl eller noget mjød.

Smagsmæssigt overrasker vinen også … men nok mest på grund af en manglende syre, så dermed bliver vinen lidt sjasket, pjasket, saftig og læskende uden meget modstand eller struktur for den sags skyld. Og så kommer der næst en smag af røde bær frem smag frem med både peber, blæk, grafit og planteagtig bitterhed. Den er jeg sgu ikke vild med, så dermed 84 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin sælger 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva, Beira Interior, PortugalRui Roboredo Madeira er vel efterhånden et velkendt vinhus her på Houlbergs Vinblog og denne Beyra Reserva har jeg da også smagt før i både årgang 2018. 2019 og 2020 … men nu er det 2021’eren.

Som med tidligere årgang er vinen lavet på 85% Tempranillo, 10% Touriga Nacional og 5% Mencia fra marker i 700 meters højde og selvfølgelig er høstet med håndkraft.

Først afstilkes druerne og så knuses de, hvorefter de køles ned en kort periode. Derefter sker der en gæring og maceration ved 22-26 grader over 7 dage, hvilket så efterfølges af 8 måneder fadlagring på 1/3 del franske og 2/3 dele amerikanske egetræsfade.

Mørk, saftig og krydret er min første tanke, når jeg stikker snotten ned i vinglasset og atter lidt flæsket og lidt mælket, men mindre end i 2020’eren. Den har en landlig note med sød lakridskonfekt, kokos og en mørk frugt af brombær, solbær, solbærmarmelade, masser af tørt træ samt en smule mentol.

Som tidligere er smagen bare utroligt meget lettere end duften og samtidig ganske saftig med en frisk syre og en frisk frugt med både kirsebær, brombær og jordbær. Den har nogle ganske tørre tanniner, peberbid og samlet giver det en god lang eftersmag. Der er samtidig en følelse af at spise lidt blomster og man mærker også en stenet mineralitet med spansk hjerteblod og temperament. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker, men på tilbud er prisen nu kun 67,95 kr., hvilket er loco, tosset og atractivo.

Vinanmeldelse 5/7