2020 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco, Alto Adige, Italien

2020 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco, Alto Adige, ItalienJeg elsker Tenuta J. Hofstätter og den kærlighed er også smittet af på Falken. Det er dog mest de røde, som har imponeret os, men Tenuta J. Hofstätter laver faktisk også ganske lækre hvidvine, som nu fx denne 2020 Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco.

Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del marker som Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Her smager vi så husets Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco, hvor alle druerne kommer fra Barthenau marken i 450 meters højde. Marken ligger på en skråning, hvor soleksponering og luftcirkulation er ideel, hvilket resulterer i perfekt modne og sunde druer. Vekslen mellem varme dage og kølige nætter giver vine med fast rygrad.

For at fremhæve vinens frugtaromaer, så har Pinot Bianco druerne først gennemgået en koldmaceration i et par timer, hvorefter de presses og saften får lov til at bundfælde dog på store egefade, hvorefter der sker alkoholisk gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret sur lie i 15 måneder på store egefade inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 6 måneder.

I næsen er det første slående indtryk en saltet fedme, har klart et pænt stort fadpræg, hvilket fik mig til at tænke på noget Dr. Heger, men her er det måske knap så fedt og fad’et. I stedet er duften pænt aromatisk, nærmest æterisk og luftig. Der er modne gule æbler samt pærer, fersken og måske endda lidt abrikos, lemonskal, nødder og igen hvide blomster.

Smagsmæssigt har vinen er fabelagtig kradt … lidt fed og olieret med en afbalanceret og stoisk ro, meget rolig med en vild elegance. Vinen breder sig bare i munden … roligt og langsomt med en utrolig kraft og det er svært ikke at blive begejstret. 95 point.

Forhandles af Espergærde Vinhandel, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Lis Neris, Jurosa Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2017 Lis Neris, Jurosa Chardonnay, Friuli-Venezia Giulia, ItalienNæste vin er virkelig spændende og fortsat på Chardonnay, for det var nemlig en 2017 Jurosa Chardonnay fra vinmageren Alvaro Pecorari på vinhuset Lis Neris i Friuli-Venezia Giulia.

Lis Neris holder til i landsbyen San Lorenzo, som ligger nogle få hundrede meter fra grænsen til Slovenien. Huset er etableret i 1879 og i de fleste år blot med vinavl og salg af druer.

I dag er vinhuset ejet af Alvaro Pecorari, som driver stedet sammen med hustruen Lorena og datteren Federica. Pecorari er manden bag Lis Neris’ forvandling, men trods den betydelige succes bevarer han en befriende beskeden attitude og lader vinene tale for sig selv.

Han ejer i dag efterhånden 48 hektar på den bedste og højest beliggende del af det kalkrige Alluvional plateau på højre bredden af Izonso floden. Dertil kommer 7 hektar udenfor Corona 4 kilometer  fra vinhuset, yderlige 15 hektar på flodbrinken nedenfor Romans 8 kilometer væk og seneste har han også købt 4 hektar vinmarker i Slovenien.

Samlet giver det mere end 70 hektar, hvilket ikke kun gør Lis Neris blandt de bedste, men også en af de større spillere, når det kommer til kvalitetsvine i Friuli.

Overalt arbejdes der med respekt for naturen og de kommende generationer. Alvaro Pecorari er af den overbevisning at maskinerne kun er en slags 1. hjælp i vinmarkerne.

Bagefter følger det manuelle arbejde, hvor ikke bare hver druesort, men hver enkelt vinstok, kræver omsorg fra kyndige hænder før de kan levere den frugt som er forudsætningen for fremragende vine.

Lid Neris er for længst gået over til økologiske behandlinger mod skadedyr, brugen af kemiske ukrudtsdæmpere er også fortid, og når først druerne er høstet er alle processer fra most til flaske underlagt en protokol om bæredygtighed som blandt andet handler om solpaneler og markante reduktioner CO2 aftrykket.

De producerer en meget overbevisende serie af basisvine, som de har valgt at kalde deres Tradizionali, og på toppen af dem kommer så Il Selezioni, som i dag består af 4 enkeltmarksvine.

En af de 4 enkeltmarksvine er denne Jurosa Chardonnay, som kommer fra en lille perfekt eksponeret parcel med omkring 30 år gamle vinstokke på Insonzo flodens højre bred hvor årtusinders aflejringer af småsten absorberer solens stråler om dagen og holder på varmen om natten. Vinden skaber der de helt rigtige udsving i temperaturen mellem dag og nat i de vigtige uger op til høsten.

Høsten sker manuelt efterfulgt af sortering af klaser … først i selve vinmarken og derefter inden presningen i den pneumatiske presse. Herfra får den fritløbende most lov til at sætte sig i op til 48 timer inden den uden brug af pumper fyldes på 500 liters franske fade, hvor først den alkoholiske gæring sker alene med druernes egne gærceller.

Derefter er der sket malolaktiske gæring og til sidst den egentlige lagring i 11 måneder sur lie, hvorefter vinen så tappes på flaske og lagrer yderligere 11 måneder inden frigivelse.

Dejlig, småfed og næsten olieret … der er fersken, gule blommer, ananas, melon, pærer, citroner og derudover godt med fad, hvilket giver lidt iskonfekt, vanilje, smørnoter og så nødder. Dertil kommer både lidt røg, hvide blomster og let honning.

I munden er vinen også fyldig, blød og cremet, men samtidig mere tør end duftmæssigt. Den har således en god, rar og alligevel skarp æblesyre, der ringer i din mund, tør, syrlig og larmende, men vinen har skam også en delikat lille sødme, som binder alting rigtigt godt sammen. 94 point.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Château de Meursault, Bourgogne Clos du Château Blanc, Bourgogne, Frankrig

2020 Château de Meursault, Bourgogne Clos du Château Blanc, Bourgogne, FrankrigDenne Bourgogne Clos du Château Blanc kommer fra en 8 hektar stor vinmark lige foran vinhuset Château de Meursault og er vel nærmest at betegne som deres signaturvin.

Det smukke vinslot Château de Meursault ligger på Rue du Moulin Foulot i Meursault og har en historie, som går helt tilbage til det 11. århundrede, hvor Capetianer Robert 1. hertug af Bourgogne, søn af kongen af ​​Frankrig samt Robert 2. fromme barnebarn af Hugues Capet, bevilgede lenet ​​Foulot Mill til en af ​​hans væbnere.

Siden dengang har stedet og det senere slot været hjemsted for nogle af Frankrigs mest indflydelsesrige personer gennem flere århundrede. I 2012 blev både Château de Meursault og Château de Marsannay købt af den passionerede vinelsker Olivier Halley, som er medejer af af den store daglighandel Carrefour.

Olivier Halley har ansat Stéphane Follin-Arbelet til den daglige drift og han er bl.a. tidligere ansvarlig vinmager hos Bouchard Pere et Fils og kan nu hos Château de Meursault og Château de Marsannay lave vine fra sammenlagt 10 hektar marker beliggende i hjertet af Côte de Beaune, bl.a. i Meursault, Pommard, Puligny-Montrachet, Beaune og på nogle af Cortons skråninger.

I dag er der fokus på biodiversitet og bæredygtig udvikling. så fra og med 2022 dyrkes alle vinmarker økologisk.

Denne Bourgogne Clos du Château Blanc er husets basisvin eller signaturvin, som dog laves på samme måde som husets dyrere 1er Cru vine. Først er druerne sorteret og presset, hvorefter der sker en alkoholisk gæring på egefade over 10 dage. Derefter er vinen lagret 12 måneder sur lie på egefade, hvoraf 25% er nye fade.

Duften er vild landlig … der er både lidt prut, armsved og skocreme, men også pænt med fadnoter af lakridskonfekt, brunet smør, røg og underneden lidt hvide blomster, fersken, pærer og wienerbrød samt lidt nødder.

I munden er vinen fyldig, men samtidig klar og mineralsk. Den er let saltet, let bitter, har masser af grønne urter, olieret med en klar syre, meget rank, meget grøn og meget burgundisk med en god balance. Dermed stilsikre 92 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7