2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM55, Tokaj, UngarnI det vildt spændende Ma’d Moser projekt mellem Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery og Lenz Moser laver de endnu en vin, som dog knap er udgivet endnu … en 2021 Dry Furmint MM55.

Det er en vin, som bare har fået ekstra TLC … druerne kommer fx fra de bedste vulkanske topmarker i Szent Tamás, Nyúlászó og Király,

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke, men derefter har vinen så lagret 8 måneder på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade.

FÅK aka fuck, hvor det dufter godt … det kan faktisk minde en smule om stor hvid burgundisk vin, har en henrivende duft af røg og lejrbål med fællessang og har en olieret fornemmelse med fadnoter, vanilje og havskum med let salt på næsespidsen. Frugten er bare SÅ præcis, skarp og sart doseret. Der er pærer, fersken, mango, grillede samt syltede citroner.

Smagen er helt på samme boldbane og der scores øjeblikkeligt mål, så netmaskerne basker. Smagen er fed, olieret, røget og svag porno, men på den fedeste måde, for vinen har en stram og tæt syre, sødlig bitterhed, æblesyre og lemon. Kæmpevin, som jeg øjeblikkeligt bare knuselsker. 97 point.

Ikke tilgængelig endnu, men Supervin overvejer import, men således kendes prisen heller ikke.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Ma’d Moser, Dry Furmint MM5, Tokaj, Ungarn

2021 Ma'd Moser, Dry Furmint MM5, Tokaj, UngarnMa’d Moser er et vildt spændende projekt skabt mellem Károly Kovács’ innovative, ungarske vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze – der populært kaldes Mád Winery, da vinhuset ligger i byen Mád og laver en række vine under brandet Mád – og den østrigske innovative vinmager Lenz Moser. Vi starter her med at smage en 2021 Dry Furmint MM5.

Lenz Moser er en travl og initiativrig herre, som har indgået flere joint-venture projekter … seneste har jeg bl.a. smagt en vin fra hans fabelagtige projekt LenzMark, hvor han laver vine sammen med en anden dygtig østrigsk vinmager Markus Huber. Derfra har jeg fx smagt den imponerende 2020 New Chapter Grüner Veltliner.

Laurenz Maria Moser V aka Lenz Moser har, siden han var 14 år, haft en stor kærlighed for Ungarn og specielt Tokaj området, for hans far tog ham ofte med på forretninger i Ungarn.

Via et nyt besøg i landet for nogle år tilbage – sammen med den ungarsk fødte Rita Takaro, som er DipWSET, bosiddende i Østrig og specialist i ungarske vine – hvor de tog rundt i vinregionerne, så besluttede de at starte et projekt i Tokaj.

Dér fandt de en god partner i Karoly Kovacs og hans fremragende vinmager Gabor Urban, der som nævnt samen driver Mád Winery i Mád, De indgik derfor i 2021 et samarbejde i projektet Ma’d Moser.

Deres fælles mål er at bringe verdenen en spændende og ny fortolkning af tør Furmint fra en af verdens store – men glemte – vinregioner. Vinene på Furmint skal vise friskhed, stor kompleksitet og struktur med en unik individuel karakter.

Jeg har tidligere smagt et par vine fra Károly Kovács’ vinhus Szent Tamás Szőlőbirtok és Pincésze aka Mád Winery, nemlig 2014 Mád Hárslevelű og 2014 Mád Furmint.

Jeg har også smagt masser af vine fra Lenz Mosers østrigske vinhus, der heder Laurenz V. Lenz’s rigtige navn er egentlig Laurenz Maria Moser V, hvor V’et er romertallet for 5, idet Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser, og han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.

Jeg har således tidligere smagt en 2012 Forbidden Grüner og en 2012 Singing Grüner Veltliner. Du kan i øvrigt læse meget mere om Lenz i disse blogindlæg.

Nu kigger vi så nærmere på denne 2021 Dry Furmint MM5, der er lavet på 100% Furmint, som er selekteret fra vulkanske topmarker omkring Mád. Et ekstra lavt høstudbytte medvirker til at bringe den mineralmættede karakter helt frem i smagsbilledet.

Efter høsten er druerne afstilket og presset skånsomt efterfulgt af en  temperaturstyret gæring i ståltanke med efterfølgende modning på de fine gærrester. 10% af vinen forkæles med lagring på helt nye 300 liters ungarske egetræsfade. Efter aftapningen lagrer vinen nogle måneder inden frigivelse.

What? Har en kalket note suppleret med æbler, pærer, fersken, stikkelsbær, lime, nødder, lidt franskbrød og kan på flere måder minde en smule om champagne uden bobler. Virker også noget olieret i aromaerne.

Smagen er saftig, juicy og med stor bund, har masser af frisk frugt med lemon, grape, stikkelsbær og umoden fersken, hvid peber og så atter den kalkede mineralitet. Der er godt med opkvikkende grape bitterhed og smager herregodt, så 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Bodegas Montebuena, Rioja Alavesa Blanco, Rioja, Spanien

2021 Bodegas y Viñedos Labastida, Montebuena Rioja Bianco, Rioja, SpanienDet er sgu ikke tit, at vi smager hvidvin fra Rioja, selvom faktisk 10% af produktionen i området er hvid … enten i lagret eller frisk udgave. Vi smager her netop en 2021 Rioja Alavesa Blanco fra Bodegas Montebuena.

Bodegas Montebuena er en del af en storeparaply organisation kaldet Araex Grands. Det drives og er grundlagt af Javier Ruíz de Galarreta. Ham har vi jo møde før, for han er jo også en del af vinene lavet med Michel Rolland under navnet Rolland & Galarreta.

Javier Ruíz de Galarreta har været trendsættende for hele den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden og det skete ved at skabe bånd til flere vingårde i Rioja Alavesa og så lave en samlet salgsindsats.

Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.

I dag er Araex Grands blevet en af de førende spanske grupper af uafhængige vinbønder og vingårde og har internationalt anerkendte brands med mere end 23 vingårde i nogle af de 14  prestigefyldte spanske DO appellationer og et salg på 11 millioner flasker vin fordelt til mere end 70 lande.

I Rioja Alavesa produceres en række vine under Bodegas Montebuena navnet, Så vidt jeg kan se, så er Montebuena vienee lavet på kooperativet Bodegas y Viñedos Labastida, der ligger i Labastida i den mest nordvestlige del af Rioja Alavesa.

Det er tæt ved floden Ebro samt Sierra Cantabria bjergene i læ af Sierra de Toloño. Det er grundlagt i 1964 af en gruppe lokale avlere. Byen Labastida er også kendt som fødested for den ret vinglade præst Manuel Quintano, som allerede tilbage i 1786 introducerede Bordeauxs lagring teknikker i Rioja, så byen har stolte traditioner indenfor vinproduktion.

Bodegas y Viñedos Labastida har i dag via de tilknyttede vinavlere over 500 hektar vinmarker, hvoraf størstedelen af markerne ligger mellem 450-550 meter over havets overflade, hvilket giver køligere nætter og dermed en større fastholdelse af naturlig syre i druerne.

Kooperativet sælger deres vine under brands som Castillo Labastrida, og Solagüen, men vinene under Bodegas Montebuena navnet skulle også været produceret der og komme fra omkring 160 hektar tilknyttede vinmarker.

Denne Rioja Bianco er fremstillet på 100% Viura, som vinmageren César Castro selekterer fra over 60 år gamle vinstokke på nogle af Rioja Alavesas bedste og meget kalkholdige vinmarker omkring landsbyen Labastida.

Terroirets unikke beliggenhed i ly af Sierra Cantabria bjergene, så giver unikke klimatiske forhold, der tillader druerne at modne til perfektion. Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne, inden en 36 timers koldmacerering trækker maksimal frugtaroma fra drueskindet.

Herefter gærer vinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 14 grader over 14 dage, hvorefter vinen trækker yderligere fedme og smagskompleksitet fra de fine gærrester, inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det lidt en forsigtigper, som vi her snakker med … lidt neutral i aromaerne, men har nogle lidt sødligere krydderier som spidskommen, lidt papkasser, honningmelon eller cantaloupemelon, bløde og udvandede pærer … måske med en anelse saltvand.

Smagen er lidt i samme boldgade … blød og let neutral, men er lidt som et vandløb, bare stille og rolig med lidt lemonskal, grillet citron samt den blødeste og mildeste syre, som man kan ønske af sådan en rolig vin. Her skal man næsten ha’ den sammen med lidt godt fra havet og helst den hårde slags med skal eller kløer. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 109,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7