2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2014 Bodegas Arzuaga Navarro, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienDe næste 2 vine var fra det kendte vinhus Bodegas Arzuaga Navarro og første var denne Gran Reserva 2014.

Her kommer Tempranillo druerne fra kalkstenrige marker, hvor der høstes med ekstremt lave høstudbytter af maksimalt 20 hektoliter pr. hektar.

Det er ikke 100% Tempranillo, for der er  5% Merlot samt 4% Cabernet Sauvignon i blendet og de druer kommer derimod fra La Planta vinmarken beliggende i 900 meters højde.  Al høst foregår selvfølgelig ved håndkraft, mens vinen vinificeres på gamle træfade og efterfølgende lagres 48 måneder på barriques.

Duftmæssigt er Arzuagas Gran Reserva et ordentlig historie og som mange af husets andre vine virkelig domineret af hårdtbrændte fade om end det bare smager pissegodt. Det er frugtkoncentrat i højeste potens med blåbær, overmodne solbær, blommer, dadler, jern, flæsk, bacon, sød pibetobak, regnvåde jernbanesveller, blæk, finsk lakrids, vaniljeekstrakt, vaniljekiks, karamel, kaffe, chokolade og lidt tørre sorte tøfler.

Smagen er lidt hen i samme skuffe, virkelig cremet, rund og blød med samme saft og kraft, blommer, solbær, fylde, kanel, vanilje, sød tobak og en ganske koncentreret druesaft. Der er fylde og sødme fra alle de hårdtristede fade og en stor, rund frugtintensitet. Der er sgu comfortvin … lige til at varme sig på og blive glad af.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 825 kr., mens prisen er 699 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2006 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2006 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen næste vin kom der meget snak om. Dels på grund af Brixs bemærkning om, at det ikke var en hjernedød dyr Bordeaux, men også fordi, at der var meget stor uenighed om smagen. Jeg snakker selvfølgelig om Château Mouton Rothschilds 2006 Pauillac 1. Grand Cru Classé.

Jeg var selv en af dem, som syntes, at vinen smagte virkelig godt … og jeg har da også selv en mindre referenceramme, da jeg har smagt den dyre vin i flere årgange som 1982, 1989, 1992, 1994, 1997, 1999, 2002, 2009 og 2014.

I denne årgang 2006 er vinen lavet på 76% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 9% Cabernet Franc, 9% Petit Verdot og 2006 var et ganske acceptabelt år i Bordeaux … om end ikke stor som fx det foregående 2005 eller de store år 2009 og 2010.

Denne 2006’er har Wine Enthusiast dog givet 97 point og The Wine Advocate 96 point. Jeg synes også selv, at det smagte ret lækkert og kunne slet ikke følge påstandene om prop eller en mærkelig smag, for den havde denne lækre, dekadente smag bl.a. mahogni og gammelt teaktræ … virkelig nobelt.

Næsen byder bestemt på de klassiske Bordeaux dyder med muldjord, skovbund, cedertræ, meget moden og intens frugt, stor kraft, solbær, brombær, figner, vanilje, mælkechokolade, fag, gammel dekadent mahognitræ …. nærmest som at stå i et hus i den gamle by i Aarhus, meget aromatisk, har brændte nødder, æterisk syre og luftig livlighed. Det er berusende, men en duft, som man bare skal nyde i glasset over lang tid.

I munden har vinen også – efter mine smagsløg – et ekstra gear, for den er både tør, stringent, cremet og blød. Den smelter nærmest i munden, selvom den måske ikke er helt så kraftig som den 1999, jeg sidst smagte af vinen. Men der er fortsat moden frugt, solbær samt hindbær, masser af bitter chokolade og med luft i munden får du denne flotte, smeltende fornemmelse i munden.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 7.500 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2017 Vinos Baettig, Pinot Noir Parcelas los Primos, Traiguén, Chile

2017 Vinos Baettig, Pinot Noir Parcelas los Primos, Traiguén, ChileVinos Baettigs røde topvin hedder Pinot Noir Parcelas los Primos og er selvfølgelig lavet med de bedste af husets Pinot Noir druer.

Pinot Noir Parcelas los Primos er lavet med druer fra en række forskellige marker. Dyrket uden kemi og kunstvanding og høstet i hånden.

Gæret har gæret helt naturligt med 31 % hele klaser og så efter endt fermentering lagret 18 måneder på 300 liters fade af fransk eg, heraf 21 % nye fade. Der er kun lavet 1.680 flasker af vinen.

I næsen er der nu kommet mere struktur på … fortsat en rank, stoisk og viril vin med tør eg, violer, læder, grafit, blæk, tør jord, cigarkasser samt  te-blade. Frugten er mest tranebær, hindbær og kirsebær, ret intens, tæt og har også nogle grønne jordbær.

Sådan smager vinen også lidt … let, lys og sødbitter frugt med de grønne jordbær, lyserøde jordbær, tranebær og ribs, mens frugten virker langt lettere og mere elegant end forrige lillesøster. Det er sgu fin struktur og lang eftersmag.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Vinos Baettig, Pinot Noir los Parientes, Traiguén, Chile

2019 Vinos Baettig, Pinot Noir los Parientes, Traiguén, ChileKeeper havde fundet et par spændende vine frem fra det nyere chilenske vinhus Vinos Baettig og den første var denne Pinot Noir los Parientes 2019.

Vinhuset Vinos Baettig er et nyere projekt, som er skabt i 2017 af Francisco Baettig og Carlos de Carlos.

Begge har tidligere arbejdet for i topjobs hos Vina Errazuriz og Francisco Baettig som ansvarlig chefvinmager med en Master of Enology fra Bordeaux, erfaringer fra Frankrig, Argentina og Chile, og  Carlos de Carlos som salgsdirektør for først Errazuriz og senere for Paul Hobbs Wines.

De er nu startet med at lave vine på en gammel gård,  som tidligere har tilhørt Baettigs oldeforældre, der migrerede fra Schweiz til Chile i slutningen af ​​det 19. århundrede og slog sig ned på jorden omkring Traiguén og Purén. I dette område med både vulkaner, søer, indfødte skove og rigelig nedbør dyrkede de landbrig med planteavl, kvæg og heste.

Allerede i 2013 valgte Francisco Baettig og Carlos de Carlos at plante vinmarker til på et plateau med vulkansk jord mellem Quino- og Traiguén-floderne og grundlagde således Viñedos Los Suizos ud fra en fælles drøm.

I 2017  udgav de så deres første vin under Vinos Baettig navnet og har samlet i dag 22 hektar vinmarker, hvor de nøje har udvalgt den optimale sammensætning af jordbund, druesort, klon og rodstok. En af parcellerne er som forsøg plantet på egen rodstok. Alt er dyrket uden brug af kunstvanding eller sprøjtemidler.

På vingården laver de to venner kun få forskellige vine … alene på Chardonnay og Pinot Noir og her smager vi nemlig husets basisvin på Pinot Noir … en 2019 Pinot Noir los Parientes, som er gæret på rustfrie ståltanke og alene med druernes naturlig gærceller og så 7% hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på 300 liters fade af fransk eg, herunder 10% nye fade.

Det er lidt er varmere, kantet og krydret Pinot Noir. Der er jod, blod, sorte kirsebær, brombær, lidt enebær, banan, gazebind, mentol samt lidt eukalyptus, tørt træk, sødbrændte noter sødkrydret. Det er sådan lidt kirsebærsaft over duften.

Smagsmæssigt har vinen en saftig og nærmest blomstret smag, klart med kirsebær, saftige og kirsebær, jordbær, meget frisk og saftig, en blød og intens frugt … men dens lidt krydrede smag henleder den til et sted oversøisk.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandOg vi fortsatte sgu på samme mark … Große Lage marken Achkarren Schlossberg, for det er nemlig  Weingut Michels Achkarren Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs 2019.

Druerne er håndplukket i starten af september og strengt sorteret. Vinen er lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på franske, burgundisk 228 liter barriques, hvoraf 60% er nye fade og den øvrige del brugt én gang tidligere.

Duftmæssigt er det en meget grøn, stilket, rank, stram og blæk’et vin, som lige suppleres af jern, syrlige kirsebær, hindbær, jordbær, røg, power, stenet mineralitet, egetræ og vanilje.

I munden er det også en grøn, kantet, meget rank og syrlig vin med en småbitter og mørkere frugt, meget stærk og intens med både en omgang kirsebær, jordbær, tranebær, nelliker, violer og nogle salte mineraler, ikke sådan easygoing eller nem, men kræver virkelig sin mand … eller lidt tid i kælderen. Houlberg er på 5-5,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 439 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Michel, Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder GG, Baden, TysklandDet er kun 2-3 uger siden, at jeg sidst smagte en vin fra Weingut Michel. Dengang var det 2019 Spätburgunder Alte Reben, men nu har Keeper steppet op med en fin Achkarren Schlossberg Grauer Burgunder Großes Gewächs 2020.

Marken Achkarren Schlossberg ligger lige bag Michels vinhus op i 350 meters højde og har stejle stigninger på op til 60%. Husets vinstokke står plantet på meget ufremkommelige, stenede skråninger med vulkanske aflejringer, der frembringer vine med udtalt mineralitet.

Al høst er foregået ved håndkraft i slutningen af august måned, hvorefter druerne er selekteret i både mark og ved ankomsten til vineriet. Vinen spontangæres og lagrer herefter i 10 måneder på brugte barriques.

I næsen er det klart en varmere og diskret fadpræget vin, hvor duften er både sol, strand, meget let og blomstret suppleret med brunet smør, vanilje, mælkechokolade og kanel, men meget luftig, æterisk, mens frugten er fersken, pære, modne citroner, honning samt kalket mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen så let, så fin … igen pærer, æbler, lemon samt grape, har et godt bid i syren. Selvom vinen i duften er ret voluminøs, men det slår slet ikke igennem i smagen, som bare er så ren og uden den mindste sødme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 255 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Domaine Bernard Moreau, Saint-Aubin 1er Cru Sur Gamay, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Bernard Moreau, Saint-Aubin 1er Cru Sur Gamay, Bourgogne, FrankrigByggemødet fortsatte med et par hvidvine og den første var en burgundisk 2018 Saint-Aubin 1er Cru Sur Gamay fra Bernard Moreau et Fils.

Vinhuset ligger i Chassagne-Montrachet og er et af de gamle huse grundlagt helt tilbage i 1809 af Auguste Moreau.

Det ledes i dag af 4. generation i form af brødrene Alex og Benoît Morea samt far Bernard. De ejer selv 9 hektar vinmarker og driver derudover 5 hektar fra lejet jord. Deres bedste mark er den 0,35 hektar store 1er Cru mark  Les Grandes Rouchotes i Chassagne-Montrachet.

De fleste marker er opkøbt i 1930’erne af farfar Marcel Moreau. Faderen Bernard overtog selv driften i 1977, men i dag er det altså sønnerne, som forestår driften.

Alex har det primære ansvar for produktionen og han er vinuddannet i både Australien og New Zealand. Han lægger stor vægt på, at jorden og omgivelserne taler deres eget sprog i vinene, så han prøver så vidt muligt at dæmpe brugen af nye fade.

Dette medfører, at cirka 30% af gæringen foregår på ståltanke ved en temperatur lige under 20 grader. Den lave temperatur er med til at forlænge gæringen, hvilket trækker flere naturlige aromaer ud af druerne, som således ikke dæmpes eller ligefrem overdøves af for voldsom anvendelse af egetræsfad.

Denne hvide Bourgogne er en Saint-Aubin … altså fra baglandet af mere kendte Puligny-Montrachet og Chassagne-Montrachet, men er et relativt køligt område. Her er det Chardonnay druer fra 1er Cru marken Sur Gamay, der er den højest beliggende 1er Cru mark i Saint-Aubin.

Efter høst presses druerne med det samme uden knusning og så sker gæring i egekar, men 30% i ståltanke. Efter endt fermentering er den så lagret samlet 16 måneder, heraf 12-13 på barriques, heraf 20% nye tønder.

I næsen er det total, smørfed, fadtung, fyldig og opulent Chardonnay, hvor der både er abrikos, fersken og pærer, godt med vanilje, kanel, mælkechokolade … en virkelig pirrende sødme, lidt stearinlys samt lemon. Men bliver bestemt glad, selvom den har virkelig godt med vamse-fad.

Smagsmæssigt er vinen dog knap så fed, men absolut cremet og blød med rene æbler – altså i modsætning til beskidte æbler – pærer samt en pæn bitterhed. Selvom den er ren og clean, så fornemmer man alligevel en olieret fornemmelse.

Købt hos H.J. Hansen / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2004 Pommery, Cuvée Louise, Champagne, Frankrig

2004 Pommery, Cuvée Louise, Champagne, FrankrigByggemødet startede helt behørigt med lidt bobler med denne 2004 Cuvée Louise fra champagnehuset Pommery, der ligger i  Reims.

 Pommery er et af de kendte, historiske champagnehuse, der reelt set først blev grundlagt i 1858.

Det skete ved Madame Pommery aka Louise Pommery aka Jeanne Alexandrine Louise Mélin overagelse af forretningen Pommery & Greno efter hendes mands død.

Hun frasolgte dog firmaets uld-forretning for udelukkende at satse på champagne. Det havde hun absolut flair for og hun stod bl.a. bag den mest revolutionerende udvikling, da hun i 1874 på Pommery var det første vinhus til at lancere den tørre Brut champagne … som alle andre producenter siden har taget til sig.

Louise Pommery stod også bag opførelsen af husets gigantiske vinkældre … et projekt hun igangsatte i 1868 og skulle blive det nok største byggeprojekt i Reims.

Franske og belgiske minearbejdere gravede 18 kilometer gange 30 meter under jorden med store hvælvede lofter og en 116 trin trappe derned fra det store vinslot, som hun også opførte. Lige siden Louise er Pommery vokset sig større og større, således det i dag omfatter 296 hektar vinmarker.

Pommery har ejerskab på en lang række af de kendte Grand Cru-marker, som fx Aÿ, Verzenay, Bouzy, Avize, Mailly-en-Champagne, Sillery og Cramant, hvorfra huset producerer en bred vifte af champagner.

På trods af Pommerys størrelse er domænet i modsætning til de fleste andre helt store Champagne-huse stadig familieejet. Når det så er sagt, var Pommery i perioden fra 1990-2002 ejet af det store LVMH-gruppe, som solgte det til den nuværende belgiske ejer Vranken, som også står bag Heidsieck og Charles Lafitte.

Siden 2017 har unge Clément Pierlot haft titlen som kældermester, efter at den mangeårige kældermester Thierry Gasco, der først blev ansvarlig for Vrankens aktiviteter i Californien, England og sidenhed gik på pension. Man laver fortsat vine, der rammer en virkelig bred smagspalet … ,måske i dag lidt mere rene i stilen og ikke helt så kommercielle som tidligere.

Denne 2004 Cuvée Louise er således lavet af Thierry Gasco og det er en champagne, der er lavet siden 1979 og lavet som en hyldest til Louise Pommery. Vinen kommer udelukkende fra særligt udvalgte plots på eftertragtede Grand Cru-marker i Avize, Cramant og Ay med en blanding af primært Chardonnay og en mindre del Pinot Noir og Pinot Meunier.

For sulan … det dufter da bare godt … meget moden duft, hvor frugten klart er pærer, fersken, citrus, kvæde samt godt med hvide blomster, estragon og egentlig meget ren og utrolig blid.

I munden er der er hurtigt og blidt brus … god mousse, meget blid samt afdæmpet med citron, meget rund og balanceret. Man mærker klart lidt kalkede mineraler, en strejf af lemon og grape. Det lyder måske en kende kedeligt, men det smager voldsomt godt. Det er vitterlig som om, at alt bare sidder, hvor det skal sidde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 1.195 kr., mens prisen er 995 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

Byggemøde 12. februar … med kongebemærkning

Det første byggemøde i 2022 startede allerede med godmodige drillerier inden vinaftenen overhovedet var kommet i gang. Denne aften var Keeper vært, men pga COVID-19 i hjemmet var aftenen så flyttet hjem til Jesper og på Keepers SMS reminder havde Brix svaret med en gul Thumbs Up.

Drillerierne skulle ikke blive mindre i købet af aftenen, specielt da nullermanden aka Wanna-be Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner aka Kim Schumachers uægte søn udtalte de klassiske  ord; Det er i hvert fald ikke en megadyr Bordeaux vin … om en lille 2006 Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé, der også klart var hele aftenens absolut dyreste vin.

Men ingen vi nåede så langt, så startede byggemødet fuldstændigt traditionelt og selvom vi grundet COVID-19 havde flyttet mødet til Jesper residens, så var det Keeper, som havde sørget for vinene og al maden. Så det var også Keeper, der langede os et glasset, da vi mødte frem spændte som flitsbuer.

I glasset var der lidt herligt bobler, som Keeper supplerede med lidt mundgodt … små toast med 38% cremefraiche, rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar og på den anden tallerken mundsmeltende fin serranoskinke. Mums.

Maden

Så var vi ligesom i gang og ingen længe blev vi også planket til bords, da Keeper havde forberedt en fantastisk middag til os … en rigtig 5-retters middag bestående af:

  • Appetizers; Serranoskinke samt toast med 38% cremefraiche, rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar
  • Forret; Rustik salat med dyrekølle, røget andebryst, nødder og sorte trøfler
  • Hovedret; Coq au vin
  • Dessert; Crème brûlée
  • Ekstra; Arla Unika oste

Sikke nogle dejlige retter … alt lavet selv og omfattede bl.a en drønlækker coq au vin, som vi sjovt nok ikke tidligere under vore byggemøder havde fået før. Lad os kigge lidt nærmere på alle retterne:

Serranoskinke samt toast med 38% cremefraiche, rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar

Sammen med den mousserende vin – som skulle vise sig at være en imposant 2004 Cuvée Louise fra champagnehuset Pommery – fik vi en lækker skinke købt hos Salling i Aarhuis … mundsmeltende, blød og smagfuld.

Keeper havde også lavet små toast med fed creme fraiche, tyndsnittede rødløg og Magnatum Iranian Beluga kaviar. De smager bare monstergodt sammen med champagne.

Rustik salat med dyrekølle, røget andebryst, nødder og sorte trøfler

Forretten overraskende vist alle … en slags rustik salat med dyrekølle, som Keeper selv havde skudt, røget andebryst og så salat med bl.a. spinat, æbler og skiver sorte trøfler.

Coq au vin

Vi har sjovt nok aldrig før fået den klassiske og franske ret coq au vin ved vore byggemøder, men det er sgu bare en dejlig ret, som jo heller ikke koster alverden. Her havde Keeper lavet den totalt klassisk med både bacon, perleløg, gulerødder, røg …. dejligt.

Crème brûlée

Alle elsker crème brûlée … de fleste meget crème brûlée og denne var én af de store. Selvom jeg – igen – er på kur, så voldte denne pænt store dessert ingen problemer … jeg elsker crème brûlée.

Arla Unika oste

Senere på aftenen kom der også lidt ost på bordet … bl.a. er par gode Arla Unika oste som Gnalling og vistnok Ask, men også en brie samt en hårdost.

Vinene

På den vinøse front havde Keeper forberedt 11 vine … og sikke et flot felt med en række vine, der vil være utilgængeligt for almindelig dødelige mennesker, bl.a. en megadyr 2006 Mouton Rothschild Pauillac 1. Grand Cru Classé, som Brix kaldte billig.

Der var i øvrigt delte meninger om netop den vin … måske mest grundet et prisskilte på den forkerte side af 5.000 kr. og samlet var det faktisk lidt et eksklusivt felt.

Samlet så det sådan her ud:

Hvor var der mange rigtige gode oplevelser. Jeg var en af dem, som bestemt synes ret godt om Mouton’en, men da også champagnen fra Pommery, de to vine fra Baettig og selvfølgelig altid Arzuaga, selvom de som altid har fået godt med hårdtbrændt fad.

Vi sluttede byggemødet – som én gang tidligere – med Stefano Accordinis Amarone della Valpolicella Classico Vigneto Il Fornetto, som jeg da selv ikke er superfan af … men samlet blev det sgu et ret imponerende felt.

Ovenoverhar jeg selvfølgelig linket til mine anmeldelser og beskrivelser af alle vinene.

Konkurrencen

I vores blindsmagningskonkurrence blev det virkelig et tæt løb og selvom Brix’en burde få adskillige strafpoint for sin kommentar om, at Mouton’en smagt blindt i hvert fald ikke var en megadyr Bordeaux vin, så endte kampen med, at Jesper fik 15 point, Brix og jeg begge 14 point og Flemming 11 point.

2018 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigJeg tror, at jeg har sagt det tidligere … denne Riesling Vieilles Vignes fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack leverer bare varen hver eneste gang … selv i denne varmere årgang 2018.

Druerne til Riesling Vieilles Vignes kommer fra vinstokke omkring 40 år gamle. Riesling druerne er høstet i begyndelsen af oktober og efter en sortering placeres druerne i pneumatisk presse, hvor de forsigtigt presses i 3-6 timer for at bevare maksimal smag og aroma.

Mosten overføres herefter til temperaturkontrollerede ståltanke, hvor den endelige gæring finder sted. Aftapning på flaske sker i august efter høståret.

Igen starter ballet med masser af nice petroleum, symaskineolie, fersken, pærer suppleret med et let tropisk aftryk, skal fra appelsin, timian, gule æbler, lidt blomster … og hvor hænger det altså bare rigtigt godt sammen.

Det smager også rigtigt godt … det kommer ikke sådan vildt afsted med masser af syre, men virker mere cremet og rund. Der er pænt med frugt og det er både grøn/gule æbler, pærer, fersken suppleret med kalkede mineraler … men her i 2018’eren er syren klart mindre og der er heller ikke hverken sure citroner og lemon, så dermed så mangler der simpelthen mere syre. Men fortsat en god vin.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7