N.V. Copenhagen Sparkling Tea Company, Sparkling Tea Grøn, Sjælland, Danmark

N.V. Copenhagen Sparkling Tea Company, Sparkling Tea Grøn, Sjælland, DanmarkVor vinaften startede med bobler og vi gættede vist alle, at det måske kunne være noget fra Danmark og slet ikke på druer. Det var helt korrekt, for det var nemlig en Sparkling Tea Grøn fra Copenhagen Sparkling Tea Company.

Det innovation firma blev grundlagt i 2017 af sommelier Jacob Kocemba samt Bo Sten Hansen. Jacob havde tidligere arbejdet som sommelier på en Michelin-restaurant i København, men havde nogle gange svært ved at finde en matchende vin til en dessert trods en vinkort med over 1.700 vine og han så muligheder i at lave noget på te.

Han fandt en løsning med et hjemmelavet teekstrakt, der bestod af en blanding af forskellige eksklusive teer. Den nye drink blev en stor succes og en favorit blandt restaurantens gæster … og det blev så starten på Copenhagen Sparkling Tea Company, hvor de to innovative herrer laver mousserende te.

I dag laver de 5 forskellige mousserende vine på te , som nu sælges i mere end 16 forskellige lande og serveres på over 45 Michelin restauranter i hele verden.

En af de 5 mousserende te vine er denne med tilnavnet GRØN, da den er lavet på en grøn te med lidt citrus. Der er Jacob Kocemba, der først laver teen med brug af de korrekte bryggetemperaturer og tidsintervaller. Hver tesort behandles individuelt og så blendes de først bagefter med lidt hvidvin, druemost eller juice inden flaskegæringen, men uden kunstige tilsætningsstoffer.

Duftmæssigt er der pænt med sødme, småaromatisk med hyld, champagnebrus-is, vanilje, fersken, sæbe, blomster, lavendel og nogle ristede noter. Smagen er pænt til den søde side, cremet samt saftevandlæskende som limonadesaft med en snert af lidt ingefær.

Forhandles flere steder og prisen ligger på 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Vinaften 20 marts 2021 … årets første med foråret på vej

Sidst vingutterne var samlet, så fik vi udover lækre vine og god mad også COVID-19 … altså lige undtagen Paul, så han havde jo lidt godt i vente til dette års første vinaften. Men vi havde dog taget hensyn og taget en test inden aftenen, hvor Jan skulle være vært.

Både Paul, Steffen og Jan var dog begge ramt af COVID-19-agtige effekter i form af lange og ustyrlige hårfrisurer, mens undertegnede som vanligt nærmest var fint nytrimmet og poleret i bedste Jakob Mielcke stil.

Men jeg skulle dog ikke i køkkenet, for det havde Jan allerede været og forinden endda på SMS sendt aftenens menu, som bestod af:

  • Appetizers: Ristet brød med ansjoser og løg, knækbrød med sardincreme og citron samt knækbrød med vagtelpostej
  • Forret: Fiskesuppe a La Provence med brødcroutoner og rouille
  • Hovedret: Risotto og svampe med stegt andebryst
  • Dessert: Bund af crumble med is og frisk frugt

Allerede dér begyndte mundvandet at løbe, men det blev kun værre, da vi mødte os i Casa del Jan og blev mødt af de herligste dufte og så nærmest vanen tro samtidig fik et glas mousserende vin i hånden.  Dermed var vi ligesom i gang.

Vi satte os fluks til bords … og sjovt som vi efterhånden havde faste pladser, så på den måde var alt sådan set, som det plejer. Men det er jo heller ikke ringe.

Appetizers

Sammen med den mousserende vin fik vi lidt appetizers, som Jan allerede havde havde gjort klar ved hver plads. Det var fra højre mod venstre lidt ristet brød med ansjoser og løg, et knækbrød med sardincreme og citron samt et knækbrød med vagtelpostej.

Den mousserende vin var en sjov lille bastard, som i hvert fald ikke var fransk champagne og mer’ astiagtigt, selvom der nærmest slet ikke var syre. Vi blev enige om, at det nok slet ikke var lavet på druer og nok nærmere på lidt frugt i stedet for … og måske dansk.

Det sidste var rigtigt, men den var ikke lavet på frugt … men i stedet på ekstrakt af te, for det var nemlig en Grøn Sparkling Tea fra danske Copenhagen Sparkling Tea Company. Det var en sjov og interessant start på aftenen, hvor vinene dog blev mere traditionelle.

Fiskesuppe a La Provence med brødcroutoner og rouille

Hvor er det egentlig lang tid siden, at jeg sidst har fået fiskesuppe, så derfor var det også vildt godt at smage denne a La Provence med lidt brødcroutoner og rouille. Masser af intensitet, spicy og lækker.

Jan serverede lidt lidt svagt roséfarvet vin til suppen og det blev – selvfølgelig smagt blindt – en 2017 Pinner fra det italienske vinhus Calvallotto lavet på ren Pinot Nero.

Risotto og svampe med stegt andebryst

Aftenens hovedret var en fin risotto med lidt svampe og så stegt andebryst. Det smager sgu altid godt og vine var der jo nok af, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Bund af crumble med is og frisk frugt

Desserten fik vi langt senere … faktisk først da vi var igennem alle aftenens vine og dermed blev den et fint punktum for aftenen. Efter 8 rødvine, hvor en enkelt havde prop og udgik, så var det ret dejligt at slutte med lidt sødt, som Jan havde løst dejligt med lidt crumble med is og frisk frugt.

Vinene

Vinmæssigt blev det er spændende felt, for alle havde taget en række overraskende vine med. Samlet kom feltet til at se sådan her ud:

Det var et ganske varieret og spændende felt med mange gode overraskelser, hvor specielt den lette Grenache vin Navaherreros fra Bernabeleva, den amerikanske Pinot Noir fra Domaine de la Côte, Fleurie fra Clos de la Roilette og Petrolo vinene overraskede.

Jeg havde selv den en charmerende biodynamisk bondebourgogne med fra Domaine Delhomme & Co og så en Montefalco Sagrantino fra Di Filippo fra årgang 2012 med.

Sidstnævnte havde jeg sidst smagt i 2017 under et besøg på selve vingården i Umbrien og jeg blev totalt overrasket over de vildt tørre tanniner, som var endnu vildere og langt mere tørre end i 2017. Det var næsten tanniner på lammerniveau, men samtidig med den kraft, intensitet og elegance, som kan præge Sagrantino.

Desværre havde Pauls Barolo La Vetta prop og måtte udgå, men heldigvis havde jeg nogle uger forinden smagt vinen, så derfor har jeg selvfølgelig blot linket til min tidligere anmeldelse af vinen, som faktisk smager tæskegodt.

Aftenen vin var for mig klart Petrolos flotte vin … og jeg gættede ingenlunde, at der var tale om vin fra Toscana. Men ellers var jeg skam godt med i blindsmagningen, men måtte på målstregen se mig slået af Steffen … godt gået og heldigt, da jeg jo havde gaven med. Så dermed måtte Paul nøjes med en hæderfuld sidsteplads.

Og hvor var det godt atter at mødes … masser af grin, jokes og godt selskab tilladt lækker mad og fabelagtige vine.