2017 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, TysklandUtroligt, hvad et par år på bagen kan gøre for en vin. Men læg også dertil, at vi har bevæget os nogle meter fra Brauneberger Juffer til den centrale del af marken … den del der kaldes Brauneberger Juffer Sonnenuhr. Vi smager her Weingut Karp-Schreibers Riesling Spätlese vin i årgang 2017 fra den legendariske mark.

Navnet Juffer stammer i øvrigt fra omkring 1790 og betyder pebermø. Navnet opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, der efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Brauneberg, alle trodsede deres fars ønske om arrangeret ægteskab.

I stedet viede de deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forblev frøkerner … eller pebermøer og lige siden har markerne ved Brauneberg heddet Juffer. I øvrigt var netop Napoleon også virkelig forelsket i vinene fra Brauneberger Juffer. Og den bedste del …. Sonnenuhr har selvfølgelig sit navn efter det solur, der findes lige over marken.

Denne 2017 Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlesen er vinificeret på rustfrie ståltanke og har derefter også lagret på stål og har en restsüße aka restsukker på 50,4 gram pr. liter.

F… det dufter sgu godt. Det er råolie, linolie, petroleum og diesel sprøjtet eller pumpet ind i en honningmelon, der nærmest strutter af stolthed sammen med mango, papaya og andre tropiske frugter i en eksotisk dans. Der er klare florale noter, grøntsagsfond, vanilje, fylde og flommelækker intensitet. Det dufter møj lækkert … for nu at sige tingene lige ud.

I munden er vinen blød, småbuttet og cremet … igen kommer der nærmest en lidt olieret fornemmelse, selvom der måske mangler en smule dybde. Men det smager – som duften – møj lækkert med både fersken, pærer, svag lemon bitterhed og så selvfølgelig en del sødme, som dog aldrig kammer over. Der fornemmes lidt træ og slutter ellers med en fin cremet, blid og forsigtig syre.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 180 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Karp-Schreiber, Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken, Mosel, TysklandWeingut Karp-Schreiber ligger ret perfekt på Moselweinstraße i Brauneberg kun en spytklat fra Moselfloden samt andre gode vinproducenter. Netop derfra smager jeg nu to vine og starter med denne 2019 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken.

Vinhuset i den smukke dal har været drevet af Karp familien siden 1664,  Det lille vinhus har sit navn og våbenskjold efter de karper, som man tilbage i tiden fangede i Mosel floden ved siden af arbejdet med at producere vin. Gennem et ægteskab i starten af 1900-tallet fik familien også Schreiber med i navnet … så karpen dermed ikke skulle svømme alene 🙂

I dag drives vingården af den unge Jobst-Julius Karp, som 13. generation. Han er uddannet vinmager fra skolen i Geisenheim og har efter sine studier også arbejdet hos vinproducenter i både New Zealand, Californien, Australien, Sydafrika og Spanien for at få erfaring fra andre lande og kulturer.

Jobst har samlet 7,5 hektar vinmarkler, bl.a. med parceller på området nok to bedste marker … Brauneberger Juffer samt den absolutte topmark Brauneberger Juffer-Sonnenuhr. Det er begge stejle marker, der ligger på den modsatte side af floden og andre topproducenter som Fritz Haag, Willi Haag, Dr. Pauly-Bergweiler, Reichsgraf von Kesselstatt, WWE. Dr. H. Thanisch – Erben Müller-Burggraef m.fl.  også har parceller på.

Brauneberger Juffer er jo klart den største af to marker og den omkranser faktisk Brauneberger Juffer-Sonnenuhr med mod den berømte flod under et af Mosels flere solure. På markerne dyrker Jobst mest Riesling, ja faktisk er 80% af markerne med Riesling og de sidste er tilplantet med Weißburgunder og Regent.

Jobst er en hyggelig ung mand. Han er ekstremt vidende, meget behagelig og helt nede på jorden. Dedikationen lurer lige under overfladen og man er ikke et sekund i tvivl om, at Weingut Karp-Schreiber ved præcis, hvad de laver. De har et gennemsnitligt udbytte fra markerne på 65 hektoliter pr. hektar og den årlige produktion ligger på omkring 40.000 flasker vin.

Denne 2019 Brauneberger Juffer Riesling Kabinett Trocken er vinificeret på rustfrie ståltanke og har derefter lagret på både stål og stückfass. Vinen har restsüße aka restsukker på 7,6 gram pr. liter.

Duftmæssigt snakker vi fersken, melon, grønne æbler, syltede og friske citroner, en vis tørhed, masser af sten og mineraler. Der er ikke petroleum eller dieselolie, men næsen er sådan ren, klar og så kan man også fornemmes lidt frugtsødme.

I munden har vinen – som diesel – en fin viskositet, der næsten er olieret, mens frugten også smagsmæssigt er ren klar med fersklen, lemon, melede gule æbler og den dejlige Mosel sødme, der lige markerer og balancerer vinen flot.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut Darting, Einblicke Rotweincuvée, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Darting, Einblicke Rotweincuvée, Pfalz, TysklandWeingut Darting holder til midt i Bad Dürkheim i Pfalz og det er derfra, at den houlbergske vinblogger nu smager næste vin … en 2017 Einblicke Rotweincuvée.

Vingårdens rødder går helt tilbage til 1780, men drives i dag af Helmut Darting, som har 24 hektar vinmarker, hvor han dyrker en lang række druesorter … mest de hvide sorter.

Det er Weißburgunder, Grauburgunder, Rieslaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Sauvignon Blanc og Muskateller til de tørre vine og Kanzler und Huxelrebe til de sødere vine. Derudover dyrker han oss’ de røde druer Spätburgunder, Sankt Laurent, Schwarzriesling og Cabernet Cubin,

Helmut har tidligere stået i lære hos Weingut Hans-Günther Schwarz lidt længere mod syd Neustadt an der Weinstraße, men driver nu familiens vinhus sammen med hustruen Ella samt søsteren Heike.

Helmut er den drivende kraft i selve produktionen, og han lægger ikke skjul på, at vinens kvalitet skabes på marken. Helmuts elsker mest Riesling, som han betragter som den vigtigste druesort på sin vingård, men kærligheden til den røde Spätburgunder vokser, og vinhuset laver da også flere røde Spätburgundere. Samlet laver Helmut omkring 150.000 flasker årligt.

Helmut har parceller på markerne Nonnengarten, Michelsberg, Spielberg,  Fronhof, Hochbenn, Feuerberg og Schenkenböhl ved Dürkheim, Wachenheimer Mandelgarten, Ungsteiner Bettelhaus, samt topmarken Ungsteiner Herrenberg, som består af 3 parceller Herrenberg Mardelskopf, Herrenberg Vogelsang og Herrenberg Kanzel.

Denne Einblicke Rotweincuvée er lavet på et skønt mix af Acolon og Spätburgunder, men druesammensætningen ændrer sig fra år til år og i tidligere årgange var den lavet på de lidt mere ukendte druer Acolon, Cabernet Dorsa samt Cabernet Cubin.

Acolon er der ikke så mange, der kender. Det´er en tysk rød druesort, som er en krydsning mellem Blauer Lemberger aka Blaufränkisch og Dornfelder.

Den er fremavlet i 1971 på vinplanteskolen Weinsberg aka Staatliche Lehr- und Versuchsanstalt für Wein- und Obstbau i Weinsberg i Württemberg, men blev først officielt anerkendt i 2002.

Acolon modnes tidligt og producerer en meget farveintensiv vin med milde tanniner og slægter dermed Blaufränkisch på. Der er i dag plantet under 500 hektar – primært i Sydtyskland – men sorten er i fremgang, også internationalt.

Vinen er lavet på Holzfass og er også lagret en periode på barriques, men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter. Lad os smage på den.

Næsen er sådan lidt rustik og bondsk, så der er ikke den vilde Spätburgunder finesse, men i stedet er vinen klart noget mørkere med en frugt af kirsebær, solbær, lidt lakrids, peber, grønne urter og generelt lidt robust, rustik med svag antydning af lidt kanel samt vanilje.

Det er smagsmæssigt en lidt saftig og læskende vin, som har pænt med sødme, som er med til at give en tørstslukkende fornemmelse, hvor der er sød imødekommende mørk frugt, næsten kirsebær- og solbærlikør … meget saftig og masser sød bulder. Vi er lige kravlet over på den søde side af gelænderet, hvor Houlberg ikke kommer så meget. Vi ligger sådan lige mellem 3,5 og 4 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinfadet, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 4/7