2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder Carpe Diem, Ahr, TysklandVin nummer 2 fra den gode Weingut Paul Schumacher blev Spätburgunder Carpe Diem og ligeledes i årgang 2018.

Spätburgunder Carpe Diem er lavet med en blanding af druer fra de yngste vinstokke på de bedste parceller.

Ellers er den lavet som de øvrige med tidlig høst, spontangæring på åbne gæringskar startende med en koldmaceration i 4 dage og en efterfølgende gæring i 8-10 dage. Lagringen foregår derefter 18 måneder på 228 liter burgundiske barriques af ældre dato.

Duftmæssigt minder vinen meget om foregående, ganske grøn med lys og fin frugt som rabarber, kirsebær, jordbær og ribs, men frugten er lige lidt rundere og blidere end foregående basis Spätburgunder og herlig æterisk og sart. Fadpræget er måske lidt tydeligere her med våde fade. røg, bacon og mælkechokolade … men alt doseret så forbandet smukt. Jeg er vild med duften.

Det er jeg skam også med smagen, hvor der er en frisk frugtagtig syrlighed. Der er moreller, rabarber og kirsebær, let bitterhed, men så rent, klart, mineralsk, stringent og delikat fint. Det er klart med den lyse, lette og elegante Ahr stil, frisk, stringent frugt, feminin lethed og total høj drikkeglæde. Jeg er pjattet med den. Dermed havner Houlberg på 5 stensikre fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Paul Schumacher, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom under vort besøg hos Weingut Paul Schumacher i september 2019, så startede vi smagningen med basisvinen og deres Spätburgunder Gutswein blot i årgang 2018.

Vinen er – som med alle rødvinene hos Weingut Paul Schumacher lavet med tidlig høst, kold maceration og spontangæring i åbne gæringskar alene med druernes naturlige gærceller og en efterfølgende lagring i franske egefade … og denne Spätburgunder basisvin er lagret 18 måneder på brugte egefade. Paul anvender kun fine barriques fra Tonnelier Chassin i Bourgogne.

Duftmæssigt lys, let, syrlig og moden frugt, jord, hindbær, tranebær, granatæbler, en snert af lidt flæskede noter, røg, tørv og virker pænt tør, har pænt med mineraler og godt med syre.

I munden har vinen denne lidt lyse side af Ahr … let, frisk med stor tørhed og masser af syre, en lys frugt ribs, hindbær og granatæbler, grønne elementer, lidt peber spiller sammen med de fine tanniner og derefter kommer der også klare og rene mineraler. Hvor det dog en elegant, syrlig, streng og smuk basis Spätburgunder. Klart 4,5 houlbergske tomler og endda godt på vej mod de 5.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

Deja-vu til besøget hos Paul Schumacher … test af 2018 Spätburgunderne

Hurra … Weingut Paul Schumacher på Marienthaler Straße i Marienthal har fået en dansk importør og det kan vinelskere med forkærlighed for Ahr være glade for, da vinhuset i mine glasklare øjne hører til blandt de bedste producenter i Ahr.

Importøren er Jysk Vin … og det er faktisk yours truly, der har anbefalet dem at kigge på Weingut Paul Schumacher, som jeg tilbage i september 2019 selv besøgte sammen med mine kompisar Gert og Jan. Der mødte vi Paul Schumacher himself og fik en stor smagning samt rundvisning i vinkælderen.

Jeg blev voldsomt duperet af hans vine og det blev efterfølgende ikke mindre, da jeg herhjemme smagte nogle af de indkøbte vine, så da Henrik fra Jysk Vin spurgte, om jeg kunne anbefale en god tysk producent, så var jeg rimelig klar i spyttet … Schumacher.

Vores besøg hos Paul Schumacher under vort roadtrip kan du i øvrigt læse i blogindlægget Besøg hos Weingut Paul Schumacher … den tørre, hyggelige og syrlige side af Ahr. Der er jeg skrevet en del om vinhuset, historien og vinene. Vil du vide mere om Ahr området kan du også læse om hele vort roadtrip i indlægget Houlberg i Ahr … roadtrip til et af Tysklands bedste Spätburgunder områder.

Som tak for henvisningen, så havde jeg fået alle de 5 vine – som Jysk Vin importerer – til test … og hvem kunne være bedre at dele vinene med end netop Gert og Jan, som jeg besøgte Schumacher med for knap halvanden år siden?

Så til en aften, hvor jeg satte sorte vintertrøfler som tema, så serverede jeg de 5 Weingut Paul Schumacher 2018 Spätburgundere, således vi kunne mindes en af de gode stunder i Ahr. Vi fik vinene til en menu, som denne aften lød på:

  • Hjemmebagt brød 1. med fois gras og syltede enoki svampe og 2. med trøffelpaté
  • Gnocchi med svampe, oksemørbrad samt revet parmesan og sorte trøfler
  • Tøffeloste … og Gnalling

Her lige et par fotos af noget af maden … men glemte sgu at tage billeder af de sidste af retterne. Sådan kan det gå.

Vinene

Vi skulle som nævnt igennem 5 af Schumachers Spätburgunder vine og alle i årgang 2018 og det var følgende:

Fra Paul Schumachers 5,2 hektar på eftertragtede marker som Walporzheimer Kräuterberg, Marienthaler Trotzenberg, Ahrweiler Silberberg, Ahrweiler Rosenthal og Leutesdorfer Gartenlay laver han nogle sindssygt lækre vine.

Det er klart vine til den lyse, feminine, stringente og syrerige side, men jeg synes, at de er utrolig elegante. Det er selvfølgelig alle 2018 og dermed til den unge side, så de kunne med fordel ligge et par år i vinkælderen eller vinkøleskabet, men allerede nu smager de bare monstergodt. De bedste er vinene fra Rosenthal og Kräuterberg, men kan heller ikke undgå at blive imponeret af Schumachers almindelig basis Spätburgunder.

Jeg har selvfølgelig som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene. Og hvor var det godt at mindes Ahr og vores roadtrip til området igen.