2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDa jeg sidst smagte denne almindelige basis Bourgogne Pinot Noir fra Domaine Michel & Marc Rossignol i årgang 2017 kaldte jeg den fremragende og til tilbudsprisen vanvittig, loco og galning. Det gælder også for denne årgang 2016.

Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge … heldigt for os, for så får du masser af lækker vin til billigere penge.

Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.

I glasset er vinen – som 2017’eren – herlig lys og transparent med svag brunlig kant. Duftmæssigt har den en sådan lille mulle, våd og landlig-syrlig aroma, skovbund, champignon, våde fade og i det hele taget godt med træ, godt med jordbær og hindbær, meget venlig og har klart også lidt sødme, der binder det fint sammen.

Smagsmæssigt er det en bourgognevin, der er let at drikke … har masser af friske jordbær, hindbær, tranebær, let bitterhed samt en let sødme, slank, let og fin. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er vinen ret nem, venlig og imødekommende. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men til prisen er det atter bare ran, rov og rapseri. Igen ligger vi lige i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas López Cristóbal, Viracocha, Ribera del Duero, SpanienSexet, saftig, smuk og eksklusiv som bare pokker. Netop som jeg troede, at vinen Selección – som jeg smagte tilbage i november – er topvinen hos Bodegas López Cristóbal, så dukker denne lille perle op. Vinen Viracocha, der kun er lavet i 925 eksemplarer og denne er nummer 125 med et prisskilte på over 1.000 kr.

Vinen har fået navn efter de gamle inkaers skabende gud Viracocha, som betyder herre. Ifølge inkaerne har Viracocha skabt ikke blot alle verdslige ting, men også alle de andre guder som fx solguden Inti, månen, Venus, visse stjerner samt jorden og havet. Derfor har Viracocha måske også samtidig haft en finger med i spillet i produktionen af denne vin.

Vinhuset Bodegas López Cristóbal er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Man have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. samtidig med at DO Ribera del Duero appellationen blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde.

Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han sammen med hustruen Lola Cristóbal ind på ejendommen og så startede de med at producere egne vine. Vinene blev solgt under navnet López Cristobal, dvs. efternavnet fra Santiago og Lola.

Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo. I dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal. Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er de særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristóbal har i alt 50 hektar vinmarker i Roa de Duero opdelt på 9 forskellige parceller. Der dyrkes selvfølgelig først og fremmest Tempranillo eller Tinta del País, som druen kaldes der. Faktisk er 48 hektar tilplantet med Tempranillo, men de sidste 2 hektar er plantet til med Merlot og Albillo.

På kassen af denne eksklusive Viracocha står der; Vino de Familia, men denne her fik familien altså ikke lov at beholde. Måske de også er ramt af COVID-19 og må sælge ud at hjerteguldet. Vinen ligger i kassen, der er lavet med ædeltræ i bund og top … det stinker med andre ord af en eksklusiv vin.

Vinen er lavet på ren Tempranillo, men der er ikke mange oplysninger om produktionen. Men mon ikke, at den er lavet på nogenlunde samme facon som Selección, hvilket betyder gæring ved 30 grader … en efterfølgende malolaktisk gæring i fade og så lagring i 15 måneder eller længere på barriques fra 3 forskellige franske producenter. Denne har dog formentlig bare lige fået ekstra TLC … tender, love and care … and I don’t care lige nu … for vinen er i glasset.

Næsen er moden, forfinet, rund … helt zen, blød, intens, rolig og jeg kan mærke, at mit smil pludselig er blevet en kende bredere. Her er sgu intet, der vender forkert … ikke et græsstrå, mislyd eller underlig bevægelser på dansegulvet, bare stor vellyst og balance. Der er lidt letbrændte noter, mens frugten er sorte kirsebær, solbær, brombær, blommer suppleret med let kaffe, lakrids, belgiske praliner, røg samt en fin, balsamisk, letbitter syre. Fadaftrykket er ikke vildt stort, men efterlader blot strejf af vanilje, kanel og tørv … men hvor er det vildt godt og elegant balanceret.

I munden er alt også lagt på de rette hylder … alt i total orden efter farve, størrelse og anvendelse. Galo har sgu skruet denne vin rigtigt godt sammen og justeret knapperne på mixerpulten, så alt smager blødt, cremet, elegant og balanceret. Det bliver på inden måder tyk powervin, men en forfinet og slank Tempranillo, moden i frugten, der mest kirsebær, jordbær, brombær og blommer. Tanninerne er også polerede og til at vise frem, syren forholdsvis tør og småbitter, men samlet spiller tingene godt sammen. Det glider gennem halsrøret, der takker og bukker … alt er zen, så Houlberg får atter bekræftet, hvorfor Ribera del Duero står tæt på hjertet. Den vin oser bare af kærlighed og saftig eksklusivitet. Floor de Pingus go home og vinbloggeren er tæt på at trække det helt store skilt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.499 kr., mens prisen er 1.299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Jean Monnier & Fils, Beaune 1er Cru Les Montrevenots, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Monnier & Fils, Beaune 1er Cru Montrevenots, Bourgogne, FrankrigEfter en røvfuld tyske vine med burgundisk elegance, så skulle vi også smage denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots fra Jean Monnier & Fils i Bourgogne og som de forrige også i årgang 2018.

Domaine Jean Monnier & Fils ligger midt i  byen Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er et historisk domæne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i år 1720 af familien Monnier og drives i dag af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas. Familien har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller.

Premier Cru markerne omfatter Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots er fra deres mark Montrevenots, der ligger ved den sydlige del af Beaune kommune nærmest ved grænsen til Pommard. Marken er samlet på 8 hektar, hvoraf Monnier alene har en lille del og deler således marken med nogle få andre producenter, bl.a. den dygtige Vincent Dancer.

Montrevenots er den højeste beliggende mark i Beaune med en stenet og rødlig jordbund på grund af den jernholdige ler, som er med til at frembringe mineralske og elegante vine. Druerne er også høstet med håndkraft og derefter sortere. Gæring er sket naturligt med 3 dages kold premaceration og efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques … men hvor lang tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det en nærmest saftig, juicy vin med en dejlig ædelmulle og dyb aroma med hindbær, jordbær, kirsebær og ribs, grønne elementer, våde fade, lidt varme og rundhed fra fadene med træ, vanilje, sødme … meget rund og venlig i udtrykket.

Smagsmæssigt er det en vild cremet, blød og rund bourgognevin med silkeblød venlighed, meget saftig, frugtrig med kirsebær samt jordbær, røg, jord, salte mineraler … lækker blød syre, som virker poleret og medgørlig. Det er en sådan lidt småbuttet vin, men smager sgu bare tæskegodt, så 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7