Da jeg sidst smagte denne almindelige basis Bourgogne Pinot Noir fra Domaine Michel & Marc Rossignol i årgang 2017 kaldte jeg den fremragende og til tilbudsprisen vanvittig, loco og galning. Det gælder også for denne årgang 2016.
Druerne til vinen er fra nogle af husets marker i både Volnay og Pommard, men her er druerne ikke gået til deres kommunevine, men er deklassificeret til denne Bourgogne Rouge … heldigt for os, for så får du masser af lækker vin til billigere penge.
Druerne høstet ved optimal modenhed, hvorefter de er afstilket inden gæringen, som er sket i rustfrie ståltanke med manuel punch down og overpumpninger for at sikre et balanceret udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne. Efter endt gæring modner vinen 11-18 måneder på burgundiske 228 liter egetræsfade.
I glasset er vinen – som 2017’eren – herlig lys og transparent med svag brunlig kant. Duftmæssigt har den en sådan lille mulle, våd og landlig-syrlig aroma, skovbund, champignon, våde fade og i det hele taget godt med træ, godt med jordbær og hindbær, meget venlig og har klart også lidt sødme, der binder det fint sammen.
Smagsmæssigt er det en bourgognevin, der er let at drikke … har masser af friske jordbær, hindbær, tranebær, let bitterhed samt en let sødme, slank, let og fin. Der er ikke vildt dybde, men til gengæld er vinen ret nem, venlig og imødekommende. Der er mest let Volnay karakter i vinen og ikke så meget Pommard, men til prisen er det atter bare ran, rov og rapseri. Igen ligger vi lige i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 tomler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.