2018 Jean Monnier & Fils, Beaune 1er Cru Les Montrevenots, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Monnier & Fils, Beaune 1er Cru Montrevenots, Bourgogne, FrankrigEfter en røvfuld tyske vine med burgundisk elegance, så skulle vi også smage denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots fra Jean Monnier & Fils i Bourgogne og som de forrige også i årgang 2018.

Domaine Jean Monnier & Fils ligger midt i  byen Meursault på Place de l’Hôtel de Ville og er et historisk domæne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i år 1720 af familien Monnier og drives i dag af Jean-Claude Monnier og hans søn Nicolas. Familien har samlet 17 hektar vinmarker i Côte de Beaune, herunder 6 Premier Cru parceller.

Premier Cru markerne omfatter Beaune Montrevenots, Pommard Argillières, Pommard Fremiers, Pommard Epenots Clos de Citeaux, Meursault Genevrières og Meursault Charmes. De fleste af domænets vinstokke er 25 til 60 år gamle.

Selvom Jean-Claude Monnier og Nicolas har fulgt med i den nyeste udvikling, så trækker de også på de erfaringerne fra deres forfædre, således at deres vine laves med respekt for terroir, kvalitet og tradition.

Denne Beaune 1er Cru Les Montrevenots er fra deres mark Montrevenots, der ligger ved den sydlige del af Beaune kommune nærmest ved grænsen til Pommard. Marken er samlet på 8 hektar, hvoraf Monnier alene har en lille del og deler således marken med nogle få andre producenter, bl.a. den dygtige Vincent Dancer.

Montrevenots er den højeste beliggende mark i Beaune med en stenet og rødlig jordbund på grund af den jernholdige ler, som er med til at frembringe mineralske og elegante vine. Druerne er også høstet med håndkraft og derefter sortere. Gæring er sket naturligt med 3 dages kold premaceration og efter endt fermentering er vinen lagret på franske barriques … men hvor lang tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det en nærmest saftig, juicy vin med en dejlig ædelmulle og dyb aroma med hindbær, jordbær, kirsebær og ribs, grønne elementer, våde fade, lidt varme og rundhed fra fadene med træ, vanilje, sødme … meget rund og venlig i udtrykket.

Smagsmæssigt er det en vild cremet, blød og rund bourgognevin med silkeblød venlighed, meget saftig, frugtrig med kirsebær samt jordbær, røg, jord, salte mineraler … lækker blød syre, som virker poleret og medgørlig. Det er en sådan lidt småbuttet vin, men smager sgu bare tæskegodt, så 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7