2014 Domaine Christian Clerget, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Christian Clerget, Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes, Bourgogne, FrankrigDet er som om, at bourgogne vinene bare lige rammer mig i øjeblikket, men jeg brokker mig ingenlunde. Forleden var jeg på besøg hos en ægte bourgogne specialist og smagte 4 lækre af slagsen, hvor den første var en 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes fra Domaine Christian Clerget.

Vinhuset ligger i den nordlige udkast af Vougeot by og drives af Christian Clerget og hustruen Isabelle. Christian er 4. generation på vingården, som samlet har 6 hektar vinmarker fordelt i Vougeot, Chambolle-Musigny, Morey-Saint-Denis og Vosne-Romanée.

Christian og Isabelle overtog driften i 1996 efter Christians far og onkel og siden er der sket dramatiske forbedringer. En ny kælder er bygget i Vougeot og så arbejder parret med med håndsortering af druer, fuldstændig afstilkning og brug af større andel nye fade.

Parret lever og ånder  for deres vinmarker, der nurses og passes som var det deres baghave. Christians filosofi er også meget enkel, at alle de bedste vin skabes af gode druer. Han følger naturens egen rytme,  bearbejder jorden mekanisk, så der kommer liv og luft omkring vinstokkene.

Der beskæres hårdt for at sikre små hektarudbytter og hvis nødvendigt laver Christian også grøn høst, ligesom der fjernes blade på østsiden af vinstokkene for at sikre lys og luft til drueklaserne.

Alle druer høstes med håndkraft og den første sortering af drueklaserne sker allerede i marken. Vinifikationen finder sted med et absolut minimum af intervention, altså med spontangæring med druernes naturlige gær, men kun pigeage og remontage i begrænset omfang, en 3 ugers maceration og 18 måneders lagring på fad.

Det gælder også denne 2014 Chambolle-Musigny 1er Cru Les Charmes, der således også efter endt fermentering er lagret de 18 måneder på barriques, heraf 33% nye fade og de øvrige brugt 1 eller 2 gange tidligere. Vinstokke på domænets 1,01 hektar store parcel på Les Charmes er plantet i 1970.

Uha … sikke en smuk og æterisk duft med smukke blomster, toast og let ristede noter, grillet blomkål, gammelt træ, violer, sæbe, svagt en smule bamseline skyllemiddel, svag mentol, balsamolie, kirsebær og jordbær, vanilje fra fadene og indsmigrende som bare pokker.

I munden er det fortsat en ung og spændstig vin med en dejlig frisk frugt, ribs, rabarber, tranebær og lidt granatæbler, meget stringent, lys og ren smag med mineralsk nerve, men den er samtidig fantastisk blød og rund. Tanninerne er fine uden mindste grovhed, hvilket gør vinen smal, slank og graciøs. Klart 6 houlbergske fingre.

Er næsten umulige at skaffe, men en årgang 2011 er set hos Uhrskov Vine til 940 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias, Rías Baixas, Spanien

2016 El Escocés Volante, The Cup and Rings Albariño, Rías Baixas, SpanienEl Escocés Volante ligger i byen Calatayud i vinområdet Aragon og navnet betyder den flyvende skotte og refererer til den vilde ejer skotten Norrel Robertson. Denne vin … The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er dog fra vinområdet Rías Baixas, men lavet af den fabelagtige dygtige skotte.

Norrel er egentlig uddannet som kandidat indenfor politik og internationale forbindelser, men det fangede aldrig helt, men det gjorde vinen i stedet. For under sine studier arbejdede han i en vinbutik i Aberdeen og det var her, at han for alvor tabte sit hjerte.

Så derfor startede han i stedet i vinbranchen … først som sælger og senere indkøber. Gennem arbejdet som indkøber rejste Norrel hele verden rundt for at finde vin til en række britiske supermarkeder og det var der, at han i 1990 bestemte sig for, at han selv ville være vinmager.

Norrel besluttede sig for at lære vinverdenen at kende fra arbejdet som kælderrotte og op. Det betød at han begyndte som hjælper og så vinmagerassistent i Chianti, Portugal, Australien og Chile. Oftest fik han det timet således, at han bare kunne rejse fra høst til høst.

I 1998 tilmeldte han sig Master of Wine Studiet og blev et par år efter færdiguddannet. Men ikke nok med at han bestod – hvilket er noget de færreste formår – så vandt han prisen for bedste teoretiske værk og bestod med højeste score nogensinde.

Derefter arbejdede Norrel for International Wine Services, som er en kæmpe international kæde, som laver vin i hele verdenen, men sideløbende med dette tog han også lige en Masters i Winemaking på Christchurch universitet i New Zealand.

Norrels arbejde ledte ham bl.a. til Calatayud  regionen i Spanien, hvor han øjeblikkeligt forelskede sig i de oldgamle Grenache stokke og den storslåede natur. I 2003 flyttede han derfor til Spanien hvor han lavede sit vinhus El Escoses Volante – den flyvende skotte.

I 2004 havde Norrel fået stablet sin egen produktion på benene og sidenhen er projektet kun vokset. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien, altså både Calatayud, Bullas og Galicien. Derudover fungerer han også som rådgiver på flere andre vinhuse.

Filosofien bag hans vinhus El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker, at fremstille vine, som beholder dele  af Spanien i sig. Han ejer ikke selv vinmarker, men køber druer og lejer sig ind hos forskellige producenter.

Dette har han nu gjort i over 10 år, hvor hans vine kun er blevet bedre og bedre. Bl.a. omtales Norrel Robertson som quality leader  indenfor Calatayud af Robert Parkers Wine Advocate.

Her har vi Norrel Robertsons hvidvin The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias fra vinområdet Rías Baixas i det nordvestlige hjørne af Spanien. Vinen er på 100% Albariño, en drue jeg tidligere har smagt og altid været ganske begejstret for.

Albariño er efter min mening nok en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide (vvi) fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og samtidig meget lettere end andre aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer. Albariño er også rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Denne The Cup and Rings Albariño Selección Sobre Lias er ved, at druerne efter høstet først ligger 7 timer i køling udblødning, hvilket så er efterfulgt af presning og gæring i rustfrie ståltanke ved kølige temperaturer omkring 17-18 grader. Derefter har halvdelen af vinen så gennemgået malolaktisk gæring. Vinen er så lagret sur lie i 30 måneder inden filtrering og aftapning på flaske.

Duftmæssigt har vinen en frisk, grøn og aromatisk duft, suppleret med lidt altheabolsjer, lakrids, ananas, fersken, grillede citroner, en omgang mariekiks og linolie. Der fornemmes en smule fylde i vinen.

I munden er det en frisk vin, pænt med citroner, lemon, småbitter grape, lidt grønne umodne æbler, stikkelsbær og med en lidt olieret, småfyldig krop med et frisk bid.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Winzerhof Stahl, White Blend, Franken, Tyskland

2020 Winzerhof Stahl, White Blend, Franken, TysklandHvis man ikke bliver glad, når man smager denne vin, så skal man formentlig omkring en læge eller i det mindste tjekke, om man har fået COVID-19 og mistet lugte- og smagssans. Det er vinen med det måske lidt lidet tillokkende navn White Blend fra Winzerhof Stahl, som jeg snakker om.

Det er ikke mange uger siden, at jeg smagte Christian Stahls fine Sauvignon Blanc Pre-Release i årgang 2020 og var ganske imponeret. Han kan virkelig få masser af smag frem i sine vine, som samtidig slet ikke er arketypiske Franken vine … og det er også tilfældet med denne White Blend.

Vinen er lavet på et blend af Riesling samt Scheurebe … og igen har Christian Stahl leget og eksperimenteret. Riesling druerne er høstet tidligere og selve vinen blot lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved lav temperatur. Også denne gang er vinen lavet med en forholdsvis lav alkoholprocent på 11,5%.

Allerede i næsen fornemmer du, at dette er en totalt læskende drikkevenlig bællebasker af en vin. Der er søde tropiske frugter, mango, ananas, fersken, pærer, sten og svagt også lidt citroner og mere gengemt lidt florale noter … og så lige en kæk lille luftighed, pirrende, æggende og lækker.

Munden bekræfter, hvad næsen allerede vidste … kæmpestor bællepotentiale og vild smagfuld. Det kommer samtidig med en slank talje med god syre med citroner, lime og lidt grape, en svag sødme og fin balance. Den er sgu opkvikkende, selvsikker og løber gennem drænrøret med velbehag. Skulle jeg ha’ fest, så vil jeg købe kasser af denne vin, for den gør mennesker glade.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7